Share |
Forside | Dokumenter | Referater | Referat af møde i DH's Tilgængeligheds- og Hjælpemiddelpolitiske Udvalg den 19. august 2009

Referat af møde i DH's Tilgængeligheds- og Hjælpemiddelpolitiske Udvalg den 19. august 2009


Dokument oprettet 20-08-2009

Sag 09/565 - Dok. 9248/09 /MOL/jef/kft

GODKENDT

Referat af møde i Tilgængeligheds- og Hjælpemiddelpolitisk Udvalg den 19. august 2009

Til stede: Jørgen Bak (JB), Alice Hasselgreen (AH), Jens Petersen (JP), Lena Nielsen (LN), Ole Rønne-Christensen (OC), Jesper Fønss (JEF) og Monica Løland (MOL).

Afbud: Sif Holst (SH) og Ulla Wæber (UW)

Dagsorden:

  1. Godkendelse af dagsorden.

  2. Orientering fra arbejdsgrupperne.

  3. Oplæg og drøftelse om registreringsprojektet "God adgang til arbejdspladsen”. Jesper Fønss holder oplæg.

  4. Oplæg og drøftelse om Handicapkonventionen og tilgængelighed. Christian Bundgaard holder oplæg.

  5. Drøftelse af politik for tilgængelighed til valgsteder.

  6. SBi-seminar/SBi's fremtid.

  7. Fælles møde med BPU den 10. november 2009.

  8. Orientering fra medlemmerne.

  9. Evt.

Ad 1. Godkendelse af dagsorden

Dagsorden blev godkendt.

Ad 2. Orientering fra arbejdsgrupperne

Orientering fra arbejdsgruppen om befordring, der holdt sit første møde inden sommerferien. Det var et brainstormmøde, hvor mange forskellige vinkler og temaer i forhold til befordringsområdet kom på bordet. JEF skriver på baggrund af mødet et nyt arbejdspapir, der skal ligge til grund for det videre arbejde i gruppen. Næste møde bliver i oktober eller november måned 2009.

Efterfølgende diskuterede udvalget forholdet mellem tilgængelighed til den kollektive transport og individuel handicapkørsel. Udvalgets medlemmer var enige om, at det er vigtigt at skelne mellem de to, og arbejdsgruppen kommer med et bud på, hvorledes disse vægtes i gruppens arbejde.

Orientering fra IKT-arbejdsgruppen: På sidste THU-møde blev det besluttet at udvide IKT-arbejdsgruppen, der består af OC, AH og MOL, med personer, der kan bidrage med viden om tilgængelighed til digitalt TV. Dette er sket, og gruppen består nu af 11 personer fra henholdsvis DDL, Høreforeningen, DBS, SUMH, LEV og DH.

Mandag den 17. august 2009 blev det første møde i den udvidede arbejdsgruppe om digitalt TV holdt, og der kom mange gode input til konferencen om digitalt TV. Kulturministeriet er vært for konferencen, der har fokus på at vise de muligheder, tilgængelighed til digitalt TV giver. En positiv vinkel, der skal bruges som startskud for det politiske arbejde i forbindelse med de politiske forhandlinger af en ny medieaftale. DH har efterfølgende holdt møde med en medarbejder fra DR, der deltager i et tværeuropæisk konsortium ”DTV4all”. Dette konsortium har til formål at se på, hvordan de europæiske broadcastere bedst gør nytte af mulighederne ved den nye digitale teknologi, og hvordan man kan udvikle teknisk og økonomisk bæredygtige modeller.

Ad 3. Oplæg og drøftelse om registreringsprojektet God adgang til arbejdspladsen

JEF holdt oplæg om projektet - notat om projektet sendes ud med referat.

Indledningsvist blev samarbejdet med Foreningen Tilgængelighed for Alle (FTA) kort beskrevet, og udviklingen af registreringsordningens krav og registreringssystem på godadgang.dk.

Efterfølgende blev kurserne om registrering og tilgængelighed for DH's afdelinger drøftet. JB og JP kommenterede på dette, eftersom de begge deltog som oplægsholdere. Konklusionen var, at kurserne generelt var forløbet godt i forhold til de oplæg, der omhandlede DH's tilgængelighedspolitik, bygningsreglementet, IKT-tilgængelighed og byggesagsbehandling. Desværre var kursets registreringsdel knap så vellykket. Dels fordi FTA antog et større engagement fra afdelingernes side, end de var parate til at forpligte sig til. Dels fordi kun relativt få kursusdeltagere tog udfordringen op og løste hjemmeopgaven, der bestod i at registrere en arbejdsplads tilgængelighed inden kursusdag to.

