Share |
Forside | Dokumenter | Rapporter/notater | Kommunale redegørelser om udviklingen i 2008

Kommunale redegørelser om udviklingen i 2008


Dokument oprettet 02-02-2009

Sag 09/112 - Dok. 1272/09 /KP

Kommunale redegørelser om udviklingen i 2008

Kære DH afdelinger

Senest den 1. marts 2009 skal kommunerne sende en redegørelse over udviklingen i 2008 på det sociale område og vedrørende specialundervisningen til de regionale udviklingsråd. På det sociale område har velfærdsministeren besluttet, at ”Tilbud til mennesker med erhvervet hjerneskade” er særligt tema. På undervisningsområdet har undervisningsministeren besluttet, at det særlige tema er ”Specialundervisning og anden særligt tilrettelagt undervisning til unge og voksne med særlige behov”. Dette tema dækker både ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov og voksenspecialundervisningen.

Redegørelserne skal indeholde en beskrivelse af udviklingen, herunder problemstillinger relateret til kommunalreformen og eventuelle forslag til løsninger.

Kommunerne skal sende deres redegørelser til handicaprådet og brugerorganisationerne i kommunen. Efterfølgende skal de sende høringssvarene til udviklingsrådene. Desværre fremgår det ikke af bekendtgørelsen, at det skal ske samtidigt med, at kommunen sender sin redegørelse til udviklingsrådet. Frister for høringssvar fremgår heller ikke af bekendtgørelsen. Bekendtgørelsen kan læses via dette link:

Under alle omstændigheder har kommunen pligt til at høre brugerorganisationer og handicapråd.

Desværre er der ikke i år ressourcer i DH centralt til at bistå afdelingerne med at gennemlæse, analysere og kommentere redegørelserne. Det er derfor op til den enkelte afdeling, hvor mange ressourcer, der er at gøre godt med i forhold til denne opgave.

Her følger nogle temaer i forbindelse med udarbejdelse af eventuelle høringssvar til redegørelserne:

  • Ventetider til forskellige tilbud. Hvordan ser de kommunale ventelister ud til forskellige tilbud og ikke mindst, hvilke planer er der for at imødegå efterspørgslen. Er der særlige områder, der er berørt af ventetider?

  • Samarbejdet med andre kommuner og regionen om løsning af opgaverne på de to områder. Kan kommunen få løst sine opgaver og/eller vælger den at løse opgaverne alene?

  • Hvordan er udviklingen i de tilbud kommunen selv har overtaget? Er der sket ændringer i den målgruppe, der kan benytte tilbuddene og dermed i visitationsreglerne?

  • Kommunens anvendelse af VISO og anden specialrådgivning. Hvordan sikrer kommunen, at den kan levere specialrådgivning til borgeren?

  • Hvilken udvikling af nye tilbud sker der på området?

  • Er der mangel på tilbud for særlige målgrupper? Hvilke overvejelser og initiativer tager kommunen for at imødegå denne udfordring?

  • Inddrages de unges egne ønsker i relation til ny ungdomsuddannelse?

Der kan være andre relevante temaer, afhængig af, hvor lidt eller meget, der kan læses ud af de kommunale redegørelser. Nogle kommuner svarer primært ved afkrydsning. Her kan det være svært at se, hvilke forhold, der gemmer sig bag kommunens svar. Et høringssvar kan derfor også bestå i at stille en række opklarende spørgsmål.

De regionale udviklingsråd skal efterfølgende og senest den 1. maj 2009 sende en redegørelse til henholdsvis velfærds- og undervisningsministeren om den samlede udvikling i landet på baggrund af alle redegørelserne. Herefter bliver Folketinget underrettet om udviklingen.

I forbindelse med det særlige tema ”tilbud til personer med erhvervet hjerneskade” har DH i samarbejde med HjerneSagen og Hjerneskadeforeningen sendt en henvendelse til de regionale udviklingsråd med problemstillinger, det er vigtige at være opmærksomme på. Brevet kan ses via dette link:

Såfremt henvendelsen ønskes uddybet eller giver anledning til spørgsmål, kan I kontakte Signe Højsteen, uddannelsespolitisk konsulent, tlf. 36 38 85 30 eller Kirsten Plambech, socialpolitisk konsulent, tlf. 36 38 85 34.

Med venlig hilsen

Signe Højsteen og Kirsten Plambech

2

Handlinger tilknyttet webside
Søg