Indledning

Handlinger tilknyttet webside
« Forrige side | | Næste side »   Side 3/12

Det nye kommunale valgår begynder den 1. januar 2010. Det betyder, at det er året, hvor de kommunale lovpligtige råd skal konstitueres for en ny fireårig periode.

Det drejer sig om det lokale beskæftigelsesråd (LBR), klagerådet og handicaprådet, hvor DH har medlemmer. Hertil kan komme andre lokale råd, udvalg og bestyrelser, som følger valgperioden, og hvor DH også er repræsenteret (f.eks. oplysningsudvalg, frivillighedsråd m.m.).

DH centralt har gennem det seneste halve år opsamlet erfaringer med de kommunale råd for og DH's repræsentation heri. DH her herved hentet inspiration til den proces, afdelingerne skal i gang med, når de skal indstille repræsentanter til de nye råd. Alle erfaringer siger, at det er altafgørende at man får sammensat det rigtige hold til de eksterne repræsentationer for at opnå den indflydelse lokalt, som vi arbejder for. Men netop indstillinger til de forskellige repræsentationer kan være en meget svær proces. Den kan give anledning til frustrationer og uenigheder i afdelingen, da udpegningsprocessen kan være personfølsom. Derfor håber vi med denne køreplan at komme disse udfordringer i forkøbet og hjælpe afdelingerne til en god proces.

Vi har opsamlet erfaringerne og på baggrund heraf udarbejdet denne køreplan, som - dels indeholder forslag til, hvilke initiativer afdelingen kan tage i forbindelse med forberedelserne - dels indeholder en tidsramme for processen med indstillingerne.

Som tillæg finder du sidst i køreplanen beskrivelser af de tre råd (LBR, klageråd og handicapråd) - om udpegninger, krav, opgaver m.m. Herefter følger uddrag af ligestillingsloven og vejledningen til handicaprådet. Endelig finder du DH's medlemsorganisationer inddelt i grupperinger samt henvisning til relevante materialer for de kommende repræsentanter.

Af afdelingsvedtægten fremgår det om lokale repræsentationer:

§ 6 Stk. 11. Forretningsudvalget udpeger, efter indstilling fra de tilsluttede medlems-organisationer, repræsentanter og suppleanter til kommunale eller fælles-kommunale råd, nævn eller udvalg. Såfremt der ikke er noget forretningsudvalg, træffes beslutninger om udpegelse af repræsentanter og suppleanter på et bestyrelsesmøde eller årsmødet, efter oplæg fra formanden. En indstillet person kan kun opstilles af én og samme organisation lokalt, regionalt og nationalt i DH.

Stk. 12. Ved udpegelse af repræsentanter til det kommunale handicapråd skal der sikres en bred repræsentation fra de forskellige hovedgrupperinger i DH. DH's forretningsudvalg udarbejder retningslinier herfor.

Du kan læse mere om indstillinger i afdelingshåndbogen: http://www.handicap.dk/tillidsfolk/afdelingerne/notater

Har afdelingen brug for støtte og rådgivning i forbindelse indstillinger til de kommunale råd, er I altid velkomne til at kontakte organisationskonsulenterne i DH.

Søg