BeskæftigelsesNyt oktober 2006
Oktober 2006
Kære tillidsrepræsentant!
BeskæftigelsesNYT er på gaden igen. I denne måned er der nyt fra projekt ”barrierebryderne”. Barrierebryderne har gjort opmærksom på, at refusion for fleksjob fra kommunen er lang tid undervejs. Det kan LBR gøre noget ved. Der er nyt om to nye pjecer om fleksjob. Endvidere er der nyt fra rettighedsområdet. Der etableres bl.a. et nyt klagenævn på rettighedsområdet. Ankestyrelsen har udgivet en undersøgelse om opfølgning ift. unge på kontakthjælp, der kort beskrives. LO har udgivet en nyttig jobcenterhåndbog og endelig er der nyt om en temadag for beskæftigelsesankenævn og en iværksætterdag for mennesker med handicap.
God læselyst!
Med venlig hilsen
Stig Langvad
formand
Barrierebryderne er en succes
Startskuddet for barrierebryderne har lydt. Introduktionskurserne er vel overstået, og barrierebryderne er allerede i fuld gang med de første virksomhedsbesøg. Faktisk har barrierebryderne på en periode på bare 2-3 uger lavet 27 virksomhedsbesøg og 21 konkrete aftaler om at komme ud og besøge virksomheder.
Virksomhedsbesøgene skal være døråbnere og nedbryde fordomme og myter omkring ansættelse af mennesker med handicap. Barrierebrydernes virksomhedsbesøg har ført til i hvert fald 3 konkrete ansættelser af mennesker med handicap.
Så på den baggrund må man sige, at barrierebryderne har fået en stjernestart. I DSI håber vi på, at barrierebrydere kan holde gejsten og nedbryde endnu flere barrierer og fordomme derude på virksomhederne.
Refusion for fleksjob fra kommunen er lang tid undervejs
Der er flere eksempler på, at der går for lang tid for kommunerne med at få udbetalt refusion til arbejdsgivere, der har ansat en person i fleksjob. Faktisk så lang tid, at det nogle gange afholder arbejdsgiverne fra at ansætte flere fleksjobbere.
Virksomheder, der gerne vil tage et socialt ansvar, føler sig taget ved næsen, når der kan gå op til 4 måneder, før de modtager refusionen fra kommunen.
Mange virksomheder er hængt op af, at de månedlige budgetter skal stemme. Det er problematisk, at de ikke modtager refusionen for en fleksjobansat før flere måneder efter. Virksomheden får reelt et underskud på budgettet i den periode, hvor de har en fleksjobber ansat, men endnu ikke har modtaget refusion.
DSI mener, at der skal gøres en indsats for at eliminere forhindringer, så det kan gøres nemmere og mere attraktivt for arbejdsgiverne at ansætte personer i fleksjob - det vil også være med til at afhjælpe den store pukkel af arbejdsløse fleksjobbere.
DSI's budskab om at det er ubureaukratisk og uproblematisk at ansætte fleksjobbere får en hul klang, hvis en arbejdsgiver skal rykke for sine penge eller skal vente i flere måneder.
Denne problemstilling er med til at skabe myter hos virksomhederne. Dårlig omtale og myter skaber barrierer for ansættelse af fleksjobbere i virksomhederne - og det er netop disse barrierer DSI's kæmper for at nedbryde.
Som DSI's repræsentant i de lokale beskæftigelsesråd kan du være med til at afhjælpe sådanne problemstillinger eller opståede myter omkring dette ved at stille spørgsmål til kommunen og jobcentret. DSI's repræsentant kan fremsætte ønske om at få sat en undersøgelse i gang på dette område i kommunen - for at undgå den lange sagsbehandlingstid i kommunerne om refusion for fleksjob.
Nye pjecer om fleksjob - med de seneste ændringer i fleksjobordningen
De seneste regler om fleksjob er trådt i kraft den 1. juli 2006. Center for ligebehandling af handicappede (CLH) og HK Danmark har - hver for sig - udarbejdet en pjece om de nye regler for fleksjob.
Formålet med de nye regler er at forbedre visitationen til fleksjob og nedbringe ledigheden for personer, der er visiteret til fleksjob. Derudover er der fastsat et maksimum for det offentlige løntilskud til fleksjob og regler om deltidsfleksjob. Som noget nyt kan personer, der er visiteret til et fleksjob få befordringsgodtgørelse ved deltagelse i tilbud om vejledning, opkvalificering og virksomhedspraktik efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats.
CLH's pjece kan hentes i PDF-fil på følgende link: http://www.dch.dk/publ/fleksjob/fleksjob16udg.pdf. Pjecen kan rekvireres gratis hos Det centrale Handicapråd, www.dch.dk. Pjecen fås også på bånd og diskette.
