Handicappede og arbejdsmarkedet

Som det er tradition omkring årsskiftet, vil jeg kigge bagud på året, der er gået. Jeg synes der er behov for at se nærmere på, hvordan det går på det rummelige arbejdsmarked.

LO bakkede i sin tid op om regeringens handicapstrategi - selvom vi undrede os over, at der skulle gå tre år før Regeringen indså nødvendigheden af at øge beskæftigelsen blandt handicappede.

Men vi bakkede op om handicapstrategien, fordi vi mener, at en stigning i arbejdsmarke­dets rummelighed generelt medvirker til at øge arbejdsstyrken og dermed nedbringer den kommende velfærdsudfordring i relation til at øge arbejdsstyrken.

Det er selvfølgelig ikke blot for samfundets skyld, at beskæftigelsen blandt handicap­pede skal øges. Jeg møder jævnligt handicappede for hvem, det at være en del af ar­bejdsfællesskabet er en vigtig kilde til glæde og godt selvværd.

En forudsætning for, at beskæftigelsen blandt handicappede kan øges, er, at virk­somhederne åbner sig for personer med nedsat arbejdsevne. Også for de personer, der ikke har et offentligt tilskud med sig. Jeg håber, at virksomhederne vil tage denne udfordring op på trods af den forværrede konjunktursituation.

Desuden er det vigtigt, at selve indslusningen på arbejdspladsen foregår så godt som muligt, så man som handicappet føler sig velkommen på sit nye arbejde. Det er i den forbindelse vigtigt med en aktiv inddragelse af medarbejderrepræsentanten, for på den måde at øge informationen og accepten blandt de ansatte og ledelsen.

Man kan nemt risikere, at gruppen med begrænsninger i arbejdsevnen vil drukne i alle diskussionerne om krisepakker, globaliseringspakker etc. Fra LO’s side vil vi gøre, hvad vi kan for at konjunkturtilbageslaget ikke fører til, at fokus fjernes fra denne gruppe.

Udækket behov for fleksjob

Udviklingen på det rummelige arbejdsmarked afhænger i høj grad af øjnene der ser.

Handicapstrategiens mål om 2.000 flere beskæftigede handicappede pr. år er opfyldt, men hvorvidt resultatet skyldes de bragende gode konjunkturer i perioden eller strate­gien i sig selv, er ikke til at vide. Ligeledes har højkonjunkturen hjulpet på virksom­hedernes rummelighed, idet langt flere kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 4 og 5 nu har fået fast ansættelse. Der er dog stadig et stort forbedringspotentiale, og man kan desværre frygte at en del af dem med nedsat arbejdsevne bliver fyret først.

Man kan dog med sikkerhed konstatere, at der er et vist udækket behov på det rum­melige arbejdsmarked, hvilket kommer til udtryk ved, at køen til fleksjob er alt for lang. Der er stadig behov for at få oprettet flere fleksjob. I 3. kvartal 2009 var ledigheden blandt fleksjobvisiterede 20,1 procent mens den generelle ledigheds­procent udgjorde 3,8 procent.

Det er naturligt, at ledighedsprocenten blandt fleksjobbere er større end den generelle ledighedsprocent, hvilket skyldes en kombination af færre jobåbninger på fleksjob­markedet og dårligere helbred blandt denne gruppe. (Dårligere helbred giver sig udslag i en højere ledighedsprocent, fordi fleksjobbere modtager ledighedsydelse under sygdom).

Den nuværende høje an­del må dog vurderes at være for høj.

Der tegner sig således et billede af, at virksomhederne stadig ikke kan absorbere det antal personer, der visiteres til fleksjobordningen. Der er derfor behov for at øge ar­bejdsmarkedets rummelighed.

Den private sektor har traditionelt tegnet sig for en alt for lav andel af fleksjobbene. Man bør derfor overveje at øge det statslige tilskud til fleksjob, for at motivere kommunerne til at fremskaffe flere fleksjob i den private sektor.

Samtidig har kommunerne et stort ansvar for at være aktivt opsøgende i opgaven med at finde de nødvendige fleksjob til de alt for mange personer, der er parkeret på ledig­hedsydelse. Jobbene kommer ikke af sig selv. Det bør i den forbindelse afdækkes, om den lokale formidlingsindsats over for fleksjobbere foregår hensigtsmæssigt. Man kunne overveje at på­lægge kommunerne i højere grad at være opsøgende i forhold til private virksomhe­der med henblik på oprettelsen af fleksjob. Kommunerne kunne for eksempel pålæg­ges at iværksætte en informations- og ”hvervekampagne" i forhold til især små og mellem­store virksomheder.

