Share |
Forside | Dokumenter | Publikationer/pjecer | BeskæftigelsesNYT | BeskæftigelsesNyt juni 2006

BeskæftigelsesNyt juni 2006

Den 21. juni 2006

J.nr. 4072.173   [10.01.1]  /SMP

BeskæftigelsesNYT juni 06

Kære tillidsrepræsentant!

Nu er sommeren endelig kommet til Danmark. BeskæftigelsesNYT holder sommerferie i juli måned og udkommer derfor næste gang i august. I dette nummer af BeskæftigelsesNYT informerer DSI om LO’s nye rapport omkring dansk økonomi på beskæftigelsesområdet. Der gives en status på projekt ’Fra barriere til karriere’. Endelig afrapporteres der fra seminar omkring ligebehandling af borgere med handicap i Danmark.

Med venlig hilsen

Stig Langvad
formand

 

LO’s rapport ’Øje på beskæftigelsen’
LO’s rapport giver et interessant overblik over dansk økonomi på beskæftigelsesområdet. DSI kan med tilfredshed konstatere, at der er sket en stigning i antallet af beskæftigede i 2005. 13 % af den samlede beskæftigelsesvækst i 2005 tilskrives en stigning i den støttede beskæftigelse. Det er specielt antallet af fleksjob, der har været i kraftig stigning.

I 2006 ventes en fortsat stigning i den støttede beskæftigelse, hovedsageligt som følge af en forventning om, at antallet af personer i fleksjob vil fortsætte med at stige. Det understøttes af, at antallet af personer, der venter på fleksjob, har været stigende. På trods af stigningen i antallet af fleksjob, har det således ikke været muligt at skaffe job til alle, der blev visiteret til et fleksjob.

På baggrund af LO’s rapport ’Øje på beskæftigelsen’ mener DSI, at der fortsat er brug for at være særlig opmærksom på ledige, der er visiteret til fleksjob. Her kan man jo håbe på, at den kommende fleksjobreform kan mærkes.

Du kan hente LO's rapport 'Øje på beskæftigelse 2006' som PDF-fil på følgende link: http://www.lo.dk/view.asp?ID=6681 

Projekt ’Fra barriere til karriere’ – Netværket ser lovende ud.
DSI har iværksat et nyt projekt, ’Fra barriere til karriere’, der har til formål at danne et netværk af mennesker med handicap i beskæftigelse, der skal nedbryde fordomme omkring beskæftigelse og handicap på danske virksomheder. Projektet er stadig i sin spæde opstart, men allerede nu har en række kompetente mennesker med handicap, der er i beskæftigelse, henvendt for at deltage i netværket. Netværket er bredt fordelt – både med hensyn til geografisk spredning, type af handicap og type af beskæftigelse. På denne måde får DSI etableret et stærkt landsdækkende netværk, der er klar til at nedbryde barriere på virksomhederne. Vi kalder dem ’barriere knuserne’. Der er planlagt introduktionskursus i starten af september og herefter går projektet i luften og starter de første virksomhedsbesøg.  

Seminar om ligebehandling af borgere med handicap i Danmark
På baggrund af seminaret om ligebehandling af borgere med handicap har DSI udarbejdet en erfaringsopsamling, der fokuserer på centrale gennemgående temaer, der blev diskuteret på seminaret. Herudover giver DSI i erfaringsopsamlingen sit bud på hvilke områder, der fremover skal fokuseres på og arbejdes videre med i handicappolitikken. 

Det første gennemgående tema var spørgsmålet om retorikken i debatten, og ligebehandling og integration af mennesker med handicap på arbejdsmarkedet. Her blev der lagt vægt på en positiv retorik, hvor mangfoldighed og rummelighed blev fremhævet som vigtige værdier. Herunder blev det fremhævet af skabe en samlet strategi for at sikre rådgivning og information om muligheder for ansættelse af personer med handicap. Det gælder særligt information om støtte- og kompensationsmuligheder.

Et andet gennemgående tema tog udgangspunkt i diskussionen om etablering af et administrativt klageorgan til at behandle diskriminationssager. Det vil gøre det muligt at behandle et større antal sager og give færre omkostning. Samtidig vil et klageorgan kunne sammensættes med den nødvendige faglige ekspertise. Arbejdsmarkedets parter, der deltog på seminaret, var ikke afvisende overfor en diskussion om oprettelse af et administrativt klageorgan.

På baggrund af seminaret har DSI opstillet en række fokuspunkter, der er centrale at arbejde videre med fremover:

  • Sektoransvar skal fortsat være et grundlæggende princip i dansk handicappolitik, herunder fortsat fokus på krydsfelterne mellem sektorerne.
  • DSI arbejder for, at der indføres et generelt forbud mod diskrimination indenfor alle sektorer.
  • DSI vil arbejde aktivt for og presse på med henblik på at få etableret et administrativt klageorgan.
  • Virksomheder skal fortsat opfylde forpligtelsen om rimelig tilpasning.  

Hvis du vil læse hele DSI erfaringsopsamling eller læse mere om seminar om ligebehandling af borgere med handicap, kan du læse på følgende link: www.handicap.dk./arbejdsmarked

 

Udgiver af beskæftigelsesNYT:
Mette Raun (mr@handicap.dk),
Tina Klejs Jensen (tkj@handicap.dk),

Terkel Maack (tm@handicap.dk),
Anders Reitov (ar@handicap.dk),
Jesper Fønss (jef@handicap.dk) og
Stine Petersen (smp@handicap.dk).

 


Søg