Dokument oprettet 09.03.2009

Sag 09/228 - Dok. 2721/09 KP/ck

DH er meget positiv over for lovforslagets formål, der skal sikre, at kommunalbestyrelsen udmåler og betaler tilskud til borgere med BPA. Tilskud, som gør det økonomisk muligt at rekruttere og fastholde de nødvendige hjælpere.

Som det bl.a. fremgår af lovforslagets bemærkninger, har handicaporganisationerne igennem mange år påpeget, at den kommunale udmåling af tilskud ikke levner mulighed for at tilbyde ordentlige løn- og ansættelsesvilkår for handicaphjælperne. Derfor er der i stigende grad problemer med at rekruttere og fastholde de nødvendige hjælpere. Forhåbentlig vil lovforslaget bane vejen for, at kommunerne fremover udmåler tilskud, der kan honorere anstændige ansættelsesvilkår, ved ansættelse af hjælpere.

Samtidig håber handicaporganisationerne, at det tillige bliver muligt at opnå en bevilling, der også i praksis giver mulighed for at vælge mellem en nærtstående, en virksomhed eller en forening til at varetage arbejdsgiveransvaret. Det må ikke være en bevilling, der gør valget illusorisk.

I forbindelse med lovforslagets behandling ønsker DH at gøre opmærksom på nogle væsentlige problemstillinger, der er skitseret i dette notat.

Ifølge lovforslaget kan der fastsættes bindende regler for det kontante tilskud, som borgeren har til rådighed til ansættelse af handicaphjælpere til BPA. Forslaget indebærer ikke regulering af ansættelsesforholdene for hjælperne. Løn- og ansættelsesvilkårene for handicaphjælperne forudsættes at være et spørgsmål, som reguleres af arbejdsmarkedets parter. Det er DH principielt helt enig i.

Til gengæld er DH ikke enig i, at der ved udmåling af tilskuddet til ansættelse af handicaphjælpere skal tages udgangspunkt i lønniveauet for sammenlignelige grupper. For hvem er sammenlignelige grupper i denne sammenhæng?

DH ønsker en præcisering af, at der skal tages udgangspunkt i lønniveauet for handicaphjælpere.

Det indebærer ikke henvisning til en bestemt overenskomst, som det fremgår af ministeriets høringsnotat til L 136. Det er alene en præcisering af, hvem de sammenlignelige grupper er. I øvrigt er der pt. flere overenskomster i spil i forhold til handicaphjælpere.

Når det for DH er så væsentligt med denne præcisering, er det fordi, der ellers vil opstå forvirring og dermed uensartet udmåling af tilskuddet rundt omkring i kommunerne. Det gavner ikke lovforslagets formål, men giver tværtimod anledning til konflikter og ankesager.

Med forbedrede løn- og ansættelsesvilkår vil arbejdet som handicaphjælper i langt højere grad blive en profession med eget særligt arbejdsområde. Løn- og ansættelsesvilkårene i de gældende overenskomster for handicaphjælpere er designet til det særlige arbejde, handicaphjælpere udfører, og tager bl.a. højde for den særlige fleksibilitet, der er kendetegnende for dette arbejde - og som efterspørges af såvel personer med en BPA som ansatte heri. Ingen andre faggrupper repræsenterer dette arbejdes særlige karakter. Derfor er der ingen sammenlignelige grupper.

Uden denne præcisering frygter DH, at kommunerne fortsat vil udmåle meget diffuse tilskud, fordi det ikke er tydeligt, hvem de sammenlignelige grupper er.

Det er vigtigt at understrege, at denne præcisering ikke er at betragte som en henvisning til en bestemt overenskomst. Forskellen mellem at henvise til lønniveauet for sammenlignelige grupper, som ministeriet foreslår, og handicaphjælpere, som DH foreslår, er alene at det bliver mere tydeligt, hvor lønniveauet og ansættelsesvilkårene generelt skal tage sit udgangspunkt.

Af høringsnotatet fremgår det, at ministeriet frygter, at henvisning til en bestemt overenskomst forventes at medføre krav om regulering af den samlede kompensation til kommunerne, hver gang der indgås en ny overenskomst på området. Men der er ikke tale om henvisning til en bestemt overenskomst. DH er enig i, at det ikke er hensigtsmæssigt at henvise til en bestemt overenskomst. Som ministeriet fremhæver, er overenskomster aftalestof mellem arbejdsmarkedets parter.

Ministeriet nævner endvidere, at borgernes behov kan være meget forskellige, og at der derfor kan være behov for at ansætte hjælpere med særlige kompetencer og/eller særlig faglig baggrund, hvilket udmålingen skal kunne afspejle. Derfor er det ministeriets opfattelse, at lovgivningen og bekendtgørelsen må være fleksibel på dette punkt. Det er DH helt enig i. Men det står bestemt ikke i modsætning til at henvise til lønniveauet for handicaphjælpere.

