Share |
Forside | Dokumenter | Rapporter/notater | Forslag til afdelingens arbejde med det sociale område og med specialundervisningen

Forslag til afdelingens arbejde med det sociale område og med specialundervisningen


Den 27. november 2006

J.nr. 4664.3 [20.01] /LFH

Til DSI afdelingerne

Den 17. november 2006

J.nr. 4664.2 [20.01] /LFH

Kommunalreformen på det sociale område og vedrørende specialundervisningen - en temaliste til DSI afdelingerne

DSI´s socialpolitiske- og uddannelsespolitiske udvalg har udarbejdet forslag og ideer til konkrete temaer, som DSI afdelingerne og DSI´s repræsentanter i handicaprådene kan vælge at sætte fokus, på i relation til det sociale område, det uddannelsespolitiske område og kommunalreformen. For hvert tema er der samtidig forslag til konkrete handlinger og/eller spørgsmål, I kan vælge at rejse på den ene eller anden måde. Husk det kun er ideer og forslag. I kan frit vælge, om og hvordan I vil bruge dette værktøj. Det er ment som en hjælp til jeres arbejde med at følge konsekvenserne af kommunalreformen.

Hvorvidt spørgsmålene rejses af DSI afdelingen eller via repræsentanterne i handicaprådet, må afhænge af de lokale forhold. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at området følges tæt i DSI afdelingen, og at der er en tæt forbindelse til DSI´s repræsentanter i handicaprådene og i de regionale udviklingsråd.

I oversigten bruger vi betegnelserne ”de sociale institutioner og tilbud”, ”uddannelsestilbuddene” og ”specialrådgivningen”. Med de sociale institutioner og tilbud mener vi dag- og døgntilbud for både børn og voksne. Det vil sige fritidstilbud, botilbud, beskæftigelses- og aktivitetstilbud. Med uddannelsestilbuddene mener vi de tilbud, som kommunerne giver til børn, unge og voksne, der har behov for særlig støtte. Det gælder tilbud af få timers varighed og det gælder tilbud, der forløber som heldagsundervisning over flere år. Med specialrådgivning mener vi den specialrådgivning, som amterne i dag yder fra fx hjælpemiddel- og kommunikationscentre.

DSI´s socialpolitiske og uddannelsespolitiske udvalg vil følge konsekvenser af kommunalreformen meget tæt på det sociale område og på uddannelsesområderne i den kommende tid. I den forbindelse håber vi på at få lejlighed til at udveksle erfaringer med jer på de temamøder med DSI afdelingerne, som arrangeres af DSI centralt.

Venlig hilsen

Kirsten Plambech og Signe Højsteen

Den 7. november 2006

J.nr. 4664.1 [20.01] /LFH

Temaliste

- forslag til afdelingens arbejde med det sociale område
og med specialundervisningen

Kommunerne har i vid udstrækning ønsket at overtage tilbud fra de eksisterende amter. Spørgsmålet er, hvilke overvejelser kommunen gør sig med denne overtagelse. I alle kommuner bør der findes materiale herom i de indstillinger, der er blevet udarbejdet til politikerne. Materiale som er omfattet af aktindsigt, og som I derfor har ret til at få kendskab til. I nogle kommuner vil indstillingerne samtidig være tilgængelige på deres hjemmeside. Kendskabet til kommunens overvejelser kan bruges, når/hvis der laves ændringer undervejs, eller til at diskutere holdninger til indsatsen med kommunen. De første to år har langt de fleste kommuner forpligtet sig til ikke at lave ændringer i tilbuddenes indhold.

Forslag til handling:

  • Anmod kommunen om en oversigt over de tilbud, de har ønsket at overtage fra amtet, herunder deres begrundelse herfor.

  • Vurder deres begrundelser og stil eventuelt spørgsmål til kommunen med udgangspunkt heri.

  • Gem under alle omstændighederne begrundelserne, som kan anvendes ved senere lejlighed.

2. Kommunens planer med specialundervisningen

Som led i kommunalreformen skal kommunerne overtage langt de fleste specialundervisningstilbud for børn, unge og voksne. Kommunen kan ikke vælge selv. At kommunen skal overtage tilbuddet, er en del af lovgivningen i forbindelse med kommunalreformen. Spørgsmålet er, om kommunen har gjort sig nogen overvejelser over, hvordan de skal drive de tilbud, som de har overtaget fra amtet.

Forslag til handling:

  • Anmod kommunen om det materiale, hvor de beskriver, hvilke planer de har for de tilbud, som de har overtaget.

  • Har kommunen ikke et sådant materiale, så kan DSI-afdelingen spørge kommunen om, og hvornår kommunen vil udarbejde et sådant materiale.

  • Gem under alle omstændigheder materialerne, som kan anvendes ved senere lejlighed.

