Afrapportering fra "arbejdsgruppen om Medieaftale og public service-aftaler skal indeholde krav om tilgængelighed"
Dokument oprettet 18.02.2011
Sag 10/760 - Dok. 1508/11 MOL/kft
Afrapportering fra ”arbejdsgruppen om Medieaftale og public service-aftaler skal indeholde krav om tilgængelighed”
Indledning
Med udgangspunkt i beslutningen på DH's repræsentantskabsmøde april 2010 nedsatte DH's forretningsudvalg en arbejdsgruppe, der skulle sikre krav om tilgængelighed i medieaftale og public service-aftale gældende fra 2011. Det blev besluttet at videreføre en eksisterende arbejdsgruppe under det tidligere THU, dog med få ændringer. Arbejdsgruppen begyndte sit arbejde i juni 2010.
Arbejdsgruppens medlemmer:
Allan Mikkelsen: Dansk Blindesamfund
Daniel Gartmann: Dansk Blindesamfund
Bitten Rasch: Foreningen af Danske Døvblinde
Jan Krogså: Høreforeningen
Ole Matthesen: Høreforeningen
Thomas Arpe: Sammenslutningen af Unge Med Handicap
Ulrik K. Dahl Madsen: Sammenslutningen af Unge Med Handicap
Klaus Hårdell: Danske Døves Landsforbund
Ole Rønne-Christensen: Danske Døves Landsforbund
Stig Langvad: Formand i DH
Monica Løland: Konsulent i DH (sekretær for udvalget)
Arbejdsgruppen har udover at afholde møder desuden fungeret meget som en e-mailarbejdsgruppe.
Opgave
Arbejdsgruppens opgave har været at bistå DH i arbejdet med at sikre krav om tilgængelighed i den nyligt indgåede medieaftale og public service-aftale med DR.
DH's arbejde begyndte med at udarbejde et notat om de behov og krav, medlemsorganisationerne havde til en fremtidig medieaftale og public service-aftale. Målet var at få overordnede principper om tilgængelighed ind i medieaftalen og mere specifikke krav ind i public service-aftalen med DR. DH holdt efterfølgende møder med medieordførerne i april 2010, hvor notatet blev gennemgået. Medieaftalen for 2011-14 blev indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i maj 2010 og nævnte ingen af de krav, vi havde fremført for ordførerne. Heldigvis forsikrede politikerne os om, at dette område ville blive udspecificeret i public service-aftalen med DR. Inden DR's public service-aftale blev indgået, deltog DH i to møder med DR og Kulturministeriet, hvor vi fik mulighed for at kommentere på DR's udspil til aftalen. Repræsentanter for arbejdsgruppen deltog i det sidste møde.
Succeskriterier
- Medieaftalen skal forpligte Kulturministeriet til at nedsætte et tværgående forum for tilgængelighed til tv.
Kulturministeriet har taget initiativ til et tværgående forum ”Forum for tilgængelighed til tv-tjenester til handicappede”. Forummet er ikke en del af medieaftalen, men blev oprettet efter en korrespondance mellem den daværende kulturminister Carina Christensen og DH. I forummet deltager DH, Kulturministeriet, IT- og Telestyrelsen og private og offentlige udbydere af tv. Der har på nuværende tidspunkt været afholdt to møder i dette forum.
- Medieaftalen skal indeholde forpligtelser til at inddrage handicaporganisationerne ved udarbejdelse af public service-aftaler og løbende i den periode, aftalerne løber over.
Det blev i public service-aftalen, og ikke i medieaftalen, at denne forpligtelse blev tilføjet. Public service-aftalen har indført et brugerråd, der skal rådgive DR i kontraktperioden. Det har været et meget stort ønske fra handicaporganisationernes side at kunne få indflydelse på og sikre dynamik i kontrakten løbende. Der har endnu ikke været afholdt møder i brugerrådet og DH har rykket for dette.
- Public service-aftalerne skal indeholde forpligtelser for tilgængelighed til tv, der udover kvantitet også indeholder krav til kvalitet. Desuden skal disse være mere dynamiske.
Der stilles større krav til kvalitet i denne aftale, da der skal evalueres både i forhold til kvantitet og kvalitet i public service-redegørelserne.
