Handicapkonventionen - En konvention om handicappedes rettigheder

En konvention om handicappedes rettigheder

v/H. Kallehauge, fhv. landsdommer

Vi har ventet på den længe, håbet og ønsket at få den, og nu er den der, en FN-konven­tion om handicappedes rettigheder. Teksten er fær­dig, resten er FN ekspeditioner. Tek­sten skal godkendes af FN's Generalforsamling, og det forventes at ske uden problemer i løbet af efterårets Generalforsamling, den 61. ty­vende. Derefter vil konventionen blive fremlagt til underskrift, formentlig i løbet af 1. kvartal i 2007. De lande, der underskriver og dermed tilslutter sig konventionen, skal herefter tilli­ge ratificere konventionen ved at få den godkendt i landets parlament. Det er den mest almindelige ratifikationsprocedure.

Konventionen træder i kraft, når 20 lande har ratificeret den. Danmark må, efter regering­ens hidtil positive holdning til og udsendelse af en dansk delegation som deltager i for­handlingerne, forventes at ville ratificere konventionen. Det samme gælder alle EU's medlemslande og de to ansøgerlande, i alt 27.

Endvidere vil EU selv tillige ratificere konventionen, hvilket er en nydannelse inden for fol­keretten. Tidligere har kun stater kunnet indgå traktater, men nu gør en internatio­nal/mellemstatslig organisation med overstatslig kompetence det også med virkning for det område, som EU har kompetence for og på. Det vil få betydning for konventionens gen­nemførelse i EU, at Kommissionen fremover sammen med regeringerne skal sikre, at kon­ventionens bestemmelser overholdes og virkeliggøres, ikke blot nationalt, men også som et led i EU's politik. EU's handicappolitiske tiltag vil i fremtiden blive dirigeret af konventio­nen.

1. Konventionens tilblivelse:

Lige siden Verdenshandlingsprogrammet for mennesker med handicap blev vedtaget af FN's Generalforsamling i 1982, har handicapbevægelsen drømt om at få dette program omsat i en retligt bindende konvention. Det første forslag om at få sat konventionsforhand­linger i gang på handicapområdet blev fremsat af Italien i 1987 og fulgt op af Sverige i 1989, men begge initiativer mislykkedes, fordi det ikke da var muligt at opnå tilslutning hertil.

I 2001 tog Mexico imidlertid et afgørende initiativ til at optage konventionsforhandlinger ved at få indsat en artikel, art. 179, i den deklaration, som blev vedtaget ved Durban-konfe­rencen mod racisme, racediskrimination og fremmedhad primo september 2001. En reso­lution om undersøgelse af mulighederne for at udarbejde en handicapkonvention blev her­efter vedtaget i FN's 3. udvalg under Generalforsamlingen den 19. december 2001 uden tilslutning fra vestmagterne. Først med nedsættelse af en Ad Hoc Committee kom arbejdet dog rigtig i gang fra januar 2003, hvor en arbejdsgruppe udarbejdede det første udkast til en konventionstekst. Ad Hoc Committee har siden holdt to årlige møder af 2 ugers varig­hed, dog 3 uger i januar 2006, og ved den ottende samling i august 2006 lyk­kedes det den 28. august på samlingens sidste dag at opnå enighed om teksten.

2. Forhandlingernes forløb:

Regnet helt fra begyndelsen i 2001 har det taget 5 år at blive færdige med arbejdet, men reelt kun 4 år, fordi hele 2002 gik med at opnå enighed om overhovedet at påbegynde re­alitetsforhandlinger. I konventionssammenhæng er dette hurtigt. Til sammenligning tog forhandlingerne om Børnekonventionen, som også er en tematisk konvention, godt 10 år.

Grunden til at forhandlingerne om handicapkonventionen er gået så godt er, dels at alle aktivt deltagende lande, mere end godt 100, har været positive og engagerede og ikke har drevet FN-blokpolitik, dels at Ad Hoc Committee tidligt - fra 2004 - fik en helt fremragende formand i New Zealands daværende FN-ambassadør John Don MacCay. Uden hans frem­ragende ledelse, store engagement og fornemme diplomatiske evner var det aldrig lykke­des på den tid. Han har udvist stor forståelse for og indlevelsesevne i handicapbe­vægel­sens standpunkter og i enestående grad bidraget til, at IDC (International Disability Cau­cus) fik så megen indflydelse, som tilfældet blev. Hvis nogen frem for andre fortjener aner­kendelse for, at vi fik en god handicapkonvention oven i købet til tiden, så er det am­bassa­dør MacCay. Han fortjener den allerstørste anerkendelse både nationalt og interna­tionalt.

