Share |
Forside | Dokumenter | Publikationer/pjecer | Socialpolitisk Nyt fra DH | Socialpolitisk nyt fra DH, 30.01.09

Socialpolitisk nyt fra DH, 30.01.09


30. januar 2009

Sag 09/24 - Dok. 1224/09 /KP

Der udsendes løbende nyheder på det sociale område via dette nyhedsbrev ”Socialpolitisk Nyt fra DH”. Ikke med et fast interval eller et fast antal nyheder, men når der er en nyhed.

Her følger nyheder om:

  • Henvendelse til de regionale udviklingsråd om ”Tilbud til personer med erhvervet hjerneskade”.

  • Bliv på dit plejecenter! DH henvendelse til Folketingets socialudvalg om en afgørelse fra Ankestyrelsen.

  • Definition af forbrugsgode. DH henvendelse til Folketingets socialudvalg om en afgørelse fra Ankestyrelsen.

  • Servicestyrelsen afholder informationsmøder om Borgerstyret, Personlig Assistance (BPA).

Særligt tema i udviklingsrådene: “Tilbud til personer med erhvervet hjerneskade”

”Tilbud til personer med erhvervet hjerneskade” er det tema, som de regionale udviklingsråd særligt skal behandle i deres redegørelser for 2008.

Af Velfærdsministerens brev til udviklingsrådene, fremgår det bl.a., at udviklingsrådene skal beskrive og vurdere, i hvilket omfang der er sket ændringer i tilbuddene og i de ydelser, der i 2008 er givet til børn, unge og voksne med erhvervet hjerneskade - og hvilken betydning eventuelle ændringer har for indsatsen for de omfattede målgrupper. Det gælder både midlertidige og varige botilbud, genoptræning og vedligeholdelsestræning samt specialrådgivning.

Udviklingsrådene skal bl.a. undersøge, om der er sket ændringer i de eksisterende tilbud, om der er reduceret eller udvidet, nedlagt eller planlagt nedlæggelse af tilbud, og om der er truffet beslutninger om etablering af nye kommunale eller regionale tilbud til personer med erhvervet hjerneskade.

Derfor har DH i samarbejde med HjerneSagen og Hjerneskadeforeningen sendt et brev til de regionale udviklingsråd og gjort opmærksom på, hvilke elementer, som bør indgå i undersøgelsen. Her er et link til brevet, hvori der linkes videre til et notat med en kort beskrivelse af de enkelte temaer og spørgsmål, som vil være relevant at få belyst i undersøgelsen og et notat om kognitive vanskeligheder.

Bliv på dit plejecenter

DH har i dag skrevet til Folketingets socialudvalg på baggrund af en konkret afgørelse fra Ankestyrelsen SM C-37-08. Ifølge denne forsvinder retten til et selvstændigt liv tilsyneladende, når man flytter på plejecenter. En mand, der havde fået amputeret begge ben fik afslag på et el-køretøj, fordi han var flyttet på plejecenter. Ankestyrelsen fandt ikke hans kørselsbehov væsentligt og mente at de daglige gøremål som bankbesøg, indkøb m.v. blev foretaget af plejecenterets personale. Så selvom han selv ønskede at handle, køre i banken, til læge, på apoteket, køre ture i det fri, besøger venner m.v. blev det ikke vægtet. Afgørelsen er i direkte strid med Handicapkonventionen. Se brevet via dette link:

3-hjulet scooter bliver bedømt som forbrugsgode!

DH har i dag også skrevet til Folketingets socialudvalg om en anden afgørelse truffet af Ankestyrelsen SM C-42-08. Ifølge denne afgørelse skal 3-hjulede el-scootere betragtes som forbrugsgoder.

DH er fuldstændig uforstående over for, hvordan en 3-hjulet el-scooter kan komme på listen over almindelige forbrugsgoder. Ankestyrelsen mener køretøjerne fremstilles og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos især den ældre eller mindre mobile del af befolkningen. DH mener ikke 3-hjulede el-scootere produceres med den almindelige befolkning for øje. Afgørelsen kalder på definition af et forbrugsgode. Se brevet via dette link:

Servicestyrelsen holder informationsmøder om Borgerstyret Personlig Assistance (BPA)

Servicestyrelsen og Velfærdsministeriet gennemfører informationsmøder i hele landet om de nye regler om borgerstyret, personlig assistance. Informationsdagene er målrettet nuværende og kommende modtagere af BPA. Møderne afholdes: 24. februar kl. 15 - 17.30 i København, 26. februar kl. 15 -17.30 i Ringsted, 3. marts kl. 15 - 17.30 i Kolding, 4. marts kl. 15 - 17.30 i Århus og 5. marts kl. 15 - 17.30 i Ålborg. Information om møderne, tilmelding m.v. via dette link:

Socialpolitisk Nyt fra DH

ved Kirsten Plambech, socialpolitisk konsulent i Danske Handicaporganisationer

Notater, notitser og analyser vil under overskriften Socialpolitisk Nyt fra DH
blive publiceret på www.handicap.dk/dokumenter/publikationer/socialpolitisk-nyt.

Du kan følge med ved at abonnere på ”Nyt fra hjemmesiden” - marker emneordet
socialpolitik. Se www.handicap.dk/nyheder/abonnementer.

Handlinger tilknyttet webside
Søg