Indledningsvis bød formanden for Danske Handicaporganisationer (DH), Stig Langvad, velkommen til konferencen.

- Konferencen er en jubilæumskonference, da DH i år fylder 75 år. Handicaporganisationerne i Danmark har nu i 75 år samarbejdet om fælles interesser, og forsørgelsesgrundlaget er netop én af disse, påpegede formanden.

Fokus for konferencen var spørgsmålet om, hvilke levevilkår personer på førtidspension har. DH satte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er muligt at leve af førtidspension nu og i fremtiden. DH har forsøgt at rejse denne problemstilling, men hver gang lyder svaret fra regeringen, at personer på førtidspension har tilfredsstillende levevilkår, der ligefrem kan være bedre end andre gruppers, fx kassedamer. Det er altså en fed fidus at være på førtidspension? DH kan ikke regne det ud. Kan dette virkelig passe? Derfor har DH valgt at spørge nogle forskere om, hvordan billedet virkeligt ser ud.

I dagens første oplæg gav professor Bent Greve en kort historisk gennemgang af førtidspensionens rødder.

I 1921 kom loven om invalideforsikring, der knyttes an til arbejdsevnen. Lov om invalidepension blev etableret i 1965 og har holdt helt frem til førtidspensionsreformen i 2003. Bent Greve sætter dog spørgsmålstegn ved, om reformen egentlig kan betragtes som en reform, idet der ikke er ændret væsentligt i indholdet fra 1921. Der er stadig tale om den samme tænkemåde, hvor førtidspensionen knyttes til arbejdsevnen.

Med førtidspensionsreformen indførtes et ydelsesniveau, der svarer til dagpenge, dog er ydelsen afhængig af ægtefællens indtægt. Reformen indførte obligatorisk opsparing (ATP) samt bedre muligheder for en supplerende opsparing med statsligt tilskud. Det er dog stadig kun 1/3 af førtidspensionisterne, der har mulighed for at benytte den frivillige opsparing.

Sammenligningen med gennemsnitslønnen i den private sektor viser, at førtidspensionen udgjorde 42,2 % i 2004. Denne andel er faldet til 39,7 % i 2009.

Bent Greve konkluderede blandt andet følgende:

Af løsningsmuligheder på problematikkerne pegede Bent Greve på, at der kunne etableres statsligt opsparede pensionsfonde, eller der kunne stilles strengere krav til pensionskasserne om at optage alle inden for deres fagområde. Derudover er der behov for en politisk diskussion af, hvilke levevilkår vi vil tilbyde personer, der permanent er uden for arbejdsmarkedet påpeger Bent Greve.

Den efterfølgende debat med salen drejede sig blandt andet om det stigende gab mellem førtidspension og almindelige lønninger. Her pointerede Bent Greve, at en indgangsvinkel kan være at spørge sig selv, hvordan vi lever op til Handicapkonventionen. Hvad skal der til for at personer med handicap, kan leve på lige vilkår med andre. Herudover berørtes emner såsom, at der er en nedgang i folk på revalidering men stigning i personer på fleksjob, og hvordan en bedre indsats over for unge med handicap kan sikre, at disse inkluderes på arbejdsmarkedet i stedet for at ende på førtidspension.

Jon Kvist satte fokus på, hvad det er førtidspensionen skal klare, hvad drivkraften bag social sikring er, samt hvilket pres førtidspensionen er underlagt.

Førtidspensionen er til for at undgå fattigdom og skal sikre muligheden for at deltage i samfundslivet. Derudover skal den sikre mod indkomstfrafald. Førtidspensionen kan godt klare første kriterium om deltagelse i samfundslivet, men er ikke god til at sikre mod indkomstfrafald.

Den sociale sikring skal omfordele ressourcerne i samfundet, men grundet den demografiske udvikling og stigningen i ældrebyrden, er der et øget fokus på at få alle i arbejde. Derfor kommer der også et pres på gruppen af førtidspensionister og selve førtidspensionsordningen, da der her er en mulig rekrutteringsbase for arbejdsmarkedet.

Herefter vurderede Jon Kvist førtidspensionisternes muligheder i alderdommen. Her var konklusionen, at selvom en førtidspensionist sparer op, så sparer personer med en arbejdsmarkedspension 10 gange så meget op. Dermed fastholdes uligheden mellem gruppernes indtægtsniveau også i alderdommen. Jon Kvist påpegede ligeledes, at satsreguleringen medfører et stadig stigende efterslæb for førtidspensionen i forhold til lønudviklingen. For næsten hvert år bliver FØP en lille smule mindre. Over tid bliver denne lille smule til ret meget. FØP udhules dermed over tid.