Endelig er det vigtigt, at kommunerne sikrer, at visiterin­gen til fleksjob sker hensigts­mæssigt, så kun de personer, ordningen er tiltænkt, visiteres til fleksjob.

I den forbindelse tyder flere praksisundersøgelser på at kommu­nernes visitation kan blive bedre[1]. Én af dem viser, at kommunerne særligt i sager, hvor personen ansættes i fleksjob på sin tidligere arbejdsplads, har fået tildelt fleksjob på et mangelfuldt grundlag.

I en samlet vurdering af fleksjobordningen konkluderer SFI dog, at fleksjob i vidt omfang tildeles de personer, som ordningen er til­tænkt. Derfor mener jeg ikke der er behov for de helt store ændringer i regelsættet angående fleksjob. Det er i højere grad administrationen af fleksjobordningen, der skal blive bedre.

Fleksjobordningen indeholder en række urimeligheder som indebærer, at fleksjobbere diskrimineres i forhold til andre grupper.

Efterlønsmodtagere opnår for eksempel en række fordele, hvis de venter med at gå på efterløn til 2 år efter efterlønsbeviset er udstedt. Det drejer sig blandt andet om optje­ning af skatte­fri præmie, lempet pensionsmodregning etc. Det er urimeligt, at fleks­ydelsesmodtagere ikke er omfattet af samme regel. I LO har vi tidligere foreslået, at:

• 2 års reglen skal også gælde for personer på fleksydelse.

Forslaget vil også medvirke til at øge tilbagetrækningsalderen blandt personer i fleksjob.

Ifølge gældende regler har tidligere deltidsansatte ikke ret til fleksjob på fuld tid. Reglen rammer urimeligt og kønsdiskriminerende blandt personer, der som følge af for eksempel børnepasning har valgt at være deltidsbeskæftiget, og nu, som følge af ændringer i for eksempel de familiemæssige forhold, ønsker at arbejde fuld tid. Jeg mener derfor, at man bør ændre reglerne, så:

• Alle har ret til et fuldtidsfleksjob.

Øget blus på revalideringen

Det har været hævdet, at det er et stort problem, at antallet af personer på førtidspen­sion er steget. Da helbredet forringes, jo ældre man bliver, er det klart, at flere ældre betyder flere på førtidspension. Hvis der tages højde for udviklingen i aldersfordelin­gen, viser LO’s analyse, at stigningen har været begrænset[2].

I stedet for at forringe førtidspensionsordningen mener jeg, at det vil være mere gavnligt at fokusere på fødekæderne til førtidspension, så vi ad den kanal kan mind­ske behovet for førtidspension.

Som led i førtidspensionsreformen blev der lagt større vægt på de aktivrettede foran­staltninger, f.eks. arbejdsprøvning og revalidering, ved ansøgning om førtidspension og fleksjob. Dette skete blandt andet ved at indføre en ny tilkendelsesregel, som betød, at førtidspension kun kan tilkendes, hvis alle beskæftigelsesmuligheder, herun­der ansættelse i fleksjob og forsøg på reva­lidering, er udtømte.

Revalidering er et effektivt værktøj til at få personer på kanten af arbejdsmarkedet i beskæftigelse. Der må således formodes at være en vis sammenhæng mellem brugen af revalidering og oprettelse af fleksjob samt tilkendelse af førtidspension. Jo flere personer, der gennemfører revalideringsforløb og dermed kommer i ordinært arbejde, desto mindre er behovet for fleksjob og eventuelt førtidspension.

Da revalidering er en midlertidig ydelse, er dette at foretrække frem for de permanen­te ydelser som førtidspension og fleksjob.

I LO’s årlige arbejdsmarkedsrapport satte vi derfor fokus på revalidering[3]. I den forbindelse undrede det mig, at revalideringsindsatsen har været konstant faldende siden regeringen tiltrådte. Antallet af personer på revalidering er således faldet fra 24.000 i 2001 til 14.000 i 2008. Samtidig med, at antallet af personer på revalidering er faldet, viser LO’s analyser, at der er sket et skifte fra personer med helt kort uddannelse til højere uddannede. Tendensen tyder på, at det er de relativt stærke­re personer, der revalideres nu i forhold til tidligere. 

