Share |
Forside | Dokumenter | Publikationer/pjecer | Socialpolitisk Nyt fra DH | Socialpolitisk nyt fra DH, 13.03.09

Socialpolitisk nyt fra DH, 13.03.09


13. marts 2009

Sag 09/24 - Dok. 3068/09 /KP

Der udsendes løbende nyheder på det sociale område via dette nyhedsbrev ”Socialpolitisk Nyt fra DH”. Ikke med et fast interval eller et fast antal nyheder, men når der er en nyhed.

Her følger nyheder om:

  • Studietur vedrørende botilbud i Göteborg

  • VISO kan fortsat udvikles

  • Lovforslag (L 136) om udmåling af BPA tilskud

  • Urimelig afgørelse fra Ankestyrelsen om merudgifter, § 100

  • 3-hjulet scooter er ikke længere et hjælpemiddel

  • Informationsmøder om LOBPA

Studietur vedrørende botilbud i Göteborg

Den 12. marts 2009 drog en delegation på 20 personer til Göteborg for at se og høre, om hvordan man i Sverige organiserer indsatsen i forhold til mennesker med handicap, der har behov for en særlig indsats i et botilbud. Delegationen bestod af repræsentanter fra KL, handicaporganisationerne, velfærdsministeriet, servicestyrelsen, Det centrale Handicapråd/Center for ligebehandling af handicappede og socialpædagogerne. I Göteborg bor der højst mellem 4-6 borgere i hvert botilbud. Hver borger har deres egen bolig med egen indgang. Personalet har deres egen lejlighed, hvorfra støtten udgår. Boligerne er placeret i forskellige af kommunens bebyggelser. Det bliver interessant at følge, om og hvordan de svenske erfaringer kan inspirere til det videre udviklingsarbejde i Danmark i forhold til institutionsbegrebets afskaffelse. Det centrale Handicapråd/Center for Ligebehandling af handicappede igangsætter et projekt med en tænketank, der skal bidrage til at formulere nye visioner på botilbudsområdet i Danmark.

VISO kan fortsat udvikles

En ny evaluering af VISO viser, at der er markant tilslutning til VISO´s eksistens, fordi der er behov for et samlet sted at rette henvendelse vedrørende spørgsmål på handicapområdet.

Evalueringen viser, at der er en stigende efterspørgsel efter rådgivning fra VISO. Det glæder DH sig over. Imidlertid kunne vi have ønsket os, at evalueringen også satte fokus på behovet ”udenfor” den faktiske efterspørgsel. VISO kan og bør efterspørges i langt videre udstrækning, end det hidtil er sket.

DH havde gerne set, at handicaporganisationerne også havde haft indflydelse på tilrettelæggelsen af selve designet af evalueringen. Tilsvarende er det uheldigt, at borgernes erfaringer med at bruge VISO er nedprioriterede, både antalsmæssigt og i manglende direkte kontakt til borgere og pårørende, der har benyttet VISO. DH har skrevet til Folketingets socialudvalg i forbindelse med evalueringens offentliggørelse og gjort opmærksom på vigtigheden af, at der fortsat tages initiativer til at udvikle VISO. Se brevet via dette link:

Lovforslag (L 136) om udmåling af BPA tilskud

Den 12. marts 2009 første behandlede Folketinget et nyt lovforslag fra velfærdsminister Karen Jespersen, der skal sikre, at kommunalbestyrelsen udmåler og betaler tilskud til borgere med Borgerstyret, personlig assistance (BPA). Tilskud, som gør det økonomisk muligt at rekruttere og fastholde de nødvendige hjælpere. DH er meget enig i lovforslagets intentioner.

Som det bl.a. fremgår af lovforslagets bemærkninger, har handicaporganisationerne igennem mange år påpeget, at den kommunale udmåling af tilskud ikke levner mulighed for at tilbyde ordentlige løn- og ansættelsesvilkår for handicaphjælperne. Derfor er der i stigende grad problemer med at rekruttere og fastholde de nødvendige hjælpere. Forhåbentlig vil lovforslaget bane vejen for, at kommunerne fremover udmåler tilskud, der kan honorere anstændige ansættelsesvilkår, ved ansættelse af hjælpere.