Debatten med salen kom i høj grad til at dreje sig om det stigende antal unge med en psykisk lidelse, der får en førtidspension. Anne Baastrup (SF) pointerede, at der i høj grad mangler tilbud til denne gruppe.

Baggrunden for EU's fattigdomsår er Lisabonstrategien fra 2000. Her blev der enighed om en fælles forpligtelse i EU om bekæmpelse af fattigdom. Der er ingen retlige bindinger på området, og der samarbejdes derfor gennem den åbne koordinationsmetode.

Fattigdomsbekæmpelse handler om kroner og øre. Der er 78 millioner europæere, der lever under den europæiske fattigdomsgrænse. I Danmark anerkender regeringen ikke EU's fattigdomsgrænse, men opererer med lavindkomstgrupper, hvilket ikke nødvendigvis er en permanent tilstand, set fra politikernes synspunkt.

Danmark er det eneste land, der endnu ikke har afleveret et aktivitetsprogram til Kommissionen. Danmarks aktivitetsprogram skal være en bredspektret indsats, der ikke kun skal have fokus på kroner og øre, men også sociale, uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige aspekter.

Rune Kamstrup afsluttede med en udgangsbøn, om at der var stor interesse i at få NGO'erne i tale om det kommende program.

Den afsluttende politiske debat kom vidt omkring. Den blev sat i gang ved oplæg fra panelet, der bestod af Mette Frederiksen (S), Anne Baastrup (SF), Mogens Lønborg (KF).

Mette Frederiksen (S) indledte med at pointere, at 4 ud af 5 eksempler fra den virkelige verden, som DH fremviste, ikke umiddelbart gav anledning til bekymring. Der var ikke tale om, at pensionen var for lav, men et boligpolitisk spørgsmål om billige almenboliger, ligesom transportomkostninger burde kunne løses med tilskud. En ting som Socialdemokraterne arbejder for, er at merudgiftsydelsen ikke skal frafalde ved overgangen til folkepension. Derudover er det en god opsparingsordning, der er kommet med førtidspensionsreformen, men vi skal se på, hvorfor den ikke bruges. Derudover mente Mette Frederiksen, at der var for mange på førtidspension, dette kunne afhjælpes ved at tænke i et anderledes arbejdsmarked og en ny virksomhedstype med større rummelighed.

Mogens Lønborg (KF), der var trådt til med yderst kort varsel, valgte at gå lidt mere overordnet til emnet. Ligesom Mette Frederiksen mente han, at der var for mange på førtidspension. Lønborg er af den opfattelse, at velfærdstaten er til for de mennesker, der ikke kan klare sig. Jeg bliver rørt over at høre, at der er nogen der lever for så lidt som eksemplerne viser, sagde han. Han mente, at der skulle lukkes for tilgangen til offentlig forsørgelse for dem, der ikke har brug for det.

- Så vil det være muligt at sætte ydelsen op for dem der ikke kan klare sig selv. Denne bemærkning står dog for egen regning, da den ikke er koordineret med kollegaerne på Christiansborg, konstaterede Mogens Lønborg.

Sidste politiker på podiet var Anne Baastrup (SF). Anne Baastrup fokuserede på revalideringen og mente ikke, diskussionen havde drejet sig nok om, hvor mange man kunne nå inden de endte på førtidspension, hvis der blev etableret en ordentlig revalideringsydelse. Herudover talte Anne Baastrup om at forbedre vilkårene for unge med en psykisk lidelse, ligesom dyre almene boliger og muligheder for opsparing, når man er på førtidspension, skal sættes på dagsordenen.

Herefter gik debatten lystigt og berørte mange emner. Et væsentligt emne var satspuljen og den automatiske opregulering af førtidspensionen til at følge prisudviklingen, som er indbygget i aftalen.

- Spørgsmålet er, om vi tør opsige aftalen. Vi kan få mulighed for, at der kan komme en bedre opregulering, sagde Mette Frederiksen. Men vi kan også risikere, at den automatiske opregulering forsvinder, ligesom det var tilfældet, før vi indgik aftale om satspuljen.

-- -- --

Dokument oprettet 03-11-2009

Sag 09/383 - Dok. 12239/09 MMH/KP/ck

4