Share |
Forside | Dokumenter | Publikationer/pjecer | Beskæftigelsessystemets organisering

Beskæftigelsessystemets organisering

Kommunerne har siden august 2009 været ansvarlige for at udføre beskæftigelsesindsatsen for alle ledige, det vil sige både forsikrede og ikke-forsikrede ledige. Kommunerne har fået nogle redskaber til at styre den lokale beskæftigelsesindsats med.

De to vigtigste redskaber i styringen af den lokale beskæftigelsesindsats er beskæftigelsesplanen og resultatrevisionen. Beskæftigelsesplanen indgår i planlægningen og styringen af den lokale beskæftigelsesindsats, mens resultatrevisionen danner grundlaget for den årlige og løbende resultatopfølgning.

Herudover udmelder beskæftigelsesministeren hvert år et mindre antal mål for beskæftigelsesindsatsen det følgende år - de såkaldte ministermål. Disse mål er centrale for planlægningen af den lokale beskæftigelsesindsats, blandt andet fordi målene skal indgå i beskæftigelsesplanen.

LBR's opgave er at kvalificere den lokale beskæftigelsesindsats, blandt andet ved at bidrage til beskæftigelsesplanen og resultatrevisionen. Det er derfor nødvendigt at have kendskab til disse redskaber. Det er formålet med denne pjece, som også handler om, hvordan du kan få indflydelse på beskæftigelsesindsatsen.

1. Om beskæftigelsessystemet

Beskæftigelsessystemet er defineret i Beskæftigelsesansvarsloven - lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. Her beskrives det, hvem der har ansvaret og myndigheden på hhv. statsligt, regionalt og lokalt niveau. Det beskrives også, hvordan DH og arbejdsmarkedets parter indgår i beskæftigelsesråd på de tre niveauer for at rådgive myndighederne. Sammenhængen mellem myndigheder og beskæftigelsesråd på de tre niveauer er illustreret i figuren herunder.

Beskæftigelsessystemets aktører centralt, regionalt og lokalt

Beskæftigelsessystemets aktører centralt, regionalt og lokalt
Billede til "Styringen af den lokale beskæftigelsesindsats"

 

Centralt niveau

Figuren viser, at beskæftigelsesministeren og Arbejdsmarkedsstyrelsen er de to myndighedshavere på det centrale niveau. Her udformes lovgivningen, regler og bekendtgørelser, ligesom ministeren udmelder årlige mål for beskæftigelsesindsatsen. Til at rådgive sig på det centrale niveau har ministeren det centrale beskæftigelsesråd (BER), som består af arbejdsmarkedets parter, KL og DH. BER inddrages løbende i forbindelse med udarbejdelse af ny lovgivning på det beskæftigelsespolitiske område og i forbindelse med større reformer og lignende.

Regionalt niveau

På det regionale niveau findes der fire beskæftigelsesregioner, som udmønter en del af den statslige styring af jobcentrene i form af overvågning af og opfølgning på jobcentrenes beskæftigelsesindsats.

Beskæftigelsesregionerne er sekretariat for de regionale beskæftigelsesråd (RBR), som består af arbejdsmarkedets parter (LO, DA, FTF m.fl.), DH, regionens kommuner og en repræsentant fra Regionsrådet.

RBR's opgaver omfatter:

  • At overvåge og analysere udviklingen på arbejdsmarkedet

  • At medvirke til at sikre resultater og effekter i den lokale beskæftigelsesindsats (jobcentrene)

  • At samarbejde med de fire beskæftigelsesregioner om udviklingen af den regionale beskæftigelsesindsats

  • Etablerer og driver specialenheder, herunder Specialfunktionen Handicap og Job

Det er en af RBR's og Beskæftigelsesregionernes fornemste opgaver at bidrage til at skabe en fælles forståelsesramme for aktører og interessenter, der er involveret i den lokale beskæftigelsesindsats. Det gøres ved at udarbejde faste samt løbende analyser af udviklingen på arbejdsmarkedet, blandt andet årlige analyserapporter. Beskæftigelsesregionerne afholder temamøder og konferencer, herunder en årlig handicapkonference, og udarbejder informationsmateriale, som er med til at skabe et grundlag for at tilrettelægge og styre den lokale beskæftigelsesindsats i de enkelte jobcentre og på tværs af kommunegrænser.

