BeskæftigelsesNYT september 2010

BeskæftigelsesNYT september 2010

Tema: Udviklingen i førtidspensionisters funktionsevne

Kære tillidsrepræsentanter!

I dette efterår gennemføres politiske forhandlinger om en reform af førtidspensionsområdet og det rummelige arbejdsmarked. Debatten om førtidspensionen er godt i gang, og vi oplever, at nogle indlæg er mere nuancerede end andre.

Dette nummer af BeskæftigelsesNYT handler om førtidspensionisters funktionsevne. Vi ser nærmere på funktionsevne- og arbejdsevnebegreberne, og sammenhængen mellem dem, og går nærmere ind i en SFI-undersøgelses resultater om udviklingen i førtidspensionisters funktionsevne.

Endelig uddybes DH's synspunkter omkring den kommende førtidspensionsreform. Håbet er, at dette kan bidrage til at kaste lys over nogle af forudsætningerne for debatten om førtidspensionsreformen.

God læselyst!

Stig Langvad

Formand

-- -- --

”Nogle personer - især personer med psykiske lidelser - tilkendes fejlagtigt førtidspension, fordi deres arbejdsevne i mange tilfælde ikke er varigt og væsentligt nedsat, men derimod kan forbedre sig over tid”. Dette argument er i forskellige variationer blevet fremført fra såvel kommunal- som landspolitisk side. Et eksempel herpå findes i kronikken ”Vi famler i blinde i socialpolitikken”, som blev bragt i Politiken den 27. maj skrevet af Jørgen Søndergaard (JS), adm. direktør for SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, hvor det formuleres således:

”SFI har påvist, at nogle personer med lav funktionsevne senere får en væsentlig bedre funktionsevne. Der er altså meget, der tyder på, at nogle får førtidspension, selvom der er en chance for, at de genvinder arbejdsevnen (2. sektion, s. 8)”

JS' påstand bygger på udvalgte uddrag af en SFI-undersøgelse fra 2009 om udviklingen i bl.a. førtidspensionisters helbred. JS forsimpler imidlertid rapportens konklusioner og foretager en fejlagtig slutning mellem to centrale begreber: At forbedret funktionsevne automatisk fører til forbedret arbejdsevne. En slutning, undersøgelsen ikke giver belæg for. Herudover har dele af undersøgelsens metoder betydning for den vægt, man i det hele taget kan tillægge konklusionerne om udviklingen i førtidspensionisters funktionsevne.

De to begreber som JS refererer til - arbejdsevne og funktionsevne - er vigtige i forhold til at vurdere, om en person skal tilkendes førtidspension. JS' kronik er et eksempel på, at de to begrebers betydning ikke formidles klart eller endog korrekt i debatten, og at ikke mindst sammenhængen mellem arbejdsevne og funktionsevne fremstilles forenklet. Og når grundlaget for debatten om førtidspensionen er præget af ukorrektheder og holdninger frem for fakta, bliver debatten ikke konstruktiv!

DH mener…

Det skal i den forbindelse understreges, at DH's holdning er, at enhver forbedring af funktionsevnen eller endda arbejdsevnen hos førtidspensionister er yderst positiv. DH ønsker, at så mange som muligt fastholder eller opnår en tilknytning til arbejdsmarkedet. Alle førtidspensionister og personer, der er i risiko for at ende på førtidspension, bør derfor tilbydes aktive forløb, som kan bidrage til dette. På den måde sikrer vi, at førtidspension forbliver den sidste løsning for mennesker, der ikke er i stand til at forsørge sig selv ved at varetage et arbejde, og at alle, der har et ønske om og et potentiale for at få tilknytning til arbejdsmarkedet, får muligheden for det.

Arbejdsevne og funktionsevne er to vigtige begreber i forhold til kommunal visitationspraksis. Først et par definitioner:

Funktionsevnen er et begreb, som bruges til at definere omfanget af en persons handicap. En person siges således at have et handicap, når personen har en nedsat funktionsevne, som har konsekvenser for muligheden for at udføre en aktivitet inden for dette område. Funktionsevnen måles inden for syv dimensioner: Ben, arme, hænder, syn, hørelse, adfærd og intellekt.

Arbejdsevnen defineres af Arbejdsmarkedsstyrelsen som ”evnen til at kunne opfylde de krav, der stilles på arbejdsmarkedet for at kunne udføre forskellige, konkret specificerede arbejdsopgaver med henblik på at opnå indtægt til selvforsørgelse”. Arbejdsevnen skal derfor altid ses i forhold til de konkrete jobfunktioner. At en persons arbejdsevne er nedsat i en konkret jobfunktion betyder ikke, at den er nedsat i andre jobfunktioner. Det kan fx være, at en funktionsnedsættelse relateret til brug af ben ikke har nogen indflydelse på evnen til at varetage et kontorarbejde. Men arbejdsevnen afhænger ikke kun af personens funktionsevne, men også uddannelsesbaggrund, alder, tidligere arbejdserfaring, sociale forhold, hjælpemidler og andre forhold på arbejdsmarkedet har betydning for en persons arbejdsevne.

