Dokument oprettet 01-12-2008

Sag 08/871 - Dok. 14628/08 /KP

Ved Holger Kallehauge

Indledningsvist bød Holger Kallehauge velkommen til deltagere og inviterede oplægsholdere.

Herefter gav Holger Kallehauge en kort præsentation af forskelle og ligheder mellem domstolssystemet og det administrative klagesystem, som DH repræsentanterne medvirker i.

De fem væsentligste ligheder:

1. Både forvaltning/administration og domstole er formaliserede konfliktløsningsorganer, der har til formål at behandle konkrete individuelle sager mellem to parter. (I det administrative klagesystem er det sager mellem borgere kontra det offentlige).

2. Begge systemer er styret af regler og praksis; bygger på lovgivning, generelle retsregler, principper om retssikkerhed, og har hjemmel i lovgivningen. Retligt reguleret og i mindre grad rammestyret.

3. For begge systemer gælder, at der er anke- og klageret i mindst to instanser.

4. Fælles ved domstole og forvaltning er, at der er retssikkerhedsgarantier.

5. Endelig gælder kontradiktionsprincippet begge steder; borgerne skal høres, inddragelse af lægfolk, Fælles målsætning om retfærdighed. Skal udøves og opleves (af hensyn til borgernes retsbevidsthed)

De fem væsentligste forskelle

(udover at spørgsmålet om straf og frihedsberøvelse kun er gældende ved domstolene.)

1. Domstole fungerer ved en høj grad af mundtlighed, det administrative klagesystem ved en høj grad af skriftlighed.

2. Der er en stor forskel i antallet af sager: Der er mange flere sager i det administrative system end ved domstolene. Dermed er der også stor forskel i tid og ressourceforbrug: Sager tager længere tid ved domstolene

3. Der er forskel i brugen af sagkyndig bistand: Ved det administrative system anvendes dette stort set ikke, da de er selv specialister. Ved sager ved domstolene inddrages i langt højere grad sagkyndig bistand.

4. Parternes rolle i sagen: Ved domstolene har parterne rådighed over sagen, og sørger hver især selv for at oplyse sagen tilstrækkeligt. Domstolene fungerer på basis af kontradiktion - krydsbelysning af sager. Det gør det administrative system ikke nær i samme grad. Ved det administrative klagesystem spiller parterne i en sag ingen aktiv rolle.

5. Ved domstolene er der nævninge og domsmænd. Dommere og lægdommere voterer sammen. Det er dommerne skriver dissens. Dissenser fremgår af dommen.

Oplæg ved Thorkil Juul, Ankestyrelseschef:

Begge oplæg findes som PowerPoint præsentation, hvorfor de kun er gengivet i overskriftform i det følgende:

Ankestyrelsen har eksisteret siden 1973. Har ca. 300 medarbejdere.

Pr. 1. januar 2009 oprettes et nyt Ligebehandligsnævn. Her kan borgere fremover klage over forskelsbehandling på arbejdsmarkedet på grund af blandt andet handicap.

Thorkild Juul orienterede kort om konsekvenserne af den netop vedtagne finanslov, hvor jobcentrene bliver kommunale. I forhold til klagesystemet betyder det, at der vil ske en sammenlægning af Arbejdsmarkedets Ankenævn (der behandler sager om arbejdsløshedsforsikring) og Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg. Der kommer til at sidde fire repræsentanter fra hhv. KL, DA, LO og DH. DH skal fortsat deltage i samme sager som i dag. Ved behandling af sager, der vedrører de tidligere Arbejdsmarkedets Ankenævn, behandles disse kun af DA og LO. Der kommer et lovforslag senere på året.

Oplæg ved Marianne Sinding, kontorchef i Ankestyrelsen

Marianne Sinding fortalte i præsentationen om Ankestyrelsen og om hvilke typer af sager, der behandles i Ankestyrelsen. Desuden fungerer Ankestyrelsen som sekretariat for mange nævn.

I oplægget berørte Marianne Sinding spørgsmålet om rollen som lægdommer kontra partsrepræsentanter. Af Socialkommissionens betænkning fra 1969 fremgår det, at de beskikkede medlemmer i Ankestyrelsen fungerer som lægmænd, der ikke skal varetage bestemte gruppers interesser. Som lægdommere skal de sikre en rimelighedsbetragtning. Som partsrepræsentant i Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg forventes parterne at have kendskab til området, således at de kan varetage de beskæftigelsespolitiske hensyn.

