Referat af møde i Sundhedspolitisk udvalg 10. februar 2009
Hvidovre, den 11. februar 2009
Sag 09/77 - Dok. 1648/09 /JS
Referat fra møde i DH's sundhedspolitiske udvalg (SPU) 10/2 2009
Tid og sted: Tirsdag den 10. februar kl. 15:00-18:15 (spisning fra 18:15-18:45), DH, Kløverprisvej 10B, 2650 Hvidovre.
Mødedeltagere: Freddy Nielsen, Jim Kierans, Jette Bay, Mette Faber, Anne Kristina Ladingkær (observatør fra SUMH) og Jeppe Sørensen.
Afbud: Birgit Hagen, Jens Ibsen, Lone Nørager
Opfølgningspunkter:
Alle opfordres til at sende forslag til spørgsmål til konferencen den 28. april over mailen og alle bedes melde tilbage, hvis de har tid og lyst til at deltage i konferencen på vegne af DH.
Jeppe rundsender oplæg om udvidet frit sygehusvalg, information om konferencen den 28. april, Mettes slides vedr. kvalitetsstandarder om brugerinddragelse, Jettes notat fra KL's konference, Jims tidligere rundsendte link fra konference om hospitalsmedicin samt værktøjskasse fra arbejdsgruppen vedr. patientsikkerhed.
Mette kontakter Lavuk vedr. motion, Kristina vender misbrugsproblemer som emne og mulige oplægsholdere i SUMH, Jim spørger om mulige oplægsholdere vedr. opbygning af sundhedskompetencer i Diabetesforeningen, Jeppe spørger deltagerne i ”arbejdsgruppe” om psykiske funktionsnedsættelser om forslag til emner/oplægsholdere vedr. børn/unge med psykiske funktionsnedsættelser, Jeppe spørger, om der er noget nyt fra Gigtforeningen vedr. børn og genoptræning, Jeppe kontakter Videnscenteret på Rigshospitalet og Jim kontakter Børnehospitalet på OUH vedr. problematikker omkring behandling af børn/unge i sygehusvæsenet.
Jeppe undersøger, om det er muligt at tilbyde rejserefusion for de tillidsfolk, der har behov for det, og om der er økonomi til at afholde konferencen på Hotel Nyborg Strand.
Jeppe orienterer arbejdsgruppen om patientsikkerhed og videresender fremover mails fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed til tovholderne.
Referat
Introduktion
Opfølgningspunkter fra seneste møde den 2/12 2008 blev gennemgået
Inspirationsoplæg om ventetidsgarantien og fri og lige adgang v. Jeppe
Efter oplægget drøftede udvalget, hvilken rolle DH kan og skal spille på området. Det blev aftalt, at udvalget kan forsøge at formulere spørgsmål, som kan afklares på konferencen den 28. april. Alle opfordres til at sende forslag til spørgsmål over mailen og alle bedes melde tilbage, hvis de har tid og lyst til at deltage på vegne af Danske Handicaporganisationer. Jim, Jette og Mette vil gerne deltage i konferencen den 28. april. Jeppe rundsender oplæg samt information om konferencen til udvalget.
Til drøftelse
SPU-konference om børn/unge med handicap og sundhedsområdet
På sidste møde drøftede udvalget konkret organisering og emner for konferencen og besluttede i den forbindelse at genoverveje konferencens tilgang for at få et mere inspirerende og positivt fokus. Det blev foreslået, at konferencen skal fokusere på børn/unges ”sundhedskompetencer” og ikke kun på deres ”sundhedsmangler”. Samtidig skal konferencen forsøge at vise vejen frem og ikke kun påpege problemer.
Udvalget drøftede, hvad der menes med børn/unge og der var enighed om, at konferencen skal fokusere på børn, unge og unge voksne og at der ikke laves en specifik aldersgrænse.
Udgangspunktet i sundhedskompetencer frem for sundhedsmangler blev drøftet, og der var enighed om, at fokus på sundhedskompetencer så vidt muligt skal indgå som et element i alle oplæg.
Det blev aftalt, at der ikke laves en snæver afgrænsning af målgruppen for konferencen, og at formålet er, at alle deltagere skal føle de har fået noget brugbart ud af dagen.
Det blev aftalt, at udvalget arbejder videre med følgende forslag til fokuspunkter:
Kost (www.webkost.dk - Jeppe har kontaktet Frede Bräuner og han vil godt kunne holde et oplæg)
Motion (erfaringerne fra Lavuk/John Colerick blev nævnt - Mette kontakter).
Misbrugsproblematikker (narkotika, alkohol, medicin?) - hvis der findes nogen, der kan løfte emnet? Kristina vender emnet og mulige oplægsholdere i SUMH.
Metoder til udvikling/bibringelse af sundhedskompetencer - med udgangspunkt i barnet/den unge selv + nære pårørende. Søren Nøhrskov og erfaringer fra Diabetesforeningen blev nævnt. Jim spørger om mulige oplægsholdere i DF)
Børn og unge med psykiske funktionsnedsættelser - Jeppe spørger deltagerne i ”arbejdsgruppe” om psykiske funktionsnedsættelser om forslag til emner/oplægsholdere.
Genoptræning/vederlagsfri fysioterapi (Jeppe spørger, om der er noget nyt fra Gigtforeningen)
Børn og unge under indlæggelse - Jeppe kontakter Videnscenteret på Rigshospitalet og Jim kontakter Børnehospitalet på OUH.
