Dokument oprettet 28-01-2009

Sag 08/990 - Dok. 1030/09 CAG/kft

Dette notat er rettet mod aktive i DH's system, der arbejder med at sikre forbedringer for den individuelle handicapkørsel både lokalt og centralt. Det vil sige både afdelinger, de regionale netværksgrupper og DH's sekretariat.

Notatet opremser en række temaer, der er centrale i de eksisterende og nyetablerede ordninger, og angiver, hvilke muligheder, der er for at sikre forbedringer på disse konkrete områder. Nogle kan sikres gennem dialog mellem kommunerne og DH's afdelinger, nogle gennem dialog mellem de regionale netværksgrupper og trafikselskaberne, og andre gennem en politisk indsats fra sekretariatet. Der nævnes også emner, der kræver en indsats på flere niveauer.

Notatet er således DH's samlede ønskeseddel for de forbedringer, de enkelte niveauer i organisationen hver især og i fællesskab skal arbejde for at få gennemført.

De temaer, der behandles i notatet, er alle temaer, der har vist sig at indgå i de forhandlinger, DH har været involveret i forbindelse med udarbejdelse af de nye aftaler og ordninger i trafikselskaberne i løbet af 2007 og 2008. De er derfor centrale i DH's videre arbejde med at sikre bedre forhold i den individuelle handicapkørsel.

Notatet tager udgangspunkt i de aftaler, der allerede er indgået rundt om i landet, og som stort set alle er trådt i kraft.

Overordnet set deler de enkelte emner i aftalerne sig i tre grupper:

Reelt set er det kommunerne, der ejer de regionale trafikselskaber, og derfor helt og holdent kan bestemme, hvilket serviceniveau, de vil betale for. Det skal dog sikres, at lovgivningens minimumskrav overholdes. Kommunerne har således ”magten” i trafikselskaberne, og kan derfor bestille alle de opgaver, den enkelte kommune eller kommunerne i fællesskab ønsker løftet.

Kommunerne kan stille krav til trafikselskabet om udvidet service i forhold til lovens minimumskrav. Det vil sige, at såfremt den er villig til at betale for det, kan kommunen visitere til forbedringer, der ligger ud over lovens krav til eksempelvis antal ture og borgere, der kan få tildelt kørsel. Kommunerne skal også kunne visitere til gratis ledsagelse og til direkte kørsel efter behov. Det er et stort ønske fra handicaporganisationernes side, at kommunerne foretager en individuel vurdering af den enkelte borgers behov for kørsel, som udgangspunkt for visiteringen.

Strengt taget kan kommunen stille krav til det samlede serviceniveau, men må på en lang række områder ”indordne” sig i en kompromisløsning med de øvrige kommuner, der indgår i trafikselskabet. Det kan skyldes hensynet til behovet for bredere og fælles løsninger i forhold til visse dele vedrørende den individuelle handicapkørsel.

Men DH's afdelinger kan altså arbejde for, at den enkelte kommune visiterer til flere ture end de 104, loven giver ret til, samt til, at andre grupper, end mennesker med bevægelseshandicap, indgår i ordningen. Det vil sige, at afdelingerne skal arbejde for det bredest mulige visiteringsgrundlag på alle områder. Desuden skal der arbejdes for, at den enkelte kommune visiterer ud fra en individuel vurdering af den enkeltes behov for kørsel.

Indsats i forhold til kommunerne:

Det bedste er helt at stille loftet på ture i bero, som det jo er i den øvrige kollektive trafik, hvor alle kan køre det antal ture, de oplever, de har behov for - og vil betale. Det er ikke sikkert, at man kan komme igennem med en beslutning om, at der ikke skal være et loft over antal ture inden for den individuelle handicapkørsel. Hvis det ikke er muligt, kan man arbejde for, at kommunerne vil acceptere, at den enkelte borger kan køre op til f.eks. 250 ture årligt. Det gode argument er, at der ikke er ret mange, der udnytter alle deres 104 ture årligt.

Andre grupper, end svært bevægelseshandicappede, bør kunne benytte ordningen. Generelt er det DH's opfattelse, at alle mennesker med handicap, der ikke kan benytte den kollektive trafik, skal kunne visiteres til individuel handicapkørsel. Det skal derfor også gælde personer med handicap, der ikke benytter et mobilitetshjælpemiddel i deres dagligdag. Det kan f.eks. være personer med stærkt nedsat syn, udviklingshæmmede, hjerneskadede osv.