HK's pjece kan hentes i PDF-fil på følgende link: http://www.hk.dk/www/servicenavigation/publikationer_og_pjecer/job/fleksjob
Pjecen kan også bestilles på ovenstående link.
Statusnotat på rettighedsområdet
I DSI er der sket en række ting på rettighedsområdet. Bl.a. har DSI fået en konsulent på rettighedsområdet; Tina Klejs Jensen. Tina skal varetage DSI's opgaver indenfor ligebehandling af mennesker med handicap.
Derudover vedtog et udvalg under FN, med repræsentanter fra alle verdens lande, det færdige forslag til en ny FN-konvention om handicappedes menneskerettigheder. Forslaget skal fuldende FN's række af menneskerettighedskonventioner, så de nu kommer til at omfatte alle. Ikke kun kvinder, børn, etniske minoriteter - men også mennesker med handicap.
Formand for PTU Holger Kallehauge har deltaget på vegne af DSI, som medlem af den danske delegation, der sammen med EU-landene har gjort et stort stykke arbejde for at kvalificere indholdet i konventionen.
Konventionen forventes at blive vedtaget af FN's Generalforsamling i den samling, der er i gang. De lande, der efterfølgende tiltræder konventionen, forpligter sig til at ændre i deres lovgivning og vedtage nye love og tiltag, der forbedrer handicappedes rettigheder og forhindrer diskriminering. DSI forventer, at Danmark tiltræder konventionen.
Forskelsbehandlingsloven
DSI er bekymret for, at uklarhed omkring indhold, fortolkning og begreber i Lov om forbud mod forskelsbehandling af mennesker med handicap på arbejdsmarkedet betyder, at visse grupper af mennesker med handicap ikke er beskyttede af lovgivningen.
Byretten Århus afgjorde denne sommer, at en afskediget kvinde med sclerose ansat i fleksjob ikke er omfattet af lov om forbud mod forskelsbehandling, fordi sclerose ikke nødvendigvis er et handicap. Denne afgørelse viser, at DSI's bekymring er reel. Sagen er efterfølgende blevet anket til landsretten.
Der er i øjeblikket flere verserende sager, der relaterer sig til Lov om forbud mod forskelsbehandling. DSI oplever, at der blandt de praktikere, som beskæftiger sig med loven, ofte er tvivl om, hvordan en sag skal tilrettelægges, og hvilke beviser der skal fremføres. DSI mener, at der er behov for juridiske udredninger af indholdet i loven samt en bred oplysningskampagne. DSI har i den forbindelse inviteret udvalgte praktikere til et netværksmøde den 8. november. På mødet vil relevante problemstillinger i relation til Lov om forbud mod forskelsbehandling blive drøftet.
Et nyt klagenævn
Regeringen har i denne uge fremsat et forslag om etablering af et nyt fælles klagenævn, som skal tage sig af alle klager vedrørende diskrimination på grund af køn, alder, seksuel orientering, religion/tro, race/etnicitet og handicap. Når det nye fælles klagenævn oprettes, nedlægges Ligestillingsnævnet og Klagekomiteen for Etnisk Ligebehandling.
Det nye klagenævn får de samme beføjelser, som Ligestillingsnævnet har i dag, hvilket betyder, at nævnets afgørelser er endelige og bindende for parterne i sagen og kan prøves ved domstolene. Hvis nævnet finder, at lovgivningen er overtrådt, kan det tilkende klageren en godtgørelse. Nævnet kan i særlige tilfælde underkende en afskedigelse.
DSI har længe været utilfreds med, at det er domstolene, som skal behandle sager om diskrimination på baggrund af handicap på arbejdsmarkedsområdet, og DSI er derfor også meget tilfreds med etableringen af det nye klagenævn. Klagenævnet skal bestå af dommere og jurister. DSI vil arbejde for at sikre, at klagenævnet tilføres den nødvendige handicapfaglige viden.
I Danmark har vi pt. kun en lovgivning, der forbyder diskrimination på grund af handicap indenfor arbejdsmarkedsområdet. Det nye klagenævn vil derfor også kun kunne behandle sager, der hører ind under arbejdsmarkedsområdet. I det omfang vi måtte får en generel lov, der forbyder diskrimination på grund af handicap på alle områder i samfundet, vil klagenævnet også skulle tage sig af disse sager.
Kommunernes hjælp til at få unge i beskæftigelse er ikke god nok
Ankestyrelsens praksisundersøgelse ”Opfølgning i forhold til unge på kontanthjælp” viser, at de unge under 30 år på kontanthjælp svigtes i 147 konkrete sager fra 15 kommuner. De unge får ikke de tilbud om samtaler, jobplaner og beskæftigelse, som de har krav på.
I 1/3 af sagerne giver kommunerne ikke den lovpligtige hjælp til de unge, så de kan komme i beskæftigelse.
