En kulturpolitik for alle

I foråret 2009 blev forslaget om at implementere FN’s Handicapkonvention vedtaget i Folketinget. Som så mange andre syntes jeg, at det var en glædens dag, hvor vi politisk anerkendte behovet for at arbejde videre for handicappedes forhold i Danmark. Så langt, så godt. Men det er nu i implementeringsfasen, at de vigtige slag skal slås, og de visionære tanker skal tænkes.

Særligt fordi de mange artikler peger ud over oplagte politikområder som social- og sundhedspolitik. For mit eget virke som kultur- og medieordfører for Socialdemokraterne betyder ratifikationen af FN’s handicapkonvention, at vi i højere grad end hidtil skal vende blikket mod forholdene i kultur- og medieverdenen. Jeg håber personligt, at konventionen kommer til at ruske kulturpolitikken godt og grundigt og ikke bare forbliver pæne ord og gode intentioner.

Det er mit håb, at personer med forstand og erfaring på området fra interesseorganisationer og uddannelsesinstitutioner kan dele ud af deres viden og kreative sans, når det gælder konkrete forslag til implementeringen af konventionen på kulturområdet fremover. Men i forlængelse af invitationen til at skrive videre på DH’s artikelstafet i anledning af 75-års jubilæet, har jeg alligevel gjort mig nogle overordnede tanker om, hvor vi kan tage fat i arbejdet, netop når det gælder kulturen.

Når jeg læser artikel 30 i konventionen om deltagelse i kulturlivet, rekreative tilbud, fritidsaktiviteter og idræt, hæfter jeg mig selvfølgelig særligt ved stk. 1., der kræver, at ”Deltagerstaterne anerkender retten for personer med handicap til at tage del i kulturlivet på lige fod med andre..” Formuleringen ”på lige fod med andre” synes jeg, vi skal tages yderst alvorligt. Ikke kun i den vigtige forståelse af fysiske adgangsforhold til museer, teatre osv. men også i anerkendelsen af kulturen som helt afgørende for alle danskeres mulighed for at udvikle sig individuelt udtryksmæssigt og kreativt. For ikke at tale om kulturens betydning for fællesskabet og vores måde at leve med hinanden på i dette samfund via kunstens mange tilbud om refleksion og værdidebatter af forskellig art.

Jeg tænker dermed på handicappede og kulturen i et inkluderende og fællesskabsorienteret lys frem for en gammeldags ide om handicappede som ”ofre”, der skal tages særhensyn til. For at specificere: Jeg tror ikke på en særskilt kulturpolitik for jyder, en særskilt kulturpolitik for gangbesværede eller en særskilt politik for flygtninge og indvandrere osv. Nej, jeg tror på en kulturpolitik for ALLE danskere med blik for befolkningens mangfoldighed og interessepræget lyst til deltagelse.

Kulturpolitisk hånd om mangfoldigheden

Arkitekter har meget rigtigt sagt, at handicappet ikke er noget, man er, men noget man først bliver, hvis f.eks. de fysiske barrierer i omgivelserne er for store. Ved at se sådan på handicappede opløses opdelingen af brugere i handicappede og ikke-handicappede, idet alle brugere i teorien kan blive handicappet af omgivelsernes fysiske udformning.

Det syn synes jeg godt, vi kan lære noget af på kulturområdet.

Det er med andre ord ikke et spørgsmål om, at der skal laves tekster til handicappede, film til handicappede osv. Nej, alle skal bare sikres adgang til de samme tilbud. Derfor mener jeg, at det er nødvendigt, at man politisk overvejer, hvordan vi kan forbedre ledsageordninger til kulturelle tilbud i Danmark (besøg på teatre, museer, i biografer mv.), så det bliver muligt for personer med handicap at kunne deltage på lige fod med andre.

Mange er afhængige af assistance fra andre for at kunne deltage på lige fod i kulturlivet, og derfor skal vi se på, hvordan det kan blive muligt hos såvel offentlige som private kulturinstitutioner at medtage en eller flere nødvendige ledsagere/tolke uden beregning.

