Den professionelles rolle - behovet for efteruddannelse

Af Anna Marie Langhoff Nielsen,
Videnscenter Skanderborg Sølund, ekstern lektor VIA University College.

Medierne har gennem de sidste par år åbnet vores øjne for forholdene på plejehjem og offentlige institutioner for borgere med blandt andet udviklingshæmning. Det er ikke de gode fortællinger, der har været i fokus, men derimod den praksis, der har været på de pågældende institutioner, hvor personalet har udsat borgeren for en dybt nedværdigende og krænkende behandling. De enkeltstående sager har typisk resulteret i at enkelte medarbejdere og en eller flere ledere på forskellige niveauer er blevet fyret, for ansvaret skal jo placeres et sted - nogen må have skylden for det her.

Når de højere styringsniveauer har vist handlekraft, ånder alle igen lettet op og pressen slipper sig tag. Det bliver dog sjældent synliggjort, 1) hvilke betingelser disse medarbejdere arbejder under; hvad er de økonomiske rammer, 2) hvilke behov har borgeren, de arbejder for og 3) hvilken personlig og faglig baggrund har medarbejderen for at løse de komplekse opgaver som opstår i deres praksis.

De to første spørgsmål er ikke i fokus i denne artikel, men har selvsagt stor betydning for opgaveløsningen. Det er velkendt, at offentlige institutioner har været udsat for massive besparelser igennem mange år og samtidig har Danmark gennem internationale konventioner og national lovgivning forpligtet sig på visioner om inklusion, selvbestemmelse og inddragelse af borgeren og de pårørende - samt den enkeltes borgers ret til livskvalitet. At leve op til disse forpligtelser koster ikke blot penge, men også tid og en høj faglighed, når medarbejderen skal omsætte visionerne til en praksis for borgere med udviklingshæmning. Samtidig har den moderne styring af de offentlige institutioner med decentralisering og mål- og rammestyring mundet ud i detaljerede regelsæt, hvis overholdelse skal dokumenteres. Hvilket sluger tid fra kerneydelsen.

Metoder er ikke nok

Fra politisk side har løsningen på de nævnte problemstillinger, udover flere regler og detailstyring, været et øget fokus på metoder. Gennem brug af metoder antages det, at arbejdet kan udføres mere effektivt. Derfor gælder det blot om at få dokumenteret, hvilke metoder der virker, og få dem implementeret i praksis.

Der er ingen tvivl om at den systematik, der følger med en metodes kortlægning, vil højne fagligheden i det pædagogiske arbejde, men det er tvivlsomt om et ensidigt fokus på metoder, der virker/ikke virker, er nok i en praksis med en høj grad af kompleksitet.

En medarbejder som kun er metodebevidst vil blive en håndværker, som i mødet med borgeren griber ned i sin værktøjskasse, finder det værktøj der er mest anvendeligt og justerer på ”skruerne” i sin praksis.

Tæft og situationsfornemmelse

Allerede for 2300 år siden blev det fremhævet af Aristoteles, at praktikere som hovedregel må handle i komplekse situationer. I følge Aristoteles er mennesker involveret i tre forskellige hovedaktiviteter, der hver især knytter an til en intellektuel dyd eller videnstype:

• Episteme, den videnskabelige viden.
• Techne, den tekniske eller håndværksmæssig kunnen, som er viden om det foranderlige, dvs. hvordan man under foranderlige omstændigheder kan skabe og producere ting. Techne er en instrumentel viden om, hvilke midler, der kan føre til hvilke mål.
• Phronesis, handler også om det foranderlige, men er knyttet til mennesker og deres handlinger. Der er tale om en viden eller visdom om, hvad der skal til, når livet mennesker imellem skal lykkes.
  

Phronesis indebærer, at praktikeren har moralsk tæft og situationsfornemmelse, der udspringer af livserfaring og menneskekundskab. Dette er forudsætningen for at kunne vide, hvad der kræves i en given situation og så handle konsekvent i forhold til denne viden.

Den ensidige fokusering på metoder appellerer til videnstypen techne, men det er et spørgsmål, om praktikeren vil lykkes med sit forehavende, hvis der primært benyttes denne form for viden.

Borgeren og praktikeren er ikke maskiner, men mennesker af kød og blod - og den pædagogiske praksis er kendetegnet ved et væld af etiske dilemmaer. Der er tale om modsatrettede krav og forventninger fra politikere, ledelse, borgere og pårørende, hvor medarbejderen ofte befinder sig i et krydspres, det vil sige en situation, hvor det er vanskeligt at tilgodese alles behov - og hvor det til stadighed kræver gode argumenter i forhold til at begrunde de valg, der må træffes i en praksis med sparsomme ressourcer.

Dette kræver en viden, som rummer alle tre vidensformer, men især er det nødvendigt at udvikle videnstypen phronesis hos medarbejderen. Dette skal der skabes rum til i praksis, blandt andet gennem supervision og efteruddannelse.

