Tværgående emner
Tværgående emner
Rettigheder og ligebehandling
I december 2006 vedtog FN's Generalforsamling en ny konvention. Handicapkonventionen har til formål at synliggøre og understrege de borgerlige og sociale rettigheder, som mennesker med handicap har, for at de på lige fod med andre kan deltage i samfundslivet. DSI forventer, at Danmark vil underskrive og dermed forpligte sig til at indarbejde konventionen i dansk lovgivning.
DSI skal arbejde for at der vedtages en lovgivning i Danmark, som forbyder diskrimination af mennesker med handicap indenfor alle aspekter og områder af samfundet.
DSI skal etablere en rettigheds- og ligebehandlingsgruppe, som skal beskæftige sig med spørgsmål vedrørende rettigheder og ligebehandling.
Undersøgelse af kompensationsområdet
DSI skal i samarbejde med medlemsorganisationerne foretage en tværgående kortlægning af, hvor der mangler handicapkompensation indenfor de enkelte fagområder, samt lave en strategi for, hvordan der kan skabes forbedringer.
Børneområdet
Børnekonventionen og NGO samarbejde
FN's Børnekomites bemærkninger er et godt og effektivt redskab for DSI i arbejdet med at skabe gode vilkår for børn og unge som har et handicap. DSI skal benytte Børnekomiteens besvarelse til at følge op på hvert eneste emne, stort eller lille, som komiteens besvarelse måtte give anledning til at kræve forbedringer på. Komiteen har bemærket:
-
At børn og unge med handicap skal være en del af kommunernes børnepolitik. En opgave for DSI's afdelinger.
-
At specialpædagogiske temaer skal være en del af læreruddannelsen.
-
At regeringen bør gøre en indsats for, at grundskolerne gøres tilgængelige.
Læreruddannelsen skal revideres i den kommende periode. Se mere om DSI's arbejde hermed i handlingsplanens afsnit om uddannelsespolitik.
DSI skal bruge erfaringerne fra arbejdet med rapportering om Børnekonventionen i vort arbejde fremover såvel nationalt som internationalt.
Ny struktur - følge og følge op
Om nogen er børn brugere af flere sektorer. Der er altså flere steder samarbejdet skal fungere med inddragelse af flere sektorer, flere videnspersoner og flere mulige betalere. Det er ikke nogen enkel situation, og derfor er det særligt nødvendigt at arbejde for, at sektorerne falder rigtigt på plads i den nye struktur og formår at samarbejde.
DSI skal yde en særlig indsats for, at den nye struktur med ændret ansvars- og opgavefordeling falder godt på plads for børn. Dette arbejde er tæt forbundet med indsatsen for at forbedre "mødet med systemet", der fortsat skal følges.
DSI skal arbejde for, at kommunerne arbejder med at implementere Børnekonventionen og inddrager børn og unge med handicap i deres målsætninger.
Børns ret til selvbestemmelse og til at blive hørt
Retten til selvbestemmelse og til at blive hørt omhandler både det enkelte individs inddragelse i egen sag og gruppers inddragelse i mere generelle spørgsmål. Den individuelle ret til selvbestemmelse er tæt forbundet med barnets klagemuligheder og med spørgsmålet om, hvornår et barn kan anses som part i sin egen sag. Den danske lovgivning er meget uensartet, når det gælder høring af børn. I forhold til børn og unge med handicap med behov for handicapkompensation, er der oplagte lovgivningsmæssige områder, hvor der mangler en høringsret. Det gælder for eksempel ved valg af hjælpemidler, kørestol, bil eller boligændringer, begrundet i barnets handicap.
På det generelle plan er der tilsvarende behov for en indsats, for at børn og unge med handicap bliver inddraget, når børn og unge i almindelighed bliver spurgt, hvad de mener om forskellige af livets forhold. For eksempel ved deltagelse i børnepaneler eller tilsvarende organer. Men også i forhold til at have indflydelse via elevråd på f.eks. specialskoler.
DSI skal arbejde for at styrke inddragelsen af børn og unge med handicap, både på det individuelle og generelle plan.
Børns klagemuligheder
DSI skal fortsat arbejde for en klagefunktion, der er tilgængelig for børn. Selvom der er sket visse forbedringer i den netop vedtagne anbringelsesreform i forhold til børns klagemuligheder generelt, er det fortsat aktuelt at have fokus på børns klagemuligheder. DSI mener, at klagetilgængeligheden til Ombudsmanden skal forbedres, så der bliver en reel mulighed for at benytte denne instans for børn og unge med handicap.
Seksuelle overgreb mod børn med handicap
Der er øget fokus på området. Socialministeriet har iværksat nye undersøgelser af såvel omfang og karakter af seksuelle overgreb, som forslag til initiativer, der kan bidrage til udvikling af metoder og redskaber. DSI skal deltage i projektarbejdet og herigennem sætte fokus på behovet for en særlig indsats.
Politikudvikling
DSI skal gennem sin Børnegruppe fortsætte arbejdet med at udvikle en DSI-politik for området. Erfaringerne fra børne- og ungeseminariet (december 2004), hvor de unge udtrykte deres egne meninger om forskellige sider af dagliglivet, skal inddrages i politikfomuleringen. Udarbejdelsen af et politikpapir vil ske som en løbende proces i takt med, at vi løser flere opgaver og får flere erfaringer på børneområdet.
Forrige: Tilgængeligheds- og hjælpemiddelområdet
