Share |
Forside | Dokumenter | Referater | Referat fra forretningsudvalgsmøde den 11. april 2011

Referat fra forretningsudvalgsmøde den 11. april 2011


Dokument oprettet 08-04-2011

Sag 10/982 - Dok. 3000/11 /HS

Referat fra FU-møde i DH den 11. april 2011

Til stede: Morten Carlsson, Torben Kjær, Sytter Kristensen, Janus Tarp, Ulla Wæber, Isabella Leandri-Hansen (observatør fra SUMH), Poul Erik H. Petersen, Elisabeth B. Burns og Henrik Søndergaard (referent). Afbud: Stig Langvad og Lone Nørager Kristensen. Gæster: Henrik P. Hansen deltog i pkt. 3a og 3b.

DAGSORDEN

BLOK 1 - BESLUTNINGSPUNKTER

Pkt. 1 Godkendelse af dagsorden

Pkt. 2 Supplerende kommentarer til referatet fra mødet den 28. februar 2011

Pkt. 3 a) Udkast til årsregnskab 2010

  1. Udkast til revisionsprotokollat 2010

Pkt. 4 Repræsentantskabsmødet:

a) Udkast til beretning 2010

  1. Udkast til Strategiplan for DH

Pkt. 5 Udpegning af medlemmer til arbejdsgruppe om inklusion i folkeskolen

Pkt. 6 Godkendelse af kommissorium for to kommende arbejdsgrupper:

a) Tilgængelighed til valg og folkeafstemninger

b) Civilsamfundets muligheder og grænser

Pkt. 7 Godkendelse af kulturpolitik

BLOK 2 - DEBATPUNKTER

Pkt. 8 Den aktuelle politiske situation

BLOK 3 - ORIENTERINGSPUNKTER

Pkt. 9 DH's Domicil - status

Pkt. 10 Afrapportering fra konference i Bruxelles om adgang til beskæftigelse og praktik for mennesker med handicap - fra Torben Kjær

Pkt. 11 Orientering fra:

a) Stig Langvad

b) Morten Carlsson

c) Torben Kjær

d) Ulla Wæber

e) Sytter Kristensen

f) Lone Nørager Kristensen

g) Janus Tarp

h) Isabella Leandri-Hansen

I) Poul Erik H. Petersen

Ad. Pkt. 1 Godkendelse af dagsorden

Dagsordenen blev godkendt. Morten Carlsson er mødeleder i formandens fravær.

Ad. Pkt. 2 Supplerende kommentarer til referatet fra mødet den 28. februar 2011

Der var til mødet udarbejdet følgende indstilling:

Referatet er godkendt skriftligt. Såfremt der måtte være supplerende kommentarer, bedes disse fremført på mødet.

Der var ikke yderligere kommentarer.

Ad. Pkt. 3a Udkast til årsregnskab 2010

Der var til mødet udarbejdet følgende indstilling:

Det indstilles, at FU drøfter og godkender det udarbejdede udkast til årsregnskab for 2010.

Der var til mødet udarbejdet følgende sagsfremstilling:

Jævnfør vedtægtens § 9. stk.2 skal der på repræsentantskabsmødet fremlægges et årsregnskab for det seneste kalenderår til godkendelse.

Regnskabet udviser et overskud på ca. 0,5 mio kr. mod et nulbudget. Overskuddet kan tilskrives revisors krav om at regnskabsføre den fulde beregnede, forventede efterbetaling fra tipsmidlerne i 2010. Beløbet er på 1 mio. kr. DH havde valgt at medtage et mere forsigtigt beløb på 0,5 mio. kr. (gennemsnit over de sidste seks år). En række poster har udsving, som udligner hinanden. Samlet over de seneste to år er egenkapitalen nedbragt med lidt over en mio. kr., mod de af repræsentantskabet godkendte 2 mio. kr.

Henrik P. Hansen gennemgik kort nøgletallene i regnskabet. DH får en større andel end forventet i ekstra-udbetalingen fra Danske Spil, hvilket har betydet, at regnskabet nu udviser overskud i forhold til det tidligere udmeldte nulbudget. DH's ejendomsfond, som er oprettet i forbindelse med domicil-byggeriet, figurerer nu som noget nyt i regnskabet. Det skyldes, at de fondsdonationer, DH har fået til domicilet, indgår til DH, som så overfører dem til ejendomsfonden. Denne model vil også blive anvendt de kommende år.

Der var enkelte opklarende regnskabsmæssige spørgsmål til det kommende salg af Kløverprisvej.