3. Ændringer i de sociale tilbud og i specialundervisningstilbuddene

DSI er meget opmærksom på, hvilke ændringer kommunalreformen medfører for de eksisterende tilbud. Ikke fordi DSI er imod forandring. Nogle af tilbuddene kan trænge til forandring. Men en af bekymringerne i relation til kommunalreformen er, hvorvidt kommunerne vil og kan opretholde de meget specialiserede sociale- og specialundervisnings tilbud, som de overtager fra amterne. Vil de have nok borgere med handicap, der kræver en specialiseret indsats til at opretholde tilbuddet, eller vil de specialiserede behov blive dækket i kommunens almindelige tilbud. Kommunerne er samtidig afhængige af hinanden og det indbyrdes samarbejde om at bruge hinandens pladser.

Forslag til handling:

  • Vær opmærksom på, om der sker ændringer i serviceniveauet i de enkelte tilbud. Det kan bl.a. gøres ved kontakt til bruger- og/eller pårørende rådet i det enkelte tilbud og til forældrebestyrelser eller via politiske beslutninger i kommunen.

  • Vær opmærksom på, om visitationskriterierne til det enkelte tilbud ændrer sig undervejs, så der sker ændringer i, hvem der kan benytte tilbuddet. Spørg evt. til, hvem der er ansvarlig for visitationen i den kommunale forvaltning og ret eventuelt forespørgslen dertil.

  • Vær opmærksom på, om kommunen har måltal for, hvor mange procent af befolkningen der kan benytte de almindelige tilbud, og hvor mange procent der må benytte de specialiserede tilbud. En sådan skelnen bunder i økonomi ikke i kvalitet for den enkelte. Spørg til, hvordan kommunen sikrer, at alle får det bedst mulige tilbud, og argumenter for, at politikken ændres.

4. Hjemtagelser fra sociale institutioner og tilbud og fra specialundervisningstilbud

Kommunerne bliver som nævnt meget afhængige af hinanden i fremtiden, fordi de skal være sikre på, om andre kommuner vil benytte deres tilbud. Ellers smuldrer deres grundlag for at videreføre tilbuddet. Det er derfor også vigtigt at holde øje med, om der gennemføres ”en blok” hjemtagelser.

Konkret har DSI et dugfrisk eksempel på en kommune, der, kort før sommerferien 2006, besluttede at hjemtage 10 børn og unge med handicap til kommunens eget fritidstilbud, mens specialskoletilbuddet fortsat ligger uden for kommunen. Beslutningen er taget for en hel gruppe børn og unge som en politisk beslutning, for at spare penge, frem for en faglig beslutning om, hvad der er godt for det enkelte barn.

Det er selvfølgelig også vigtigt at være opmærksom på, at det kan være positivt, at borgerne hjemtages til lokale tilbud. Men det afhænger helt af, hvilke tilbud der erstatter det, de hjemtages fra. Det afhænger også af den enkeltes tilknytning til det tilbud, de skal hjemtages fra. Om de har benyttet tilbuddet gennem mange år, så tilknytningen til den oprindelige kommune ikke reelt eksisterer længere. Frem for alt afhænger det af, hvordan de berørte borgere selv vurderer ændringerne.

Forslag til handling:

  • Stil spørgsmål til kommunen om, hvorvidt kommunen har hjemtaget eller har planer om at hjemtage borgere fra tilbud beliggende uden for kommunen.

  • Undersøg, hvilke alternative tilbud kommunen tilbyder eventuelle borgere, der hjemtages fra andre tilbud.

  • Stil spørgsmål til kommunen om begrundelserne for at hjemtage borgere fra tilbuddene - er der tale om individuel vurdering af, om enkelte borgere kan profitere bedre af et andet tilbud, eller er der tale om et politisk ønske om, at alle borgere modtager et tilbud i hjemkommunen.

5. Kommunernes planer for specialrådgivningen

I dag tilbyder amterne forskellige former for specialiseret rådgivning til mennesker med handicap. Noget af specialrådgivningen varetages i særlige forvaltningsafsnit. For eksempel har nogle amter tilbud til familier med handicappede børn og specialpædagogisk bistand i hjemmet. Noget af specialrådgivningen udgår fra de specialiserede hjælpemiddel- og kommunikationscentre. Her kan borgere med handicap få specialiseret rådgivning og vejledning om hjælpemidler samt undervisning i brugen heraf. På kommunikationscentrene tilbydes endvidere specialundervisning til voksne. Det vil sige, den enkelte borger retter direkte henvendelse til kommunikationscentret og bliver visiteret på stedet.

Med kommunalreformen spredes den nuværende specialrådgivning. Det vil sige noget af specialrådgivningen nedlægges, noget overtages af regionerne og noget overgår til beliggenhedskommunerne.

Dertil kommer, at VISO - den nye statslige organisation for specialrådgivning og udredning - skal varetage en del af den specialiserede rådgivning. Borgeren kan fra 1. januar 2007 frit rette henvendelse til VISO om specialrådgivning. VISO afgør selv, om man tilhører målgruppen, der er berettiget til specialrådgivning. Men det er kommunen, der afgør, om man kan visiteres til udredning i VISO. Mere om VISO på www.viso.social.dk.