Der var enighed om, at der arbejdes mod deltagerbetaling for ”eksterne deltagere” og gratis adgang for tillidsfolk/medlemsorganisationerne. Jeppe undersøger, om det er muligt at tilbyde rejserefusion for de tillidsfolk, der har behov for det.
Det blev foreslået, at konferencen enten afholdes på Nyborg Strand, i Margrethe-Hallerne i Fredericia eller OCC. Jeppe undersøger, om dette er økonomisk muligt. Der stiles mod afholdelse af konferencen i september måned.
Status på pårørendepolitikker - DH, Danske Patienter og regionerne
Det blev aftalt på sidste møde, at udvalgets pårørendepolitik drøftes i lyset af Danske Patienters bruger/pårørende-politik og de tidligere rundsendte standarder og kriterier fra Joint Commission/Den Danske Kvalitetsmodel. Mette fortalte om sidstnævnte dokumenter og det fremgik, at rettighedstilgangen kan benyttes på mange forskellige områder i sundhedsvæsenet - også i relation til Den Danske Kvalitetsmodel og Joint Commission. Det blev aftalt, at værktøjerne kan samles i et arbejdspapir med fokus på rettigheder ifm. sygehusbehandling. Jeppe rundsender slides fra oplægget.
Det blev endvidere drøftet, om udvalget skal lave en egentlig brugerpolitik og om det er en fordel eller ulempe at kæde det sammen med pårørendepolitikken. Der var enighed om, at det er en god idé at holde bruger- og pårørendepolitikkerne adskilt og at udvalget kan overveje at lave en egentlig brugerpolitik på et senere tidspunkt.
Erfaringer fra Region Syddanmark vedr. brugerinddragelse
Selvom mange taler om brugerinddragelse i sundhedsvæsenet er det svært at finde gode eksempler, hvor det virker i praksis. Jim orienterede om arbejdet i Region Syddanmark, hvor han har gode erfaringer i regi af diabetesudvalget. Der var enighed om, at erfaringerne er meget inspirerende for andre initiativer vedr. brugerinddragelse og dialog med myndigheder. Der kan med fordel henvises til erfaringerne i andre sammenhænge.
Patientsikkerhed for mennesker med handicap
DH's arbejdsgruppe vedr. patientsikkerhed har besluttet at nedlægge sig selv som formel DH-arbejdsgruppe, idet den har løst opgaven med at dagsordensætte området i DH og i sundhedsvæsenet mere generelt. Arbejdsgruppen håber, at Sundhedspolitisk Udvalg vil videreføre arbejdsgruppens fokus på patientsikkerhed fremover, herunder på udvidelsen af rapporteringssystemet og samarbejde med bl.a. Dansk Selskab for Patientsikkerhed vedr. patient/brugerinddragelse. Arbejdsgruppen har foreslået, at SPU kunne udpege en tovholder på patientsikkerhedsområdet og medlemmerne stiller sig gerne til rådighed som ressourcepersoner for det kommende arbejde. Udvalget skal drøfte, hvordan det fremover vil varetage patientsikkerhedsområdet.
I forlængelse af drøftelsen skal udvalget også tage stilling til, hvordan det vil arbejde videre med problemstillingerne omkring medicinering på bostederne, som er blevet rejst i regi af Dansk Selskab for Patientsikkerhed og ved møde med Apotekerforeningen.
Udvalget tog arbejdsgruppens beslutning til efterretning og sagde tak for det store arbejde den har udført og for at medlemmerne fortsat stiller sig til rådighed. Udvalget er indstillet på at varetage området fremover og besluttede at udpege Jette og Jim som tovholdere på området. Jeppe orienterer arbejdsgruppen og videresender fremover mails fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed til tovholderne. Jeppe rundsender også arbejdsgruppens værktøjskasse til udvalget.
Jim fortalte om arbejdet vedr. medicinering på botilbudene. Arbejdet med medicinering gribes meget forskelligt an i de enkelte regioner, kommuner og botilbud. Der findes meget materiale, men tilsyneladende kun lidt systematisk viden. Mange systemer opleves som spinkle og risikofyldte og det er uklart, hvordan den konkrete medicinering foregår på de enkelte botilbud. Jim fortalte også om processen ifm. arbejdsgruppen om medicinering i Dansk Selskab for Patientsikkerhed og om indledende møde med Apotekerforeningen. Der var enighed om at fortsætte kursen med at sætte fokus på problematikkerne i såvel Dansk Selskab for Patientsikkerhed og ift. Apotekerfonden.
Til orientering/næste møder/evt.
Orientering
Nyt fra medlemmerne: Jette orienterede om www.ulige.dk og om KL's sundhedskonference (notat medsendes) og Jim orienterede om konference vedr. hospitalslægemidler (Jims tidligere rundsendte link medsendes).
Nyt fra sekretariatet: Pga. manglende tid blev dette punkt udskudt til næste møde. Interesserede kan evt. henvende sig til Jeppe for mere information om de enkelte punkter.
Kommende møder
Udvalgets kommende møder:
7. april
19. maj
29. september
1. december
Eventuelt (der var ingen punkter under evt.)
Jeppe Sørensen/11-2-2009
4

