Ændring af serviceniveauet

Handlinger tilknyttet webside
« Forrige side |   Side 8/8

Ændring af serviceniveauet

10. Kommunens argument

Vi har ændret kommunens serviceniveau for aflastning til børn og unge fra 90 timer om året til 50 timer om året. For fremtiden vil alle forældre blive tilbudt dette niveau.

DH's modargument

  • Kommunen må ikke bruge sit generelle serviceniveau til automatisk at bevillige ydelser. Der skal altid foretages en individuel vurdering.

  • Kommunens serviceniveau skal altid ligge inden for lovgivningens rammer.

  • En borger kan ikke klage over det generelle serviceniveau, men borgeren kan klage hvis der ikke er foretaget en individuel vurdering eller hvis serviceniveauet ikke ligger inden for lovens rammer.

DH's argumenter underbygges af Socialministerens udtalelser

Socialministeren har i svar på spørgsmål nr. 58 og 59 d. 3. december 2010 til Folketingets Socialudvalg, påpeget, at et generelt serviceniveau aldrig må være automatisk grundlag for tildeling af ydelser. Borgeren kan klage til de Sociale Nævn, hvis der ikke er foretaget en konkret, individuel vurdering.

Serviceniveauerne kan angive de retningslinjer, der som udgangspunkt gælder for de sociale tilbud i den enkelte kommune. Men serviceniveauerne kan ikke bruges som faste retningslinjer, der automatisk udløser særlige tilbud om hjælp til bestemte grupper af borgere. Afgørelsen om hjælp og støtte til den enkelte borger skal altid ske ud fra en konkret, individuel vurdering af borgerens behov.” (spørgsmål 58)

I principafgørelse C-51-06, fandt Ankestyrelsen, at selv om en afgørelse om nedsættelse af omfanget af praktisk hjælp i hjemmet i det enkelte tilfælde skete som følge af en ændring af kommunens generelle serviceniveau, havde de sociale klageinstanser kompetence til at påse, hvorvidt kommunens afgørelse var truffet ud fra en konkret, individuel vurdering af behovet for hjælp.” (spørgsmål 59)

Kan borgeren klage over kommunens serviceniveau?

Socialministeren har svar på spørgsmål nr. 59 d. 3. december 2010 til Folketingets Socialudvalg, påpeget, at den enkelte borger ikke kan klage over serviceniveauet, med mindre serviceniveauet ikke ligger inden for lovens rammer.

De afgørelser kommunerne træffer på grundlag af det kommunale serviceniveau, skal ligge inden for lovens rammer. Ankestyrelsens afgørelser viser, at en generel information om serviceniveauet i en kommune ikke kan tilsidesætte kravet om, at der skal foretages en konkret, individuel vurdering af borgerens behov i de sager, hvor loven stiller krav herom.”

I principafgørelse C-17-99 behandlede Ankestyrelsen fortolkning af reglerne om hjælp til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet (hjemmehjælp). Ankestyrelsen fandt bl.a., at hjælpen var frataget under henvisning til kriterier i kommunernes serviceniveau/kvalitetsstandarder, som var i strid med serviceloven.

11. Kommunens argument

Vi har valgt at ændre serviceniveauet for hjemmehjælp. For fremtiden vil hjælpen til rengøring og tøjvask være nedsat til hver fjerde uge.”

DH's modargument

  • Hjemmehjælp hver 4. uge lever ikke op til servicelovens krav om hjælp i hjemmet med jævne intervaller. Det fremgår af en tidligere kommunal tilsynssag.

DH's argumenter underbygges af beslutninger fra tidligere kommunale tilsyn

Statsamtet (det kommunale tilsyn) i Ribe har fastslået med deres vejledende udtalelse af 23. januar 2003, at hjemmehjælp hver fjerde uge ikke lever op til servicelovens krav om hjælp til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet med jævne inter­valler.

Ved brev af 14. oktober 2002 har Ølgod kommune anmodet om Tilsynsrådet vejledende udtalelse til Ølgod kommunes Socialudvalgs beslutning om at tilpasse serviceniveauet i henhold til lov om social service § 71 i forhold til de afsat­te økonomiske ressourcer, hvorved hjælp til almindelig rengøring fremover foreslås ydet hver 4. uge med max 1 1/2 time inkl. transport mod hidtil hver 2. uge med max 1 1/2 time inkl. transport (…) Et serviceniveau, som foreslået af Ølgod kommunes Soci­aludvalg lever, ifølge Tilsynsrådets opfattelse, ikke op til det ovenfor anførte om servicelovens krav om hjælp til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet med jævne inter­valler. Det er således Tilsynsrådets vurdering at en be­slutning om at yde hjælp til almindelig rengøring med 4 ugers intervaller ikke vil være lovlig.”

Hvor går grænsen?

Det kan være svært at sige præcist, hvor lange intervaller en kommune kan fastsætte. Men Statsamtet (det kommunale tilsyn) i Århus fastslår i 2004, at rengøring hver 3. uge ikke er i strid med servicelovens bestemmelser, såfremt det fremgår, at der altid skal foretages en individuel vurdering af borgerens behov og det dermed er muligt at afvige det generelle serviceniveau.

Spørgsmålet er, hvorvidt det er i overensstemmelse med servicelovens bestemmelser, at kommunen fastsætter det generelle serviceniveau for rengøring til hver 3 uge.

Beslutning:

Statsamtet (det kommunale tilsyn) udtaler, at man ikke ud fra de foreliggende oplysninger finder, at Holstebro Kom­mune handler i strid med servicelovens bestemmelser i for­bindelse med tildelingen af hjemmehjælp i kommunen.

Et interval på 3 uger skønnes med andre ord ikke at være i strid med lovgivningen, mens et interval på 4 uger skønnes at være i strid med lovgivningen.

6

Søg