Kommunerne visiterer ud fra en individuel vurdering af behov. Det skal være muligt at kunne blive visiteret til særlige ydelser, f.eks. trappemaskine, eller et øget antal ture pr. år.

Afdelingerne skal påvirke kommunerne til at stille krav til trafikselskaberne om et højt serviceniveau vedrørende eksempelvis ventetider, bestilling, samkørsel (se i øvrigt afsnit om indsats i forhold til trafikselskaberne). Det er kommunerne, der bestemmer serviceniveauet hos det regionale trafikselskab.

Trafikselskaberne fastlægger deres serviceniveau enten på baggrund af lovens minimumskrav eller på baggrund af kommunernes ønsker vedrørende administrationen og evt. udvidede visitering og betaling. Grundlæggende er selskabernes begrænsninger dog lovens rammer. De enkelte trafikselskabers råderum er selvsagt helt afhængig af, at de kommuner, der finansierer selskabet, har tiltrådt selskabets beslutninger - så længe lovens rammer overholdes.

De regionale trafikselskaber har mulighed for at udvikle deres tilbud til borgerne på en sådan måde, at de imødekommer borgernes behov bedst muligt - samtidig med, at kommunerne får leveret den ydelse, de efterspørger. Netværket kan få stor indflydelse på organiseringen og administrationen i forhold til det enkelte trafikselskab.

De regionale netværksgrupper kan således indgå i dialog med selskaberne om deres konkrete serviceniveau på en lang række områder. Nedenfor vil hvert enkelt område blive gennemgået. I det omfang trafikselskaberne er åbne for at etablere en formaliseret brugerrepræsentation, er det DH's regionale netværk, der indgår i denne. DH's sekretariat påtager sig at afstemme de konkrete aftaler om dette med netværksgrupperne. Desuden afklarer sekretariatet med de enkelte grupper, hvordan de kan organisere sig, med henblik på at opnå bedst mulige resultater.

Indsats i forhold til trafikselskaberne:

Henvendelser til selskaberne af generel karakter vedrørende kørselsordningen bør ideelt set kunne ske inden for almindelig kontortid (7.00 til 17.00). Henvendelser vedrørende de enkelte ture skal kunne ske hele døgnet, evt. til en vagttelefon. Det bør principielt også gælde bestillinger.

Bør som minimum kunne være sammenligneligt med den øvrige trafik i selskabet. Ideelt set døgnet rundt, da personer med handicap ikke har alternative muligheder, som andre mennesker ofte har.

Den primære kørsel skal finde sted inden for det geografiske område, der dækkes af det regionale trafikselskab. Herudover skal der være mulighed for, på sammenlignelige vilkår, at kunne køre i nærmeste naboregion. Det skal også være muligt at kunne køre på tværs af landet. Det kan evt. ske ved, at man benytter forskellige udbydere af kollektiv transport som en del af den individuelle handicapkørsel, hvis det er foreneligt med den pågældende persons handicap. Endelig er det vigtigt, at man arbejder for, at der skabes mulighed for, at man kan køre det nødvendige antal ture i en anden region, end den hvor man bor.

Bør kunne ske op til 45 minutter, før turen skal køres. Det må være et rimeligt krav i forhold til spontan kørsel. Der bør ikke være ekstrabetaling forbundet med spontan kørsel bestilt kort tid før kørslen skal finde sted.

Der skal kunne bestilles ”faste” ture (til gentagne aktiviteter) for et helt år. Bestilling af konkrete enkelt-ture bør kunne ske 90 dage, før turen skal køres. Det vil være en betydelig administrativ lettelse for borgerne.

Bør kunne ske umiddelbart op til det bestilte tidspunkt (eksempelvis op til 5 minutter før).

Bør ske inden for et tidsinterval på -5/+15 minutter. Chaufføren bør give besked om ca. tidspunkt inden for denne ramme. Dette gælder både for ud- og hjemkørsel, også selvom turene er bestilt samtidig. Det bør være således, at chaufførerne ringer til kunderne kort tid før, de er fremme.

Omkørsel bør minimeres mest muligt. Må dog maksimalt være på 30 minutter i forhold til planlagt tid. Borgere skal kunne visiteres til direkte kørsel efter behov.

