Vi kan ikke bare vente

VEJEN TIL FORANDRING går gennem erkendelsens krogede stier. Uden erkendelse sker den livgivende fornyelse, som alle samfund hungrer efter, ikke.

Forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen stillede engang spørgsmålet: Kan vi ikke gøre det lidt bedre? Det forhåbningsfulde svar lyder fra Præsident Obamas USA: Yes, we can!

I foråret 1968, da Martin Luther King betroede alle, at han havde en drøm, var der en hel del skeptikere, der havde svært ved at forestille sig, at de - i deres levetid - skulle opleve en sort præsident i Det Hvide Hus. Men det skete, fordi et flertal af de amerikanske vælgere ved præsidentvalget i 2008 turde erkende, at de troede på drømmen om den sorte præsident i det hvide hus.

I datidens Danmark - i 1968 - havde mange personer med handicap ikke mulighed for at opleve ungdomsoprøret ved selvsyn eller gennem personlig erfaring.  Mange personer med handicap levede dengang et helt liv i særforsorgens afsondrede parallelverden. Særforsorgen var, set med mine øjne, et af de sorteste kapitler i danmarkshistorien.

NEDLÆGGELSEN AF SÆRFORSORGEN, hvor kommunerne fra 1. januar 1980 overtog opgaveløsningen, var tænkt som et kvantespring fremad. Slutningen af halvfjerdserne og firserne var kendetegnet ved en ukuelig optimisme på handicapområdet. Nu skulle alle med på vognen.

Mange personer med handicap greb med ny lovgivning i hånden op gennem firserne de nye forbedrede muligheder for at tage en uddannelse – uanset om drømmen var at blive håndværker, lægesekretær eller fuldføre en lang videregående uddannelse.

Men kvantespringet på arbejdsmarkedet lader vente på sig.

Regeringen indførte 1. januar 2005 et diskriminationsforbud på arbejdsmarkedsmarkedet; det omfatter naturligvis også arbejdsstyrkens personer med handicap. Jeg har desværre set flere konkrete eksempler på, at diskriminationsforbuddet ikke bliver håndhævet i tilstrækkelig grad.

DA REGERINGEN I MARTS 2009 sendte lovforslaget vedrørende ratificeringen af FN’s Handicapkonvention i høring læste jeg høringslisten med stor interesse. Lad det være sagt med det samme: Ikke et negativt ord om dem, der var på listen, men stor var min undren: Hvor var arbejdsmarkedets parter?

Var der tale om en forglemmelse fra det nu hedengangne Velfærdsministeriums side? Var der tale om, at man allerede anså personer med handicap for fuldt integrerede på arbejdsmarkedet? Var der tale om, at man måske forventede, at langt de fleste personer med handicap ikke ville være tilstrækkeligt attraktive for arbejdsmarkedets parter?  Eller var der tale om berøringsangst, myter og vanetænkning? Svaret svæver i det uvisse.

Ove Korsgaard skriver i indledningen til sin bog Kampen om lyset: Myter er i koncentreret form en fortælling om samfundets værdigrundlag; og ritualer er en dramatisering af dette grundlag.

Var det faktum, at arbejdsmarkedets parter ikke var opført på Velfærdsministeriets høringsliste forud for ratifikationsprocessen af FN’s Handicapkonvention et ubevidst udtryk for den sejlivede myte fra særforsorgens tid? Myten om, at personer med handicap har bedst af at blive afskærmet fra normalsamfundet og dermed også arbejdsmarkedet og hverdagens stress og jag. Var det myten, der i et kort, uopmærksomt øjeblik fik lov til at stikke hovedet frem fra glemslen?

DEN MEST EFFEKTIVE VEJ til hurtig, livslang integration i Danmark går gennem uddannelsessystemet eller gennem arbejdsmarkedet og fastholdelse af et job. Vigtigheden af at have et fast og rimeligt arbejde er i højsædet i flygtninge- og indvandrepolitikken, hvad enten læseren af denne jubilæumsstafet bryder sig om det eller ej.

Jeg efterlyser øget bevågenhed fra regeringen og arbejdsmarkedets parter over for personer med handicap. Retten og pligten til at bidrage til samfundet gennem et værdigt arbejdsliv med kollegialt fællesskab kan og skal ikke overlades til kommunerne alene. De fleste kommuner trænger til at blive kraftigt udfordret af regeringen og arbejdsmarkedets parter, så alle personer med handicap – der kan – også får mulighedsbetingelser for at bidrage efter evne til samfundet. Sidegevinsten er forøget livskvalitet for den enkelte og deres familier.

Kvaliteten af den service, personer med handicap møder i forsøget på at komme ind på arbejdsmarkedet, er af meget svingende kvalitet, alt efter den enkelte kommunes serviceniveau og forståelse for den enkeltes situation. Et virvar af tidsler er skudt op. Kommuner med hver deres praksis i det enkelte jobcenter. Konsulentfirmaer, der tjener godt på forløb, hvor fremdriften eller resultatet er mere end tvivlsomt.

Jeg ønsker mig en ny model for match mellem arbejdsmarkedets parter. Lad fremtidens beskæftigelsespolitik aflive de uendelige forløb og myter, der i høj grad fastholder personer med handicap i en fastlåst situation på arbejdsmarkedets parkeringsplads. Tit kan man få den ubehagelige mistanke, at personer med handicap bliver klientgjort, nærmest med det formål at sikre, at de kommunale forvaltninger og jobcentre vedbliver med at have store sagsmængder.