Det er samtidig RBR og Beskæftigelsesregionernes opgave at følge op på de enkelte jobcentres indsats, resultater og effekter. Til at udføre denne opgave her regionerne en række dialogredskaber, og nogle sanktionsmuligheder. Dialogredskaberne omfatter:

  • Dialogmøder

  • Løbende information

  • Indsamling og formidling af best practice

  • Konferencer

  • Rådgivningsfunktionen (task force, som jobcentrene kan trække på/blive pålagt at anvende)

Sanktionsmulighederne omfatter:

  • At RBR kan indstille til regionsdirektøren om at indgå skriftlig aftale med et jobcenter, hvis resultaterne ”afviger væsentligt” fra sammenlignelige jobcentres, eller hvis et jobcenter ikke overholder lovgivningens krav, fx om rettidighed

  • At RBR kan indstille til regionsdirektøren om at give et jobcenter pålæg om at anvende anden aktør, hvis der ikke kan opnås enighed om en aftale, eller hvis forbedring udebliver

Herudover kan RBR indstille til regionsdirektøren om at gennemføre særlige rammeudbud, det vil sige lægge indsatsen på et afgrænset område eller i forhold til en særlig afgrænset målgruppe, ud i udbud til andre (private) aktører for at sikre, at indsatsen varetages optimalt. RBR kan også iværksætte initiativer, der forebygger og afhjælper flaskehalse på arbejdsmarkedet, samt initiativer ved større virksomhedslukninger.

Lokalt niveau

På det lokale niveau er det kommunerne, som er ansvarlige for at udforme beskæftigelsesindsatsen for såvel forsikrede ledige (A-dagpengemodtagere) og ikke-forsikrede ledige, dvs. for alle målgrupper i beskæftigelsesindsatsen. Det er de kommunale jobcentre, der i praksis udfører beskæftigelsesindsatsen.

Hvert jobcenter er tilknyttet et lokalt beskæftigelsesråd (LBR), som rådgiver og følger op på jobcentrets indsats og resultaterne heraf. LBR's opgaver omfatter:

  • At overvåge resultater og effekter af beskæftigelsesindsatsen

  • At rådgive de ansvarlige for beskæftigelsesindsatsen i jobcenteret om tiltag til forbedringer

  • At rådgive om hele jobcenterets beskæftigelsesindsats

  • At indgå i arbejdet med beskæftigelsesplanen og resultatrevisionen

  • At samordne og udvikle den lokale forebyggende indsats for personer, der har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet

  • At igangsætte virksomhedsrettede initiativer, som kan bidrage til en forebyggende indsats for personer, der har svært ved at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet (anvende LBR-midlerne)

LBR bør være en strategisk aktør i den lokale beskæftigelsesindsats. LBR inddrager og aktiverer sit bagland for at understøtte den lokale indsats. LBR samler de vigtigste interessenter omkring beskæftigelsesindsatsen, og er ambassadør for det lokale jobcenter. LBR skal også sætte den lokale beskæftigelsesindsats til debat.

Det er LBR's opgave at bidrage til at løse de aktuelle og kommende udfordringer for den lokale beskæftigelsesindsats. Det betyder blandt andet at bidrage til at sætte mål og udarbejde strategier for indsatsen, at anbefale strategier og mulige løsninger i forhold til udfordringerne. Det indebærer også løbende opfølgning og forholden sig kritisk og konstruktivt til indsatsens resultater og effekter løbende, samt at kommunikere visioner og mål for indsatsen til lokale aktører. En del af dette arbejde foregår i forbindelse med LBR's inddragelse i udarbejdelsen af den årlige beskæftigelsesplan, som LBR har høringsret i forhold til. Mere herom nedenfor.

Beskæftigelsesråd centralt, regionalt og lokalt

RÅD:

SAMMENSÆTNING:


BER -
Det nationale beskæftigelsesråd

Rådgiver ministeren i spørgsmål om beskæftigelsespolitikken

 

 

 

 

 

 

 

25 medlemmer + formand. Udpeges af ministeren efter indstilling:

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) (8)

Landsorganisationen i Danmark (LO) (8)

SALA (1)

Akademikernes Centralorganisation (AC) (1)

Ledernes Hovedorganisation (1)

Kommunernes Landsforening (KL) (4)

Danske Handicaporganisationer (DH) (1)

RBR - De regionale beskæftigelsesråd

Overvåger og analyserer udviklingen på arbejdsmarkedet og medvirker til at sikre resultater og effekter af beskæftigelsesindsatsen.

