BeskæftigelsesNYT juni 2011
Dokument oprettet 24-06-2011
Sag 11/498 - Dok. 5225/11 JYH/kft
Tema: Kampagnen: Søg job - Evner i fokus
Kære tillidsrepræsentanter!
I maj gik startskuddet til en stor kampagne ”Søg job - Evner i Fokus”, som er finansieret af Beskæftigelsesministeriets handicappulje. Kampagnen retter sig mod virksomheder, jobcentre og mennesker med handicap, og løber frem til juni 2012. DH samarbejder om kampagnen med Specialfunktionen Job & Handicap (SJH), Virksomhedsnetværket for socialt ansvar (VINSA), Virksomhedsforum for socialt ansvar (VFSA) og Center for Aktiv Beskæftigelsesindsats (CABI).
Det overordnede formål med hele kampagnen er at få flere mennesker med handicap i job eller uddannelse. Fra kampagnen var på tegnebrættet til kampagnen blev lanceret har det været afgørende for DH, at det i kampagnen er tydeligt, at det er et fælles ansvar at få mennesker med handicap i job. Det vil sige, at virksomhederne skal åbne dørene for mennesker med handicap, at jobcentrene skal have fokus på, at ledige med handicap også har ret til virksomhedsrettede tilbud og endelig, at flere personer med handicap skal søge job. DH er derfor glad for, at kampagnen retter sig mod både virksomheder, jobcentre og mennesker med handicap.
DH's medlemsorganisationer spiller også en vigtig rolle i kampagnen. Der er mulighed for at få støtte til inspirationsmøder med egne medlemmer og drøfte de udfordringer, de møder i forhold til at søge job.
I dette nummer af BeskæftigelsesNyt vil vi informere om kampagnen og give en nærmere beskrivelse af DH's delprojekt. Vi vil fortælle om, hvordan I kan støtte op om kampagnen ved at sætte den på dagsordenen i de lokale beskæftigelsesråd, og ved at fortælle om den i jeres netværk.
Stig Langvad
Formand
1. Kampagneaktiviteter i forhold til virksomheder og jobcentre
Kampagnen Søg job - Evner i fokus består af en række aktiviteter rettet mod henholdsvis virksomheder, jobcentre og borgere.
Virksomhedsnetværket for socialt ansvar (VINSA) og Virksomhedsforum for socialt ansvar (VFSA) er ansvarlige for at gennemføre aktiviteter for virksomheder. Der skal blandt andet udpeges rollevirksomheder, afholdes fyraftensmøder om virksomhedernes sociale ansvar, og herunder erfaringer med medarbejdere med handicap, samt gennemføres karrieredage for mennesker med handicap. På karrieredagene åbner en række virksomheder dørene for mennesker med handicap, der kan komme og få en snak med bl.a. personaleansvarlige om, hvilke kompetencer, der skal til, for at få et job på virksomheden. DH bidrager til at planlægge og afholde karrieredagene på baggrund af erfaringer fra projekt Engagementet.
Center for Aktiv Beskæftigelsesindsats (CABI) udarbejder kampagnehjemmesiden www.evnerifokus.dk. Desuden har de lagt en masse gode historier om mennesker med handicap og deres job i en inspirationsbank, der kan findes på hjemmesiden www.joboghandicap.dk.
Specialfunktionen Job & Handicap (SJH) er koordinator i hele kampagnen og står for aktiviteter i jobcentrene. Der er ansat 2 projektledere, Monique Revald og Søren Kjær Nielsen, i SJH til dette. Monique og Søren vil kontakte nøglepersonerne på handicapområdet i hvert jobcenter for at fortælle om kampagnen og hvilke aktiviteter, der er planlagt på jobcentrene.
Ud over disse aktiviteter kommer der en række annoncer i dagblade, lokalaviser og på internettet.
2. DH's aktiviteter i forhold til mennesker med handicap
DH skal som led i kampagnen gennemføre to hovedaktiviteter, nemlig en hotline og en række møder for mennesker med handicap.
Hotline
Her kan mennesker med handicap henvende sig og få sparring om at komme i job. Det kan fx dreje sig om inspiration og gode råd til jobsøgningsprocessen, spørgsmål vedr. brug af handicapkompenserende ordninger mv.
Der er sendt materiale i form af små ”visitkort” ud til alle jobcentre og til mange af landets biblioteker med information om Hotlinen. Hotlinen kan kontaktes på telefon 36 310 320 eller på mail: hotline@handicap.dk.
