Share |
Forside | Dokumenter | Referater | Referat af møde i DH's sundhedspolitiske udvalg

Referat af møde i DH's sundhedspolitiske udvalg



Hvidovre, den 24. februar 2010

Sag 10/154 - Dok. 2140/10 /JS

Referat for møde i Sundhedspolitisk Udvalg den 16. februar 2010

Tid og sted: Tirsdag den 16. februar kl. 15:30-18:30, DH, Kløverprisvej 10B, 2650 Hvidovre.

Mødedeltagere: Birgit Hagen, Freddy Nielsen, Jens Ibsen, Jim Kierans, Jette Bay, Lone Nørager, Mette Faber og Jeppe Sørensen (referent).

Opfølgningspunkter:

  • Jeppe indsamler opsamlingspunkterne fra de forskellige workshops og sender dem rundt til udvalget samt laver et udkast til en opfølgningstekst til afdelingerne. Jeppe rundsender forslag til mødedatoer til udvalgets sidste møde.

Referat

  1. Evaluering af SPU-konference om børn/unge/unge voksne med handicap og sundhedsområdet

Udvalget drøftede konferencen og var generelt enige om, at den levede op til målsætningerne og var en succes. Der er kommet en del positive tilbagemeldinger på konferencen, der havde flere deltagere end forventet. Knap 2/3 af deltagerne var DH/SUMH-folk og oplægsholdere mens omkring 1/3 var eksterne folk fra kommuner, regioner, styrelser o.l. Pga. deltagerbetalingen blev konferencen afholdt indenfor budgettet.

Det blev foreslået, at DH fremover kan opkræve deltagerbetaling for DH-medlemmer i handicaprådene, da de i den forbindelse også repræsenterer kommunen. Det blev også foreslået, at invitationerne med fordel kan sendes ud af flere gange, idet de ofte ”strander” i systemerne.

Der var enighed om, at samarbejdet med SUMH var positivt, og at det var vigtigt, at de bidrog til såvel workshops som plenum. Der var også enighed om, at vi kunne have koordineret især de første indlæg bedre, hvilket vi kan lære af og at den efterfølgende opfølgning kunne have været mere operationel. Det blev foreslået, at der laves en form for opsamling af hvilke konkrete forslag etc. der kom ud af konferencen. Jeppe indsamler opsamlingspunkterne fra de forskellige workshops og sender dem rundt til udvalget samt laver et udkast til en opfølgningstekst til afdelingerne. Endelig var der forslag om en form for system for vurdering af, om konferencen var en succes eller ej, fx via skriftlige evalueringer el.

I forhold til fremtidige konferencer var udvalget enige om, at kombinationen af indledende faglige input efterfulgt af detaljerede workshops med interaktion er brugbar, og at DH med fordel kan arbejde videre med deltagerbetaling til finansiering af konferenceaktivitet.

  1. Drøftelse af strukturomlægning i DH

DH's ledelse har i flere omgang udsendt information om den pågående strukturomlægningsproces i DH, der også omfatter Sundhedspolitisk Udvalg.

Fra FU's side forventes ændringerne at føre til en række forbedringer, herunder at DH bliver i stand til at reagere hurtigere på vigtige emner end det er tilfældet i dag og bedre til selv at sætte den politiske dagsorden. I den nye struktur vil der samtidig blive lagt større vægt på handlingsplanen og dens fokuspunkter, hvilket forventes at give politisk medansvar og ejerskab blandt organisationerne. FU har diskuteret og vedtaget planen for hele processen i detaljer. Planen er blevet fulgt og materialer sendt ud til organisationer og de stående udvalg, som har haft mulighed for at melde tilbage med kritik og ændringsforslag. Det er samtidig vigtigt at huske på, at mange ting ikke umiddelbart vil ændre sig med den nye struktur, fx indstillingsprocedurerne og proceduren for afgivelse af høringssvar m.m. Samlet set forventes ændringerne derfor at give tiltrængt udvikling og forbedre organisationens mulighed for at motivere og tiltrække frivillige.

Udvalget drøftede forslaget om DH's nye struktur. Der var enighed om, at det er nødvendigt for enhver organisation, at den løbende bliver udviklet og fornyet. Der blev dog rejst en række kritikpunkter af processen såvel som det konkrete forslag:

Mangelfuld proces omkring ændringerne: Processen omkring ændringerne er oplevet som udemokratisk, demotiverende og skuffende og der blev fra flere sider givet udtryk for, at processen ikke har været tilstrækkeligt inddragende. Det opleves som om hverken medlemsorganisationerne, afdelingerne eller udvalgene har noget medejerskab til projektet - på trods af, at FU har vedtaget forslagene og der er informeret fyldigt om det. Det manglende medejerskab til projektet blandt organisationerne opleves i sig selv som et problem for DH - og ikke kun organisationernes problem. Det bør være et klart signal til afsenderen, når der ikke kommer nogle tilbagemeldinger fra organisationerne - så er processen og inddragelsen slået fejl. Det blev udtrykt, at processen ikke er oplevet som samlende, men delende. Det er ærgerligt, især når der aldrig har været større brug for at stå sammen om de fælles problemer som mennesker med handicap oplever. Det opleves, at udvalgene ikke er blevet inddraget i processen inden beslutningen blev truffet og at det ville have givet større medansvar og legitimitet, hvis udvalgene havde fået mulighed for at drøfte emnet, inden der blev truffet beslutning om et konkret forslag. Udvalgsformændene er blevet hørt i forbindelse med et møde, der dog kom i stand på opfordring fra udvalgsformændene selv. Det blev endvidere fremført, at DH kunne have opnået nogle af de ønskede resultater, hvis der var satset mere på udvikling af udvalgene og hvis de havde fået klarere rammer.

