Handicapkonventionen er her – og hvad så?

 I foråret 2007 skrev Danmark under på Handicapkonventionen, og på dagen for DH´s jubilæumsfest i foråret 2009 blev forslaget om at implementere Handicapkonventionen fremsat. Det var afslutningen på en årelang kamp for at få defineret de særlige rettigheder, mennesker med handicap har.

 Jeg kunne ikke undgå at få tårer i øjnene, da den nye socialminister fortalte det, selvom jeg jo godt vidste, at det ville blive offentliggjort.

Men kampen for at sikre mennesker med handicap en ligeværdig tilværelse, hvor deres handicap kompenseres, er ikke dermed slut. Det vil være en stadig udvikling, som næppe afslutter nogen sinde. Samfundet udvikler sig, nye måder at drive demokratiet på, nye metoder til at kommunikere på, nye måder at indrette bygninger på – ja al udvikling – gør, at man til stadighed skal vurdere, hvad det giver af udfordringer for at sikre, at alle kan deltage i samfundet – også mennesker med handicap.

Det var imidlertid en glædens dag, og det var det også, da vi den 28. maj 2009 vedtog beslutningsforslaget i Folketinget. Vi fik faktisk skældud af Folketingets formand, fordi vi var nogle ordførere, som jublede lidt for højlydt.

Men i politik er der intet, der er nemt. Træerne vokser ikke ind i himlen. For at sikre en fælles international fortolkning af konventionen, og for at sikre borgerens individuelle adgang til at klage over konkrete forhold til et internationalt organ, har man ved siden af handicapkonventionen lavet en tillægsprotokol, som foreskriver, hvorledes en international komite kan behandle individuelle sager.

Denne komite kan behandle sager, der er færdigbehandlet i det enkelte lands klagesystem. Det betyder, at hvis et menneske oplever sig diskrimineret ved tildeling af en ydelse, så skal man gå den slagne vej over det sociale nævn og måske Ankestyrelsen, før det kan komme på tale, at den internationale komite er berettiget til at behandle sagen.

Dertil kommer, at komiteen ikke er kompetent til at omgøre sagen. Det eneste, den kan, er, at gøre regeringen opmærksom på, at her er der sket en behandling af et menneske, som strider mod Handicapkonventionen, samt at regeringen bør genoverveje sagen.

Fordelen ved at give mennesker med handicap en adgang til at få deres sag behandlet i denne komite er, at det internationale niveau får en viden om, hvad der sker i det enkelte land, som ligger ud over de landeredegørelser, regeringen ellers har forpligtet sig til at give med jævne mellemrum.

Samtidig betyder det, at Danmark får indflydelse på fortolkningen af FN’s Handicapkonvention.

Vi skal, som et land med relativt høje standarder på menneskeretsområdet, være med til at fortolke en central konvention som Handicapkonventionen. Herved kan vi hjælpe mennesker med handicap i andre lande, hvor det halter, og hvor velovervejede og praktisk gennemførlige løsninger bliver svaret på klager.

Hvis kun få lande med relativt høje standarder på området deltager, kan der være risiko for, at fortolkningen af Handicapkonventionen vil komme i en nedadgående spiral fordi de lande, der så har ansvaret for fortolkningen ikke er så langt fremme i behandlingen af mennesker med handicap.

Handicapkonventionens artikel 17 har bl.a. følgende indhold:

 ”Enhver person med handicap har ret til respekt for sin fysiske og psykiske integritet på lige fod med andre”

Denne formulering forekommer umiddelbart indlysende som et integreret element i forvaltningspraksis i et veludviklet land. Men i dagens Danmark ser vi desværre sager, der viser, at der, for at formulere det pænt, er potentiale for udvikling på dette område.

I en konkret sag fra en større kommune skal en borger med handicap således overvåges af to medarbejdere fra kommunen med stopur, mens han tager bad.

Et scenarium der forekommer åbenlyst grotesk, og hvor man kan spørge, med hvilken ret dette finder sted? Begrundelsen fra kommunen er, at det skal kontrolleres, i hvilken grad den pågældende borger har behov for hjælp i form af BPA, borgerstyret personlig assistance.

Spørgsmål, der trænger sig på, er, om det forhold, at et menneske har et handicap, berettiger til den adfærd fra kommunens side? Hvor mange borgere uden handicap ville finde sig i en sådan behandling? Formentlig ingen?

Hvorfor i alverden skal mennesker med handicap så finde sig i det?

Det er blandt andet i sådanne sager, at FN’s Handicapkonvention tydeligt viser sin relevans. Sager hvor man ikke kan sige, at det er love og regler, der er overtrådt, men hvor det må stå klart for alle mennesker, at fremgangsmåden ganske enkelt er utilstedelig.