IDC har også udført et meget stort arbejde og IDC's styregruppe med ledende figurer som bl.a. Stefan Trömmel (EDF), Kicki Nordström (WBU), Thomas Lagervall (RI), Maria Vero­nica, Adnan og Kirsten Young, Lex (døvblind) samt Lisa Kaupinen (WFD) har i forening ikke blot sat fingeraftryk på teksten, men reelt skabt afgørende dele af den. Det er, som ambassadør Don MacCay gentagne gange sagde til IDC, når IDC var mest kritisk:

”Det er jo jeres tekst. I har selv skrevet den, i hvert fald store dele af den og alt det vigtig­ste”.

IDC fortjener stor ros for en meget fornem og særdeles værdifuld indsats.

3. Konventionens indhold:

Vi har fået en konvention om handicappedes rettigheder, men hvad er det for rettigheder?

Det er vore menneskerettigheder, frihedsrettigheder og grundrettigheder, konventionen slår fast. Det er vore borgerlige og politiske rettigheder, samt de sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder. Konventionen skaber ingen nye rettigheder. Dette har hele tiden væ­ret regeringernes betingelse for at forhandle om en konvention om handicappedes rettig­heder.

Hvis vi ikke har fået noget, som vi ikke allerede havde i forvejen, hvad er konventionen så værd?

Har det i det hele taget været ulejligheden værd at bruge fem år på at få en sådan kon­vention?

Svaret er ubetinget, Ja.

Handicapbevægelsens mål er og har altid været at opnå lige muligheder og samme rettig­heder, som andre borgere har. Og det er præcis det, konventionen tilsigter at give. Så vidt så godt. Vi søger jo hverken privilegier eller at slå plat på handicap.

Påstanden om, at vi allerede har og havde de samme menneskerettigheder og grundret­tigheder som andre, er teoretisk set rigtigt, men kun få vidste det og færre anerkendte det i praksis. Det stod jo heller ikke rigtigt nogen steder. Teoretiske og ukendte rettigheder er intet eller næsten intet værd.

De rettigheder, konventionen hjemler os, er nu både klart definerede, og det bliver også gjort kendt, at vi har dem. Dette er i sig selv et meget stort fremskridt. Dertil kommer, at medens vi hidtil altid har skullet bede om noget, kan vi i fremtiden med henvisning til kon­ventionen pege på vores rettigheder og spørge, hvornår får vi dem opfyldt. Vi går fra tig­ger-status til rettighedshaver, hvilket er et tigerspring fremad og gavnligt for vores selvfø­lelse og vær­dighed.

Vi får først og fremmes et generelt forbud imod enhver form for diskrimination af menne­sker med handicap uanset af hvilken grund og i hvilken sammenhæng. Positiv særbe­handling vil derimod fortsat være tilladt. I alle de lande, der ikke allerede har et sådant dis­kriminationsforbud og en rettighedslovgivning - ca. 150, deriblandt Danmark - må lovgiv­ningsmagten overveje hvilke love, der skal ændres, og hvilke nye, der eventuelt skal ved­tages. Helt i overensstemmelse med DSI's forslag må vi her i landet bl.a. alvorligt overveje at få indført lovgivning, som generelt forbyder diskrimination af mennesker med handicap.

Konventionens formål er ifølge artikel 1 at fremme, beskytte og sikre mennesker med han­dicap adgang til fuld og lige udnyttelse af alle menneskerettigheder og grundrettigheder og at fremme respekt for deres iboende værdighed.

Mennesker med handicap beskrives som omfattende de, der har en langvarig fysisk, mental, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan forhindre deres fulde og effektive deltagelse i samfundslivet på lige fod med andre.

Konventionen består af en ikke retligt bindende præambel (forord) og i alt 33 substantielle artikler samt 16 formelle regler. Alle artikler har en overskrift, hvilket gør det forholdsvis let at orientere sig i teksten. Konventionen er endvidere forsynet med en frivillig tillægsproto­kol som navnlig vedrører klageregler og landebesøg.

