Hvidovre, den 5. november 2009
Sag 07/435 - Dok. 12396/09 /JH

Kommunernes Landsforening og regeringen har i forbindelse med kommuneaftalen 2009 aftalt, at man fra næste år skal ændre på betalingsreglerne, når det gælder personer med de mest betydelige handicap, der af hensyn til deres funktionsnedsættelse er visiteret til botilbud m.v. i andre kommuner. Den kommune, der betaler, skal også stå for alle bevillinger.

Forslaget - der er varslet i regeringens lovprogram - vil komme til at omfatte ca. 13.000 borgere med betydeligt handicap, der er visiteret til et specialiseret tilbud, f.eks. et botilbud, der er beliggende i en anden kommune. Der kan være tale om tilbud i nabokommunen, men de meget specialiserede tilbud er der kun få af i landet, hvorfor der også kan være tale om et tilbud i en anden landsdel.

Regeringen og kommunerne mener, at det skal være den oprindelige bopælskommune, der i fremtiden både skal betale og beslutte i forhold til borgeren - uanset, hvor denne er bosiddende. Uanset om personen aldrig flytter tilbage til den oprindelige kommune.

Man bryder dermed med princippet om, at det er den kommune, der kender borgeren og dennes behov, der skal beslutte, hvilke nye tiltag, der skal sættes i værk til gavn for borgeren. F.eks. ledsagelse, pædagogisk støtte, hjælpemidler osv.. Man bryder med nærhedsprincippet.

DH mener, at man kun i og omkring botilbuddet vil opnå den viden om personen, der er nødvendig for at kunne træffe de rigtige beslutninger og sikre borgeren de bedste udviklingsmuligheder. Et system, hvor den oprindelige kommune skal træffe beslutningerne, kommer ikke til at fungere hurtigt og smidigt i forhold til hverdagen.

Det er ikke rimeligt, at kommunernes mistillid til hinanden skal gå ud over borgerne med de mest betydelige handicap. Hidtil har det været vurderingen, at opholdskommunen træffer fornuftige beslutninger uden derved at påføre den oprindelige (betalende) kommune urimelige udgifter. Men nu tror kommunerne ikke på hinanden, og derfor er det bedre, set med kommunernes øjne, at man trækker beslutningskompetencen hjem - uanset, hvilke konsekvenser det kan få for borgeren!

Det er heller ikke rimeligt at udpege nogle af de ca. 13.000 mest udsatte borgere med handicap som skyld i stigningen i de sociale udgifter. Der er reelt er tale om langvarige og veldokumenterede forløb med handlingsplaner osv. Det kan simpelthen ikke passe, at disse - de mest veldokumenterede sager - kan være skyld i, at de sociale udgifter stiger.

Det må være muligt at finde nogle modeller, hvor ”modtagerkommunen” bliver kompenseret for store udgifter. De skal naturligvis ikke straffes økonomisk for at have etableret nogle specialiserede tilbud, der tilgodeser borgere med et betydeligt handicap fra andre kommuner. Man må kunne opsætte nogle objektive kriterier, der udløser en finansiering, uanset om den så skal være mellemkommunal eller statslig.

Danske Handicaporganisationers budskab til regering og kommuner: Om igen!