Handicapkonventionens artikel 5 har bl.a. følgende indhold:

”Deltagerstaterne anerkender, at alle er lige for loven”.

En anden meget vigtig pointe i behandlingen af mennesker, der har behov for ydelser fra kommunen, er, at det desværre har meget stor betydning at have et stærkt netværk, hvis man som borger vil undgå at blive dårligt behandlet i det offentlige system.    

Formanden for Socialudvalget i Vordingborg kommune, Ib Johansen, (S) formulerer sig i deprimerende klare vendinger om situationen:

”I samme øjeblik, man begynder at diskutere nedlæggelser af skoler, får man hele og halve sogn på nakken; det gør man næppe, når man diskuterer handikappede eller de ældre” (Politiken, 24.8.09).

Baggrunden for udtalelsen er, at kommunen har valgt at spare ved at fyre halvdelen af det faste personale og halvere lønnen for borgere med handicap på et beskyttet værksted.

Ej heller professor Poul Erik Mouritzen ved Syddansk Universitet er blåøjet med hensyn til, hvordan realiteterne er. Han sagde således samme dag til Politiken:

”Når du som kommunalpolitiker skal gennemføre besparelser, vil det absolut indgå i din beslutning, hvor meget ballade den gruppe du rammer, kan lave. Man vil være tilbøjelig til at gå efter dem, der ikke har et stærkt netværk bag sig.”

Så kan det vist ikke siges mere klart!

Den type af sager vil ej heller indgå i en regerings redegørelse til den internationale komite, allerede fordi det ikke handler om egentlig lovgivning, men forvaltningen heraf.

Men jeg vil ikke have et samfund hvor det er omfanget eller styrken af netværket, eller om der overhovedet er et netværk, der afgør om borgerne får den hjælp og vises den respekt, de har krav på.

Handicapkonventionens artikel 9 indeholder bl.a. følgende:

..sikre at private udbydere af faciliteter og tilbud, som er åbne … for offentligheden, tager hensyn til alle aspekter af tilgængelighed for personer med handicap..

Et eksempel kunne være tilfælde, hvor det i det danske restaurationsmiljø ikke anerkendes, at mennesker med kørestole eller folk, der er blinde og derfor har brug for en hund, skal have adgang.

Disse forhold er noget der sætter store begrænsninger for mennesker med handicap i forhold til at opretholde ganske almindelig social omgang med andre mennesker og deltagelse i det offentlige liv.

Men det vil næppe heller ikke komme ind i en redegørelse fra regeringen.

Handicapkonventionens artikel 18 indeholder bl.a. følgende:

..anerkende retten for personer med handicap til at færdes frit og frit at vælge deres opholdssted … på lige fod med andre…

Endelig skal den såkaldte Udlandsbekendtgørelse fra Socialministeriet nævnes. Det er her fastsat, at mennesker med handicap, der medbringer hjælpere eller hjælpemidler højst må være på ferie uden for Danmark i 14 dage.

Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann har i et svar til socialudvalget ikke fundet, at der er uoverensstemmelse mellem EU-retten og udlandsbekendtgørelsen. Men ifølge professor ved Københavns Universitet Kirsten Ketscher er udlandsbekendtgørelsen i forhold til ophold i andre EU-lande ulovlig i forhold til EU-retten, da det er i strid med den fri bevægelighed i EU's indre marked.

I Danmark glemmer man tilsyneladende næsten altid at undersøge, om EU-borgerskabet giver os andre rettigheder og Kirsten Ketscher udtalte således til Herning Folkeblad den 15. august 2009:

”Er det ikke interessant, at den danske Ankestyrelse aldrig har været i tvivl om, hvorvidt EU-rettighederne administreres rigtigt? Det er utroværdigt og forargeligt, at man aldrig har været i tvivl”

Min konklusion på disse eksempler er i al stilfærdighed, at vi bør tiltræde Tillægsprotokollen.

Jeg er således enig med Kirsten Ketscher i, at hvis man mener konventionen seriøst, siger man også ja til klageorganer.

Handicapkonventionen er et led i at sikre menneskeretlige principper også for mennesker med handicap, da den synliggør deres rettigheder. I dansk forvaltningsretlig praksis har vi konstant haft problemer med at anerkende menneskeretlige principper, og for mennesker, der har et særligt behov for ydelser fra det offentlige, er det derfor særligt vigtigt at være opmærksom på denne mangel i dansk ret og sikre, at der kan rettes op på den via internationalt samarbejde.