I det omfang der er behov for særlig faglig ekspertise, er det naturligvis lønniveauet for denne ekspertise, der skal anvendes. Hvis der skal ansættes en sygeplejerske, er det fordi, der skal leveres sygepleje i den konkrete BPA, og derfor skal en sygeplejerske aflønnes som en sygeplejerske og ikke en handicaphjælpere.

DH mener, det er afgørende, at det tilskud, der udmåles til dækning af udgifter til arbejdsgiveropgaver, og administration af ordningerne, er af en sådan størrelse, at borgeren sikres valgfrihed uanset om borgeren vælger at overdrage sit tilskud til en nærtstående, en forening eller en virksomhed. Tilskuddet må være af en realistisk størrelse i forhold til, hvad det koster udbyderne at levere denne type ydelse. Ellers bliver der ikke noget at vælge imellem for borgeren. Måske får borgeren slet ikke mulighed for at vælge, fordi det kommunale tilskud i værste fald bliver så ringe, at ingen vil kunne overtage arbejdsgiveransvaret uden at tabe penge.

I forbindelse med lovforslagets behandling er det derfor nødvendigt at få klarlagt principperne for og størrelsen af det tilskud, ministeriet forestiller sig skal udmåles til at honorere udgifterne til at vælge at lade arbejdsgiveransvaret varetage hos en virksomhed eller en forening.

DH er enig i vigtigheden af at præcisere, at der skal udmåles tilskud til kurser, personalemøder og oplæring af nye hjælpere. Ifølge ministeriets opfattelse skal der også i dag sikres den nødvendige udmåling af timer til oplæring af nye hjælpere. Derfor foreslår ministeriet, at det tydeliggøres i lovbemærkningerne, at dette også vil gælde fremover.

DH's erfaring er imidlertid, at kommunernes praksis på dette område er meget forskellig. En formulering om, at denne praksis skal gælde fremover indebærer derfor en vis usikkerhed.

DH mener derfor, det er relevant med en tydeliggørelse af reglerne på dette område og ikke bare en henvisning til, at den nuværende praksis fortsat er gældende. Det skal klart fremgå, at man skal udmåle tilskud til kurser, oplæring og personalemøder.

DH mener, det vil være relevant at få klarhed over, på hvilken måde ministeriet mener reglerne vedrørende hensynet til bistands- og plejetillæg, for førtidspensionister fra før 2003, skal tydeliggøres i en kommende bekendtgørelse.

Det er vanskeligt at forestille sig, at ministeren kan/skal fastsætte retningslinier for udmåling af støtte til BPA, uden at Folketinget har taget stilling til, hvordan ministeren vil forholde sig til spørgsmålet om bistands- og plejetillæg. Hvilke principper skal ligge til grund for det fremtidige samspil mellem BPA og disse ydelser? Allerede i dag er der meget forskellig praksis i kommunerne på dette område og en meget bøvlet administration.

DH er enig i, at det er både rigtigt og hensigtsmæssigt, at udmålingen af det økonomiske tilskud til at ansætte hjælpere sker efter de samme regler. Det vil sige, det er de samme løn- og ansættelsesvilkår, der skal tages udgangspunkt i, når bevillingen af timer skal omsættes til et kontant økonomisk tilskud til borgerens BPA.

DH er bekymret over, at det kan skabe problemer for borgerne, at man med de nye regler kan bevilge timer til BPA efter to vidt forskellige regelsæt. Mens hjælp efter § 95 udmåles med udgangspunktet i § 83 (hjemmehjælp), udmåles hjælp efter § 96 med udgangspunkt i en individuel og helhedsorienteret behovsvurdering, der skal ses i sammenhæng med formålet om at skabe en fleksibel og sammenhængende ordning, der sikrer borgerens mulighed for at leve et så normalt og selvstændigt liv som muligt.

DH frygter, at kommunerne vil være tilbøjelige til at anvende de samme udmålingsbetingelser for hjælpen for begge bestemmelser. Nærmere bestemt udmålingsreglerne for hjemmehjælp (kvalitetsstandarder), der i langt højere grad baserer sig på et minuttyranni, end den helhedsorienterede hjælp efter § 96.

Frygten er ikke ubegrundet, idet der allerede i dag er tendens til at anvende kvalitetsstandarderne, og normer for hjemmehjælp, i udmåling af BPA efter § 96. Men det er et forkert grundlag. Den faktiske verden er således anderledes, end den er skrevet i gældende og kommende lovgivning, hvorfor der er behov for at overveje nogle principielle ændringer til gavn for borgernes retssikkerhed.

DH mener derfor grundlæggende, at BPA skal bevilges efter én bestemmelse med de samme vilkår for både udmåling af timer og tilskud.

Såfremt en borger vælger en privat virksomhed eller en forening som arbejdsgiver, er det vigtigt, at få fastlagt samspillet og kommunikationsvejen mellem henholdsvis myndighed, borger og leverandør.

Det er borgeren, der modtager en bevilling til BPA fra kommunen. Det er borgeren, der evt. indgå en aftale med en nærtstående, en virksomhed eller en forening. Der må ikke være sammenblanding af rollerne.