For DSI er det afgørende, at mennesker med handicap har mulighed for fri og ubureaukratisk adgang til denne specialrådgivning. Med den store spredning på området, er det vigtigt at få styr på konsekvenserne for den enkelte borger.

Forslag til handling:

  • Vær opmærksom på, om jeres kommune har overtaget nogle af disse specialrådgivningstilbud

  • Undersøg, med hvilke begrundelser de har ønsket at overtage fx et kommunikationscenter

  • Jf. punkt 6 om brugerinddragelse - kræv brugerindflydelse og brugerrepræsentation i bestyrelsen for rådgivningscentret og evt. andre relevante rådgivningsenheder.

  • Undersøg, hvilke betingelser kommunen stiller for at en borger i jeres kommune må benytte et specialrådgivningstilbud, som enten er overtaget af en anden kommune, eller drives af regionen.

  • Undersøg kommunens overvejelser om brug af VISO

  • Hold øje med kommunens brug af VISO. Mener kommunen selv, de kan varetage al specialrådgivning. Hvordan er de kommunale ressourcer hertil mv.?

  • Hold øje med borgernes adgang til at få specialrådgivning i VISO, der selv visiterer og dermed beslutter, om den enkelte tilhører VISO`s målgruppe.

6. Kommunale redegørelser for den fremtidige udvikling

Kommunerne er forpligtet til senest 1. maj hvert år at udarbejde en redegørelse over deres forventede behov for sociale tilbud og for specialundervisningstilbud.

Denne redegørelse skal sendes til regionen, som sammen med kommunerne i regionen skal vedtage en rammeaftale for det kommende år senest den 15. oktober med virkning fra den 1/1 det følgende år.

Rammeaftalen skal indeholde noget om det samlede de tilbud, antal pladser og tilbud, udviklingsmål for regionens tilbud, anvendelsen for lands- og landsdelsdækkende tilbud, takster for tilbud, håndtering af akutte situationer m.v.

Både de kommunale redegørelser og de efterfølgende rammeaftaler er vigtige instrumenter for DSI, som vil blive fulgt i et særligt overvågningssystem, jf. afsnit 7 om Kommende overvågning. For DSI afdelingen er det i midlertidigt relevant at kende kommunens redegørelse. Kommunen skal nemlig redegøre for, hvad de har af behov det næste år, samt give et overslag over forventet behov for tilbud de efterfølgende 3 år. Her kan DSI afdelingen med andre ord holde øje med, om kommunen mener, der sker ændringer i behovene, planlægger hjemtagelse e.l.

Forslag til handling:

  • Anmod om kommunens redegørelse for 2007

  • Vurder om redegørelsen giver anledning til kommentarer fra DSI

7. Brugerinddragelse

DSI og/eller DSI´s medlemsorganisationer er i dag repræsenteret i mange forskellige bestyrelser både centralt, regionalt og lokalt. Det betyder, at handicaporganisationerne fx er repræsenteret i bestyrelserne for de enkelte kommunikationscentre. På specialskoler for børn er der forældrebestyrelser helt som på almindelige folkeskoler. Spørgsmålet er, om kommunerne har tradition for at inddrage brugerne på dette plan? Det er vigtigt at sikre, at der er bruger- pårørende råd i de enkelte tilbud, og at handicaporganisationerne er repræsenteret i bestyrelser m.v. for de tilbud, der vedrører mennesker med handicap. Tilsvarende er det vigtigt, at DSI afdelingen er i kontakt med disse repræsentanter, som er et vigtigt led til at følge udviklingen i de konkrete tilbud. Hvad enten det er de sociale tilbud, specialundervisningen eller den specialiserede rådgivning.

Forslag til handling:

  • Vær opmærksom på, at brugerinddragelsen ikke fjernes i forbindelse kommunens overtagelse af fx kommunikationscentre

  • Hold kontakt med brugerrepræsentanterne i de enkelte tilbud

8. Kommende overvågning

Kommunalreformen på det sociale område og vedrørende specialundervisningen skal overvåges. Derfor nedsættes der i begyndelsen af 2007 regionale udviklingsråd i landets 5 regioner. DSI bliver repræsenteret her. Det er DSI centralt, der udpeger, efter indstilling fra medlemsorganisationerne.

Fra 2008 bliver kommunerne forpligtet til at udarbejde redegørelser for, hvordan de vurderer udviklingen er gået det sidste år. Disse redegørelser bliver vigtige at kende og kommentere. Handicaprådet får dem til høring, så det er vigtigt, at DSI afdelingen diskuterer indholdet i dem. DSI centralt vil bistå med denne opgave og vender tilbage til denne opgave på et senere tidspunkt.

Forslag til handling:

  • Vi må afvente etableringen af de regionale råd, og tidspunktet for de første kommunale redegørelser om udviklingen der er gået.

7

Handlinger tilknyttet webside
Søg