Som repræsentant i den gamle Ankestyrelse udfylder man lægmandsrollen ved at repræsentere den ”almindelige sunde fornuft”. Dette er et væsentligt supplement til den juridiske vurdering!

I Beskæftigelsesudvalget er parterne på arbejdsmarkedet repræsenteret via KL, DA, LO, DH. Her skal man som repræsentant netop udfylde rollen som partsrepræsentant, der kan varetage beskæftigelsespolitiske hensyn.

I Ankestyrelsen er der i alt udpeget 90 repræsentanter (fra KL, DH DA, LO, FTF). Til hvert møde udpeges tilfældigt to til at deltage (netop lægmandsfunktionen).

Afgørelsen på et ankemøde træffes i møde, Som regel afgøres sagen ved konsensus. Ved uenighed afgøres sagen ved afstemning. Ved afgivelse af dissens, skrives denne ind i referatet fra mødet.

Mødereferat betragtes i Ankestyrelsen som internt dokument. Det betyder, at dette ikke offentliggøres, og at det ikke er omfattet af regler om aktindsigt. Ved udtalelser fra lægekonsulenter omfattes referatet af reglerne om meroffentlighed, og ved aktindsigt er det alene den del af referatet, der omhandler lægekonsulentudtalelser, der offentliggøres.

Afslutningsvist berørte Marianne Sinding spørgsmålet om dissens. Det fremgår ikke i afgørelsen af en sag, hvis der har været afgivet dissens. Ved aktindsigt gives heller ikke oplysning om, at der har været afgivet dissens. Det er ikke muligt at få viden om afgivelse af dissens, og indholdet heraf.

Oplæg ved Claus Haagen Jensen, professor Ålborg Universitet

Klagesystemets spiller en meget stor rolle i DK. Organiseret i et hierarki. Modificeret så hovedreglen er, at man ikke i sidste ende klager til en hierarkisk myndighed, men til et ankenævn. Flere grundopskrifter: 1) indsætter partsrepræsentanter - neutral juridisk formand i sær på arbejdsmarkedsområdet. Påvirket fra det fagretslige system 2) sagkyndige nævn - ud over juridisk formand trækker man folk ind med særlig indsigt, fx på miljøområdet 3) det politiske nævn, med jurist som formand men også andre - ”folkehavet” repræsenteret af politikere. Hovedeksemplet er naturklagenævnet.

Mange varianter, der ikke passer ind i disse konstruktioner. Men læner sig typisk opad det ene eller det andet. Hvordan er situationen, på DH områderne? Traditionelt opfattet DH repræsentanter som lægfolk. Skal man på nogle områder betragte dem som partsrepræsentanter?

Hvad er en partsrepræsentant? En, der repræsenterer en part. Hvad er så en lægmand? Én der ikke er jurist, eller én der ikke har en anden faglig kvalifikation. Svært ved at se, hvordan man kan diskutere forskellen mellem de to modeller. Organisationen, der har indstillet dem kan ikke instruere dem. Hvad enten man i forarbejderne sætter den ene eller anden etikette på dem - så er de præget af deres baggrund. Ingen konstruktiv sondring. En skelnen, der vil glide over i retshistorien.

Hvordan skal man vurdere lægmandens rolle? Repræsenterer lægmanden en særlig sagkundskab? Den sunde fornuft - hvorfor den sunde fornuft ikke også repræsenteres af jurister er uforståeligt. Forskellige indstillinger til, hvor fornuften har rod.

Langt fra det normale, at man deltager i en sag, hvor man har en særlig baggrund. Det centrale er, at det skal være en lægmand - en ikke jurist. Juristerne skal være tvunget til at argumentere med nogle, der ikke har den faglige baggrund.

Spørgsmålet om dissens. Hvad er det? Ikke det samme som at man er uenig. Den, der afgiver dissens har krav på at få markeret, at vedkommende mener noget andet, end den beslutning, der er kommet ud af processen.

Meget svært ved at se, at man ikke skal fortælle, at nogle har dissentieret. Hvad er ideen i det? Enkelt sammenhæng hvor det spiller en rolle. EF domstolen. Anses for at være beskyttelse af dommernes uafhængighed. Bortset fra det - svært ved at se, det kan være et problem. Køber ikke uden videre den argumentation, at man i kraft af de almindelige regler om aktindsigt kan være omfattet - svært ved at holde oplysningerne tilbage.