Torben Kjær spurgte, hvor forventeligt det er, at der er større budgetposter, der enten bliver større eller mindre i regnskabet - er det noget forventeligt? Han spurgte, om der er nogen plan for at øge egenkapitalen, efter at vi nu har haft lov til at tære på den i 2009 og 2010?

Henrik P. Hansen svarede til første, at man i budgetlægningen lægger sig nogenlunde på niveau med det foregående år, og at man generelt kører en forsigtig budgetlægning - men at der uvægerligt kommer nogle udsving over året, da det er umuligt at forudsige aktivitetsniveauet på de enkelte poster helt præcist.

Morten Carlsson svarede til sidste, at der ikke er nogen plan om at køre egenkapitalen op igen. Revisionen har tidligere tilkendegivet, at det nuværende niveau for egenkapitalen er passende.

Janus Tarp spurgte, om der er nogle grunde til at kursus- og konferencepuljen ikke er opbrugt?

Poul Erik H. Petersen svarede, at det ikke skyldes økonomi, men manglende kapacitet i sekretariatet til at afholde de aktiviteter, der var forventet.

Janus Tarp spurgte til brugen af satspuljemidler i DH centralt - er det ikke noget nyt?

Henrik P Hansen svarede, at DH i den nye satspuljebevilling til driften af afdelingerne som noget nyt må anvende nogle af midlerne til afholdelse af centrale aktiviteter for afdelingerne, så som kurser, formandsmøder m.v. - hvilket så er sket.

Janus Tarp spurgte, om der kan komme en note med om dette i regnskabet?

Janus Tarp havde også et spørgsmål vedr. administrationsindtægterne fra miniprogramaftalen - får DH det hele eller får de involverede medlemsorganisationer også andel her i?

Henrik P. Hansen svarede, at DH og de involverede organisationer deler disse administrationsindtægter.

FU godkendte herefter regnskabet for 2010.

Ad. Pkt. 3b Udkast til revisionsprotokollat 2010

Der var til mødet udarbejdet følgende indstilling:

Det indstilles, at FU drøfter og godkender det udarbejdede udkast til revisionsprotokollat for 2010.

Der var til mødet udarbejdet følgende sagsfremstilling:

I tillæg til årsregnskabet udarbejder DH's revisor et revisionsprotokollat, som FU også skal drøfte og godkende.

Torben Kjær spurgte om DH følger revisionens anbefalinger omkring domicilet?

Dette blev bekræftet.

FU godkendte herefter revisionsprotokollatet.

Ad. Pkt. 4 Repræsentantskabsmødet:

a) Udkast til beretning 2010

Der var til mødet udarbejdet følgende indstilling:

Det indstilles, at FU drøfter og godkender det udarbejdede udkast til beretning for 2010.

Der var til mødet udarbejdet følgende sagsfremstilling:

Jævnfør vedtægtens § 9. stk.2 skal der på repræsentantskabsmødet fremlægges en beretning for det seneste kalenderår til godkendelse.

Udkast til beretning forholder sig primært til de i Handlingsplanen fastlagte aktiviteter, men omtaler også andre politikområder der har været aktuelle og væsentlige i 2010.

Janus Tarp syntes det var en fin beretning - han havde nogle enkelte sproglige justeringer.

Ulla Wæber havde en enkelt rettelse på side 16.

Torben Kjær mente, der manglede noget om arbejdsgruppen om befordring. Et enkelt sted er der nævnt et personnavn. Det bør fjernes, da det er det eneste sted dette forekommer.

FU tiltrådte indstillingen. Sekretariatet færdiggør beretningen ud fra de faldne bemærkninger.

b) Udkast til Strategiplan for DH

Der var til mødet udarbejdet følgende indstilling:

Det indstilles, at FU drøfter og godkender det udarbejdede forslag til strategiplan for DH.

Der var til mødet udarbejdet følgende sagsfremstilling:

På repræsentantskabsmødet i 2010 blev der vedtaget en ny planstruktur for DH som bl.a. indebar, at der skal udarbejdes et forslag til en strategiplan, som skal forelægges til godkendelse på repræsentantskabsmødet i 2011. Strategiplanen skal indeholde forslag til pejlemærker og aktiviteter for DH på det mellemlange sigte - 8-10 år.

FU tilrettelagde en inddragende proces, hvor både medlemsorganisationerne og afdelingerne fik mulighed for at komme med input til indholdet i strategiplanen. Der blev ultimo 2010 og primo 2011 afholdt 3 strategimøder i henholdsvis Århus, Odense og Frederiksberg, hvor alle som havde lyst kunne deltage og bidrage.

De mange gode ideer og forslag som fremkom på disse strategimøder er nu blevet bearbejdet, og der foreligger nu et udkast til strategiplan, som FU skal drøfte og godkende - og som efterfølgende skal behandles og godkendes på repræsentantskabsmødet i maj.