 

 

 

 

 

 

 

 

21 medlemmer + formand (dobbelt i BR Hovedstaden og Sjælland). Udpeges af ministeren efter indstilling:

DA (5)

LO (5)

SALA (1)

Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) (1)

AC (1)

LH (1)

Regionens kommuner (5)

DH (1)

Regionsrådet (1)

LBR - De lokale beskæftigelsesråd

Rådgiver kommunalbestyrelsen om den lokale beskæftigelsesindsats.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

LBR-medlemmer udpeges af kommunalbestyrelsen. Borgmesteren er født formand (kan være formanden for det relevante stående udvalg i stedet for).

Kommunalbestyrelsen (1)

DA (3)

LO (3)

FTF (1)

AC (1)

DH (2)

Praktiserende Lægers Organisation (PLO) (1)

Lokalt integrationsråd (hvis et sådant eksisterer) (1)

Lokale foreninger (2)

På Arbejdsmarkedsstyrelsens hjemmeside kan du læse mere om, hvordan det danske beskæftigelsessystem er organiseret, herunder hvilke opgaver jobcentrene og beskæftigelsesregionerne har, og hvilke opgaver LBR og RBR har: Det enstrengede beskæftigelsessystem

I lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats kan du læse mere om fordelingen af opgaver og ansvar i beskæftigelsessystemet: Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.

2. Beskæftigelsesplanen

De ansvarlige for beskæftigelsesindsatsen i jobcentrene (formelt kommunalbestyrelsen, i praksis jobcentrene) skal hvert år udarbejde en plan for beskæftigelsesindsatsen i det kommende år. Beskæftigelsesplanen er en samlet plan for næste års indsats. Planen skal sikre, at der er en sammenhæng mellem de beskæftigelsespolitiske udfordringer lokalt og nationalt, og de politiske mål, prioriteringer og konkrete strategier for indsatsen.

Beskæftigelsesplanen skal som minimum indeholde:

  • Beskæftigelsesministerens mål for beskæftigelsesindsatsen det kommende år (ministermålene)

  • En beskrivelse af de vigtigste beskæftigelsespolitiske udfordringer, som beskæftigelsesindsatsen skal imødegå

  • Strategi og mål for den borgerrettede indsats (de dele af jobcenterets aktiviteter, som er målrettet borgerne)

  • Strategi og mål for den virksomhedsrettede indsats (de dele af jobcenterets aktiviteter, som er målrettet virksomhederne), herunder LBR's plan for særlige virksomhedsrettede initiativer (brug af LBR-midler)

  • Strategi og mål for, hvor stor en del af beskæftigelsesindsatsen, der forventes varetaget af andre aktører

  • Budget for beskæftigelsesindsatsen

Beskæftigelsesplanen skal indeholde en beskrivelse af de vigtigste beskæftigelsespolitiske udfordringer, som jobcenteret ser det kommende år. Ministermålene forholder sig til generelle udfordringer for arbejdsmarkedet, men herudover kan der være en række lokale udfordringer, som beskæftigelsesplanen bør adressere.

Beskæftigelsesplanen er ikke en plan, som jobcenteret ”ryster ud af ærmet”. Planen udarbejdes på baggrund af forskellige input. De vigtigste input kommer fra ministermålene, den forudgående resultatrevision, samt fra de regionale beskæftigelsesråds (RBR) årlige analyserapporter. Herudover vil den kommunale budgetramme spille ind. Hvordan disse elementer indgår i beskæftigelsesplanen beskrives nedenfor.

Beskæftigelsesplanens mål skal være ”konkrete og målbare”, så udviklingen nemt kan følges løbende. Det betyder, at der skal sættes konkrete tal på målene, så det er muligt at se, om målene er nået eller ej.

Beskæftigelsesregionerne og de regionale beskæftigelsesråd (RBR) har til opgave at følge op på jobcentrenes beskæftigelsesindsats, herunder løbende vurdere, om jobcentrene lever op til beskæftigelsesplanerne. Jobcentrene bliver således løbende målt på, hvordan de klarer sig i forhold til de mål, der er opstillet i planen.

LBR's og dine indflydelsesmuligheder

LBR har høringsret i forhold til beskæftigelsesplanen. Det betyder, at LBR skal have udkastet til planen i høring og kan stille spørgsmål og afgive ændringsforslag til planen, inden den vedtages. På den måde kan LBR kan være med til at sikre, at beskæftigelsesplanen indeholder de rette mål og at målene er ambitiøse nok.