Fordele og ulemper - stærke og svage sider ved det klagesystem vi har. Til plus siden hører, at når legaliteten skal prøves, skal der være jurister til stede. Skal andre være med, hvis det kun er legalitetsspørgsmål? Indgår den sunde fornuft ikke i bedømmelsesgrundlaget? Minder om magtfordrejning. Skal vi have andre med? Ofte en god ide af to grunde: 1) ganske sundt for juraen og dens praktikanter - tvunget til at forklare sig, så andre kan forstå det. 2) får et bredere kendskab til de pågældende instanser og til hvad der foregår på det pågældende område. Fordelene er ikke, at ikke jurister forlænger afgørelserne med fornuft og mening, men snarere udbreder budskabet om, hvad der foregår på området.

På minus siden - systemet er voldsomt uoverskueligt. Prøver at reformere det. Meget uoverskueligt. Ikke særlig borgervenligt. Ikke et system, der er gearet til at kunne hjælpe folk, der skal andre steder end. Kan vejlede om klagemuligheder indenfor det man selv kender til - men ikke til et andet administrativt klagesystem. Middelalderligt. At offentligt ansatte kun skal kende til det område, de selv sidder med, mens borgerne skal kende til det hele.

Et andet forbehold. Hvis man har et stærkt opsplittet system - hvordan kan man så få en helhedsvurdering? Kan se, der er et problem.

Overveje hvordan det kan laves anderledes. Forvaltningsdomstole i det europæiske kontinent. Nævnene spiller ikke en nævneværdig rolle. Skal man i virkeligheden overveje at lave en forvaltningsdomstol? Nævn og ombudsmandsfunktion spiller ikke den samme rolle.

Kan det administrative klagesystem udfordres? Eksterne prøvelsesmuligheder - hvad nu hvis ombudsmanden ikke kan gå i sagen - så er der domstolene tilbage. På det sociale område i stigende grad en tendens.

Spørgsmålet er, om borgeren forstår, at klagesystemet er til for at sikre retssikkerheden. I børnesager er fremmøde en mulighed. Parterne får beskikket en jurist. Interessant hybrid i et administrativt klagesystem. Fremmødet betyder noget. Ændringer sker. Kommer flere sager. Ankestyrelsen kan selv tage sager op.

Enormt spillerum i de enkelte sager. Skal man støtte sig til lægekonsulenten eller en anden læge? Ukendt facitliste. Ligger der tilstrækkeligt information til, at borgerne kan få ret. Afgørelserne er meget ujævne.

Partsrepræsentant og lægrepræsentanter. Nyttigt at få denne sondring aflivet.

Thorkil Juul:

Formandsafgørelser i sociale nævn. Formandsmøder og papirmøder er rationalisering. Jævnligt diskussionspunkt, hvor mange formandsafgørelser, der skal træffes. DH har også fokus på det. Effektiviseringssynspunkt, der ligger bag denne mulighed.

Der er mulighed for at bede om at få en sag på møde.

Med hensyn til sagen om afvisning af sclerose som handicap. Ikke lagt op til sondring mellem sygdom og handicap i Ligebehandlingsnævnet. Nye nævn skal behandle en hver forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Det nye nævn bliver med en dommer som formand + et antal medlemmer + to udpegede medlemmer. Tør ikke svare helt nøjagtigt på spørgsmålet.

Børnemøderne og at det er en hybrid. Er en slags hybrid.

Claus Haagen:

Den nye lovgivning viderefører. Handicapspørgsmål kan tages op, når det handler om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Almindelig begrænsning. Hvis et spørgsmål kan indbringes for en fagretlig instans trækker nævnet og de tidligere instanser sig ud.

Grænsedragning mellem legalitetsspørgsmål og skønsspørgsmål er svær at drage. Den sidste prøve er, om domstolene kan forholde sig til det. Kan være tvivlsomt i mange tilfælde.

Holger Kallehauge:

Prøvelsesret ved domstolene er blevet ændret radikalt i årenes løb. Nogle overvejer om der er noget tilbage, man ikke kan prøve. Denne udvikling smittet af på det adm. Klagesystem. Ankestyrelsens prøvelse bekræftes ikke altid 100 procent i nævnene.

