Opfølgning på undersøgelsen af tilgængeligheden på rådhuse og jobcentre
Den 31. januar 2007
J.nr. 4695.4. [25.01.TIL] CAG/kft
Notat om DSI's ønsker til opfølgningen af rapporten ”Undersøgelse af tilgængelighed på rådhuse og jobcentre”
Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg besluttede på baggrund af beslutningsforslag B 40 at undersøge og få udarbejdet en rapport om tilgængeligheden til landets rådhuse og jobcentre. Baggrunden er, at der med den nye kommunalreform vil blive tale om ændringer i den borgerrettede service, når gamle kommuner sammenlægges til nye og større kommuner. Dette betyder, at eksisterende bygninger vil overgå til nye funktioner, samtidig med, at der i nogle tilfælde vil blive opført nye bygninger.
Undersøgelsen blev afsluttet i november 2006. Den baserer sig på kommunernes egne oplysninger.
Der er blevet set på fem vigtige forhold, når det gælder fysisk adgang til kommunernes bygninger for mennesker med handicap:
Parkeringsforhold.
Niveaufri adgang.
Toiletforhold.
Teleslynger.
Elevatorforhold.
Dette er samtidig nogle af de grundlæggende krav til tilgængelighed. De tager alle udgangspunkt i og indgår i Bygningsreglementet fra 1995.
Konklusionen på rapporten er klar. Der er stor mangel på fysisk tilgængelighed:
Godt 15% af rådhusene mangler særlige parkeringspladser for mennesker med handicap.
Knap 80% af rådhusene har ikke teleslynge i byrådssalen.
Knap 23% af rådhusene har ikke niveaufri adgang i stueetagen.
Knap 15% af rådhusene har ikke handicaptoiletter.
Knap 12% af husene har ikke elevator og er på mere end 2 etager.
Tallene taler deres eget tydelige sprog.
Undersøgelsen viser endvidere, at selvom der er mange kommuner og funktioner, der flytter sammen, vil man langt hen ad vejen benytte de samme bygninger, der benyttes i dag. Det betyder reelt, at situationen for personer med handicap ikke forbedres i forbindelse med kommunalreformen.
Konklusionen er klar. Den kommunale sektor lever ikke op til sin politiske og demokratiske forpligtelse om at sikre fuld og lige adgang for alle borgere i kommunerne.
Der er derfor brug for nogle konkrete politiske initiativer, der kan rette op på denne mangelfulde situation. Samtidig skal det forhindres, at fremtidige byggerier ikke lever op til de krav, mennesker med handicap har i forhold til at kunne benytte bygningerne. Der er således både behov for nogle fremadrettede og nogle bagudrettede initiativer. Hertil kommer et behov for at overvåge udviklingen fremover.
Byggelovgivningen og bygningsreglementet skulle sikre, at ingen kommunal nybygning kan opføres uden et minimum af tilgængelighed. Men undersøgelsen viser, at der skal mere til. Det vil sige, at der i forbindelse med den igangværende revision af bygningsreglement 2007 skal ske forbedringer både på de 5 fokusområder samt på en lang række andre områder. Tilsvarende skal det forhindres, at ombygninger af kommunernes bygningsmasse fremover kan gennemføres uden, at der sikres korrekt tilgængelighed for personer med handicap.
Det kræver nogle få mindre justeringer af bygningsreglementet, hvis det skal sikres, at de fem forhold, undersøgelsen fokuserer på, ikke fremtidigt skaber problemer:
Det skal være en pligt at etablere et antal særlige reserverede parkeringspladser til mennesker med handicap tæt ved hovedindgangen til alle kommunale bygninger. Disse pladser skal udformes i henhold til vedtagne standarder med hensyn til adgang, bredder, længde og placering m.v.
Der skal sikres elevatoradgang til alle etager i en kommunal administrationsbygning.
Der skal sikres niveaufri adgang til alle funktioner på alle bygningernes etager.
Det skal sikres, at der etableres velfungerende teleslyngeanlæg i alle møderum og ved skranker m.v.
Desuden skal det sikres, at:
Der i alle kommunale administrationsbygninger skal være en forpligtelse til at have en ansvarlig person for drift og vedligeholdelse af teleslyngeanlæg.
Bagudrettede initiativer
Det skal sikres, at alle væsentlige kommunale administrationsbygninger, der i dag er utilgængelige for mennesker med handicap, ombygges, så de bliver tilgængelige. Det gælder både de, der er undersøgt, og de der ikke er undersøgt.
For at sikre det, er det nødvendigt, at der udarbejdes en konkret handlingsplan med tilstrækkelige økonomiske ressourcer, der inden for en given periode, på f.eks. fem år, sørger for, at alle utilgængelige bygninger gøres tilgængelige med udgangspunkt i de fem kriterier, som undersøgelsen omfatter.
En sådan handlingsplan må regeringen indgå aftale med Kommunernes Landsforening om i forbindelse med de kommende forhandlinger om kommunernes økonomi.
Initiativer til overvågning
Der er behov for at overvåge udviklingen, så man kan følge den faktiske udvikling, og så erfaringerne kan opsamles og bruges i arbejdet for at gøre de kommunale bygninger tilgængelige for alle.
Der er derfor behov for, at den undersøgelse, som Erhvervs- og Byggestyrelsen har gennemført i 2006, gentages med et interval på to år gennem de kommende seks år. (Det forventes, at ovenstående initiativer vil være iværksat og at handlingsplanen på de fem år vil være gennemført).
Der er endvidere behov for et initiativ, der sikrer en erfaringsopsamling af konkrete løsninger på udfordrende problemstillinger, der kan fungere som inspiration i forbindelse med arbejdet for at gøre kommunale bygninger tilgængelige.
3
