Et sundhedsvæsen for alle

Det danske sundhedsvæsen har gjort betydelige fremskridt gennem mange år. Noget af baggrunden herfor er en stigende specialisering, hvor læger inden for stadig snævrere felter opnår større og større færdigheder. Vi ynder inden for sundhedsvæsenet at tale om, ”at øvelse gør mester”.  

Bagsiden af denne medalje er imidlertid, at rigtig mange af vore akutte patienter har sammensatte problemer, det vil sige ofte har flere sygdomme af en gang, hvilket gør det vanskeligt for en specialiseret læge at tage vare på patientens problemkompleks. Det er vi ved at tage konsekvensen af ved at etablere fælles akutmodtagelser på vore sygehuse.

I de fælles akutmodtagelser skal der døgnet rundt stå et helt team af specialister, der i fællesskab skal udrede den akutte patient. Dette vil i de kommende år betyde en total omkalfatring af vore sygehuse, hvor den akutte sygdomsbehandling samles på langt færre enheder. Dette for at sikre tilstrækkelig underlag for at de mange specialister kan opretholde og udvikle deres kompetencer.

Meget tyder imidlertid også på, at de betydelige gevinster, vi har opnået f.eks. ved at specialisere os inden for kræftbehandlingen, giver os nogle utilsigtede bivirkninger. Mens behandlingsresultaterne forbedres for de patienter, der udelukkende har kræftsygdommen som helbredsmæssigt problem, ser det ikke ud til, at der er tilsvarende forbedringer for patienter, der tillige har andre sygdomme.

Meget tyder derfor på, at sundhedsvæsenet står over for en generel udfordring affødt af specialiseringen – en udfordring vi nødvendigvis må løfte, hvis vi skal kunne give et stigende antal kronikere et godt tilbud.

En lang række af handicapgrupperne har problemstillinger til fælles med kronikergrupperne. De har både brug for sundhedsvæsenets specialiserede indsats men har også brug for, at sundhedsvæsenet kan møde dem, hvor de er og tage vare på det hele menneske. Først når dette lykkes for os, har vi et sundhedsvæsen for alle.