En fuldstændig gennemgang af konventionsrettighederne vil føre for vidt, men som de vig­tigste kan nævnes lighed for loven, ligestilling og ikke diskrimination, tilgængelighed i vid forstand, retten til livet, personlig frihed og frihed for tortur, grusom og nedværdigende be­handling, frihed for udnyttelse, vold og misbrug, integritetsbeskyttelse, bevægelsesfrihed og ret til statsborgerskab, ret til en selvstændig tilværelse og til inklusion, ytringsfrihed og adgang til information, respekt for privatliv, hjem og familie, ret til integreret skolegang og uddannelse, ret til sundhedsydelser, habilitering og rehabilitering, arbejde, en rimelig leve­standard og social beskyttelse, ret til deltagelse i det politiske og offentlige liv, deltagelse i det kulturelle liv, fritid, ferie og sport, statistik, internationalt samarbejde og uviklingsbistand samt national og international gennemførelse og overvågning af konventionens overhold­else.

4. Konventionens betydning:

Konventionen gør vore rettigheder klare og synlige. Konventionen pålægger de ratifice­rende stater at sikre mennesker med handicap alle de beskrevne rettigheder ved lovgiv­ning og andre foranstaltninger.

På globalt plan vil kravene og opfyldelse af dem naturligvis blive mest markant i de mindre udviklede lande, men ingen lande, ej heller Danmark, vil komme uden om at skulle træffe ganske omfattende gennemførelsesforanstaltninger. Hvor meget, der bliver tale om, vil komme til at fremgå af landets første og mere omfattende rapport til den FN-komite, som skal overvåge konventionens overholdelse. Ved denne første rapport skal regeringen gøre status over, hvor langt man er kommet med at etablere lige muligheder for mennesker med handicap. Efterslæbet udgør de forestående opgaver med at opfylde konventionen.

Alle de rettigheder, der er af borgerlig og politisk karakter, træder i kraft straks, når konven­tionen gør det, uden nogen form for overgangsperiode.

Hvorimod de sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder skal gennemføres progressivt i overensstemmelse med landets økonomiske bæreevne og sociale udvikling. Det betyder, at et fattigt udviklingsland og lande med overgangsøkonomi som Rusland og de østeuro­pæiske lande kan bruge længere tid på opfyldelse af konventionens krav end rige vestlige lande som f.eks. de skandinaviske, Holland og resten af EU, Australien, New Zealand og Canada.

Sondringen mellem på den ene side borgerlige og politiske rettigheder og på den anden side de sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder er ikke skarp og entydig. I konventio­nen er de heller ikke holdt adskilt. Man kan finde elementer af begge dele indenfor samme artikel, hvilket ikke kan undgå at give vanskeligheder ved prioritering af og under iværk­sættelse af gennemførelsesforanstaltninger. En nærmere analyse og fortolkning af de en­kelte artikler og deres delelementer vil i den forbindelse blive nødvendig.

5. Konventionens gennemførelse:

Det er de ratificerende staters ansvar at gennemføre konventionen ved opfyldelse af alle de krav den stiller, og som ikke allerede er opfyldt i national ret, rets- og administrativ prak­sis samt ved sædvaner og adfærdsnormer.

Det påhviler regeringerne at etablere egnede mekanismer og at udpege fokuspunkter, som skal varetage og overvåge den nationale gennemførelse i samarbejde med handi­caporganisationerne. En platform, der er uafhængig af regeringen, passende bredt sam­mensat af repræsentanter for det civile samfund, vil utvivlsomt være mest tillidsvækkende. Som mulige deltagere i et sådant forum, ud over DSI, kan man bl.a. pege på Folketingets Ombudsmand, Institut for Menneskerettigheder, Advokatrådet og Danmarks Lægefore­ning.

Den internationale (globale) overvågning skal varetages af en traditionelt sammensat FN-komite (treaty monitoring body) bestående af i første omgang 12 uafhængige internationalt anerkendte eksperter, herunder af mennesker med handicap.

De enkelte lande skal rapportere til denne komite, primært i form af en omfattende rapport vedr. den nationale handicapstatus og senere alene i mere begrænset omfang ved svar på bestemte spørgsmål og tematiske høringer.

Rødovre, den 7. september 2006

H. Kallehauge

/cho

1

\\w2kPTU1\H\AFD-PTU\DIR\F-DATA\KALLEHAU\FNGENERA\Handicapkonventionen 05092006.doc