Share |
Forside | Dokumenter | Referater | Referat af møde i DH's Undervisnings- og Uddannelsesudvalg den 9. februar 2010

Referat af møde i DH's Undervisnings- og Uddannelsesudvalg den 9. februar 2010


Dokument oprettet 12-02-2010

Sag 10/159 - Dok. 1838/10 SIH/kft

GODKENDT

Referat af møde i Undervisnings- og Uddannelsesudvalget den 9. februar 2010

Til stede: Stella Steengaard, Vibeke Hansen, Winnie Skjødt, Thorkild Olesen, Torben Kjær, Steen Stavngaard, Maria Holsaae og Signe Højsteen.

Afbud: Peter Mikkelsen.

Dagsorden:

  1. Politikpapir om voksenspecialundervisning.

  2. Værktøjskasse om særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse og herunder:

  • Tilbagemelding vedrørende opfølgningsmøde om praktik på særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse.

  • Information om brev om forsørgelse og overbygning på særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse.

  • Information om brev om DH-repræsentation i Dialogforum om uddannelsesvejledning.

  1. Eventuelt.

  2. Meddelelser:

  • Brev til Bertel Haarder.

  • Konference om voksenspecialundervisning marts 2010.

Ad 1.a. Politikpapir om voksenspecialundervisning

En afgrænsning af, hvad der er træning, genoptræning og undervisning kan benyttes i andre lovgivninger. Det er meget væsentligt, at DH-repræsentanterne benytter afgrænsninger, således at alle borgere har ret til et tilbud i en sektor. F.eks. serviceloven og i forhold til træning/genoptræning i sundhedsmæssig henseende. Det vil være godt, hvis vi kan komme med et bud på afgrænsning. Vi skal også diskutere begrebet i forhold til rehabilitering.

Det er væsentligt at benytte begrebet livslang læring og relatere til konventionen. Det er væsentligt at være opmærksom på karakteren af den kompenserende voksenspecialundervisning og ikke at blande den sammen med anden form for livslang læring, f.eks. folkeoplysning eller efter- og videreuddannelse. I denne sammenhæng skal vi have streg under kompenserende.

Det er meget vanskeligt at finde en præcis afgrænsning. Det skal vi skrive til FU, således at der er en forklaring om, at yderligere afgrænsning er umulig, og derfor er der ikke mere om det.

Torben Kjær mente, at der skal være fokus på artikel 19 i konventionen. Afgrænsningen må være borgerens ønske om uddannelse. Behovet skal være defineret af borgeren selv. Det kan ikke være ”systemet”, der siger, at det kan borgeren få eller ikke få.

Voksenspecialundervisning er et begreb, man stifter kortvarigt bekendtskab med.

Et lokalt problem, at dem, der bevilger, ikke aner hvad undervisningen går ud på. Kommunerne tager stilling til undervisningen selv, fordi de ikke har tillid til institutionerne, der har kompetencen.

Der er kompetenceproblemer, fordi der er specielle institutioner, der står for udredningen, mens det er kommunen, der skal bevilge. Kommunen bestemmer, hvem det er, der visiterer. Det er farligt, når kommunen visiterer, for de har ikke viden til at gøre det.

Vi kan anbefale en mellemløsning, hvor kommunen betaler et abonnement, uanset hvor meget kommunen benytter. Eller at specialinstitutionerne visiterer til en given periode og herefter skal kommunen give tilsagn. Ensidig økonomisk styring har store konsekvenser.

Der var enighed om krav om et højt fagligt niveau hos undervisere inden for voksenspecial-undervisning mangler i det nye papir. Det skal sættes ind.

Det skal stå i papiret, at kommunerne skal benytte VISO. Det mangler for nuværende.

1. b. Udkast til politikpapir for grundskolen, Stig Langvads kommentarer

Vi skal prøve at indarbejde kommentarerne, men uden, at specifikke handicapgrupper nævnes. Vi skal understrege, at mange børn med handicap har potentialer, der gør, at de skal afslutte grundskole med samme kvalifikationer som andre. Dette skal indarbejdes, uden at papiret bliver nævneværdigt længere. Den endelige blåstempling klares pr. mail og udvalgsmedlemmerne giver også besked, hvis der er tilslutning.

Ad 2. Værktøjskasse om særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse

Værktøjskassen vil være et godt redskab, men de resterende emner i brainstorm-listen skal indgå. Især er det meget væsentligt, at klagemulighederne indgår.

Kan kravene til fagligheden indgå? Det er svært og måske ikke meget egnet til en værktøjskasse. Dem, der står for undervisningen, skal have faglighed og uddannelse, og der skal være pædagogisk ledelse.

I værktøjskassen kan godt trækkes en linie tilbage til undersøgelsen fra Capacent, (Undersøgelse af handicappede børn og unges uddannelsesresultater og -mønstre), hvor der er en væsentlig konklusion, der handler om, at det sociale miljø og relationer understøtter, at man færdiggør sin uddannelse.


Ad 3. Eventuelt

Vi skal have en diskussion af, om DH skal stille krav om, at der bliver åbnet for at tage STX/HTX, uden at kunne tage studentereksamen på fuldt niveau, fordi man f.eks. ikke kan tage dansk eller andre sprogfag med tekstanalyse, fordi man ikke kan sætte sig ind i, hvordan andre mennesker tænker. Det er ikke nok med klasserne i Høje Tåstrup og Padborg.

Der skal kunne gives en dispensation til den almindelige STX. Der kommer flere og flere elever med Asperger i gymnasierne, og de har behov for en sådan dispensation. Det er svært for lærerne at undervise elever med f.eks. autismespektrumforstyrrelser, for de har ingen kompetencer i forhold til det specialpædagogiske, og vi skal stille krav om kurser og supervision til lærerne, når de skal undervise elever, der har den type vanskeligheder.

Ad 4. Meddelelser

Konference om voksenspecialundervisning er desværre aflyst, da der ikke var nok tilmeldte til, at arrangementet kunne løbe rundt. I Interessentforum har vi fokus på, om arrangementet blev reklameret godt nok, og forummet vil vende tilbage med ny konference.

I forbindelse med DH's møde med Bertel Haarder den 19. januar er der taget hul på en ny proces for at få flere personer omfattet af muligheden for at få handicaptillæg til SU. Her skal ikke bare ses på læsehastighed. Trætheden, som følge af handicap, skal også give større mulighed for at få tillægget tildelt. Dette skal med i en fremtidig indsats.

RUR i Hovedstaden sendte en henvendelse til Undervisningsministeriet omkring Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse, hvori man anfører, at man ikke ønsker, at evalueringen af uddannelsen først foretages i 2011. Løbende opfølgning er nødvendig. Udvalget finder, at løbende opfølgning er væsentligt, men også, at det er klogt, at der er et vist erfaringsgrundlag, før uddannelsen evalueres gennemgribende.

Til fremtidige møder skal dagsordenen være mere stram. Numre og navne på bilagene må passe med overskrifterne på dagsordenen. Det er ønskeligt med en dagsorden med links fra punkt til bilag.

I forhold til en udvidelse og opfølgning på Capacentundersøgelsen (Undersøgelse af handicappede børn og unges uddannelsesresultater og mønster), er det ønskeligt at få noget om holdninger. F.eks. hvor mange underviser i pensum på specialskolerne? Hvor mange specialskoler tilbyder afgangsprøve? Der skal arbejdes mere med uddannelsesvejledningen, der er så væsentlig for børn med handicap.

Referent: Signe Højsteen.

3

Handlinger tilknyttet webside
Søg