Når LBR har beskæftigelsesplanen til høring, kan du arbejde på at sikre dig, at:

  • Planen indeholder en tilstrækkelig præcis og omfattende beskrivelse af de beskæftigelsespolitiske udfordringer, hvor det set med DH's øjne er vigtigst at forbedre indsatsen. Beskrivelsen af udfordringerne indebærer en prioritering: Er en udfordring set med dine øjne ikke medtaget i beskrivelsen, er indsatsen ikke prioriteret.

  • Planen også indeholder lokale udfordringer fx i forhold til særlige målgrupper, og at det ikke kun er ministerens særlige indsatsområder, der beskrives.

  • At der inden for rammerne af budgettet er en klar sammenhæng mellem de beskrevne udfordringer, de mål der sættes for at imødegå udfordringer og de konkrete strategier og tiltag, der iværksættes for at nå målene.

  • Planen omfatter mål for alle jobcenterets målgrupper og især dem, der er interessante for DH. Kom rundt om dem alle og stil spørgsmål til den planlagte indsats: Fleksjob, sygedagpenge, revalidender, førtidspensionister i løntilskudsjob, studerende med handicap, folk på ledighedsydelse, mennesker med handicap i beskyttet beskæftigelse etc. I DH's Arbejdsmarkedshåndbog (2010) kan du finde information om DH's holdning til alle emnerne. Håndbogen kan bruges som et slags opslagsværk, når du mangler input til de konkrete drøftelser i LBR. Du finder håndbogen på DH's hjemmeside

  • De mål, planen opstiller, er både ambitiøse og realistiske. Kom med forslag til yderligere forbedringer og måder, hvorpå målene bedre kan nås.

Der er flere måder at få indflydelse på den lokale beskæftigelsesplan på. Det er fx en god idé at komme i dialog med det politiske udvalg om beskæftigelsesplanen, da udvalget skal drøfte planen. Det kan tænkes, at udvalget har brug for din ekspertise og din særlige viden om funktionsnedsættelse. Det er lettere for dem at henvende sig til dig, når de kender dig. Det er dig, der har kompetencen til at tænke handicap og beskæftigelse sammen - en kompetence, som kommunens politiske udvalg kan drage nytte af.

Du kan også overveje, om det er en idé at samarbejde på tværs af LBR omkring dele af indsatsen i beskæftigelsesplanen. DH'er i andre LBR drøfter mange af de samme problemstillinger. Kommuner placeret i samme region eller lokalområde kan have sammenfaldende interesser og fokusområder, både når det gælder de overordnede ministermål og særlige lokale udfordringer.

Inddrag også DH-afdelingen og andre lokale repræsentanter - ikke mindst LO, DA og FTF. Du kan blandt andet få inspiration til konkrete initiativer, der kan iværksættes i den virksomhedsrettede og borgerrettede beskæftigelsesindsats for personer med handicap.

I hvert jobcenter udpeges en nøgleperson på handicapområdet. Nøglepersonen er en medarbejder på jobcenteret, der besidder en særlig viden om handicapområdet. Nøglepersonen har tæt kontakt til Specialfunktionen på handicapområdet, der er placeret i Vejle under Region Syddanmark. Specialfunktionen i Vejle rådgiver blandt andet om lovgivning indenfor handicapområdet og udarbejder analyser og fremskaffer ny viden mv. Du kan også bruge nøglepersonen i forhold til at komme i dialog om beskæftigelsesplanen og særlige emner indenfor handicapområdet.

I DH's pjece 'Indflydelse i dit lokale beskæftigelsesråd' kan du læse mere om, hvordan du får indflydelse i LBR. Du finder pjecen her.

3. Ministermålene

Beskæftigelsesministeren udmelder i starten af hvert år et begrænset antal beskæftigelsespolitiske indsatsområder og tilhørende mål. Det er områder, som der efter ministerens vurdering er behov for, at jobcentrene har særligt fokus på. DH får, sammen med Kommunernes Landsforening (KL) og de øvrige organisationer på arbejdsmarkedet, lejlighed til at give høringssvar til ministerens mål.

Når jobcentrene udarbejder de årlige beskæftigelsesplaner, skal ministermålene indgå. Det vil sige, at jobcentrene skal have en strategi for, hvordan ministerens mål skal nås i det kommende år. LBR skal også drøfte målene og hvordan de bedst nås. Derfor har ministermålene stor betydning for den lokale beskæftigelsesindsats.

