Projekt Den gode tilgængelighedshistorie
Et undervisningsprojekt i folkeskolen om tilgængelighed.
Den gode tilgængelighedshistorie er et undervisningsprojekt, der gennemføres i 6. klasserne på tre folkeskoler i Viborg Kommune. Men projektet er også tænkt som et pilotprojekt til inspiration for andre folkeskoler.
På tværs arbejder eleverne med tilgængelighed i forhold til forskellige temaer. Det drejer sig om mennesket, kommunikation, skolen, fritiden, byen, boligen, transport og arbejde. Kort sagt livsnære temaer som vedrører os alle.
Eleverne deltager i aktiviteter, hvor de oplever, hvad tilgængelighed er og får fokus på at overvinde forhindringer. Sideløbende arbejder de frem mod en fælles udstilling om den gode tilgængelighedshistorie. En udstilling for forældre og byens borgere - og hvor eleverne er guider.
Den gode tilgængelighedshistorie sætter fokus på forskellige former for funktionsnedsættelser – på evnen til at bevæge sig, se, høre, føle og forstå. Og på betydningen af at have adgang til og kunne deltage i forskellige aktiviteter og gøremål. At have mulighed for at komme ind/ud, op/ned, bevæge sig rundt, benytte og deltage i både som handicappet og ikke handicappet.
Inspirationshæfte
Den gode tilgængelighedshistorie er også et inspirationshæfte, som via foto og tekst giver en kort indføring i projektets temaer, der tilsammen udgør rammen for den afsluttende udstilling. Hæftet indeholder desuden henvisning til nyttige hjemmesider m.m. I tilknytning til inspirationshæftet har lærerne udarbejdet konkrete undervisningsopgaver.
Hver skole har ansvar for planlægning og gennemførelse af to temaer herunder for fremstilling af de planlagte udstillingsprodukter. Skolerne koordinerer på tværs og gennemfører i fællesskab opstartstemadagen, opsætning og åbning af udstillingen samt bemanding i udstillingsperioden.
Du kan se det materialet, som er lavet i tilknytning til projektet, på Erhvervs- og Byggestyrelsens hjemmeside: Den gode tilgængelighedshistorie
Se også Viborg Kommunes omtale af projektet.
