Share |
Forside | Dokumenter | Rapporter/notater | Handlingsplan 2007-08 | Organisatoriske forhold

Organisatoriske forhold

— Arkiveret under ,

Handlingsplan 2007-08

 

Organisatoriske forhold

 

Tips-lotto

Efter flere år med pæn fremgang i de samlede midler i handicappuljen noteredes i starten af 2007 en nedgang. DSI-området modtog i 2006 75,5 mio. kr. i a kontobeløb. Dette er for 2007 sat ned til 72,4 mio. kr. DSI skal søge at afdække baggrunden for dette.

 

Danske Spil (tidligere Dansk Tipstjeneste) har haft pæn udvikling i omsætning og overskud. Således matcher overskud for 2006 fuldt og helt det udbetalte a kontobeløb for samme år. Nedjusteringen for 2007 forekommer derfor meget overraskende.

 

DSI skal analysere den sandsynlige fremtidige udvikling i tips/lottomidlerne til handicapområdet. DSI skal tilsvarende følge og vurdere de retslige og politiske drøftelser, der pågår nationalt som internationalt vedr. EU-landenes adgang til at opretholde såkaldte spillemonopoler - som f. eks. Danske Spil.

 

DSI skal forestå den løbende kontakt til Socialministeriets tilskudskontor, der forestår den administrative håndtering af tipsmidlerne til handicaporganisationerne.

 

Da aftaleparterne har tiltrådt, at den nuværende fordelingsordning løber uændret til udgangen af 2009, påregnes forhandlinger vedr. en ny aftale påbegyndt i 2008.

 
 

Sekretariatet

Omstillingsparathed er et ord, der ofte bruges i flæng. Men det er konkret virkelighed for DSI's sekretariat - og har været det i de seneste år, afledt af kommunalreformens betydning for såvel den organisatoriske som politiske omlægning i Danmark.

 

Næsten 100 lokale DSI-afdelinger skal støttes i det politiske arbejde, de forestår i forhold til landets kommuner. Kurser, materialer, hjemmesider, møder, telefonisk rådgivning. Dette og meget mere skal håndteres i et omfang som ikke tidligere. Sideløbende skal vi reorientere os i forhold til opgaveløsning på det statslige og især det regionale niveau. Det stiller store krav til den enkelte medarbejder og til husets samlede evne til at prioritere tid og ressourcer.

 

Dette krav bliver ikke mindre de nærmeste år. Afdelingerne vil vokse i antal tilsluttede organisationer, og afdelingerne vil løbende tage større og større ansvar. Behovet for støtte og service vil stige tilsvarende. De regionale overgangsudvalg forventes videreført i både 2007 og 2008. På regionalt niveau skal en lang række repræsentationer udpeges og understøttes fra DSI centralt. Denne udvikling modsvares på inden måde i en nedgang i omfanget af centrale politiske opgaver. Tværtimod. I 2007 og 2008 må påregnes behov for at klargøre DSI's bud på en rettighedsbaseret lovgivning i Danmark på handicapområdet. Det giver nye muligheder, men stiller også krav om ny viden og nye bud på løsninger.

 

DSI skal løse denne fortløbende prioriteringsopgave i en tæt dialog mellem sekretariatet, de valgte organer, medlemsorganisationer og afdelinger. Vi skal tilstræbe den størst mulige åbenhed om de beslutninger, der nødvendigvis må tages - også beslutninger hvor DSI må sige nej til opgaver, fordi ikke alt vil kunne løses med de kendte ressourcer.

 

I naturlig forlængelse heraf skal DSI udarbejde flerårige prognoser for organisationens økonomi. Herunder må gøres vurdering af en sandsynlig udvikling i tilskudsmidlerne fra Danske Spil, og der skal tages højde for bortfald af satspuljemidler til understøttelse af afdelingernes aktiviteter. Tilskud ophører med udgangen af 2009.

 

Oveni de i forvejen store krav til håndtering af nye opgaver kommer beslutningen om at etablere et nyt domicil for DSI og en række medlemsorganisationer. Dette vil selvklart også belaste sekretariatets kapacitet i flere år frem. DSI skal sikre information til medlemsorganisationerne om fremdriften i arbejdet for et nyt domicil. Herunder skal medlemsorganisationerne have lejlighed til at drøfte sagen, såfremt de af repræsentantskabet godkendte forudsætninger for projektet måtte skride.

 

Målet om et nyt domicil fjerner på ingen måde opgaverne i det eksisterende hus på Kløverprisvej. I 2006 er skabt nye samarbejdsformer mellem DSI og lejerne, især på EDB-området. Forskellige systemer for den enkelte organisation er omlagt til fælles løsninger, der både sparer tid og penge. På lejermøder vil DSI drøfte, om andre områder kan etableres med tilsvarende fordele for alle.

 

EDB-mæssigt overgår DSI i 2007 til nyt journalsystem. Et projekt der har været ganske længe undervejs. Med dette vil vi sikre en smidigere intern håndtering af post, og vi kan formidle information lettere og hurtigere til de mange modtagergrupper i afdelingerne.

 

DSI har over de seneste år opbygget en erfaring i afvikling af projekter. Mest på det beskæftigelsespolitiske felt. Fra 2007 og de næste fire år frem skal DSI forstå at bruge denne erfaring, idet vi skal etablere og drive det største projekt til dato: "Vidensnetværket for beskæftigelse og handicap". Seks faste medarbejdere og et antal korttidsansatte projektmedarbejdere skal samle og formidle viden til jobcentre og andre aktører, der formidler job til personer med sammensatte handicap. Anvendelig rådgivning bliver kodeordet.

 

Sekretariatet har i en årrække søgt at skabe en ligelig sammensætning af ansatte mænd og kvinder. Vedtager DSI's repræsentantskab en formel ligestillingspolitik for DSI vil DSI også for sekretariatet være forpligtet til at søge denne realiseret i forhold til organisationens ansatte.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Side 2 DSI Handlingsplan 2007-08

 
 

DSI Handlingsplan 2007-08 Side 2

 
 
 
Søg