DH mener i den forbindelse, at aftaler mellem myndighed (kommunen) og leverandør altid kun skal kunne ske på baggrund af og efter aftale med borgeren. Det må præciseres. Det er borgeren, der beslutter at overdrage sit tilskud til en leverandør.

Det er helt utilfredsstillende, at det nye udmålingsniveau alene dækker det sociale område (§§ 95 og 96). Konkret opstår der en række samspilsproblemer med andre sektorer. Dette er udtalt i forhold til sundhedsloven fx i forhold til respiratorbrugere, hvor regionerne er myndighed.

Som ministeriet ganske rigtig skriver i høringsnotatet, sker der ingen ændringer i forholdet mellem kommuner og regioner med hensyn til respiratorbistand. Områderne reguleres af henholdsvis sundhedsloven og serviceloven.

Men netop på grund af den manglende koordinering lovgivningerne imellem, opstår der alvorlige problemer i praksis for borgeren. For hvis en del af en borgers timer udmåles som respiratorhjælp, efter sundhedsloven, har borgeren ikke ret til at overdrage denne del af tilskuddet til en nærtstående, en privat virksomhed eller en forening. Det er til gengæld muligt med den del af tilskuddet, der er bevilget som BPA efter serviceloven. Det medfører vanskeligheder i praksis. Samtidig omfatter den satspuljebevilling, der er givet til at forbedre løn- og ansættelsesvilkår for handicaphjælpere, kun det sociale område og ikke sundhedsområdet. Det vil konkret betyde, at nogle af de svageste borgere med BPA vil kunne opleve vanskeligheder med at rekruttere deres ansatte, fordi nogen af dem/en del af deres arbejdstid er finansieret via sundhedsloven uden forbedringerne.

Problemet opstår også i relation til arbejdsmarkedslovgivningen og lovgivningen om personlige assistenter til handicappede i erhverv.

Der er derfor behov for en meget hurtig tværsektorielt afklaring og løsning i forhold til BPA.

Det fremgår af ministeriets høringsnotat, at reglerne om arbejdsmiljø hører under beskæftigelsesministeriets område. Det er DH enig i. DH er også enig i, at lovforslaget ikke i sig selv ændre reglerne om arbejdsmiljø m.v.

Selvom reglerne tilhører et andet ressortområde, og ikke ændres, kan de have økonomiske konsekvenser for en fremtidig borger med BPA.

I dag er det borgeren, der er arbejdsgiver i henhold til § 96. I fremtiden er det måske en virksomhed eller en forening, der har overtaget arbejdsgiveransvaret. Det betyder noget i forhold til efterlevelse af arbejdsmiljølovgivningen m.v. Virksomheden eller foreningen bliver nødt til at varetage de opgaver vedrørende arbejdsmiljøet, der ligger i at varetage arbejdsgiveransvaret, fx i forhold til APV (Arbejdspladsvurdering).

Det er derfor et ønske fra DH, at det bliver sikret, at det udmålte tilskud til BPA skal have en størrelse, der gør, at der kan tages højde for disse arbejdsmiljørelaterede udgifter. Dette gælder blandt andet bevilling af de nødvendige hjælpemidler, fordi de eksisterende regler om hjælpemidler ikke indeholder hjemmel til bevilling til arbejdsmiljøformål.

DH finder det beklageligt, at borgerne ikke får en generel adgang til at kunne søge om at modtage deres hjælp efter andre paragraffer som en helhedsorienteret ydelse efter servicelovens § 96, stk. 3. Der vil være flere situationer, hvor det vil være bedst for borgeren at modtage den samme støtte, som vedkommende er visiteret til efter andre paragraffer, efter servicelovens § 96 som BPA. Det kan være med til at give borgerne en øget selvbestemmelse og sammenhæng i hverdagen. Derfor er det uheldigt, at kommunen selv kan beslutte, om den overhovedet vil benytte/overveje at yde hjælp efter § 96, stk. 3.

DH finder det nødvendigt, at der åbnes mulighed for, at borgerne kan ansøge om at modtage den hjælp, de bevilges efter andre paragraffer, som BPA efter § 96.

Det vil ikke umiddelbart medføre ekstra udgifter for kommunen, men vil bidrage væsentligt til en øget livskvalitet hos borgerne.

For børn og unge med en bevilling, der minder om BPA, vil fremtiden kunne se problematisk ud. Med de forbedrede løn- og ansættelsesvilkår m.v., som kommer til at gælde for voksne med BPA, vil man kunne forvente, at der vil blive endnu sværere at fastholde og rekruttere handicaphjælpere til børn og unge med BPA. Den ændrede lovgivning og de økonomiske forbedringer er ikke blevet udstrakt til også at gælde de få børn og unge, der har en BPA el.lign. De vil derfor i fremtiden kunne risikere at blive ramt af ”ulige konkurrence”.

DH mener derfor, at man snarest skal sikre, at de samme løn - og ansættelsesvilkår skal gælde for ansatte i BPA hos børn og unge med et betydeligt handicap.

6