Alle har ret til respekt og forståelse

Af Velfærdsminister Karen Jespersen

Begyndelsen på det 20. århundrede var båret af troen på fremskridt og udvikling. Håbet om større lighed, individuel frihed og materiel velstand kom blandt andet til udtryk hos tre af Danmarks store forfattere. Martin Andersen Nexø ønskede et bedre samfund for alle befolkningsgrupper, Georg Brandes kæmpede for individets frigørelse og Johannes V. Jensen drømte om den nye verden født af teknologiske fremskridt. Fælles for deres visioner var optimismen og troen på, at det nye århundrede ville bringe bedre tider med sig. Visioner der er blevet til virkelighed. 

I år fejrer Danske Handicaporganisationer 75 års jubilæum, og siden grundlæggelsen er velfærdssamfundet, som vi kender det i dag, for alvor blevet skabt og udviklet. Danske Handicaporganisationer har fra begyndelsen været med til at sætte sit præg på udviklingen, som K. K. Steinckes store socialreform lagde grundstenen til. 

Det særlige ved Steinkes socialreform var, at den nye lovgivning brød med almissetankegangen og i stedet lagde vægten på retfærdighed og borgernes rettigheder. Danskerne fik ret til ydelser og hjælp, og det offentlige forpligtede sig til at drage omsorg for sine borgere. Normaliseringstankegangen er også et barn af 1930’ernes ændrede socialpolitik. Den kom særligt til udtryk hos N. E. Bank-Mikkelsen, som ville sikre, at mennesker, der på den ene eller anden måde er anderledes end flertallet i befolkningen, har krav på accept, respekt og forståelse. Et liv så tæt som muligt på det, andre lever. Hans arbejde fik afgørende betydning for handicapområdet, både når det gælder lovgivning og pædagogik.

Den sammentænkning af normalisering og ligestilling, som han og hans samtidige arbejdede for, peger entydigt frem mod det medborgerskabsbegreb, der ligger i vores nuværende servicelov. Der følger både pligter og rettigheder med til det at være borger i Danmark.

Udviklingen og tilbuddene på det sociale område udbygges hele tiden. Alene de seneste ti år er der sket væsentlige forbedringer af vilkårene for mennesker med handicap. I 1998 gennemførte vi afskaffelsen af institutionsbegrebet, så selv om man har behov for at bo i et botilbud, er bolig og ydelser i dag adskilt, og botilbuddet er – og skal behandles som - den handicappedes hjem. Et hjem hvor den enkelte har ret til privatliv og til selv at bestemme. Vi har lovgivet om tilgængelighed til offentlige bygninger, og man skal i det hele taget kunne færdes ubesværet i vores samfund, selv om man har et fysisk handicap. Retssikkerheden er også blevet skærpet. I tæt sammenhæng med pligten til at drage omsorg er der kommet regler for, at der kun må bruges magt, når det er absolut nødvendigt, og vi har indført en særlig lov om retssikkerhed på det sociale område.  

I alle årene har Danske Handicaporganisationer spillet en fremtrædende rolle i den politiske og demokratiske proces. Handicapbevægelsen høres, når nye initiativer og lovforslag præsenteres, repræsentanter fra organisationerne er selvskrevne deltagere i styre- og følgegrupper i det politiske arbejde. Det er vigtigt, at Danske Handicaporganisationer til stadighed er med til at gøre politikere og embedsmænd i både stat og kommuner opmærksomme på, at mennesker med handicap er lige så forskellige som alle andre og har forskellige behov for hjælp, omsorg og støtte.  Og overvejelser og indsigelser fra Danske Handicaporganisationer er ofte udgangspunktet for at ændre på eksisterende forhold og lovgivning.

Oprettelsen af Det Centrale Handicapråd i 1980 skabte et formaliseret forum for samarbejdet mellem Danske Handicaporganisationer og myndighederne. Med regeringens beslutning om, at alle kommuner skal have et handicapråd, har Danske Handicaporganisationer fra 2006 fået en lovfæstet lokal platform, hvorfra mennesker med handicap kan være med til at påvirke konkrete beslutninger og initiativer.

