Share |
Forside | Dokumenter | Pressemeddelelser | Offentlige hjemmesider er ikke for handicappede

Offentlige hjemmesider er ikke for handicappede


Pressemeddelelse fra Danske Handicaporganisationer og Dansk Blindesamfund:

Offentlige hjemmesider er ikke for handicappede

Endnu en gang viser det sig, at offentlige hjemmesider ikke kan bruges af mennesker med handicap. En ny kortlægning af offentlige hjemmesiders tilgængelighed - foretaget af Videnskabsministeriet - viser tydeligt, at man ingen fremskridt opnår uden forpligtende krav.

En lignende kortlægning fremviste i 2008 næsten samme resultat. På trods af, at man i januar 2008 indgik en politisk aftale om at efterleve de internationale krav om tilgængelige hjemmesider, er der intet sket.

Undersøgelsen viser, at halvdelen af de offentlige hjemmesider ikke er gode nok. Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen har i en pressemeddelelse udtalt, at resultaterne er utilfredsstillende. Det kan handicaporganisationerne kun give hende ret i. Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer, siger:

”Nu må ministeriet iværksætte mere effektive tiltag. Der skal mere til end undersøgelser og informationskampagner. Resultaterne viser tydeligt, at vi mangler mere handlefaste krav.”

EU-Kommissionen gennemførte i 2007 en undersøgelse af fremskridt på e-tilgængelig­heds­området. Den viste en tydelig sammenhæng mellem bindende lovgivning og tilgængelighed til de offentlige hjemmesider.

Thorkild Olesen, landsformand i Dansk Blindesamfund, understreger vigtigheden af, at der stilles krav til offentlige udbydere om at lave tilgængelige hjemmesider:

”Det offentlige nedlægger tjenester og services, som før kunne sikre oplysninger og viden uden brug af internettet. Alle ønsker digitaliseringen, men det gør det altså helt nødvendigt at sikre adgang til offentlige hjemmesider.”

”Det er et skridt i den rigtige retning, at ministeren anerkender problemet. Men bløde tiltag ikke er nok. Det er på tide, at de gode viljer erstattes af kortfristede krav, relevante sanktionsmuligheder og handlekraft”.

Danske Handicaporganisationer vil opfordre Folketingets Udvalg for Videnskab og Teknologi til at iværksætte udarbejdelsen af en konkret national handlingsplan. Nu må Folketinget tage affære.

Kontakt for yderligere oplysninger:

Stig Langvad, formand for DH, 36 75 17 77 - 40 38 06 36, sl@handicap.dk

Thorkild Olesen, landsformand for Dansk Blindesamfund, 23 40 92 00, tol@dkblind.dk

Monica Løland, tilgængelighedskonsulent, 36 38 85 24 - 40 14 05 24, mol@handicap.dk

Sag 10/427 - Dok. 4709/10 /MOL

2

Handlinger tilknyttet webside
Søg