§ 21 i forvaltningsloven. Borgerne har ret til at komme med en udtalelse inden afgørelse træffes. Borgerne kan bede om det.

Om dissens, der ikke bliver oplyst i ankestyrelsen. Hvad er formålet, hvis den ikke kan oplyses? Kan ikke være uvæsentligt, når man skal overveje en domstolssag, at kende til dissens. Væsentligt at det kommer med. Referater af møderne - ser ikke selv, hvad man har sagt og hvordan man bliver refereret. Retssikkerhedsmæssigt problematisk.

Henvisning til Voteringsprotokol i domstolene. Læses op inden vi skilles. Gå tilbage og sammenligne med voteringsprotokollen. Intern kontrol med at man gengiver konkret.

Frustration: afvisning med henvisning til, at sådan er reglerne. Hvornår er det ene og hvornår er det andet?

Ankestyrelsens begrundelse i dissens problematikken. Hvilke hensyn gør sig gældende i det ene niveau i forhold til det andet niveau.

Claus Haagen Jensen:

Kort at angive sin afvigende mening. Ret for den pågældende. Hvis man nægter at lade de pågældende se, hvad det er, man mener, de har lagt til grund. Efterlever man ikke lovens bestemmelse. Ikke flertallets ret at formulere, hvad mindretallet mener.

Lad være med at opdele verden i jura og fornuft. Det er helt skævt. Enhver fortolkning er pragmatisk. Der indgår vurderende elementer. Indgår i al fortolkning og juridisk virksomhed. Ellers er den gal med juraen. Nok at bruge kræfterne på, selvom der ikke er jura i de enkelte sager.

Thorkil Juul:

Nyttigt at høre synspunkterne. Dissens der ikke offentliggøres. De læge repræsentanter kommer fra forskellige organisationer, men skal ikke optræde som disses forlængede arm. Skal ikke kunne forfølge de læge mænd for ikke at have gjort indsigelser. Offentliggørelse af dissensen kunne bevirke sådan en virkning. Det enkelte medlem kunne påvirkes til på sin organisations vegne at mene noget bestemt.

Holger Kallehauge:

Repressiv tolerance. Passer så godt på os, at vi ikke kan mene, hvad vi mener. Forstår tanken. Undlader at citere navnene. I langt de fleste tilfælde er det ligegyldigt. Kan være enkelte sager, hvor det kan spille en rolle. Men kan repræsentanterne ikke selv vurdere, om man vil stå frem. De fleste vil gerne sætte navn på det, de mener. Ikke tidssvarende.

Svært ved at se, at DH skulle begære aktindsigt for at se, hvad repræsentanterne mener. Det er vel kun borgeren, der har mulighed for at få indsigt.

De afvigende opfattelser skal komme til udtryk. Kan give borgeren en trøst. Mindst én, der forstod hvad jeg mente. Kunne tænkes at det fik en vis betydning for om en person ville gå til ombudsmanden og domstolene.

Ikke mindst, hvis de ledsagende bemærkninger er ledsaget den sunde fornuft. Det handler også om, hvad det er for et klima vi voterer i. Behandle dem åbent sagligt - ellers var det ris til egen rumpe. Har forskellig erfaring af, hvad jeg har oplevet som dommer og i et nævn.

Effektivitetshensyn - men når man delegerer beslutningskompetencen siger man, hvad det er man bevæger sig indenfor. Kan ikke forstå retssikkerhedsmæssigt, at man selv kan afgøre det.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det her foregår efter kontraktstyring. Hvor mange procent skal være formandsafgørelser. Brokkede sig i Hovedstaden. Får nu 50 % forelagt mod tidligere 15 %. Er det retssikkerhedsmæssigt, at det afhænger af kontraktstyring, at sagerne afgøres ved formandsafgørelser.

Mere betryggende i ankestyrelsen, at man får det ud til skriftlig votering. Kommer mange rimelig oplagte. Hvis bare en af de beskikkede ikke er enig, kommer den på møde. Både en administrativ lettelse + har mulighed for at sige, jeg ikke er enig i, eller at jeg ikke kan finde ud af det.

Hvor tit bliver der bedt om at få en sag på et møde?

Marianne Sinding:

Årets skriftlige voteringer. 64 sager ud af ca. 2500 sager er udsat til mødebehandling.