Derudover er det nødvendigvis selvskrevet, at personer med fysiske handicap sikres adgang til de bygninger, der rummer de kulturelle tilbud, således at personer med handicap kan komme rundt i bygningerne og nyde det kulturelle tilbud på lige fod med andre. Det skulle man tro var en selvfølge, men en ny rapport konkluderer, at Danmarks arbejde med handicaptilgængelighed faktisk ikke lever op til FN's handicapkonvention (SBi 14.10.09). Jeg kan kun opfordre til at de rette ministerier læser rapporten og inddrager konklusionerne i det videre arbejde.

På Kulturministeriets område blev der sat gang i arbejdet for handicappedes vilkår tilbage i den socialdemokratiske kulturminister Jytte Hildens tid, da der i 1996 blev nedsat en arbejdsgruppe, som fik til opgave at undersøge mulighederne for at lette adgang til kulturen for mennesker med handicap. På baggrund af en betænkning fra arbejdsgruppen udfærdigede Kulturministeriet i 1999 en omfattende handlingsplan for handicappedes adgang til Kulturen, der har ført en del love, bekendtgørelser, cirkulærer osv. med sig.

Ressourcemæssigt blev der i perioden 1997-2003 tilført området et relativt beskedent beløb 31 mio. kr. til informations- og formidlingsinitiativer på kulturområdet og til etablering af handicaptilgængelighed til det fysiske miljø på Kulturministeriets statsinstitutioner. Siden er der imidlertid ikke sket meget nyt på området. Med ratificeringen af FN’s handicapkonvention er der dog en oplagt anledning til at genoptage arbejdet med at sikre handicappedes deltagelse i kulturlivet.

Mediernes fremstilling af handicappede

I den forbindelse interesserer artikel 8 i handicapkonventionen om bevidstgørelse mig i høj grad. Den siger, at ”Deltagerstaterne forpligter sig til at vedtage umiddelbare, effektive og passende foranstaltninger til: a) at øge bevidstheden i hele samfundet, herunder i familien, om personer med handicap, og at skabe respekt for de rettigheder og den værdighed, der tilkommer personer med handicap, b) at bekæmpe stereotyper, fordomme og skadelig praksis i forhold til personer med handicap, herunder stereotyper, fordomme og skadelig praksis på grund af køn og alder, på alle livsområder, c) at fremme bevidstheden om evner hos og bidrag fra personer med handicap. Det skal bl.a. gøres ved, at staterne tilskynder ”… alle medier om at fremstille personer med handicap på en måde, der er i overensstemmelse med denne konventions formål”.

Handicapkonventionen er altså i høj grad overvejelse værd i forhold til såvel kulturprodukter som medieindhold. For medierne kan have en afgørende betydning i forhold til at rokke ved en tendens hos folk til ikke at se handicap som en mangfoldighedsfaktor, men derimod som en defekt.

I Danmark arbejder vi efter det udmærkede ”armslængdeprincip” i kultur- og mediepolitikken, hvor den politiske magt fastlægger de økonomiske og lovgivningsmæssige rammer, mens kunstnere og fagfolk står for indholdet. Det vil f.eks. sige, at jeg som politiker ikke vil blande mig i den redaktionelle linie hos DR jf. den fine arbejdsdeling mellem politikere og DR, hvor politikere etablerer rammerne for DR, mens programansvaret ligger hos DR.

Alligevel har vi politikere dog noget at skulle have sagt, når rammerne om public service-medier skal fastlægges. Det sker hvert fjerde år med de såkaldte medieaftaler. Og her synes jeg bestemt, at det er værd at tænke konventionen ind som en væsentlig retningslinie. Ikke mindst for at højne bevidstheden om skildringen af handicappede, som mange journalister mv. går fejl af. Ikke af ond vilje, men af uvidenhed. Bl.a. hæfter jeg mig ved, at DR ikke har en formuleret politik omkring portrættering af handicappede, men kun en række overordnede etiske retningslinjer for, hvordan minoritetsgrupper i samfundet skal fremstilles.

