Pejlemærker for en ny medieaftale
Pejlemærker for medieaftale og public service-aftaler
Danske Handicaporganisationer mener, at Folketinget bør sigte efter nedenstående pejlemærker, når der skal indgås en ny medieaftale - og nye public service aftaler.
Medieaftale
Nedsættelse af forum for tilgængelighed til tv
Medieaftalen skal indeholde en forpligtelse til at nedsætte et tværgående forum for tilgængelighed til digitalt tv på ministerielt niveau. Tilgængelighed til tv involverer flere aktører end public service-udbyderne. Der er behov for at nedsætte et forum, der f.eks. repræsenterer udviklere, public service-udbydere, Videnskabsministeriet, Kulturministeriet, private udbydere, producenter af tv, producenter af udstyr, brancheforeninger - og handicaporganisationerne. Ansvaret for dette forum vil naturligt skulle placeres hos Kulturministeriet.
Forpligtelse til at inddrage handicaporganisationerne
Medieaftalen skal indeholde en forpligtelse til at inddrage handicaporganisationerne ved udarbejdelse og løbende justering af public service-aftalerne.
Følg EU-direktivet
Private tv-udbydere skal opfordres til at gøre deres services tilgængelige for mennesker med handicap, jf. EU-direktivet om Audiovisual Media Services.
Fortsat forskning og internationalt samarbejde
Danmark skal fortsætte engagement i det internationale forskningssamarbejde omkring tilgængelighed til tv - jf. det arbejde, der på nuværende tidspunkt foregår gennem det tværeuropæiske konsortium DTV4all.
Midler til teknologi-udvikling
Der skal sikres økonomi til udvikling af teknologi, der skaber bedre tilgængelighed for personer med handicap til tv. Her tænkes bl.a. på teknologi, der kan benyttes til live-tekstning, oplæsning af undertekster, tegnsprogstolkning o.l.
Must carry
”Must carry-forpligtelserne”, der fortæller, hvilke tv- og radiostationer fællesantenneanlæg og kabel-tv-selskaber har pligt til at distribuere, skal omfatte alle public service-kanaler, der indeholder tilgængeligt tv.
Public service-aftaler
Kvalitet ud over kvantitet
Public service-aftalerne skal indeholde forpligtelser for tilgængelighed til tv, der ikke primært er specificeret i kvantitet og teknologi, men derimod i behov, funktionalitet og kvalitet. Handicaporganisationerne skal involveres, når der udarbejdes mål for tilgængeligt tv. Samtidig skal aftalerne sikre et bredt udbud af tilgængelige udsendelser for mennesker med handicap. Læs mere i DH's politikpapir, hvor DH's mål er specificeret.
Dynamiske aftaler
Public service-aftalerne skal være dynamiske, således at de kan udvikles hen over perioden - i takt med de teknologiske muligheder.
Værn imod besparelser
Public service-aftalerne skal formuleres således, at der er et værn imod besparelser på de områder, hvor målgruppen er svag i forhold til den brede befolkning - fordi målgruppen er lille, kompleks eller koster ekstra, når kompensationsprincippet skal efterleves.
Løbende brugerinddragelse
Det skal sikres, at der løbende foregår brugerinddragelse i den periode, public service-aftalerne løber over.
Også tilgængeligt web-tv
Public service-aftalerne skal desuden indeholde forpligtelser i forhold til at distribuere tilgængelige udsendelser på web-tv. Udsendelser skal kunne forefindes på web-tv i tilgængelige formater.
Dokument rettet 27-04-2010
Sag 10/148 - Dok. 3953/10 MOL/kft
2