Samtidig håber handicaporganisationerne, at det tillige bliver muligt at opnå en bevilling, der også i praksis giver mulighed for at vælge mellem en nærtstående, en virksomhed eller en forening til at varetage arbejdsgiveransvaret. Det må ikke være en bevilling, der gør valget illusorisk.

DH har udarbejdet et notat til politikerne, hvoraf det fremgår, hvad DH finder nødvendigt at sikre i forbindelse med lovforslagets behandling. Se brevet via dette link:

Urimelig afgørelse fra Ankestyrelsen om merudgifter, § 100

DH har rettet henvendelse til Folketingets socialudvalg for at gøre opmærksom på, at Ankestyrelsen nu har besluttet, at der ikke kan ydes dækning af merudgifter efter servicelovens § 100 til en person, fordi det ikke vil være livstruende eller medføre umiddelbar risiko at ophøre med den medicinske behandling (SM C-56-09).

DH mener, det er en helt urimelig afgørelse. Merudgiftsbestemmelsen har ikke til formål at forhindre mennesker i at dø, men skal netop give dem mulighed for at leve. Formålet er, at mennesker med nedsat funktionsevne kan leve et almindeligt liv som andre ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation. Merudgiftsydelsen skal sikre dækning af merudgifter som en forudsætning for at få hverdagen til at fungere. Se brevet til Folketingets socialudvalg via dette link:    

3-hjulet scooter er ikke længere et hjælpemiddel

DH har én gang tidligere rettet henvendelse til politikerne i Folketingets socialudvalg, fordi Ankestyrelsen har besluttet, at 3-hjulede scootere ikke er et hjælpemiddel, men et forbrugsgode. DH er fuldstændig uforstående over for, hvordan en 3-hjulet el-scooter kan komme på listen over almindelige forbrugsgoder. Den uheldige konsekvens er, at hjælpen kun ydes med 50 % af prisen. Begrundelsen er, at et forbrugsgode normalt også indebærer en lettelse for andre ikke handicappede. Imidlertid er der mulighed for i lovgivningen at bevilge et forbrugsgode som et hjælpemiddel - det vil sige med fuldt tilskud - hvis forbrugsgodet udelukkende fungerer som et hjælpemiddel. Ingen ved sit fulde fem kan vel mene, at en 3-hjulet scooter kan fungere som andet end et hjælpemiddel. DH har i hvert tilfælde ikke kendskab til borgere uden funktionsnedsættelse, der benytter 3-hjulet scooter. Desværre lader kommunerne sig inspirere af Ankestyrelsens afgørelse. For eksempel Gladsaxe kommune. De henviser til, at Ankestyrelsen har fastslået, at en 3-hjulet scooter er et almindeligt forbrugsgode, hvorfor der kun ydes kontant tilskud til 50 % af prisen. DH derfor atter engang skrevet til Folketingets socialudvalg. Se brevet via dette link:

Informationsmøder om LOBPA

Landsorganisationen Borgerstyret personlig assistance (LOBPA) gennemfører i nær fremtid 6 informationsmøder rundt omkring i landet. Møderne retter sig både mod borgere med BPA eller på vej til BPA og kommuner. På møderne vil der blive fortalt nærmere om grundlaget for oprettelsen af LOBPA, om den demokratiske organisation og muligheden for indflydelse, om LOBPA´s tilbud og den nye overenskomst. Se mere om informationsmøder via dette link:

Socialpolitisk Nyt fra DH

ved Kirsten Plambech, socialpolitisk konsulent i Danske Handicaporganisationer

Notater, notitser og analyser vil under overskriften Socialpolitisk Nyt fra DH
blive publiceret på www.handicap.dk/dokumenter/publikationer/socialpolitisk-nyt.

Du kan følge med ved at abonnere på ”Nyt fra hjemmesiden” - marker emneordet
socialpolitik. Se www.handicap.dk/nyheder/abonnementer.

Handlinger tilknyttet webside
Søg