ERHVERVSFREKVENSEN FOR PERSONER MED HANDICAP er betydeligt lavere i forhold til personer uden handicap. Diskriminationsforbuddet pr. 1. januar 2005, der forbyder både direkte og indirekte diskrimination på arbejdsmarkedet af personer med handicap, har desværre ikke medført en markant stigning i erhvervsfrekvensen. Men der skimtes lys forude.

Med FN’s handicapkonvention får vi i dansk ret tillige et generelt diskriminationsforbud. Det betyder i praksis, at kolleger til personer med synlige handicap ikke længere skal frygte for lovligt at blive bortvist fra f.eks. restaurationsmiljøet. Så mangler vi blot, at Danmark ratificerer tillægsprotokollen. Læseren har rig mulighed for bl.a. at lade sig inspirere af FN-konventionsteksten, særligt i artikel 24, artikel 27 og artikel 28.

I FREMTIDENS HANDICAPPOLITIK på beskæftigelsesområdet skal arbejdsmarkedets parter i højere grad end det sker i dag forpligtes til at tage udfordringen op over for kommunerne, så personer med handicap får ligeværdige, konkrete muligheder for, at blive integreret på arbejdsmarkedet.

Personer med handicap, der er medlem hos arbejdsmarkedets parter, skal have mulighed for frit valg. Frit valg til at vælge at få hjælp til at blive integreret på arbejdsmarkedet af enten arbejdsmarkedets parter eller det kommunale jobcenter. Der skal naturligvis være vandtætte skotter mellem den nye indsats og de klassiske opgaver, som arbejdsmarkedets parter allerede har tradition for at løse.

Fremtidens handicappolitik skal – hvis den skal leve op til min ønskeseddel – naturligvis også sikre, at arbejdsmarkedets parter får tilført de fornødne økonomiske midler til varetage opgaveløsningen. Midler som udmærket kan hentes hos kommunerne. Pengene skal følge den enkelte person med handicap.

HVAD SKAL DER UD OVER LOVGIVNING TIL, for at kulturmødet på arbejdsmarkedet bliver en succes? Det altoverskyggende problem er for mig at se et erkendelsesproblem.  Victor Borge og Søren Kierkegaard er her gode inspirationskilder. Victor Borge sagde det så smukt: ”En fremmed er en ven, du bare ikke har mødt endnu”.

Langt den overvejende del af arbejdsstyrken opfatter deres arbejdsliv som en væsentlig eller måske endda den væsentligste del af deres identitet. Hvis arbejdsmarkedets parter erkender, at man gerne selv vil have en chance til - hvis man midt i finanskrisen skulle blive ramt af massefyringer - så ligger vejen åben for at udvise mod til at turde.  "At turde er at miste fodfæstet for en stund, ikke at turde er at miste sig selv for livet", sagde Søren Kierkegaard for mere end 150 år siden.

Vi er nødsaget til at erkende, at selve erkendelsen af, at vi kan integrere personer med handicap bedre, er en forudsætning for at gøre en positiv forskel, ellers snyder vi os selv og hinanden. Vi skal erkende, at vi kan gøre det ikke bare lidt, men ligefrem meget bedre, og vise at vi har tilstrækkeligt mod til at turde forandre praksis.

MIT BUD PÅ FREMTIDENS HANDICAPPOLITIK på beskæftigelsesområdet er en stor udfordring, men det har udvikling altid været. Tænk bare på kampen for kvinders valgret og kvindelige studerende på universiteterne. Nielsine Mathilde Nielsen (1850 -1916) havde læst i avisen, at kvinder i USA havde fået adgang til at studere til læge. Inspireret heraf ansøgte hun Kultusministeriet om tilladelse til at studere ved det medicinske fakultet. Fakultetet frarådede at imødekomme ansøgningen. Men den 5. oktober 1874 vedtog en majoritet af den akademiske lærerforsamling at godkende ansøgningen. Den 25. juni 1875 gav en kgl. forordning kvinder ret til at ”erhverve akademisk borgerskab”, med undtagelse af teologiske studier, hvortil kvinder først fik adgang i 1905.

Vi kan ikke bare vente og overlade integrationen af personer med handicap på arbejdsmarkedet til den uensartede service ude i kommunerne. Lad os i stedet give hinanden mulighed og plads til at gro, erkende, turde og udvikles i et tiltrængt og ligeværdigt kulturmøde på arbejdspladserne.

For nu at citere den sidste stafetartikel, så er det først og fremmest fronesis - dvs. visdom eller eftertanke - der skal til, når livet mennesker imellem skal lykkes. Vi skal turde erkende og udvise mod til at handle. Vi skal sige: Yes We Can, når vi mødes på arbejdsmarkedet.

--- --- ---

Birgit Drejer er retssikkerhedskonsulent og Cand.scient. adm. Derudover er Birgit Drejer medlem af Hovedbestyrelsen i DJØF, hvor Birgit repræsenterer Forbundets arbejdssøgende medlemmer. Holdningerne i denne jubilæumsstafet er forfatterens private og dækker ikke nødvendigvis Forbundets holdning.