Inspirationsmøder for mennesker med handicap
I 20 udvalgte kommuner afholder DH hvert sted to møder for mennesker med handicap - et første inspirationsmøde og et opfølgende møde ca. en måned efter det første møde. Møderne har fokus på at styrke lysten til at komme i job og give inspiration til at søge job. Målgruppen for møderne er ledige med handicap, førtidspensionister og mennesker med handicap i job med interesse for karriereskift.
De 2 x 20 møder afholdes regionsvist i perioden september 2011-april 2012. Møderne starter i Region Nordjylland, derefter Region Midtjylland, Region Syddanmark og afsluttes med Region Hovedstaden og Sjælland.
Møder i DH's medlemsorganisationer
Ud over de 2 x 20 møder i jobcentrene, skal der afholdes yderligere 20 møder i regi af DH's medlemsorganisationer. Målgruppen for disse møder er medlemmerne af de enkelte organisationer. Møderne skal også have fokus på job, men herudover tilrettelægges det konkrete indhold på møderne i vid udstrækning af den enkelte organisation. På den måde kan de enkelte organisationer have et målrettet fokus på de udfordringer, som netop deres medlemmer oplever. De 20 møder i regi af medlemsorganisationerne afholdes i løbet af projektperioden.
3. Hvordan kan LBR-repræsentanter og alle DH-tillidsrepræsentanter bakke op om kampagnen?
Der er behov for at sætte kampagnen på dagsordenen i de lokale beskæftigelsesråd og spørge til, om jobcentret er opmærksom på den.
Konkret kan der spørges til, om der er planlagt besøg af de to projektledere fra SJH? Og hvad mødet i givet fald har resulteret i? Om jobcentret har modtaget DH's visitkort om Hotlinen, og om de aktivt deles ud til borgerne?
I forbindelse med møder i LBR kan der lægges op til en drøftelse af, hvordan jobcentrene arbejder med at have fokus på job til personer med handicap og fokus på at bruge virksomhedsrettede tilbud til personer med handicap. Samt hvordan der arbejdes med at øge medarbejdernes kendskab til forskellige handicap og de handicapkompenserende ordninger, samt i hvilken grad ordningerne bliver brugt i jobcentret?
Alle DH-tillidsrepræsentanter opfordres til at informere om kampagnen og Hotlinen rundt i jeres netværk.
4. Mere information
Kampagnehjemmesiden www.evnerifokus.dk
Inspirationsbank findes på hjemmesiden www.joboghandicap.dk
DH's kampagnehjemmeside findes under Vidensnetværkets hjemmeside. Her kan man læse om projektet og tilmelde sig inspirationsmøderne i takt med, at datoerne fastlægges. Læs mere på www.vidensnetvaerket.dk/evnerifokus
Link til pressemeddelelse og medieomtale af kampagnen:
Kampagne skal hjælpe flere personer med handicap i job
Firmaer skal tilbyde flere med handicap job, Århus Stiftstidende 22. maj 2011
FAKTA:
Aktører i Kampagnen
Danske Handicaporganisationer har sammen med Beskæftigelsesministeriet søsat en kampagne i samarbejde med de to virksomhedsnetværk VINSA og VFSA.
Formål
Kampagnen har som overordnet formål at få flere personer med handicap ud på virksomhederne - dels i de virksomhedsrettede aktiveringstilbud og dels på sigt i form af mere varig tilknytning til arbejdsmarkedet.
Kampagnens aktiviteter er rettet mod
- Virksomhederne mhp. at få dem til at åbne dørene.
- Mennesker med funktionsnedsættelser mhp. at inspirere til at søge job.
- Jobcentrene mhp. at få fokus på at benytte virksomhedsrettede tilbud - også til personer med handicap.
DH's aktiviteter i kampagnen
- Inspirationsmøder med fokus på job for mennesker med handicap i 20 kommuner.
- Hotline, der tilbyder inspiration og sparring om job til personer med handicap.
Kampagneperiode
Kampagnen løber fra maj 2011-maj 2012 og kommer til alle regioner:
Region Nordjylland: September og oktober.
Region Midtjylland: November og december.
Region Syddanmark: Januar og februar.
Region Hovedstaden/Sjælland: Marts og april.
Hjemmesider
Kampagnen har sin egen hjemmeside: www.evnerifokus.dk
Se desuden DH's kampagneside: www.vidensnetvaerket.dk/evnerifokus, hvor man kan tilmelde sig inspirationsmøderne i de 20 kommuner.
Se små filmklip med gode eksempler på handicap og job i Inspirationsbanken på www.joboghandicap.dk
4