Behovet for efteruddannelse

Pædagoguddannelsen har i femten år ikke haft en specialisering indenfor det social/specialpædagogiske område, men med den nye studieordning fra 2007 er det igen muligt at specialisere sig inden for dette område. Da der ikke er et krav om at alle pædagogstuderende skal have denne specialisering, vil det fremover betyde, at de pædagoger, der søger arbejde på det special- og socialpædagogiske område ikke nødvendigvis har den tilstrækkelige viden inden for feltet. Der vil derfor være et stort behov for efter- og videreuddannelse.

Der udbydes i forskellige sammenhænge en række korterevarende kurser, som styrker fagligheden inden for området. Ofte er det sådan, at en enkelt medarbejder sendes af sted på kursus, men det er også blevet mere almindeligt at lave kurser for hele institutionen i form af temadage eller længerevarende uddannelsesforløb, for eksempel neuropædagogiske efteruddannelser. Der er dog en tendens til, at mange af disse tilbud retter sig mod vidensformerne episteme og techne, i form af en medicinsk viden om diagnosen og tilhørende metoder for praksis.

Hvis medarbejderens phronesis skal udvikles, er der, udover supervision, behov for længerevarende efteruddannelse på et niveau, der bevæger sig udover det medicinske og det metodiske plan. En efteruddannelse, der styrker den professionelles refleksive og analytiske evner, samt dennes visdom til at se, hvad der kræves i en given situation i forhold til en bestemt borgers ønsker og behov.

Diplomuddannelser inden for det special- og socialpædagogiske område, som er et tilbud til studerende med mellemlange videregående uddannelser, kan her nævnes som en mulighed for at udvikle alle tre vidensformer. Diplomuddannelsens længde og indhold giver den studerende mulighed for at løfte sig op over sin praksis og vurdere denne ud fra forskellige perspektiver.

Når borgeren i den specialpædagogiske praksis udfordrer medarbejderen med sin adfærd, er der sjældent en enkelt forklaring på adfærden, som kan begrundes i en medicinsk forståelse af borgerens handicap - og derefter afhjælpes gennem en bestemt metode. Adfærden kan skyldes borgerens handicap, neurologiske dysfunktioner, psykiatriske tillægshandicap, medicinbivirkninger, de fysiske rammer, tidlig tilknytningsforstyrrelse og omsorgssvigt, sorg over tab og ikke mindst relationen til pårørende og relationen til medarbejderen og andre borgere på institutionen. At vurdere, hvad der er det rette at gøre i praksis, kræver derfor viden om alle disse forhold, men også kendskab til egne værdier, evne til nærvær, indlevelse, og evne til at reflektere over praksis og begrunde de valg, der træffes i praksis.

Rotationsordning og diplomuddannelser

I samarbejde med professionshøjskolerne, institutionerne og jobcentrene er der mulighed for at lave diplomuddannelsesforløb i form af såkaldte rotationsprojekter. Et rotationsprojekt strækker sig typisk over et år, hvor medarbejderne på skift tager et eller to moduler, med en varighed af seks uger pr. modul. Diplomuddannelsens længde kræver, at medarbejderen kommer væk fra sin praksis i mindst seks uger og får dermed tid til fordybelse i fællesskab med andre studerende inden for det samme område. Arbejdsledige opkvalificeres og indgår med løntilskud som vikarer for de medarbejdere, der er på uddannelse.

Fordelen ved denne model, udover en opkvalificering af arbejdsledige borgere, er at der økonomisk gives større mulighed for at efteruddanne flere medarbejdere fra samme institution. Det betyder, at det er lettere fremover at fastholde den nye viden, medarbejderne får. Medarbejderne får gennem uddannelsen et fælles sprog og referenceramme, som blandt andet styrker det tværfaglige arbejde på institutionerne, men som også giver mulighed for at tale om praksis på en måde, der bevæger sig ud over de gængse hverdagsforståelser.

Rotationsmodellen giver også mulighed for at lave fleksible forløb, hvor medarbejdere med korterevarende uddannelser (f.eks. social- og sundhedsassistenter) inddrages på dele af forløbet under pædagoguddannelsens studieordning. På denne måde kan institutionens samlede behov for efteruddannelse tilgodeses.

Rotationsprojekter kan således være et bud på, hvordan videnstypen phronesis kan støttes og udvikles, så medarbejderen ikke blindt følger en bestemt metode, men derimod får viden om, hvordan hun/han kan møde borgeren i respekt for dennes individualitet - og gennem inddragelse af borgeren sikre den enkelte størst mulig livskvalitet inden for de rammer der er.

Konventioner om lige rettigheder, inklusion og inddragelse af borgere med handicap er ambitiøse programerklæringer, som kræver en ligeledes ambitiøs kompetenceudvikling af medarbejderne, hvis programerklæringernes visioner skal realiseres i praksis.

--- --- --- --- --- --- ---

Anna Marie Langhoff Nielsen er socialpædagog og cand. pæd. antropologi. Hun er ansat på ”Videnscenter Skanderborg, Sølund”, der er etableret i samarbejde mellem Skanderborg Kommune og Landsbyen Sølund med det formål at kvalificere den samlede indsats overfor udviklingshæmmede børn, unge og voksne. VISS.dk udbyder kurser for medarbejdere, ledere og pårørende og tilbyder derudover faglige ydelser til kommuner og regioner i Danmark. Desuden er VISS.dk leverandør af udredningsopgaver til VISO.