1. Vejledningspligten - hvad går den ud på?
Handlinger tilknyttet webside
Kommunen har pligt til at rådgive og vejlede, herunder henvise til den rigtige myndighed. Kommunen skal ikke kun være opmærksom på mulighederne for hjælp efter den sociale lovgivning; i mange tilfælde kan det være relevant at pege på muligheder i andre lovgivninger eller andre dele af den kommunale forvaltning.
Kommunen skal ikke kun rådgive og vejlede om regler og tilbud, når borgeren beder om det, men også på eget initiativ.
Rådgivning og vejledning er en social ydelse, som kan ydes enten alene eller sammen med anden hjælp. Der kan klages over afslag på rådgivning og vejledning.
Hvis kommunens vejledning viser sig at have været forkert eller mangelfuld, hvorfor kommunen senere f.eks. ændrer på satser og tilbud, så har du ret til at blive stillet, som om kommunens oprindelige vejledning var korrekt. Hvis du lider et økonomisk tab som følge af kommunens fejl, kan kommunen i nogle tilfælde være erstatningspligtig.
Reglerne her skal bidrage til, at du forstår sagsbehandlingen, og at sagen afgøres af den rigtige myndighed.
DH anbefaler, at du henviser til denne vejledningspligt, såfremt din ansøgning afvises med henvisning til en enkelt lovbestemmelse.