- Public service-aftalerne skal indeholde forpligtelser i forhold til at distribuere tilgængelige udsendelser på web-tv.
Web-tv er ikke en del af medieaftalen, så DH søger at få indflydelse på dette område på en anden måde, bl.a. gennem det førnævnte forum. Dog er DH blevet opmærksomme på betydningen af, at udsendelser, der allerede har tilgængelighedstiltag, bevarer disse, når de overføres til web-tv.
- Must carry-forpligtelserne skal omfatte alle public service-kanaler, der indeholder tilgængeligt tv som f.eks. tegnsprogstolkning, synstolkning og tekstning. (Must carry-forpligtelserne fortæller hvilke tv- og radiostationer, fællesantenneanlæg og kabel-tv-selskaber har pligt til at distribuere). Dvs., at alle skal have mulighed for at se f.eks. tegnsprogskanalen og synstolkningskanalen, uanset hvilken tv-udbyder de har.
Der er i ”Udkast til Bekendtgørelse om fordeling af billedprogrammer i fællesantenneanlæg
(§ 6, stk. 2, og § 93, stk. 2, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed) nu forslag om følgende formulering ”Ejere af fællesantenneanlæg skal sikre, at der i anlægget sker fordeling af DR1, DR2, DR K, DR Ramasjang og TV 2, herunder de regionale programmer, der er bestemt til modtagelse i det pågældende område, tegnsprogstolkede nyhedsudsendelser fra DR og TV 2/DANMARK A/S, programmer fra DR1 og DR2 med synstolkning og tv-kanalen FOLKETINGET.”
Konklusion
Den vedtagne public service-aftale rummer både forbedringer og forringelser i forhold til den tidligere aftale.
Forbedringer:
Der indføres et brugerråd, der skal rådgive DR i kontraktperioden. Det har været et meget stort ønske fra handicaporganisationernes side at kunne få indflydelse på og sikre dynamik i kontrakten løbende.
Der laves forsøg med synstolkning af fakta- og debatprogrammer ud over synstolkning af dansk drama, der fortsætter.
Der laves forsøg med oplæsning af fremmedsprogede undertekster, så bl.a. blinde, svagsynede og læsesvage kan få glæde af f.eks. fremmedsprogede indslag i nyhedsudsendelser.
Vi har fået nedsat et tværgående forum om tilgængelighed til TV, hvor handicaporganisationerne, udviklere, private og public serviceudbydere og leverandører mødes.
Forringelser.
Tekstning af alle programmer er udsat til i løbet af 2012. Indtil da vil kun to nyhedsudsendelser blive tekstet på hverdage og kun en i weekenden.
Der er ingen forbedringer i forhold til tegnsprogstolkede udsendelser. Kulturministeriet hævder i en pressemeddelelse, at tidsrummet for tegnsprogstolkede udsendelser er udvidet fra kl. 17-20 til 17-21. Det passer ikke. I den tidligere aftale var tidsrummet fra kl. 17-24, men DR valgte kun at sende tegnsprogstolkede udsendelser mellem kl. 17-20 til trods for, at det for døve er meget vigtigt også at kunne se den sene nyhedsudsendelse.
Det er blevet besluttet ikke at arbejde for at få en bestyrelsespost i DR, da arbejdsgruppen har vurderet, at der er større mulighed for indflydelse gennem brugerrådet.
Det lokale arbejde
DH skal udarbejde en orientering til afdelingerne om must carry-forpligtelserne vedr. synstolkede og tegnsprogstolkede udsendelser.
Arbejdsgruppens anbefalinger
Et lignende arbejde skal sættes i gang et år før udløb af nuværende medieaftale. Selvom tilgængelighed ikke indgår i selve medieaftalen, har det båret frugt at klæde politikerne på allerede ved indgåelse af medieaftalen.
DH skal arbejde for at forbedre udbud af tegnsprogstolkede udsendelser i perioden.
DH skal gå videre med arbejdet vedr. tilgængelige udsendelser på web-tv.
DH skal bevare arbejdsgruppen som et elektroniske netværk, der kan rådgive DH om forhold vedr. tilgængelighed til tv.
DH skal fortsat prioritere området 'tilgængelighed til tv' i sit arbejde.
4