Også projektets kampagne Udnyt potentialet blev præsenteret. Den mest centrale aktivitet var opførelsen af en 65 meter lang og fire meter høj kampagnemur på Rådhuspladsen i København, der senere blev opsat igen på Øster vold i Randers. Kampagnen gav virksomheder mulighed for at gøre sig synlige over for jobsøgende med handicap ved at tilmelde sig på hjemmesiden potentialet.dk. Kravet for en tilmelding var fire positive svar på fire spørgsmål om handicap og beskæftigelse. 163 tilmeldte sig i den et-årige kampagneperiode. De tilmeldte virksomheder blev automatisk tilbudt et gratis tilgængelighedstjek og en registrering ved et besøg af en registrant fra FTA. Desværre tog kun 15 virksomheder imod dette tilbud. I det samlede projektforløb har FTA's registranter været på besøg på ca. 40 virksomheder, 28 af disse var fortsat tilmeldt ved overdragelsen af det færdige projekt fra DH til FTA den 15. maj 2009.

Afslutningsvist blev de vigtigste erfaringer i projektet beskrevet.

Man kan læse evalueringsrapporten om projektet på:

JP sagde, at det godt kan være projektets målsætning om 700 til 1000 registreringer ikke er nået, til gengæld er der høstet en række vigtige erfaringer, som vi ikke havde fået indsamlet uden projektet. Erfaringer, der kan bruges fremadrettet i forhold til det videre arbejde i DH og FTA regi med tilgængelighed og registrering.

Tak til JEF for et godt oplæg.

Ad 4. Oplæg og drøftelse om Handicapkonventionen og tilgængelighed

Christian Bundgaard (CB), tidligere rettighedskonsulent i DH, holdt oplæg om Handicapkonventionen og tilgængelighed. Link til ”Handbook for parlamentarians”: http://www.un.org/disabilities/default.asp?id=212,

link til beslutningsforslag:

link til betænkning:

CB' oplæg fokuserede meget på den debat, der har været om, hvorvidt tilgængelighed er en rettighed eller ej. Regeringens beslutningsforslag siger, at tilgængelighed ikke er en rettighed i sig selv. DH mente først, at tilgængelighed måtte være en rettighed, men efter drøftelser med andre fagpersoner på området kunne man godt følge ministeriets argumentation. En af begrundelserne for, hvorfor tilgængelighed ikke er en rettighed er, at man ikke har indført nye rettigheder i denne konvention end dem, der findes i andre konventioner.

Det er derimod slået fast i betænkningen, at tilgængelighed er fundamentalt for at mennesker med handicap fuldt ud kan nyde de rettigheder, som findes i konventionen. Tilgængelighed er et generelt princip for hele konventionen, og artikel 9 er rettet mod deltagerstaternes forpligtelser. Princippet om tilgængelighed har således en helt central plads i konventionen.

Derfor mener CB ikke, at tilgængelighed har fået en mindre betydning i konventionen, fordi det ikke er en rettighed. Dette kan man også se i ”Handbook for parlamentarians”, se især kapitel 2.

Konventionen skal sikre, at personer med handicap skal kunne nyde deres menneskerettigheder fuldt og helt. Personer med handicap har ikke ret til tilgængelighed, men har ret til ikke at blive diskrimineret, og en fundamental forudsætning for at dette kan lade sig gøre er, at tilgængelighed er til stede.

CB foreslår, at man i sin argumentation starter med artikel 2 overordnet, derefter går til artikel 4 om generelle forpligtelser og artikel 5 om diskriminationsforbud, for til sidst at slutte med artikel 9, der har svaret på, hvad man så skal, hvis man fundamentalt skal sikre, at mennesker med handicap skal nyde deres rettigheder.

Udvalget drøftede derefter, hvorvidt de mente, at princippet om tilgængelighed var blevet svækket i konventionen, når man ikke kan sige, at det er en rettighed i sig selv. Holdningen i udvalget var, at det var det. Der blev spurgt, om afdelingerne får informationer om dette. Konventionspiloterne opfordrer til, at afdelingerne slår sig sammen og får en konventionspilot ud, der kan holde oplæg for dem. Jørgen og Jens kendte til steder, hvor man gør dette.

Tak til CB for et godt indlæg.