Det bliver problematisk, når forskellige typer handicappede ikke repræsenteres i medierne som studieværter, gæster, quiz-deltagere osv. i ligeså høj grad som de er repræsenteret i samfundet i øvrigt. Uden at det vel at mærke nødvendigvis er i kraft af deres blindestok eller kørestol. Som eksempel kan det fremhæves, at 10-15 % af unge mennesker i dag menes at leves med et eller andet form for handicap. En væsentlig del af befolkningen, der sjældent finder vej til tilsvarende ungdomsprogrammer.

Hos BBC i England ser det lidt anderledes ud, bl.a. fordi man har ansat en såkaldt ”redaktør for mangfoldighed på BBC”. Sidste år satte de f.eks. et program i søen, der fremstillede unge med et handicap på en ny måde. I ”Britains Missing Topmodel” kæmpede otte unge handicappede kvinder i en modelkonkurrence. Hver især manglede de f.eks. et ben eller en arm, men overskriften var som ved andre modelkonkurrencer, at pigerne så bedre ud end de fleste – og i øvrigt ikke var hverken stakler eller ofre. Mary FitzPatrick, redaktør for mangfoldighed på BBC, forklarede om programmet, at BBC gerne ville vise, at man som ung med et handicap lever et liv med drømme og håb som alle andre.

Modsat ser vi for tiden en bølge af tv-programmer i Danmark, der i mere eller mindre grad udstiller og iscenesætter stereotypen om den ”glade tosse” i portrætter af udviklingshæmmede. Der er så vidt jeg kan se ikke tale om en facetteret repræsentation af handicappede på dansk fjernsyn, hvis det er det eneste billede, vi får af handicappede.

I den moderne verden, vi lever i, er medierne en afgørende faktor i almindelige menneskers meningsdannelse. Hvis man ikke selv kender et menneske med handicap, så trækker man typisk på viden, man har fra fjernsynet. Hvis stereotyper er det eneste, fjernsynet viser os, hvor et handicap alt for ofte er den primære karakteristika og ikke noget sekundært, kommer fortællingerne om handicap til at citere hinanden i folks bevidsthed, og stereotyper cementeres og reproduceres. Medierne har så at sige et stort ansvar i forhold til at ændre på opfattelsen af hvad folk med et handicap kan og ikke kan.

Forleden gjorde det stort indtryk på mig at læse stud.mag Sarah Glerups indsigtsfulde kronik i Politiken om den problematiske fremstilling af minoriteter på film (Pol 10.09.09). Hun konkluderer bl.a., at films skildring af et handicap som en entydig defekt hæmmer identifikation mellem mennesker med og uden handicap, fordi det holder liv i en opfattelse af, at mennesker med og uden handicap har helt forskellige tilværelser. Sarah, der har muskelsvind, skriver klogt:

”Denne vildfarelse forklarer, hvorfor jeg gang på gang møder såkaldt raske mennesker, der med tårer i øjnene og typisk forhøjet promille betror mig, at det er »virkelig flot«, at jeg er på bar eller festival ligesom dem. For hvis jeg er radikalt anderledes, bliver det nærmest mirakuløst, at vi skulle kunne lave det samme. Manglen på identifikation forklarer nok også, hvorfor mange vægrer sig ved at ansætte velkvalificerede mennesker med handicap eller ved at lade os indgå i film som andet end sørgelige stakler og selvmordskandidater.”

Jeg mener ikke, at en holdningsændring er til at diktere ovenfra rent politisk med dekreter og cirkulære. Jeg tror dog på, at vi kan komme langt med oplysning, fokusområder og eksempelvis formuleringer i en ny medieaftale, der kan få øjnene op for, hvordan vi egentlig forholder os til vores handicappede medborgere.

Hvis vi ikke er bevidste om faldgruberne i forhold til den ene eller anden form for manglende adgang til vores fælles kulturudbud, kan vi risikere at flere og flere af vores medborgere føler sig udenfor og søger egne veje. Kulturen udvikler sig i takt med samfundet og tilbyder os i det store og hele en fælles referenceramme. Det må dog være tydeligt for enhver, at kulturen kun er fælles, hvis alle samfundsgrupper reelt kan deltage.