DH vil ikke modarbejde, at trafikselskaberne, hvis de kan påvise besparelsesmuligheder, kan vælge en eller anden form for samkørsel. Det skal dog klart fremgå, hvilke kørselstyper, der er omfattet, og serviceniveauet på de enkelte ordninger skal være specificeret. Serviceniveauet i den individuelle handicapkørsel må ikke forringes på den enkelte tur, fordi den indgår i samkørsel med andre ordninger.

Selskabet bør sikre, at der afregnes mellem borgeren og vedkommendes eget selskab ved denne type ture.

Man skal som minimum følges frem til egen hoveddør. Ved offentlige bygninger som hospitaler, konferencecentre, hoteller m.v. skal man følges frem til en bemandet reception. Det ideelle er, at den enkelte visiteres til dette efter behov. Det vil også være relevant, hvis der skabes en mulighed for, at man kan modtage ”lidt” service inden for egen dør.

Selskaberne skal tilbyde gratis trappemaskiner, især i kommuner, hvor der findes meget etagebyggeri. Adgangen til denne service kan ske på baggrund af en individuel vurdering.

Det skal være muligt at medbringe de nødvendige hjælpemidler i forbindelse med den konkrete rejse. Dette skal også gælde for kørsel til længere ophold i sommerhuse, ferier osv.

Det skal være således, at ledsagere nødvendige under rejsen og/eller efter rejsen kan køre gratis med. Der skal aftales nogle generelle principper for, hvordan man sikrer, at den enkeltes behov for ledsagelse imødekommes. Det skal være nemt og ubureaukratisk. Det skal være med en høj grad af retssikkerhed. Det kan overvejes, om ikke der skal laves en fælles ordning til vurdering af behov for ledsagelse. Her kan man måske tage udgangspunkt i den gældende ordning vedrørende DSB. Andre ledsagere og børn skal kunne køre med under de samme betingelser, som når de rejser med selskabets øvrige kollektive trafiktilbud.

Der skal kunne tages den samme mængde og type bagage med, som i selskabets øvrige kollektive trafiktilbud, også i forbindelse med kørsel til lufthavne, indkøbscentre osv.

Både fører- og servicehunde skal kunne tages gratis med. Trafikselskabet bør dog have mulighed for at koordinere kørslen, så forskellige konkrete behov (allergi m.v.) tilgodeses.

Betalingsmetoder og dokumentation for betaling skal ske i en form, der er tilgængelig for alle mennesker med handicap. Det skal sikres, at der konstant er adgang til oplysninger om status for økonomi og kørte ture. Ved hver tur skal der foreligge en skriftlig dokumentation for turen.

Det skal sikres, at der ikke må afkræves gebyrer eller abonnementer, der ikke afkræves af kunderne i den øvrige kollektive trafik. Desuden skal det sikres, at eventuelle gebyrer og takster samlet set danner det sammenlignelige grundlag.

En række temaer er så generelle, at de kræver en direkte lovændring eller andre politiske initiativer, for at der kan sikres en reel forbedring for kunderne i den individuelle handicapkørsel.

DH's sekretariat skal derfor arbejde politisk på at sikre forbedringer inden for følgende overordnede områder:

Der skal arbejdes for at sikre, at lovens rammer bliver så klare, at der ikke hersker usikkerhed om, hvad der er et takstniveau, der kan sammenlignes med taksterne i den øvrige kollektive trafik. Det skal ganske enkelt sikres, at der opnås økonomisk lighed for alle i transportsystemet, også personer, der er afhængige af særlige ordninger.

Det skal sikres, at der ikke er et loft over det antal ture, man har ret til som kunde i den individuelle handicapkørsel. Det skal være den enkeltes oplevelse af sit eget kørselsbehov, der skal være afgørende.

DH skal arbejde for, at det bliver en behovsbaseret visitation, der danner indgang til den individuelle handicapkørsel. Det skal sikress, at alle personer med handicap, der ikke kan benytte den kollektive transport, skal kunne visiteres til den individuelle handicapkørsel.

DH skal argumentere for, at der dels skal etableres en forpligtelse for de enkelte trafikselskaber til at sikre en formaliseret brugerinddragelse, dels at der oprettes en eller anden form for uvildigt klagenævn, enten lokalt eller centralt.

Øvrige informationer kan fås ved henvendelse til DH's politiske konsulent i tilgængelighed og hjælpemidler, Carsten Graversen, på tlf.nr. 3638 8514, eller e-mail: cag@handicap.dk.

5