Vi kan ikke sikre en god handicappolitik alene gennem lovgivning. Det er helt afgørende, hvordan loven administreres lokalt. Det er nu engang i kommunerne, at den konkrete indsats skal leveres. Kernen i det kommunale selvstyre er, at det er den enkelte kommunalbestyrelse, der, inden for lovens rammer, fastlægger sit serviceniveau. Det er derfor ekstra vigtigt, at Danske Handciaporganisationer og handicaprådene i kommunerne bliver ved med at diskutere, udveksle viden og er med til at skabe klarhed over, hvilket serviceniveau den enkelte kommune vælger at have. Som borger med handicap skal man vide, hvilken hjælp man har krav på, og som kommune skal man have hånd i hanke med, hvilken hjælp man tilbyder sine borgere.

Det er en af kommunalreformens store succeser, at handicaprådene allerede har fået stor gennemslagskraft og bidrager til at sætte en kommunalpolitisk dagsorden, det viser en helt ny undersøgelse fra Velfærdsministeriet. Det er en indlysende og enkelt form for indflydelse, for selvfølgelig nytter det altid at rådføre sig med de mennesker, som man vil løse problemer for. Vi kan allerede nu se, at handicaprådene vil få stor indflydelse på udmøntningen og udviklingen af den fremtidige handicappolitik i kommunerne.

Jeg er ikke i tvivl om, at det i høj grad er Danske Handicaporganisationer, og de enkelte  repræsentanters fortjeneste, at de lokale handicapråd på så kort tid har fået etableret sig på en ansvarlig og konstruktiv måde. Handicaprådene giver nye muligheder og  nye udfordringer for Danske Handicaporganisationer. Både i forhold til at etablere et lokalt korps af handicappolitiske repræsentanter og i forhold til at sikre, at de personer, der vælges til rådene, repræsenterer alle interesser, uanset handicap, alder og køn. Det er sikkert ikke altid lige nemt, men jeg har en oplevelse af, at den danske handicapbevægelse i vidt omfang formår at tale med én stemme.

Jeg er stolt over at kunne kalde mig selv handicapkoordinerende velfærdsminister. Det at sikre inddragelse i samfundet, kompensation, tryghed og lige vilkår for mennesker med handicap handler netop om velfærd. Velfærdsministeriet har de seneste år haft stor fokus på handicappedes muligheder for at selv at kunne tilrettelægge deres egen tilværelse. Det har ført til nye tiltag som borgerstyret personlig assistance, indførelse af lejerettigheder, afskaffelse af servicebetaling og muligheder for at træne børn derhjemme.

I 2009 vil vi blandt andet ratificere FNs handicapkonvention. Handicappolitikken er ikke kun national og lokal, den er også blevet international, og den internationale politik er med til at sætte en dagsorden også herhjemme. Implementeringen af FNs handicapkonvention vil uden tvivl blive en stor og spændende udfordring de kommende år både for myndigheder og handicaporganisationer. Konventionens tanker indgår allerede nu i de lokale handicappolitiker, som handicaprådene har været med til at sætte på dagsordenen.

Som Johannes V. Jensen forudså i begyndelsen af det 20. århundrede, har den teknologiske udvikling medført fantastisk store forbedringer og muligheder, ikke mindst for mennesker med handicap. Teknologien udvikler sig fra minut til minut, og der skabes nye hjælpemidler, der både kan kompensere for et handicap, og som kan bruges til at afhjælpe opgaver i omsorgssektoren.  De nye teknologiske muligheder vil i de kommende år udfordre vores vanetænkning og skabe nye muligheder for at prioritere de økonomiske ressourcer, samfundet har til rådighed. 

Men historien viser os også, at vi til stadighed skal spørge os selv ’Kan vi gøre det endnu bedre?’. Har man et handicap rækker det ind i alle dele af samfunds- og menneskelivet. Derfor er sektoransvaret så vigtigt. Tilgængelighed handler ikke alene om den fysiske tilgængelighed til gaden, men også om social tilgængelighed. En af de kommende udfordringer bliver at sikre, at vi fortsætter de seneste mange års udvikling, så alle uanset handicap har lige muligheder og inddrages i det danske samfund. Vi har brug for de ressourcer, som mennesker med handicap har. Og vi skal sikre, at alle kan bruge og dele deres evner med andre. Målet må være, at vores samfund indrettes fysisk og socialt således, at man så vidt mulig slet ikke bemærker, at der er et handicap. At være med til at fortsætte den udvikling, er et fælles ansvar for både politikere, interesseorganisationer, pårørende og medmennesker.

Og de udfordringer, der kommer, skal vi møde med den samme tro på udvikling og fremskridt, som prægede begyndelsen på vores velfærdssamfund. Når vi ser, hvor stærkt det er gået i de forgange årtier, hvor langt kan vi så ikke nå på de næste?