Socialpolitisk Nyt fra DH, 7.1.2009
7. januar 2009
Som introduceret i november 2008 vil der fremover blive udsendt løbende nyheder på det sociale område via dette nyhedsbrev ”Socialpolitisk Nyt fra DH”. Ikke med et fast interval eller et fast antal nyheder, men når der er en nyhed. Her følger nyheder om:
-
Merudgifter efter servicelovens § 100
-
Borgerstyret Personlig Assistance (BPA)
-
Landsorganisationen Borgerstyret Personlig Assistance (LOBPA)
Merudgifter efter servicelovens § 100
Hold øje med udviklingen
De ændrede regler trådte i kraft pr. 1. december 2008. Som omtalt i Socialpolitisk Nyt den 25. november 2008 havde Ankestyrelsens og den kommunale praksis udviklet sig restriktivt i forhold til, hvem der kan modtage merudgifter. Stik imod intentionerne med bestemmelsen. Problemet var, at kommunerne anvendte Ankestyrelsens principafgørelse C-27-07 til at frakende borgere merudgifter efter servicelovens § 100 eller give afslag på borgeres ansøgninger om merudgifter. I den afgørelse mener Ankestyrelsen ikke, borgeren tilhører personkredsen for merudgifter, fordi der ikke er iværksat betydelige hjælpeforanstaltninger. På trods af, at personen har handicapbil, kørestol og fleksjob.
Målet med lovændringen og den nye vejledning, som nu er udsendt, er derfor at præcisere, at der ikke skal stilles så skrappe krav, som det er sket i Ankestyrelsens afgørelse. Problemet er blot, at Ankestyrelsen ikke har trukket den famøse afgørelse C-27-07 tilbage. På trods af Folketingets klare udmeldinger om, at praksis skal ændres i overensstemmelse med lovens intentioner. Ankestyrelsens afgørelse er specifikt nævnt i bemærkningerne til lovændringen. Det har nogle kommuner opdaget. De træffer derfor fortsat afgørelse med henvisning til C-27-07 på trods af lovændring og ministeriets præciseringer i ny vejledning. Det vil sige, de modarbejder Folketingets bestræbelser på at bringe praksis i overensstemmelse med lovgivningens intentioner.
Derfor er der al mulig grund til at gøre en indsats for, at kommunerne overholder Folketingets beslutninger og sikre, at kommunerne følger vejledningen. Lovens forarbejder indgår i vejledningen og skal derfor overholdes. DH hører gerne fra jer om de konkrete sager. Det er vigtigt, vi i fællesskab kan samle op på erfaringerne med de ændrede regler.
Borgerstyret Personlig Assistance (BPA)
Fra 1. januar 2009 bevilges der Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) efter servicelovens §§ 95 og 96. BPA erstatter begreberne ”kontant tilskud til selv at ansætte hjælp” (95, stk. 2) og ”hjælpeordning” (§ 96).
DH har tidligere informeret om ændringerne i DH´s Nyhedsbrev. Væsentligt i forhold til de nye regler er, at borgere med BPA fra 1. januar 2009 har mulighed for at overdrage arbejdsgiveransvaret til en pårørende, en forening eller en privat virksomhed. Borgeren skal selv kunne være arbejdsleder. Derudover er der ikke længere krav om et højt aktivitetsniveau og endelig kan kommunerne bevilge BPA, hvis de finder, det er den bedste løsning.
Problemet er imidlertid, at reglerne om, hvordan tilskuddet skal udmåles ikke er på plads endnu. Hverken bekendtgørelse eller vejledning er færdigudarbejdet. Med satspuljeaftalen for 2009 er der afsat midler til at indføre bindende regler for udmåling af tilskuddet til BPA for at sikre ensartede og rimelige løn- og ansættelsesvilkår for handicaphjælpere. Men lovgivningen herom er endnu ikke på plads.
Det betyder, at lovgivningen om BPA har virkning fra 1. januar 2009, mens reglerne for, hvordan tilskuddet til BPA skal udmåles, endnu ikke er på plads. Det kan derfor i praksis blive vanskeligt for både borger og kommuner at agere i dette tomrum. Velfærdsministeriet har før jul informeret kommunerne om situationen
Det er vigtigt at slå fast, at alle hidtidige hjælpeordninger fortsætter automatisk som BPA fra 1. januar 2009. Derfor er der ingen grund til at kontakte kommunen om de nye regler, hvis man allerede har en hjælpeordning, da kommunerne sandsynligvis ikke ved ret meget om BPA endnu.
Servicestyrelsen gennemfører i løbet af foråret en række informationsmøder om BPA. Se nærmere herom via dette link: http://www.servicestyrelsen.dk/wm148906
Landsorganisationen Borgerstyret Personlig Assistance (LOBPA)
DH har tidligere informeret om oprettelsen af LOBPA, der er en organisation af og for borgere med BPA, som DH støtter aktivt op om. Organisationen skal på et medlemsbaseret, demokratisk og non-profit grundlag tilbyde at varetage arbejdsgiverfunktionen for borgere med BPA.
LOBPA er under opbygning og gennemfører i løbet af februar og marts informationsmøder rundt omkring i landet. Følg med i LOBPA´s aktiviteter på www.LOBPA.dk. Blandt andet gennemfører LOBPA en stiftende generalforsamling i løbet af foråret 2009.
Man kan melde sig ind i LOBPA allerede nu, hvis man enten har en BPA eller forventer at søge BPA. LOBPA tilbyder at overtage arbejdsgiveransvaret fra 1. juni 2009.
------- ---------- ---------
Socialpolitisk Nyt fra DH
ved Kirsten Plambech, socialpolitisk konsulent i Danske Handicaporganisationer
Notater, notitser og analyser vil under overskriften Socialpolitisk Nyt fra DH
blive publiceret på www.handicap.dk/dokumenter/publikationer/socialpolitisk-nyt.
Du kan følge med ved at abonnere på ”Nyt fra hjemmesiden” - marker emneordet socialpolitik. Se www.handicap.dk/nyheder/abonnementer.
