Share |
Forside | Dokumenter | Publikationer/pjecer | Lokalavisen | LokalAvisen 1/10 (Januar)

LokalAvisen 1/10 (Januar)


DH's LokalAvis 1/10

Elektronisk nyhedsbrev, udsendt til alle DH's lokale tillidsrepræsentanter (med en mail-adresse). Januar 2010. Se tidligere numre her: www.handicap.dk/nyheder/lokalavisen

Indhold:

Har din DH afdeling haft besøg af konventionspiloterne?

Konventionen er for os alle og er et godt og uundværligt redskab for det fremtidige handicappolitiske arbejde lokalt. Derfor bør alle aktive i DH lokalt kende til handicapkonventionen. Og det er ikke nok kun at kende til den - den skal også kunne bruges aktivt som en del af den handicappolitiske argumentation i dialogen med kommunen og andre parter.

Konventionspiloterne har nu været på besøg i 22 DH afdelinger og flere besøg er planlagt i det nye år. Men stadig mangler rigtig mange afdelinger at få besøg af konventionspiloterne, så de kan hjælpe afdelingerne i gang med at bruge konventionen som et aktivt instrument. Når 2010 er gået, er vores mål, at alle afdelinger har haft besøg konventionspiloterne.

Så har I endnu ikke afholdt et sådant arrangement, kunne det være en del af jeres handlingsplan for 2010. Måske er I flere afdelinger, der kan gå sammen om at arrangere et besøg? Det har man gjort flere steder. På hjemmesiden om konventionspiloterne kan du se, hvor der endnu ikke har været afholdt pilotbesøg: www.handicap.dk/konventionspiloterne. Her kan du også se, at I kan kontakte Dorthe Stief (dsc@handicap.dk), hvis I vil booke et pilotbesøg.

Nordjysk protest gav resultater

Rigtig mange afdelinger oplever frustrationer over nedskæringer på udgifterne til de specialiserede tilbud på handicapområdet. Kommunerne mener at udgifterne til området vokser alt for meget. Det betyder generelle nedskæringer mange steder i landet.

I Nordjylland besluttede kommunerne i fællesskab at spare fem procent på alle specialiserede tilbud, og pressede samtidig regionen til at foretage samme besparelse på de regionale institutioner og tilbud. Det fik DH-afdelingerne i Nordjylland til at gå sammen om at protestere.

DH-afdelingerne skrev til samtlige af regionens borgmestre, hvor de på det skarpeste tog afstand fra de planlagte nedskæringer og opfordrede alle regionens borgmestre til at få stoppet spareplanerne, både i egen kommune og i regionen. Derudover skrev DH-afdelingerne til pressen. Det gav en fyldig omtale og en række artikler om nedskæringerne - halvanden uge inden kommunevalget.

DH-afdelingerne i Region Nordjylland mødte en vis forståelse fra regionens politikere, der på et regionsrådsmøde d. 26. november 2009 besluttede, at de fem procents nedskæringer, kun blev til 4,2 procent - og at nedskæringerne ikke bare blev generelle, men rettet derhen, hvor de gjorde mindst ondt.

Opfordring fra regnskabsafdelingen

Cirka halvdelen af afdelingerne har valgt at lade DH centralt varetage økonomifunktionen. I praksis indebærer dette, at når en afdeling har afholdt en udgift, så indsender den udgiftsbilaget til DH's regnskabsafdeling, som så overfører pengene til den person, som skal have pengene refunderet.

Vi hører nu fra regnskabsafdelingen, at den desværre ofte oplever, at der mangler vigtige oplysninger på de bilag, som indsendes. Det betyder, at regnskabsafdelingen skal bruge unødig meget tid på at fremskaffe disse oplysninger efterfølgende.

Så derfor vil vi opfordre de af jer, som indsender bilag til os, om at være lidt mere omhyggelige. For eksempel skal det fremgå HVILKEN afdeling bilaget kommer fra. Husk også at oplyse om det RIGTIGE kontonummer, som vi skal overføre pengene til. På forhånd tak for hjælpen.

Og nu vi er ved økonomien…

Så fik I forhåbentlig jeres budget for 2010 færdigt og godkendt af jeres bestyrelse inden den 1. december. Flere har spurgt, om de godkendte budgettet skal indsendes til DH centralt. Det er ikke nødvendigt, da budgettet er jeres lokale styringsredskab - vi har kun brug for at få årsregnskaberne. Men I kan lægge budgettet på afdelingens hjemmeside, så kan vi altid gå ind og kigge, hvis vi har brug for det.

Netredaktører mangler noget at redigere

Som det fremgår af kalenderen sidst i LokalAvisen, afholdes der midt i januar kurser for afdelingernes hjemmesideredaktører. Der er tale om begynderkurser, men med plads til, at de lidt viderekommende også kan lære noget nyt.

Vi har i det sidste års tid haft glæde af Anne-Sophie Fabricius, der har hjulpet de redaktører, der havde behov for hjælp og gode råd. Anne-Sophie vil også være med på kurserne her i januar, men derefter slutter hun i informationsafdelingen og bliver fuldtidskonsulent i ulandsafdelingen.