Ad 5. Drøftelse af politik for tilgængelighed til valgsteder

Udvalget besluttede, at problemstillingen skal deles op i to dele:

1. Information til afdelingerne om den lovgivning, der findes på området nu i forbindelse med det forestående kommunalvalg

2. Udarbejdelse af en politik om den lovgivning og de muligheder, den nuværende lovgivning mangler.

CLH har udarbejdet en pjece om tilgængelighed til valghandlinger, der skal supplere Indenrigs- og Socialministeriets vejledning til det kommende kommunalvalg. DH sender denne pjece ud til afdelingerne i starten af september og supplerer med de oplysninger, vi evt. synes, der mangler. Pjecen kan findes på følgende link:

Efterfølgende skal udvalget strukturere udarbejdelsen af en politik på området. Erfaringer fra kommunalvalget vil kunne bruges i den forbindelse.

Ad 6. SBi-seminar/SBi's fremtid

Seminar:

LN, JP og UW deltog i SBi's seminar i juni. Det var generelt et godt seminar og alle var enige om, at det er vigtigt at være til stede ved den slags seminarer, da deltagerne opsøger de personer med handicap, der deltager. Kulturarvstyrelsen manede myten om, at fredede bygninger ikke kan gøres tilgængelige, i jorden, da det i de fleste tilfælde kan lade sig gøre, hvis man finder en æstetisk korrekt løsning. Det sidste indlæg ved Søren Ginnerup slog fast, hvem der har ansvaret for byggeriernes (manglende) tilgængelighed. Det er bygherre.

SBi's fremtid:

Der blev orienteret om sidste følgegruppemøde i SBi. Medarbejderne er sagt op, fordi man ikke ved, om der kommer penge til fra satspuljen til SBi's rådgivningsarbejde.

DH, medlemsorganisationer og afdelinger har skrevet til erhvervs- og økonomiministeren og alle svar modtaget henviser til de næste satspuljeforhandlinger. Medarbejderne arbejder videre, selvom de er sagt op, fordi de håber, der kommer penge til området. Udvalget mener, det er fint med satspuljemidler denne gang, men fremtidigt må DH arbejde for at få varige midler.

Der blev orienteret om SBi's forarbejde til revisionen af togstandarderne - den såkaldte TSI.

Som et supplement til orienteringen på THU-mødet om SBi-følgegruppemødet bør det tilføjes her i referatet, at Erhvervs- og Byggestyrelsens repræsentanter fortalte, at der er en revision af bygningsreglementet i gang (et nyt BR 2010). Hvis medlemmerne af THU har konkrete forslag til fejl eller mangler fra BR 08, der bør rettes i den nye udgave, bedes disse sendt til JEF (jef@handicap.dk). Der forventes en fokus på fejl og mangler og ikke en gennemgribende revision. Den nye opdaterede udgave af bygningsreglementet vil også komme i officiel høring.

Ad 7. Fælles møde med BPU den 10. november 2009

THU holder fælles møde med BPU den 10. november 2009. Der er i denne forbindelse nedsat en tværgående arbejdsgruppe, der skal beskæftige sig med tilgængelighed og arbejdsmarkedet. UW og JB deltager i arbejdsgruppen fra THU.

Udvalgets medlemmer var enige om, at denne arbejdsgruppe ikke må tage ressourcer fra de to andre arbejdsgrupper, da arbejdet i disse prioriteres højt i udvalget i øjeblikket. THU melder dette tilbage til arbejdsgruppen.

Ad 8. Orientering fra medlemmerne

JB orienterede om bestyrelsesmøde i HMI. Instituttet tænker på at finde et nyt navn, men der er ingen forslag på bordet endnu.

Ad 9. Evt

Der blev spurgt til domicilet. Der er intet nyt siden sidste møde.

Udvalget fandt mulige mødedatoer for første del af 2010:

12. januar 2010, kl. 14.00-18.00

20. januar 2010, kl. 14.00-18.00

17.marts 2010, kl. 14.00 -18.00

23. marts 2010, kl. 14.00-18.00

Der skrives ud til medlemmerne om datoerne, og de datoer flest kan, bliver valgt.

Næste møde i udvalget er den 10. november 2009, kl. 13.00-17.00. Der vil være frokost fra kl. 12.30 til dem, der ønsker dette. Første del af mødet bliver holdt sammen med DH's beskæftigelsespolitiske udvalg og derefter afholder THU så udvalgsmøde fra kl. 15.00-17.00. Når vi kommer tættere på, vil der blive udsendt en dagsorden til begge møder.

Referent: Monica Løland.

5

Handlinger tilknyttet webside
Søg