Bilag 3: Handicaprådet
Handlinger tilknyttet webside
Udpegninger
Det fremgår af lovgivningen at handicaprådet virker i en fireårig periode, svarende til de kommunale råds valgperiode, dog således at medlemmerne fungerer indtil nye medlemmer indstilles eller udpeges. Den nyvalgte kommunalbestyrelse skal holde sit konstituerende møde i perioden 1.-15. december 2009. Her skal kommunalbestyrelsen vælge medlemmer til udvalg mv. Valgene har virkning fra kommunalbestyrelsens funktionsperiode.
Handicaprådets formål og opgaver
De kommunale handicapråd blev lovpligtige fra 1. april 2006 i forbindelse med kommunalreformen. Kommunalbestyrelsen nedsætter handicaprådet. Handicaprådets opgave er at rådgive kommunalbestyrelsen i handicappolitiske spørgsmål og formidle synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører mennesker med handicap.
Kommunalbestyrelsen skal ifølge retssikkerhedsloven høre handicaprådet over alle initiativer, som har betydning for mennesker med handicap. Ifølge bekendtgørelsen kan rådet behandle alle lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører mennesker med handicap. Handicaprådet kan selv tage spørgsmål af mere generel karakter op til drøftelse og komme med forslag til politiske såvel som administrative initiativer. Handicaprådet kan ikke behandle spørgsmål om enkeltpersoners forhold, herunder personalesager eller konkrete klagesager.
Handicaprådets sammensætning
Det er kommunalbestyrelsen, der fastsætter handicaprådets størrelse. Handicaprådene skal bestå af tre til syv medlemmer af handicaporganisationerne i kommunen udpeget efter indstilling fra DH og ligeledes tre til syv medlemmer udpeget af kommunalbestyrelsen, heraf et antal af dens medlemmer. Det vil sige, at den kommunale repræsentation i rådet kan bestå af udelukkende repræsentanter for kommunalbestyrelsen eller både kommunalbestyrelsesmedlemmer og embedsmænd.
Handicaprådet skal sammensættes bredt, så medlemmerne repræsenterer forskellige handicapgrupper og forskellige sektorer i kommunen, herunder både voksne og børn med handicap. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at lokale handicaporganisationer eller grupperinger uden for DH skal være repræsenteret i handicaprådet. Antallet af medlemmer, som repræsenterer lokale handicaporganisationer eller grupperinger kan ikke overstige antallet af medlemmer, som er udpeget efter indstilling fra DH.
Endvidere udpeges en personlig stedfortræder for hvert medlem af rådet, som skal deltage i rådets møder ved det ordinære medlems forfald. Handicaprådene udpeger ifølge bekendtgørelsen selv sin formand og fastsætter selv sin forretningsorden. Derudover skal kommunalbestyrelsen i fornødent omfang yde sekretariatsmæssig bistand til handicaprådet.
Det skal DH-repræsentanten kunne
DH-repræsentanten varetager handicapområdet meget bredt i handicaprådet. Her rådgiver man om alle emner, som har betydning for borgere med handicap. Dette på tværs af alle forvaltninger i kommunen. Medlemmet bidrager med viden og erfaringer om alle handicapgrupper.
Der bør derfor lægges vægt på
At medlemmet har en forståelse for dets rådgivende funktion
At medlemmet har kendskab til alle handicapgrupper og varetager de fælles interesser
At medlemmet har en bred viden om de forskellige fagområder, fx uddannelse, arbejde, børn og unge, fritid og kultur osv.
At medlemmet har personlig gennemslagskraft til at trænge igennem med DH's holdninger og synspunkter i rådet
At medlemmet har forståelse for at have en overordnet tilgang til rådgivningen og ikke går ind i enkeltsager
At medlemmet er indstillet på at deltage i DH afdelingens aktiviteter, herunder formøder og opfølgning på møderne i handicaprådet, og dermed være á jour med afdelingens holdninger og fokusområder.