Anne-Sophie har i november og december ringet rundt til de afdelinger, hvis hjemmesider ligger ubrugte hen. En del steder fik kontakt med en lokale netredaktør, som forklarede, at vedkommende desværre aldrig modtog dokumenter fra afdelingen. Hverken indkaldelser, referater, handlingsplaner, årsberetninger eller budgetter. Og derfor er der intet nyere indhold på afdelingens hjemmeside.

Derfor hermed en opfordring til, at I får sendt alle afdelingens dokumenter til hjemmesideredaktøren. Dermed får afdelingen selv et fælles arkiv, og alle borgere i kommunen får mulighed for at orientere sig om DH's mål og virke. Hvem ved, måske får I dermed fat i nogle kommende aktive til afdelingen?

HUSK, når I sender netredaktøren et Worddokument, at der ikke må være tabeller i jeres referater mv. Det gør teksten svær tilgængelig for jeres blinde tillidsrepræsentanter - og det skaber problemer på hjemmesiden.

Ændret bemanding og opgavedeling i sekretariatet

DH's afdelinger et de seneste fire år blevet serviceret af organisationskonsulenterne Dorthe Stief Christensen og Henrik Søndergaard, som har bistået med stort og småt. De to delte Danmark imellem sig, da Dorthe havde kontor i Århus.

Grundet to lykkelige omstændigheder, så ændrer vi nu på både bemandingen og på opgavefordelingen. Dorthe er flyttet fra Århus til Ølstykke på Sjælland. Hun fortsætter heldigvis i DH, og har nu fået kontor på DH's sekretariat, hvor hun og Henrik sammen vil servicere afdelingerne på Sjælland OG Fyn.

Samtidig har DH's ledelse ønsket at opprioritere det lokale arbejde, og det betyder, at vi nu har ansat en afløser for Dorthe i Jylland, nemlig Helle Bervig. Helle vil have base på DH's kontor i MarselisborgCentret i Århus, og vil derfra servicere de jyske afdelinger.

Helle er ny i DH sammenhæng, men er allerede ved at komme godt ind i tingene. Hun og Dorthe har haft et par uger sammen på kontoret i Århus, så der har været en god og grundig opgaveoverdragelse. Helle vil naturligvis deltage på formandsmøderne i Jylland her til januar, således at I alle får lejlighed til at møde hende - så tag godt imod hende.

Status er altså, at der nu er tre organisationskonsulenter til at servicere afdelingerne. Dorthe og Helle er ansat på nedsat tid, så hvis I ikke lige kan få fat i den ene, så prøv den anden - eller Henrik, som stadig både taler og forstår jysk. Aftalen er, at de alle bakker hinanden op, også selv om en opgave ligger uden for det geografiske område, konsulenten som udgangspunkt dækker.

Helle Bervig: hb@handicap.dk, direkte tlf.: 8636 1777.

Dorthe Stief Christensen: dsc@handicap.dk, direkte tlf.: 3638 8544.

Henrik Søndergaard: hs@handicap.dk, direkte tlf.: 3638 8508.

Adressekartotek

Herudover har vi også flyttet rundt på opgaven med at vedligeholde vores centrale adressekartotek, så de oplysninger, der står på jeres hjemmeside under fanebladet Tillidsfolk bliver ajourført.

Det har hidtil været sådan, at I skulle sende jeres rettelser til Karin Friis Trebbien - det skal I ikke længere. Det er nu i stedet Linda Frost Helio, der tager sig af vedligeholdelsen. Og fremover skal adresseændringer mv. indsendes til adresser@handicap.dk

Afdelingskalender

Følg også med på kalenderen på www.handicap.dk/kalender

Formandsmøder 2010

For formænd i DH's afdelinger:

Region Sjælland den 9. januar 2010 på Scandic Ringsted

Region Hovedstaden den 10. januar 2010 på Scandic Hvidovre

Region Nordjylland den 22. januar 2010 i Aalborg Kongres & Kultur Center

Region Midtjylland den 23. januar 2010 på Scandic Århus.

Region Syddanmark den 24. januar 2010 på Scandic Kolding.

Regionale kurser 2010

For repræsentanter i handicapråd og lokale beskæftigelsesråd:

Region Hovedstaden I - 25. februar 2010 på Scandic Hvidovre

Region Sjælland - 27. februar 2010 i Ringsted Kongres Center

Region Hovedstaden II - 28. februar 2010 på Scandic Hvidovre

Region Nordjylland - 19. marts 2010, placering ikke på plads

Region Midtjylland - 20. marts 2010 i Vildbjerg Sports- og Kulturcenter

Region Syddanmark - 21. marts 2010 på Scandic Kolding

Alle kurser holdes fra kl. 10-16.

Kurser for netredaktører

Vest 1: Fredag den 15. januar. Vest 2: Lørdag den 16. januar. Begge kurser på Hjælpemiddelinstituttet, P.P.Ørums Gade 11, Bygning 3, 1. sal, 8000 Århus C.

Øst 1: Søndag den 17. januar. Øst 2: Mandag den 18. januar. Begge kurser hos DH, Kløverprisvej 10 B, 2650 Hvidovre.

Alle fire kurser holdes fra kl. 10 - 16.

Handlinger tilknyttet webside
Søg