Share |
Forside | Dokumenter | Publikationer/pjecer | Køreplan for afdelingernes indstillinger til kommunale råd 2009/10 | Bilag 4: Retssikkerhedsvejledningen om udpegninger til handicaprådet

Bilag 4: Retssikkerhedsvejledningen om udpegninger til handicaprådet

Handlinger tilknyttet webside
« Forrige side | | Næste side »   Side 9/12

326. I medfør af § 44 i bekendtgørelsen sammensættes handicaprådene ud fra lokale forhold og består af 3-7 medlemmer fra handicaporganisationerne i kommunen udpeget efter indstilling fra De Samvirkende Invalideorganisationer og 3-7 medlemmer udpeget af kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen udpeger sine repræsentanter blandt medlemmer af kommunalbestyrelsen, repræsentanter fra forvaltningen eller andre ansatte i kommunen. Ansatte i selvejende institutioner eller andre private leverandører, som udfører relevante opgaver for kommunen, kan også udpeges til medlemmer af handicaprådet. Kommunalbestyrelsen kan således ikke udpege enkelte borgere eller lokalpolitikere, der ikke er medlemmer af kommunalbestyrelsen. Suppleanter til et kommunalbestyrelsesmedlem vil således ikke kunne udpeges til medlemmer af handicaprådet. Medlemmer af kommunalbestyrelsen skal indgå i handicaprådet med et eller flere medlemmer. I forbindelse med udpegningen af medlemmer til handicaprådet skal kommunalbestyrelsen sikre sig, at handicaprådet sammensættes således, at medlemmerne repræsenterer forskellige handicap. Kommunen kan ikke beslutte, at handicaprådet skal have færre en 3 medlemmer eller flere end 7 medlemmer, som repræsenterer henholdsvis handicaporganisationerne i kommunen og kommunalbestyrelsen, da antallet af medlemmer af handicaprådet er reguleret i loven.

Da handicaprådet skal beskæftige sig med alle spørgsmål af betydning for mennesker med handicap på tværs af sektorer, bør kommunen sikre, at repræsentanterne for kommunalbestyrelsen i handicaprådet kan repræsentere flere forskellige sektorer, fx transportområdet, sundhedsområdet mv.

Kommunalbestyrelsen kan ikke delegere sin kompetence til at udpege medlemmer til handicaprådet til andre.

 

327. Kommunalbestyrelsen bestemmer antallet af medlemmer af handicaprådet. Efter § 45 i bekendtgørelsen skal handicaprådet sammensættes således, at handicaporganisationernes medlemmer udgør samme antal medlemmer som medlemmer udpeget af kommunalbestyrelsen. Der skal således være lige mange medlemmer af handicaprådet, som repræsenterer kommunalbestyrelsen som medlemmer, der repræsenterer handicaporganisationerne.

Kommunalbestyrelsen kan efter bekendtgørelsens § 44, stk. 5, kun udpege medlemmer indstillet af De Samvirkende Invalideorganisationer, som har bopæl i kommunen. Hvis det indstillede medlem ikke har bopæl i kommunen, skal kommunalbestyrelsen afvise at udpege den pågældende. Fraflytter et medlem kommunen, indtræder stedfortræderen i handicaprådet, og der skal udpeges en ny personlig stedfortræder.

Det er kun medlemmet af handicaprådet, som skal have bopæl i kommunen. Det er således uden betydning, om handicaporganisationen har hjemsted eller et kontor i kommunen.

Kommunalbestyrelsen kan ikke afvise at udpege et indstillet medlem, som opfylder de formelle betingelser for medlemskab af handicaprådet.

Der skal efter § 44, stk. 3, også udpeges en personlig stedfortræder for hvert medlem af rådet. Det er ikke udelukket, at en person kan være stedfortræder for flere medlemmer af handicaprådet. Når der er tale om repræsentanter for handicaporganisationerne, bør stedfortræderen i videst muligt omfang alene være personlig stedfortræder for ét medlem. Er det ikke muligt at få udpeget et tilstrækkeligt antal personlige stedfortrædere, kan denne person tillige være personlig stedfortræder for et andet medlem.

Søg