Det angives fra flere medlemmer, at processen har virket meget demotiverende for det fortsatte arbejde.

Et medlem gav udtryk for, at forslaget og processen ikke opleves som demotiverende og at udvalgene såvel som medlemsorganisationer har haft flere muligheder for at give input til processen.

Manglende brugerindflydelse i politikformuleringen: Der blev udtrykt bekymring for den mere politiske side af forslaget, når udvalgene forsvinder, fordi de frivillige så ikke længere er med til at sætte dagsordenerne på de enkelte politikområder. Det kan betyde, at sekretariatet i højere grad kommer til at formulere politik, hvilket er et problem. Det blev foreslået, at der i stedet benyttes handicappolitikere som projektledere i den nye struktur, der kan frikøbes til de konkrete projekter.

Manglende bagland i forbindelse med repræsentationer og vidensopsamling: Det blev udtrykt, at den nye struktur ikke giver en form for ståsted, når frivillige fremover skal repræsentere DH udadtil, da der i den nye struktur ikke længere er et ”bagland” i form af et udvalg. Det er samtidig svært at se, hvor repræsentanter fremover skal melde tilbage til med viden og spørgsmål. Udvalget har været et godt sted at lære om de mange forskellige perspektiver, som man skal repræsentere i DH. Det blev endvidere udtryk bekymring for, at DH's repræsentanter ikke får samme legitimitet som tidligere, når de fremover kun repræsenterer et ad-hoc udvalg og ikke et stående udvalg.

Problemer med at tiltrække frivillige: Der blev udtrykt bekymring for, om den nye struktur kan tiltrække kvalificerede frivillige, fordi frivillige ofte har kortere tid at gøre godt med i en længere periode end megen tid at gøre godt med i en kortere periode. Udvalgene har givet en forankring og en dialogmulighed for en del af DH's frivillige repræsentanter i bestyrelser, råd, nævn m.m., der formentlig forsvinder i den nye struktur. Det manglende ståsted og den manglende forankring vil formentlig påvirke motivationen negativt - og da frivillige er en stor mangelvare i alle organisationer, skal man værne om dem.

Særlige vilkår på sundhedsområdet: Det blev fremført, at udvalget måske adskiller sig fra andre udvalg, fordi sundhedsområdet opleves som meget teknisk/komplekst og derfor kan være svært tilgængeligt. Der er derfor stort behov for at uddanne frivillige på dette område, så de får den nødvendige viden til at løfte de handicappolitiske emner i kommunerne og i forskellige andre repræsentationer. Samtidig er der nu to paraplyorganisationer på sundhedsområdet, hvilket har nødvendiggjort en fokusering af DHs arbejde på sundhedsområdet. Sundhedspolitisk udvalg har både beskæftiget sig med uddannelse og med fokusering af DH's sundhedspolitik, og der blev givet udtryk for, at man kunne have opnået samme resultater, hvis man havde valgt at udvikle og støtte udvalget i stedet for at nedlægge det.

  1. Fysisk træning og borgere der bor på botilbud pga. et handicap

Der var ikke tid til punktet og det blev aftalt, at input kan sendes direkte til Jeppe.

Til orientering/næste møder/evt.

  1. Orientering

Jette orienterede om en række nordiske undersøgelser vedr. ulighed i sundhed og unødig sygelighed blandt mennesker med handicap, som med fordel kan gentages i dansk kontekst, fx i regi af SUSY-undersøgelserne i Danmark. De nordiske undersøgelser viste, at mennesker med handicap oplever væsentligt dårligere sundhed end resten af befolkningen. Vi kan bruge undersøgelserne til at efterlyse lignende initiativer i dansk sammenhæng. Udvalget anbefaler, at emnet tages med videre i en evt. ny struktur. Jim orienterede om arbejdet i Dansk Selskab for Patientsikkerhed og her især to større projekter omkring modelsygehuse og særligt fokus på sårbare patienter. Selskabet giver gode muligheder for indflydelse. Birgit orienterede om arbejdet i en arbejdsgruppe omkring det nye hospitalsbyggeri i Skejby, som har været spændende og givtigt. Freddy orienterede om ændringer i patientklagesystemet, hvor der bliver nedsat et patientombud og et disciplinærnævn. Mette orienterede om den trængte økonomiske situation på sygehusene og betydningen for patienterne.

  1. Kommende møder

Udvalget besluttede at holde et afsluttende møde i maj måned efter repræsentantskabsmødet. Jeppe rundsender forslag til mødedatoer til udvalgets sidste møde.

  1. Eventuelt

Jeppe Sørensen, 24. februar 2010

2

0x01 graphic

Handlinger tilknyttet webside
Søg