Notat om VISO
Dokument oprettet 04-02-2010
Sag 10/133 - Dok. 1417/10 /KP
Notat om VISO
VISO´s vidensfunktion består i dag af de 11 tidligere amtslige videnscentre på handicapområdet samt Hjælpemiddelinstituttet, Center for små handicapgrupper og Videnscenter for socialpsykiatri.
Allerede tilbage i amternes tid var der overvejelser og drøftelser om, hvordan det nationale arbejde med at opsamle viden på handicapområdet kunne optimeres og forbedres. Forslaget mødte stor modstand.
De 11 tidligere amtslige videnscentre er opstået på en mere eller mindre tilfældig baggrund, hvilket blandt andet betyder, at ikke alle handicapområder er dækket af vidensfunktioner. Interessen for videnscentrene er stor blandt medlemmerne af de handicaporganisationer, der er dækket af et videnscenter.
Med dannelsen af VISO skulle videnscentrene samles. Af lovbemærkningerne fremgår det bl.a., at effekten af at samle de forskellige videnscentre i én organisation skal udnyttes. Både til at sikre en mere hensigtsmæssig ressourceanvendelse og til at sætte fokus på områder, der i dag er udækkede rent vidensmæssigt. Med VISO er det derfor blevet aktuelt på ny at diskutere vidensfunktionernes udvikling, herunder hvordan det kan sikres, at ressourcerne hele tiden kan dirigeres derhen, hvor der er behov for ny viden. Imidlertid er der ikke til dato sket noget.
Et andet aspekt på handicapområdet er, at der er tværgående problemstillinger, som udfordrer den nuværende opdeling af videnscentrene. For eksempel i forhold til udviklingshæmmede, som ikke har deres eget videnscenter, er der behov for viden indenfor flere områder. Hvordan sikres denne tværgående effekt?
Endelig er det indgået i tidligere opsamling af problemstillinger, at videnscentrene er meget små og dermed sårbare enheder uden mulighed for at udnytte den synergieffekt, der kan være i et større og bredere fagligt miljø.
DH har ved flere lejligheder drøftet VISO´s vidensdel med DH´s medlemsorganisationer. Men det er svært at konkludere entydigt på medlemsorganisationernes holdninger til vidensspørgsmålet. Vilkårene for videnscentrene og medlemsorganisationernes indflydelse er meget forskellige. Tilfredsheden med videnscentrene er også meget forskellig.
Videnscentrene er organiseret forskelligt. Nogle administreres direkte af VISO, andre har selvstændige bestyrelser. Nogle af medlemsorganisationerne er stærkt utilfredse med, at bestyrelsen overtrumfes af VISO, eller at VISO bestemmer, hvad bestyrelsen skal behandle af temaer.
Der er således nok af udfordringer på området.
I 2007 gennemførte VISO et større analyse- og udredningsarbejde af vidensfunktionerne. Flere arbejdsgrupper blev igangsat, hvor DH var repræsenteret i flere af dem. Men der er tilsyneladende aldrig systematisk fulgt op på dette omfattende analysearbejde.
Aktuelt har Landsforeningen Autisme modtaget meddelelse om, at videnscenter for autisme skal nedlægges. Trods henvendelser er det ikke lykkedes landsforeningen at komme i dialog med socialministeren om sagen. DH har ikke formelt modtaget besked om hverken disse eller andre ændringer fra VISO, hvilket undrer.
Under alle omstændigheder er der behov for, at vi diskuterer og tager stilling til hvilke krav, der skal stilles til fremtidens vidensfunktioner:
Hvordan mener vi ressourcerne bedst anvendes i forhold til de eksisterende videnscentre?
Hvilke udviklingsmuligheder ser vi på vidensområdet?
Hvordan sikres det, at udækkede vidensområder også i fremtiden kan dækkes?
2
