BeskæftigelsesNYT januar 2010
BeskæftigelsesNYT januar 2010
Kære tillidsrepræsentanter!
Velkommen til et nyt år!
Dette nummer af BeskæftigelsesNYT handler om CABI's rapport” LBR kortlægning 2007-2008 - med særligt fokus på aktiviteter indenfor tre centrale beskæftigelsespolitiske temaer.” Rapporten ser nærmere på de lokale beskæftigelsesråds (LBR) arbejde med at udmønte LBR's midler - den statslige bevilling. Intentionen med nyhedsbrevet er kortfattet at beskrive rapporten, så I kan blive inspirerede til selv at læse videre.
DH ser frem til, at LBR i endnu højere grad iværksætter projekter og tiltag, der sikrer flere mennesker med nedsat arbejdsevne job eller fastholdelse i job. Det er DH's overordnede holdning, at midlerne bør anvendes til udvikling og til at afprøve ideer. Det kan være, at der er særligt fokus på en udsat målgruppe, men det kan også være et spørgsmål om nye måder at organisere indsatsen på eller skabe nye samarbejdsflader.
En ting er sikkert - der er behov for at tænke nyt og intensivere indsatsen, hvis vi skal have flere i arbejde, særligt i en krisetid. Der kommer igen en tid, hvor der vil være mangel på arbejdskraft. Vi skal derfor udvikle indsatsen for at få flere handicappede i job og fastholde den positive holdning der har været til vores ”sag”.
I den forbindelse vil jeg henlede jeres opmærksomhed på regeringens strategi, Handicap og job (april 2009), der kan danne en ramme for den lokale indsats. Det er nu kampen skal kæmpes om fremtiden!
Med venlig hilsen
Stig Langvad
formand
Præsentation af rapporten
CABI, Center for Aktiv BeskæftigelseIndsats, har foretaget en undersøgelse af, hvordan LBR-midlerne anvendes, og om anvendelsen hænger sammen med regeringens målsætninger på beskæftigelsesområdet. Undersøgelsen er udarbejdet på baggrund af materiale fra samtlige LBR, og der er en beskrivelse af en række eksempler på konkrete projekter.
I både 2007 og 2008 var ministerens mål på beskæftigelsesområdet:
Styrket indsats for at virksomhederne får den arbejdskraft, de har behov for.
Styrket indsats for at give kontant- og starthjælpsmodtagere en ny chance.
Styrket indsats for at få unge kontanthjælps-, starthjælps-, introduktionsydelses- og dagpengemodtagere i arbejde eller uddannelse.
CABI konkluderer, at LBR igangsætter initiativer, der er i god overensstemmelse med de udmeldte mål. CABI konkluderer samtidig, at der er en overvægt af initiativer der er rettet mod virksomhedens behov for arbejdskraft, og andelen er stigende for 2008. Initiativer der retter sig mod de langvarige ledige er derimod faldende i 2008. Prioriteringen må man forvente hænger sammen med den højkonjunktur Danmark har været i. Projekterne planlægges oftest nogen tid før igangsættelse, og det tager derfor en rum tid før de ændrede konjunkturer afspejles i projektindholdet. Kortlægningen fra CABI viser samtidig, at indsatsen, i forhold til at få de unge ud på arbejdsmarkedet, er stigende for 2008. Denne indsats må vi forvente blev yderligere forstærket i 2009.
I rapporten er der fokus på, hvilken tilgang de forskellige initiativer har for at få ledige i job. Undersøgelsen fra CABI viser, at der er sket en stigning i de tiltag, LBR iværksætter. Tiltag som i højere grad er direkte målrettet de enkelte målgrupper, som skal i beskæftigelse. Fortsætter denne strategi bør der være god mulighed for at initiere målrettede projekter for mennesker med funktionsnedsættelse - og med DH's øjne helst en virksomhedsrettet indsats. Endelig viser rapporten, at der samtidig har været en nedgang i andre aktiviteter eksempelvis div. events, medarbejderudvikling og netværksaktiviteter.
CABI's undersøgelse konkluderer videre at der i LBR arbejdet er fokus på, hvordan regeringens strategi og målsætning kan implementeres i den lokale beskæftigelsesindsats. Denne del af undersøgelsen er delt op i kategorierne: Initiativer der sikrer virksomhedens arbejdskraft, initiativer rettet mod udsatte unge og initiativer rettet mod sygefravær.
I denne del af undersøgelsen er der eksempler på, hvordan de forskellige LBR har valgt at løfte opgaven at integrere og fastholde folk i job.
Der er kun et af eksemplerne, der direkte er målrettet mennesker med handicap. Men det betyder ikke, at de andre projekter ikke er relevante for DH's målgrupper. Ligesom I vil kunne hente inspiration fra projekternes metodearbejde til f.eks. at sætte aktiviteter og projekter i gang, der mere direkte er målrettet mennesker med funktionsnedsættelse og/eller nedsat arbejdsevne.
Link til CABI rapporten: http://www.fleksjob2.dk/forside/generelt/bibliotek/cabi+udgivelser/udgivelser+2009/lbr+kortl%c3%a6gning+1
Udgiver af BeskæftigelsesNYT:
DH, Mette Raun (mr@handicap.dk)
Sag 10/57 - Dok. 661/10 MR/ck
