Dissens skal fremgå af afgørelser fra Ankestyrelsen
DH har arbejdet for, at det i afgørelserne fra alle klagesystemets nævn og udvalg skal fremgå, hvis der er tale om dissens, det vil sige en flertalsbeslutning, hvor nævnsmedlemmerne altså ikke har været enige. Det har været praksis i de regionale beskæftigelsesankenævn og de sociale nævn, men hidtil ikke i Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgs afgørelser. Det har DH gjort ministeren opmærksom på i et brev, som ministeren var enig i (se brev herunder).
Nu har ministeren så taget initiativ til at ændre retssikkerhedsbekendtgørelsen og forretningsordenen for Ankestyrelsen. Ændringer er nu i høring, og da forslaget er en direkte konsekvens af DH's eget forslag, er DH naturligvis helt enige. Lovændringerne forventes at træde i kraft efter endt høring, dvs. per 1. oktober 2010.
Ændringerne består i, at dissens og en kort mindretalsbemærkning (kort begrundelse for dissensen) fremover skal fremgå af de afgørelser, som borgeren modtager. Det er vigtigt for borgeren at vide, om der har været enighed, ikke mindst i forhold til at overveje eventuelle videre skridt i sagen, men også generelt i forhold til åbenhed overfor borgeren. DH er derfor glade for, at reglerne nu bliver ens for alle klageinstanserne på området.
Se brev fra Socialministeren herunder.
/juni 2010/KP