Er det overladt til de enkelte statsforvaltninger at afgøre, hvor mange sager der skal på møde? Kompetence til formanden for nævnet at træffe afgørelse, hvis der ikke er tvivl. Ikke regler for, hvor mange sager der kan afgøres som formandsafgørelser.

Jo, der er kontraktstyring. På foranledning af DH. På et tidspunkt hvor der havde været ganske mange formandsafgørelser. Kontraktfæstet at en vis procent, der skulle mødeafgøres. Også utvivlsomme sager på møder.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Papirmøder. Kommer ud som afgjorte sager på forhånd. Vi kan gøre indsigelse og forlange dem på mødet. Men der mangler drøftelse af de sager. Meget uheldigt.

I nævnene foregår en vis form for politisering. Ikke nævnenes opgave. Sker ofte det, at man afgør sager lige på kanten af lovgivningen. Kommer af og til bemærkninger fra formanden. Det afgør man på den måde, at man håber borgeren anker, så man kan få en ankestyrelsesafgørelse. At afgøre for at få en ankestyrelsesafgørelse. For eksempel i forhold til bilsager. Det er blevet stort set umuligt at få trivsels biler i dag. Gået langt ud over, hvad lovgivning og afgørelser giver hjemmel for. Kræver dokumentation for brug af biler, også elektriske kørestole og minicrosser m.v. Ikke nok at borgeren har brugt sin fritid på at fiske m.v. Dokumentere for, hvad man skal bruge bilen til.

Forskelligt, hvordan sagerne behandles i de sociale nævn, hvordan de fungerer, hvad man får at se. Der er stadig stor forskel på, hvad man får af adgang til materialer m.v. og til formandsafgørelser. Kommer 4-5 ens typer sager på. Er det i orden at vi fremover tager den slags sager som formandsafgørelser. Stor forskel på, hvordan de enkelte statsforvaltninger kører deres forretning.

Forenklet sager og sager til behandling. Svær at se opdelingen. Får nu 30 % flere sager.

Kommunernes forsinkede sagsbehandling. Mange måder at pine klagerne på. En af de mest effektive er at lade som om de ikke har klaget. Udtaler kritik af kommunernes sagsbehandling. Gør ikke indtryk. Føler sig lidt magtesløst. Findes der magtmidler?

Skal lave 40 % formadsafgørelser. Det står i min kontrakt. 60 procent til afgørelse. 1) behandling 2) forenklet behandling 3) papirmøder.

Papirmøder er en slags forenklet mødebehandling. Får flere sager igennem systemet i en fart for at hjælpe borgerne.

Problematik - elendig sagsbehandling. Halvdelen af sagerne bliver sendt tilbage fordi de formelt er helt forkerte eller der er så mange formelle fejl, at det må op på møder med kommunerne.

Holde retssikkerheden i kommunerne under opsyn. Navnlig praksisundersøgelser. Gælder både statsforvaltningerne og styrelsen. Noget forskelligt resultat, der kan ses på de forskellige forvaltningsområder. Ved at se på tildeling af fleksjob. Har været resultater, hvor man har kunnet kritisere kommunernes afgørelser. Henlede opmærksomheden overfor lovgivningsmagten.

Bilsager ikke kommenteres. Hjælpemiddelområdet ligger åbent op til på ankemøder, brug for nuancerede synspunkter på tildeling af hjælpemidler og forbrugsgoder.

Claus Haagen:

Kontraktstyring. Rystende at høre om. Oplever det i retning af, at man skal nå op på en bestemt procent. Ved årets slutning er der flere sager, der ryger over i en anden bunke. Ikke saglige lodder i en saglig behandling. Uacceptabelt. Fint med forenklet sagsbehandlingsform. Men i nogle situationer, hvor nævnets stilling er helt afklaret.

Hvad kan der gøres ved det. Godt se nævnenes kritik ikke har den store gennemslagskraft. Har en institution, der er helt god til sådan noget, nemlig ombudsmandsinstitutionen. Ombudsmanden har offentlighedens bevågenhed.

En anden figur man kan inddrage. Der skal ikke mange sager til om erstatning fra domstolene, før der sker noget.