Udover de udfordringer, som ministerens mål retter sig imod, kan der være særlige lokale udfordringer, som jobcenteret ønsker at sætte mål og strategier for. Det kan også gøres i beskæftigelsesplanen.

Beskæftigelsesministerens mål vil sjældent indeholde meget præcise målsætninger, og hele handicapområdet vil sjældent være dækket. Derfor er det vigtigt, at du arbejder for, at beskæftigelsesplanen kommer til at indeholde lokale målsætninger, som dækker handicapområdet.

Beskæftigelsesministeren har senest udmeldt målene for indsatsen i 2011. Her er der kommet et nyt mål, som vedrører det rummelige arbejdsmarked. Det nye mål 2 drejer sig om begrænse antallet af personer på førtidspension, fleksjob og ledighedsydelse. Det betyder, at LBR skal drøfte, hvordan dette gøres. DH's forhåbning er, at det nye mål 2 sætter det rummelige arbejdsmarked på dagsordenen, og at der kommer frugtbare debatter om og lokale løsninger på, hvordan flere mennesker med handicap kan fastholdes og integreres på arbejdsmarkedet. Læs DH's nyhedsbrev BeskæftigelsesNyt om de nye mål for 2011.

4. Resultatrevisionen

Jobcentrene skal udarbejde en årlig resultatrevision. Resultatrevisionen gør status over resultaterne for sidste års beskæftigelsesindsats. Hvor beskæftigelsesplanen kan sidestilles med budgettet, så kan resultatrevisionen sidestilles med det endelige regnskab.

Det skal som minimum fremgå af resultatrevisionen:

  • Hvordan jobcenteret har klaret sig i forhold til sidste år, herunder i forhold til beskæftigelsesministerens særlige mål, og sammenlignet med andre lignende jobcentre

  • Udviklingen i bestanden af personer på offentlige ydelser fordelt på målgrupper

  • Om jobcenteret kan spare penge på at ændre på dele af indsatsen

  • Om der er områder, hvor jobcenteret kan forbedre indsatsen

Resultatrevisionen udarbejdes efter en fælles skabelon, som Arbejdsmarkedsstyrelsen udarbejder. Grundlaget for revisionen er tal fra Jobindsats.dk, som er Arbejdsmarkedsstyrelsens landsdækkende statistik-database for beskæftigelsesindsatsen. På jobindsats.dk kan du finde de nyeste tal om borgere og arbejdsmarkedet, forsørgelse, ydelser, rettidighed mm. Du kan finde tallene for dit jobcenter, for din region, og du kan sammenligne med andre jobcentres resultater.

LBR har som med beskæftigelsesplanen høringsret i forhold til resultatrevisionen. Det betyder, at LBR har ret til at afgive sine bemærkninger til resultatrevisionen. Det kan bruges til at sætte fokus på behov for forbedringer eller ændringer i de dele af indsatsen, som er interessante for DH. Resultatrevisionen udgør en del af beslutningsgrundlaget for de prioriteringer, der foretages i beskæftigelsesplanen. Forslag til forbedringer af indsatsen indgår i den politiske behandling og diskussion af resultatrevisionen, men den konkrete indsats fastlægges først i forbindelse med udarbejdelsen af beskæftigelsesplanen. Det er derfor vigtigt at koble den viden, resultatrevisionen tilvejebringer, sammen med processen omkring beskæftigelsesplanen.

På jobindsats.dk's hjemmeside kan du læse mere om resultatrevisionen, hvad den indeholder og hvordan den hænger sammen med beskæftigelsesplanen: Vejledning til resultatrevisionen.

5. Årets gang i LBR

Der er nogle faste datoer for den politiske proces omkring beskæftigelsesplanen og resultatrevisionen, herunder hvornår LBR skal afgive høringssvar.

