Dansk handicappolitik har udviklet sig via dialog mellem politikere og medlemmer af handicaporganisationerne. Den er i dag baseret på principperne om ligebehandling og lige muligheder, sektoransvar, kompensation og økonomisk solidaritet og gennemføres via De Gode Viljers Vej.

Princippet om sektoransvarlighed indebærer, at ansvaret for ligebehandlingen af handicappede inden for et givent samfundsmæssigt område, er placeret hos den myndighed, der i øvrigt har ansvaret for det pågældende område. Handicappolitik er langt mere end socialpolitik.

Princippet om sektoransvar hviler på det grundsyn, at for at mennesker med handicap kan opnå fuld deltagelse i samfundslivet, må alle sektorer involveres og påtage sig deres del af ansvaret for, at princippet om ligebehandling gennemføres.

Kompensationsprincippet indebærer, at samfundet tilbyder mennesker, som har en funktionsnedsættelse, en række ydelser og hjælpeforanstaltninger for derved at begrænse eller udligne konsekvenserne af funktionsnedsættelsen mest muligt. Kompensationen skal udbedre eller nivellere konsekvenserne af funktionsnedsættelsen med det formål at give handicappede et så lige udgangspunkt som overhovedet muligt.

Solidaritetsprincippet betyder, at støtteforanstaltninger og handicapkompenserende ydelser finansieres solidarisk via skattesystemet. Det indebærer, at tildelingen af kompensation principielt er gratis for den enkelte, og dermed uafhængig af indkomst og formue.

Folketinget vedtog i 1993 beslutningsforslaget B43 om ligebehandling og ligestilling mellem handicappede og ikke-handicappede. Her fastslår Folketinget, at det påhviler enhver offentlig som privat myndighed, organisation og virksomhed at efterleve princippet om ligebehandling af handicappede og ikke-handicappede.

B43 er helt i tråd med FN's Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede, som også kom i 1993.

I beslutningsforslaget B43 står bl.a.: ”Folketinget henstiller til, at alle statslige og kommunale myndigheder samt private virksomheder med eller uden offentlig støtte

Ligebehandlingsprincippet opstår, når man kombinerer sektoransvarlighedsprincippet med kompensationsprincippet og solidaritetsprincippet.

Dansk handicappolitik er hidtil blevet realiseret via ”De Gode Viljers Vej”, hvor det forventes, at de rette politiske beslutninger træffes, og at hver samfundssektor realiserer handicappolitikken - sådan som Folketinget har henstillet. Bevidst eller ubevidst overtrædelse af ovenstående principper har ingen konsekvenser for hverken myndigheder eller private (bortset fra visse regler i nyere byggelovgivning - hvorfra man dog gerne dispenserer).

Ikke alle mennesker med handicap er omfattet af lejelovens bestemmelser, fordi de boliger de bor i er opført efter serviceloven. Det betyder reelt, at borgere med handicap ikke er dækket af den beskyttelse, som lejeloven giver andre lejere om bl.a. opsigelsesfrister, huslejeniveau og afsættelse til forbedringer.

Langt fra alle uddannelser gennemføres i tilgængelige omgivelser med tilgængelige materialer og adgang til kvalificeret rettidig specialpædagogisk støtte. Dette betyder bl.a., at mange mennesker i kørestol må vælge uddannelse og uddannelsessted efter de fysiske rammer og ofte må køre langt - gerne forbi 3-4 andre utilgængelige skoler. Blinde får ikke altid eller hurtigt nok udleveret materiale i punktskrift og kan derfor ikke følge undervisningen. På de videregående uddannelser får de studerende ikke tegnsprogstolk med på selv obligatoriske studieture i udlandet. Konkret er der eksempler på, at døve studerende må blive hjemme fra studieture, som resten af deres hold har deltaget i.

Betalingsautomater i supermarkeder, på tankstationer i banker og mange andre steder er ikke tilgængelige for mennesker med handicap. Blinde kan ikke få adgang til informationerne, der ikke er ledsaget af lyd. Er der lyd kan mange ikke brugs alligevel, især fordi tastaturerne ofte vender forkert. Mennesker i kørestol kan ikke læse informationerne eller betjene tastaturet pga. terminalernes højdemæssige placering.

Tog er ikke tilgængelige for mennesker med handicap. Mange mennesker, der f.eks. sidder i kørestol, skal melde i forvejen, når de skal med tog - nogle gange flere dage i forvejen. For at kunne rejse med IC3-tog skal borgere i kørestol bestille hjælp mindst 24 timer i forvejen for at blive løftet ombord ved brug af lift. Mens man i private regionaltog selv kan køre lige ind fra perronen. Borgere med handicap kan således ofte være helt udelukket fra at rejse spontant, sådan som andre kan. Annoncering af stoppesteder og stationer i bus og tog foregår overvejende ved brug af lysende tekst, hvilket gør den kollektive transport utilgængelig for blinde og svagsynede. Særlige ordninger i den kollektive trafik gælder ikke alle handicapgrupper, fx udviklingshæmmede, blinde, hjerneskadede, nyresyge mv. De særlige ordninger gælder heller ikke alle former for transport, f.eks. ikke til og fra arbejde.

Videnskabsministeriets årlige vurdering af hjemmesider, Bedst på Nettet, viser, at over 90 procent af de offentlige hjemmesider ikke er tilgængelige og dermed ikke kan bruges af mennesker med funktionsnedsættelser. Borgere med handicap får på denne måde ikke adgang til de selvbetjeningsløsninger, der findes på mange offentlige hjemmesider. Spastikere, blinde og andre handicappede, der ikke kan bruge en mus, er afhængige af, at hjemmesider er konstrueret, så de kan bruges udelukkende ved hjælp af tastatur. Dette er sjældent muligt. For at blinde kan bruge en hjemmeside skal alle informationer, der afbildes ved hjælp af billeder eller videoklip også være beskrevet hjælp af tekst, som kan læses højt af deres computer, men det er der yderst sjældent adgang til.

For yderligere eksempler på forskelsbehandling af mennesker med handicap se DH's høringssvar "Høring om ønsker til ændring af lovgivningen vedr. ligestilling og ikke-forskelsbehandling" fra april 2006.

For yderligere information i forhold til konkrete handicapgrupper se DH's liste over medlemsorganisationer.