Karsten Loiborg:

Resultatkontrakter. Hvis nogle kan levere en sag for ombudsmanden på baggrund af kontraktstyring, så vil ombudsmanden være meget interesseret i det. 2008 særlig fokus på sagsbehandlingstider. Hvis der er generelle problemer fra visse kommuner og visse nævn. Hører gerne om det. Det ser ikke godt ud.

Marianne Sinding:

De lange sagsbehandlingstider er ofte svært at gøre noget ved, for der er ikke regler og sanktioner. Har en principiel afgørelse. Betragter den lange tid som et afslag.

Oplæg og diskussion ved Karsten Loiborg, kontorchef, Folketingets Ombudsmand

Oplægget findes som PowerPoint præsentation, hvorfor det ikke gengives her, men blot ridses op i overskrifter:

Historisk baggrund for Ombudsmandsinstitutionen:

Ombudsmanden kan optage sager på eget initiativ, og har blandt andet gennemført inspektioner af handicaptilgængelighed.

Der er årligt ca. 4000 ombudsmandssager. Heraf er 150-250 ”egen-drift” sager

I oplægget gennemgik Karsten Loiborg ganske udførligt to konkrete ombudsmandssager på handicapområdet: En sag som handlede om Servicelovens § 100 om merudgifter, samt en sag om kommunens vejledningsforpligtelse, Retssikkerhedslovens § 5.

Endelig diskuterede Karsten Loiborg officialprincippet i forhold til Forvaltningslovens § 29, der regulerer indhentning af oplysninger. Her kan der opstå et dilemma i forhold til officialprincippet, i forhold til, hvilke oplysninger, der skal inddrages i en sag, for at denne er tilstrækkeligt oplyst. Problemet opstår, hvis der er tale om særligt fortrolige oplysninger såsom helbredsoplysninger og andre sociale forhold/problemer. Budskabet fra Karsten Loiborg var, at man kan imødegå dette dilemma forholdsmæssigt problemfrit, ved at indhente samtykke fra borgeren om at lade disse oplysninger indgå i sagen.

Spørgsmål fra salen

I forhold til at inddrage alle relevante og lovlige oplysninger, skal man så også oplyse om tidligere forhold? For eksempelvis, når det drejer sig om vurderingen af merudgifter til en dyrere bil, skal den tidligere sag så også inddrages i vurderingen?

Karsten Loiborg:

Hvis man kan få dækket merudgifter til en dyrere bil, så skal man indhente de relevante oplysninger, herunder den tidligere sag. Det er en del af officialprincippet.

Spm.

Hvis en borger ønsker forvaltningsbistand til at løse et konkret problem - har borgeren så ikke ved sin henvendelse givet samtykke til at indhente relevante oplysninger?

Karsten Loiborg:

Nej. Det er ikke nok. Kommunen skal indhente samtykke. Hvis borger ikke vil give samtykke, så er der et problem! Men her har kommunen vejledningspligt.

Spm.

Kommunen skal indenfor forvaltningen undersøge alle muligheder for støtte/hjælp, uanset organisering i kommunen. Hvilken rolle spiller det ift. Retssikkerhedslovens § 5?

Karsten Loiborg:

I forhold til Retssikkerhedslovens § 5, ja, kommunens organisering spiller ingen rolle for kommunens vejledningspligt.

Spm.:

Hvornår har en borger ansøgt om noget? Hvis man har haft en samtale med kommunen, som så dermed opfatter det som om, at borgeren har ansøgt om noget.

I forhold til Retssikkerhedsloven på det sociale område er der problemer med at finde ud af, hvad der gælder ift. forvaltningsloven.

Karsten Loiborg:

Hvis man henvender sig til kommunen, hvor Retssikkerhedslovens § 5 gælder, skal andre lovgivningsområder, herunder beskæftigelsesområdet også indtænkes.

Hvis der er et lovgivningspolitisk problem skal dette adresseres til Velfærdsministeriet. Ombudsmanden kan ikke gå ind i det, hvis det er et politisk spørgsmål.

Spm.:

I sager med manglende oplysningsgrundlag. Hvor udfarende skal klagesystemet være?

Karsten Loiborg:

Sagsoplysninger er helt grundlæggende. Sagen skal hjemvises, ellers er der tale om ugyldig afgørelse. Sociale nævn og Beskæftigelsankenævn er lidt hurtige til at hjemvise, i stedet for selv at oplyse sagen. Men hvis de selv kan finde oplysningerne, har de pligt til at fremskaffe oplysninger.