Senest 1. maj: LBR og Beskæftigelsesregionen anmodes om bemærkninger til resultatrevisionen

Senest 21. maj: LBR og Beskæftigelsesregionen afgiver bemærkninger til resultatrevisionen

Senest 30. juni: Kommunalbestyrelsen godkender resultatrevisionen inkl. LBR's bemærkninger

Senest 1. juli: Resultatrevisionen inkl. LBR's bemærkninger sendes til RBR, og resultatrevisionen offentliggøres

Inden 1. juli: Udkast til beskæftigelsesplan drøftes med Beskæftigelsesregionen

Senest 1. juli: Beskæftigelsesplanen sendes til i høring i LBR

Senest 31. august: LBR afgiver bemærkninger til beskæftigelsesplanen

Senest 15. oktober: Kommunalbestyrelsen godkender på møde beskæftigelsesplanen (inkl. LBR og Beskæftigelsesregionens bemærkninger)

Senest 31. oktober: Beskæftigelsesplanen med LBR's bemærkninger sendes til RBR

Senest 31. januar: Den endelige beskæftigelsesplan inkl. budget og LBR's plan for virksomhedsrettede initiativer (plan for fordeling af LBR-midler) offentliggøres

På grund af forskellige tidspunkter for vedtagelse af kommunernes og statens budgetter er processen omkring høring af beskæftigelsesplanen en presset proces. Derfor får LBR desværre beskæftigelsesplanen til høring i sommermånederne juli og august.

6. Input fra tal og analyser

Beskæftigelsesplanen, resultatrevisionen og ministermålene er som nævnt de tre vigtigste redskaber til at styre den lokale beskæftigelsesindsats med. Herudover kan du få input og viden om beskæftigelsespolitik og udviklingen på arbejdsmarkedet i form af tal, statistik, analyser og rapporter.

Tal og statistik om arbejdsmarkedet

Jobindsats.dk er Arbejdsmarkedsstyrelsens ”statistik-bank”. Den indeholder data om arbejdsmarkedet og om personer på overførselsindkomster. Det er tal fra Jobindsats.dk, der ligger til grund for resultatrevisionerne. Jobindsats.dk indeholder data om, hvor mange der er på en ydelse, hvor længe de i gennemsnit er det, bevægelser til og fra ydelsen osv. Alle har adgang til Jobindsats.dk.

Det er en god idé at sammenligne et jobcenters resultater med kommuner, der ligner. Til det formål er alle kommuner inddelt i klynger med kommuner, som ligner hinanden på en række punkter. Hvis jobcenterets præstationer adskiller sig fra de andre kommuner i klyngen, er det sandsynligt, at forskellen skyldes forskelle i selve indsatsen, som altså ikke kan henføres til kommunens socio-demografiske sammensætning, skattegrundlag eller andet.

Du kan også sammenligne dit jobcenters resultater med omkringliggende kommuner. Du kan fx holde et møde med LBR-repræsentanter i de omkringliggende kommuner om deres tal og indsats i forhold til særlige målgrupper eller ydelser. Det kan være, at I sammen kan komme frem til nogle lokale mål og visioner.

Analyser om udviklingen på det lokale arbejdsmarked

RBR udarbejder hvert år i januar en analyserapport om jobcentres beskæftigelsesindsats. Analyserapporterne indeholder udfordringer for det kommende års beskæftigelsesindsats i regionen.

RBR kommer også med anbefalinger til, hvilke indsatsområder, der bør sættes fokus på. Analysen er en del af det beslutningsgrundlag, som jobcentrene har til deres planlægning. Analyserapporten drøftes med beskæftigelsesministeren sammen med det centrale beskæftigelsesråd (BER). Blandt andet på denne baggrund kommer beskæftigelsesministeren med mål for det kommende års indsats (ministermålene). Analyserapporterne giver en god viden om det lokale og regionale arbejdsmarked.

I arbejdet med beskæftigelsesplanen kan du også foreslå at inddrage andre analyser, rapporter og statistik om udviklingen på det lokale arbejdsmarked. Hvis du kender til undersøgelser, analyser eller statistik, som indeholder oplysninger om handicap og beskæftigelse lokalt, kan det være en god idé at gøre de ansvarlige for udarbejdelsen af beskæftigelsesplanen opmærksom på dette. Det kan også være projekterfaringer, som er igangsat af LBR andre steder. En af LBR's opgaver er netop at bidrage med særlig viden om arbejdsmarkedet, som kan forbedre beskæftigelsesindsatsen.

Følgende hjemmesider er gode steder at lede efter ny viden:

  • Beskæftigelsesregionernes hjemmesider, hvor du blandt andet kan læse RBR's analyserapporter, men også løbende praksisundersøgelser og analyser:

/Dokument oprettet 12-03-2010

Sag 10/265 - Dok. 2844/10 /me

 

Handlinger tilknyttet webside
Søg