Som ordfører for SF fremsatte jeg derfor i foråret et beslutningsforslag, der i korthed gik på, at Danmark skulle tiltræde Tillægsprotokollen. Jeg var da godt klar over, at regeringen ikke støttede mig, men mente at vi kunne overtale den, da der var klare tilsagn fra et flertal i Folketinget, om at støtte.

Debatten under 1. behandlingen afslørede imidlertid, at det ikke var tilfældet. Men den afslørede også, at der var stor usikkerhed om konsekvenserne ved at tiltræde den.

Den daværende velfærdsminister gik efter min mening for langt i sin argumentation imod. Hun argumenterede mod internationalt samarbejde generelt med henvisning til nogle konkrete problemer, vi på daværende tidspunkt havde i FN regi i anledning af en kommende konference om ytringsfrihed. Man måtte forstå på hendes argumentation, at internationalt samarbejde var uheldigt, fordi der var mærkelige lande, som så skulle deltage.

Dette argument har jeg ikke hørt siden, og er overbevist om at den nuværende socialminister ikke vil gentage det.

Holger Kallehauge, formand for PTU, har givet denne argumentation for, at vi sagtens kan tiltræde Tillægsprotokollen:

”Hvad er man bange for? Vist er der krav i konventionen der ikke er opfyldt, men det er kun de borgerlige og politiske rettigheder, som træder i kraft straks, og dem klarer vi vel nok at opfylde. De økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, som det kniber meget mere med, skal opfyldes progressivt efter landets bæreevne. Det får vi rimelig tid til, og det klarer Danmark som et af verdens rigeste lande utvivlsomt også”.

Men regeringen har formentlig en frygt for, at Danmark vil kunne komme i en situation, hvor vi ikke kan eller ikke vil leve op til en udtalelse fra klageinstansen, og hvor dette faktum så bliver udstillet for hele verden. En sådan frygt for at blive udstillet skal man jo ikke bare afvise, men i stedet bruge Kallehauges argumentation.

Samtidig må jeg minde om, at det jo er et ofte anvendt argument fra dansk side for netop at deltage aktivt i blandt andet FN -arbejdet, at vi som et lille, velstående land også kan vise, hvilken vej man kan gå. Til gavn for ikke bare Danmark, men også ude i verden. Det kræver imidlertid at man er klar til at eventuel kritik kan gå BEGGE veje, og at være åben for også at forbedre og se med kritiske øjne på egen praksis.   

Professor i socialret ved Københavns universitet, Kirsten Ketscher har om forholdene i Danmark således udtalt på DHs konference om Handicapkonventionen, at man i Danmark traditionelt er tilbageholdende i lovgivningen med at synliggøre handicappede menneskers rettigheder. Man gemmer sig bag et meget teknisk sprog i sociallovgivningen og er generelt blufærdig over for grundværdier og rettigheder og begreber som værdighed og integritet er svære at få nogle til at tale om.

Mine sammenfattende argumenter for at tiltræde tillægsprotokollen er:

Hvordan skal vi få en international fortolkning af konventionen, hvis ingen lande beder om konkrete vejledende udtalelser om fortolkningen?

Når Danmark har tiltrådt tillægsprotokollen, kan vi påvirke udviklingen af fortolkningen af Handicapkonventionen. Vi kan altså påvirke udviklingen i andre lande og være med til at hæve standarden. Et forhold, som man rent faktisk har været inde på under udarbejdelsen af konventionen. Det fremgår således i indledningen til konventionen, ”at man anerkender vigtigheden af internationalt samarbejde for at forbedre levevilkårene for personer med handicap i alle lande, i særdeleshed i udviklingslandene”.

Det er ganske enkelt ikke rigtigt, at en international FN-komite vil kunne tilsidesætte de afgørelser der træffes i Danmark. Ved en tiltrædelse af tillægskonventionen vil den ultimative foranstaltning blive, at der kan udtales kritik af den danske regering. Klagesystemet bliver altså ikke mere uoverskueligt for den enkelte borger af at underskrive tillægsprotokollen.

Som beskrevet er der en stribe misforståelser, der ligger til grund for Folketingets flertals afvisning af at tiltræde Tillægsprotokollen. Disse forventer jeg snarest vil blive fjernet, da vi i Folketingets Socialudvalg har en intern høring den 9. september 2009 om konsekvenserne af at tiltræde Tillægsprotokollen.

Spørgsmålet er derfor, om ikke der vil komme bred opbakning til at skrive under, når disse misforståelser fjernes. Jeg håber det!

Anne Baastrup
Handicapordfører for SF