Spm.:

Vedr. hjemvisninger i Ankestyrelsen. Der er mange arbejdsskadesager, som i princippet er partssager (skadeslidte, forsikringsselskab). Det er klar praksis i Ankestyrelsen ikke at udbedre oplysninger.

Karsten Loiborg:

Man er kun tvunget til at hjemvise, hvis den er ugyldig, eller hvis der er ændret så meget i forhold, så sagen har ændret karakter. Sagen er velfærdstruende for borgeren, ikke for forsikringsselskabet, som kun er ”halvpart”. Man kan i højere grad ændre til gunst for skadeslidte mere end for forsikringssager.

Spm.:

Kan man ikke se hjemvisninger som en disciplinering af kommunerne (at de har pligt til at oplyse en sag tilstrækkeligt).

Karsten Loiborg:

Man kan også skrive, at der er sket fejl i stedet for at hjem en sag.

Holger Kallehauge sammenfattede nogle af dagens temaer:

Tanker om projektsager hos ombudsmanden - kan DH påvirke på dette område?

Værdifulde informationer, fx af de forskelle, der er i de regionale nævn.

Temaet om dissens meget væsentligt.

Forholdet mellem administrativ klagebehandling og domstolsbehandling. I børnesager gør man det, man burde gøre.

Ret til at udtale sig.

Arbejdsgruppen om retssikkerhed vil samle op på diskussionerne. Opfordre til, at man sender en mail, om hvad der har været vigtigt.

Støtte hinanden i rollen som lægfolk. Ingen praktisk forskel mellem partsrepræsentanter og læge repræsentanter.

Drøftelse mellem official princippet og hjemvisning. Lære dem at gøre det på en ny måde.

Tvinge juristerne til at begrunde det de siger, så det giver mening for os.

Bemærkninger fra salen:

Hjemvisninger. Så ring efter flere informationer. En del børnesager. Beskikkede advokater er de ringeste advokater. Ikke mange, der løfter sagerne. De er ikke hjulpet. Grotesk. Mange arbejdsskadesager med psykiske funktionsnedsættelser. Er det tilfældigt?

Ser mange sager på psykisk funktionsnedsættelser. Væsentligt problem. Hvordan kan vi bidrage til at gældende restriktiv praksis bliver drejet? Sagerne skal underkastes en analyse og videresendes til udvalget for arbejdssygdomme for at se, om der skal opstilles yderligere kriterier.

Opfordring til at bruge DH´s elektroniske diskussionsforum for repræsentanter i klagesystemet. Når nogle diskuterer dissens eller nogle af de spørgsmål - skrive en informationsnote på sagen. Inspirere hinanden med praktiske eksempler på nogle teoretiske spørgsmål.

Flere stemmers bidrag til DH´s årsrapport. En mail eller to vil højne informationsniveauet.

Spørgsmål om, hvor mange, der kommer med i projekter i Ankestyrelsen. For eksempel når man samler mange sager sammen - ankemøde. For eksempel sager om psykiske arbejdsskadesager. Officialmaksimen. Borgeren synes ikke den er oplyst selvom myndigheden gør det. Ikke foreliggende lægelige dokumentation. Problem.

Ankestyrelsen skal i 2009 se på de psykiske arbejdsskadesager.

Opsamling og afslutning fra Holger Kallehauge:

Hvordan bliver vi udpeget til de forskellige sager? Hvad skal der til, før praksis bliver ændret i ankestyrelsen? Plads til konkrete modifikationer af praksis? Ankestyrelsen er 100 gange så stiv som domstolene. Konkret modifikation. Voteringsklimaet. Tage ordentligt imod folk. Ikke banke os i hovedet med deres praksis. Opfølgning i forhold til dissenser. Officialmaksimen og hjemvisninger.

Forslag: klippekort til antallet af hjemvisninger.

Afgør sager meget snævert efter enkelt bestemmelser. Ser ikke tilstrækkeligt på formålsparagrafferne. En del falder igennem. Dannet sig en underliggende praksis i de enkelte paragraffer. Dyrke formålsparagrafferne.

Skal til at bruge handicapkonventionen. Tage med ved voteringerne. Principperne om fx selvbestemmelse, + andre principper, der kan udledes af de andre bestemmelser.

12