Kommunerne har ikke i tilstrækkeligt omfang eller hurtigt nok fulgt op med samtaler og tilbud. Kommunerne har heller ikke i tilstrækkeligt omfang udarbejdet en jobplan for fremtiden sammen med den unge.
Ankestyrelsen har en række anbefalinger til kommunerne på baggrund af deres undersøgelse:
Kommunerne skal sikre, at første samtale i det individuelle kontaktforløb gennemføres - så hurtigt som muligt inden 3 måneder.
Kommunerne skal være meget opmærksomme på at gennemføre samtalen, selvom der er rådighedsproblemer.
Kommunerne skal være opmærksomme på at udarbejde eller revidere jobplan ved alle tilbud, bo set fra de kortvarige vejlednings og afklaringsforløb på op til 2 uger.
For at læse hele undersøgelsen henvises til Ankestyrelsens hjemmeside: http://cms.ast.dk/page.asp?page=10269
Temadag for Beskæftigelsesankenævn
For DSI's repræsentanter i beskæftigelsesankenævn afholder DSI en temadag under overskriften ”Det nye sociale og beskæftigelsesrettede ankesystem - udfordringer og muligheder”.
På temadagen er også inviteret DSI's repræsentanter i de sociale nævn. Temadagen afholdes på lørdag den 18. november 2006 på Radisson SAS H.C. Andersen Hotel, Claus Bergs Gade 7, 5000 Odense C. Tilmeldingsfristen er den 1. november 2006 til Vita Nielsen, e-mail: vn@handicap.dk. Invitationer og tilmeldingsblanketter er udsendt i september måned. Har du ikke modtaget invitation kan du henvende dig til Linda Frost Helio, lfh@handicap.dk. Husk at benytte de tilsendte tilmeldingsblanketter.
LO's Jobcenterhåndbog giver nyttig information
LO's jobcenterhåndbog er et nyttigt redskab - også for DSI's repræsentanter. Håndbogen henvender sig til dig - ny eller erfaren - der arbejder eller kommer til at arbejde med beskæftigelsespolitik lokalt og regionalt. Håndbogen giver information om det nye beskæftigelsessystem og om arbejdet i de regionale og lokale beskæftigelsesråd - herunder beskriver håndbogen vigtigheden af at samarbejde, skabe netværk og alliancer, når man er repræsentant i et beskæftigelsesråd. Du kan læse LO's jobcenterhåndbog på følgende link (PDF-fil): http://www.lo.dk/smmedia/2005%201212%20ny_jobcenterhÕndbog%20for%20pdf.pdf?mb_GUID=21B502A8-36EF-4226-8BA2-A4F2920FC256.pdf
LO's jobcenterhåndbog opdateres løbende. Du kan følge opdateringen på LO's hjemmeside: www.lo.dk
Iværksætterdag for mennesker med handicap
Der er potentiale for, at flere mennesker med handicap bliver iværksættere. Derfor laver DSI Ungdom en top-tunet iværksætterdag, hvor du bliver inspireret, klædt på og får nye kontakter, så du kan komme godt videre.
Dagen er både for dig som:
vil snuse til mulighederne for at blive iværksætter
allerede har en forretningside, men endnu ikke er kommet i gang
er nystartet iværksætter
DSI Ungdom sætter fokus på generelle iværksættertemaer samt de særlige muligheder, fordele og udfordringer, der kan være i forhold til at have et handicap og blive iværksætter.
Det bliver en afvekslende dag, hvor du kan få dine ideer og muligheder i spil og møde:
iværksættere med handicap, som har opnået succes
iværksættereksperter og -organisationer
mennesker i samme båd som dig
Praktisk info
København, kl. 12.00 til kl.18.30
Pris: 100 kr. Dette inkluderer kaffe/ kage samt en sandwich.
Der er plads til max. 100 deltagere - efter først til mølle-princippet, dog senest 10. nov.
For nærmere information, program og tilmelding se www.dsiungdom.dk
Vel mødt!
DSI-Ungdom og arrangørgruppen
Relevante links
For at finde nyttig information til arbejdet i de lokale og regionale beskæftigelsesråd og beskæftigelsesankenævnene henvises der her til forskellige informative hjemmesider:
CABI: http://www.cabiweb.dk
LO: www.lo.dk
DA: www.da.dk
Arbejdsmarkedsstyrelsen: www.ams.dk
Udgiver af beskæftigelsesNYT:
Mette Raun (mr@handicap.dk),
Tina Klejs Jensen (tkj@handicap.dk),
Terkel Maack (tm@handicap.dk),
Anders Reitov (ar@handicap.dk),
Jesper Fønss (jef@handicap.dk) og
Stine Petersen (smp@handicap.dk).
Den 18. oktober 2006
J.nr. 4072.188 [10.01.1] /LFH
6
