Praksisundersøgelse om bortfald af sygedagpenge
Statsforvaltningen Midtjylland har undersøgt 55 sager om bortfald af sygedagpenge
i tilfælde, hvor den sygemeldte har undladt at medvirke i kommunens opfølgning. 51
procent af sagerne ville være blevet ændret eller hjemvist til ny behandling i kommunen, hvis borgeren havde klaget.
Det, der sker, er bl.a., at borgeren ikke gøres opmærksom på, at forsørgelsen bliver frataget ved borgerens manglende deltagelse, eller at kommunen ikke har undersøgt, hvorfor borgeren er udeblevet/ikke har medvirket i opfølgningen og om der er en god grund til dette, inden de fratager ydelsen. Undersøgelsen giver anledning til at se på praksis i dit jobcenter.
Læs om undersøgelsen i Ankestyrelsens nyhedsbrev.
Praksisundersøgelsen giver anledning til opmærksomhed omkring procedurerne, når en borger fratages forsørgelsesgrundlaget i form af sygedagpenge. Hvis procedurerne ikke er i overensstemmelse med loven, kan det nemlig gå ud over især borgere med psykiske (kognitive, intellektuelle) funktionsnedsættelser.
Forskellige typer af psykiske funktionsnedsættelser kan på forskellig vis påvirke den enkeltes evne til og mulighed for at gøre brug af jobcentres og forvaltningers sædvanlige kommunikationskanaler. Systemet er generelt baseret på, at mennesker selv kan betjene sig og orientere sig i dem. Men det kan alle mennesker ikke. Derfor er der risiko for misforståelser og fejlfortolkning af borgerens adfærd. For eksempel kan manglende reaktion på jobcentrets eller forvaltningens breve, manglende tilbagemelding, manglende fremmøde på et aktiveringstilbud m.v. tolkes som dårlig opførsel, sjusk eller dovenskab, og det kan føre til, at borgeren mister forsørgelsesgrundlaget. Men i virkeligheden kan dette reaktionsmønster være en del af en psykiske funktionsnedsættelse, der betyder, at borgeren ikke kan læse eller overskue kommunens henvendelser eller forstå rækkevidden af dem. Måske er de ikke engang i stand til at åbne brevene.
Det skal der tages højde for i sagsbehandlingen, så alle borgere får reel mulighed for at medvirke til sagens oplysning og behandling. Kommunen må sikre sig, at borgeren er i stand til at forstå og modtage henvendelserne og må tilrettelægge kommunikationen individuelt, så ingen efterlades hjælpeløse. Konsekvensen af bortfald af ydelser er alvorlig for borgeren.