Sammenhængen mellem de to begreber er, at hvor funktionsevnen siger noget om, at en person har en konstaterbar nedsat funktion relateret til en eller flere af de syv dimensioner, så er arbejdsevnen et relativt begreb, som siger noget om en persons evne i forhold til konkrete jobfunktioner. Funktionsevnen kan have en betydning for arbejdsevnen, men har det ikke nødvendigvis. Det afhænger af, hvilken konkret jobfunktion, arbejdsevnen ses i forhold til. Såvel arbejdsevnen som funktionsevnen kan forandre sig over tid og blive både bedre og dårligere.

 Jørgen Søndergaard henviser i sin kronik til SFI-undersøgelsen 'Personer med handicap - helbred, beskæftigelse og førtidspension 1995-2008' (2009). Undersøgelsen drejer sig om udviklingen i funktionsevne over tid hos mennesker med handicap eller længerevarende sygdomme. Undersøgelsen er baseret på interviews med 394 personer, som havde en såkaldt målelig funktionsnedsættelse i 1995. Disse personer blev geninterviewet i 2008. JS refererer i sin kronik til et uddrag af undersøgelsens konklusioner om, at nogle personers funktionsevne forbedres over tid. JS mener, at dette indikerer, at disse førtidspensionisters arbejdsevne også forbedres. Kan man på baggrund heraf konkludere, at disse personer kunne være i beskæftigelse frem for på førtidspension? Nej, dette er slet ikke undersøgt i undersøgelsen.

Ser man nærmere på undersøgelsens øvrige resultater vedr. udviklingen i funktionsevnen hos førtidspensionister, ser man, at JS' slutning er forsimplet. Undersøgelsens metode vedr. udviklingen i førtidspensionisters funktionsevne svækker ligeledes de konklusioner i undersøgelsen, som JS refererer til. I punktform kan undersøgelsens resultater, samt kritikpunkterne vedr. undersøgelsens metode, sammenfattes således:

Læs DH's uddybende notat om undersøgelsens øvrige resultater, samt kritikpunkterne vedr. undersøgelsens metode på DH's hjemmeside.

Det er vigtigt at understrege, at DH's holdning er, at alle førtidspensionister bør have mulighed for at forbedre og udvikle deres arbejdsevne i størst muligt omfang. Ingen bør fejlagtigt tilkendes førtidspension, hvis de har en restarbejdsevne, som kan bruges på arbejdsmarkedet.

Førtidspensionister, og personer, som har risiko for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet, skal derfor tilbydes et aktivt forløb, som sigter mod at udvikle personens arbejdsevne. Det er afgørende, at der gives en aktiv, tværsektoriel indsats baseret på individuelle behov og ressourcer, og at der er fokus på at sikre udvikling.

Hvis en person fx efter et sådant aktivt forløb oplever, at hans/hendes funktionsevne har forbedret sig så meget, så personen ønsker at prøve kræfter med arbejdsmarkedet, så er det kun positivt. For det kan godt være, at en forbedret funktionsevne medfører en forbedret arbejdsevne - for nogle. Det er imidlertid vigtigt at huske, at for andre kan en forbedret funktionsevne være helt betinget af, at personen ikke belastes fysisk eller psykisk af kravene på arbejdsmarkedet. For disse mennesker bør der være tilbud om sociale aktiviteter for at skabe et godt liv uden for arbejdsmarkedet. Det kan fx være, at frivilligt arbejde få timer om ugen er en løsning.

DH går altså til forhandlinger om førtidspensionsreformen med det synspunkt, at jo mere aktivt et menneske kan være, uden at det går ud over helbredet, jo bedre. Det gælder også førtidspensionister. Der skal altså være tilbud, der kan udvikle funktions- og/eller arbejdsevnen aktivt, både for at forhindre, at førtidspension tilkendes i første omgang, men også når førtidspension er tilkendt, hvis det er til gavn for den enkelte. Men det må komme an på en konkret vurdering af den enkeltes situation og ressourcer.

Svaret ligger således i den aktive indsats. Derfor er det heller ikke vejen frem at indføre en midlertidig førtidspension, som det har været foreslået i debatten. Når man tilkendes førtidspension, er man ude af øje og sind hos jobcentrene. En førtidspension skal slet ikke gives, hvis der på sigt er en mulighed for, at personens arbejdsevne kan forbedres. Læs mere i DH's forslag om en rehabiliteringsindsats med tilhørende ydelse.

Dokument oprettet 07-07-2010

Sag 10/578 - Dok. 6477/10 ME/ck