Jeg tror, at man vil kunne mindske tilgangen til førtidspension og fleksjob, hvis man i fremtiden sætter øget blus på revalideringsordningen. Én af grundene til faldet i reva­lideringsindsatsen kan være lovgivningens bestemmelser om, at revalideringen ”skal være så kort som muligt”. Reglen indebærer, at specielt de kortuddannede ikke får den optimale revalidering. LO er enig i, at revalideringsforløb ikke skal være unød­vendigt lange. Omvendt kan et for kort revalideringsforløb resultere i, at den efterføl­gende be­skæftigelse ikke er varig og holdbar. LO har derfor tidligere stillet forslag om, at:

• Sætningen om kortest mulige revalideringsforløb udgår af loven.

Forslaget vil indebære, at socialrådgiverne – i samarbejde med borgeren – kan sam­mensætte mere hensigtsmæssige revalideringsforløb.

Man kunne også overveje at udvide målgruppen, ved at indføje i revalideringslovgiv­ningen, at målgruppen for revalidering også er personer, der har befundet sig i kon­tanthjælpssystemet i længere tid.

I LO’s arbejdsmarkedsrapport sammenlignede vi effekterne af revalidering med ef­fekterne af almindelig aktivering. Analysen viste, at revalidering er et langt mere ef­fektivt redskab til at bringe arbejdsløse i beskæftigelse. Også samfundsøkonomisk kan det betale sig. Hvis for eksempel 10 procent af fleksjobberne var blevet tilbudt revalidering, kunne de offentlige kasser have sparet 4,5 milliarder kroner, viste arbejdsmarkedsrapporten.

Jobs til førtidspensionister

Selv om man begrænser fødekæderne til førtidspension ved at følge ovenstående for­slag, vil der stadig være behov for job på særlige vilkår til gruppen af handicappede, der er tilkendt førtidspension.

Blandt de cirka 240.000 førtidspensionister i 2008 er der en vis del, der ønsker at ar­bejde, samtidig med, de modtager førtidspension. Der bør i den forbindelse eksistere velfungerende ordninger, der muliggør, at personer med begrænsninger i arbejdsev­nen, der vil og kan varetage et job med skånehensyn, får mulighed for det.

Grundlæggende mener jeg det skal være muligt at vælge en (delvis) aktiv tilværelse på arbejds­markedet, frem for at nøjes med passivt at modtage førtidspension.

Udviklingen i de formelle skånejob med statsligt løntilskud har dog desværre ligget konstant omkring 6.000 personer de seneste år. Det er hovedsageligt mænd, der be­nytter ordningen, idet 58 pct. af personerne i skånejob med løntilskud i 2008 var mænd - på trods af, at mændene udgør under halvdelen af målgruppen for ordningen. Det er vigtigt, at de kommunale sagsbehandlere er opmærksomme på denne kønsmæs­sige skævhed i arbejdet med at fremskaffe skånejob.

I LO har vi sammen med et analysebureau set på, hvorfor der ikke er blevet oprettet flere skånejob. Ét af resultaterne fra analysen er, at mange af førtidspensionisterne slet ikke er blevet tilbudt et skånejob af deres kommune. 84 procent af førtidspensio­nisterne svarede, at de ikke var blevet tilbudt et skånejob.

På den baggrund har LO foreslået, at der skal iværksættes en informationskampagne om ordningen for på den måde at øge kendskabet. En anden grund kan være, at det er for dyrt for kommunen at oprette skånejob, og derfor har LO foreslået, at tilskuddet til kommunerne til skånejob sættes op til 100 procent.

Det bedste er selvfølgelig når handicappede kommer i beskæftigelse på grund af kva­lifikationer, og ikke på grund af handicappet som sådan. Problemet kan dog nogle gange være, at man i ansættelsessituationen kommer til at fokusere for meget på de begrænsninger, der følger som følge af handicappet, hvilket kan udgøre en barriere for ansættelsen. Derfor er det vigtigt, at der eksisterer redskaber, der synliggør ansø­gerens jobrelevante kvalifikationer.

Målet om et mere inkluderende samfund kan kun nås, hvis vi alle sammen hjælper til. Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at sige, at i Fagbevægelsen stiller vi gerne op.

Afslutningsvis vil jeg ønske godt nytår med håbet om, at det næste år vil bringe øgede lige muligheder. Og så håber jeg naturligvis at politikerne vil se på nogle af de forslag LO har stillet til øget rummelighed på arbejdsmarkedet.