Janus Tarp efterlyste en begrebsdefinition i indledningen, som en del af læsevejledningen, f.eks. om pårørende, universel design o.l.

Poul Erik H. Petersen nævnte, at det kræver en overvejelse om, hvem papiret er skrevet for. Afsnittet om læsevejledningen er medtaget for de personer, der har deltaget i de 3 afholdte strategimøder. Han mente, at læsevejledningen bør udgå, når strategiplanen har været behandlet på repræsentantskabsmødet.

Torben Kjær spurgte, om man kan lave en indholdsfortegnelse med link til de enkelte punkter? Han mente videre, at det kan give anledning til diskussion, at punkterne om kompensation og indkomst er lagt sammen til ét punkt. Han mente, at der mangler noget om at kompensation skal være uafhængig af indkomst. Dette bør præciseres.

Janus Tarp og Torben Kjær havde enkelte yderligere opklarende og sproglige spørgsmål, som blev afklaret.

FU tiltrådte indstillingen. Sekretariatet færdiggør strategiplanen ud fra de faldne bemærkninger, bl.a. tilføjes der en begrebsdefinition i indledningen.

Ad. Pkt. 5 Udpegning af medlemmer til arbejdsgruppe om inklusion i folkeskolen

Der var til mødet udarbejdet følgende indstilling:

Det indstilles, at FU udpeger 6 medlemmer til den nye arbejdsgruppe om inklusion i folkeskolen.

Der var til mødet udarbejdet følgende sagsfremstilling:

I forhold til det oprindelige kommissorium udvides arbejdsgruppen fra 4 til 5 personer. Årsagen er, at et relativt stort antal af DH's medlemsorganisationer har stærke men forskelligartede interesser i, hvordan inklusion i folkeskolen tilrettelægges såvel overordnet politisk som i de enkelte kommuner.

Der er indhentet kandidater hos medlemsorganisationerne og afdelingerne, og der er indkommet 13 kandidater.

Forretningsudvalget udpegede følgende:

Morten Carlsson Landsforeningen Autisme

Thorkild Olesen Dansk Blindesamfund

Juliane Øhlenschlæger Ordblindeforeningen

Ann-Lisbeth Højbjerg Muskelsvindfonden

Kit Boel Landsforeningen LEV

Sytter Kristensen bad om, at når DH fremover indkalder kandidater til arbejdsgrupper så skal det fremgå, at det er DH som dækker medlemmernes udgifter til befordring m.v. Hun nævnte videre, at LEV nu nogle gange har indstillet både en mand og en kvinde, men det vil man undlade fremover. Det er mere ressourcekrævende, og man risikerer at måtte skuffe flere.

FU tiltrådte indstillingen.

Ad. Pkt. 6 Godkendelse af kommissorium for to kommende arbejdsgrupper:

a) Tilgængelighed til valg og folkeafstemninger

Der var til mødet udarbejdet følgende indstilling:

Det indstilles, at FU drøfter og godkender kommissoriet for den kommende arbejdsgruppe om Tilgængelighed til valg og folkeafstemninger.

Der var til mødet udarbejdet følgende sagsfremstilling:

I forslaget til justeret handlingsplan, som skal behandles og godkendes på repræsentantskabsmødet i maj, er det bl.a. foreslået, at der nedsættes en arbejdsgruppe, der skal arbejde med tilgængelighed til valg og folkeafstemninger.

Under forudsætning af repræsentantskabet tiltræder forslaget til justeret handlingsplan, vil det være hensigtsmæssigt, at der hurtigst muligt efter repræsentantskabsmødet kan indhentes kandidater til denne arbejdsgruppe, således at FU kan nå at sammensætte gruppen inden sommerferien.

På den baggrund er der derfor udarbejdet et kommissorium for arbejdsgruppen, som FU skal drøfte og godkende.

Ulla Wæber mente, at succeskriterierne var lidt uambitiøse. Hun mente, at der i højere grad er behov for at få omverdenen i tale. Dette aspekt om holdningsbearbejdelse bør vægtes højere.

Sytter Kristensen mente, at dette aspekt bør indgå i det politikpapir, som arbejdsgruppen skal udforme.

Torben Kjær mente, at der skal stå at arbejdsgruppen selv vælger en formand.

Janus Tarp mente gruppen er for stor. Antallet af medlemmer bør sænkes til 4-5.

FU tiltrådte indstillingen - kommissoriet tilrettes ud fra de faldne bemærkninger.

b) Civilsamfundets muligheder og grænser

Der var til mødet udarbejdet følgende indstilling:

Det indstilles, at FU drøfter og godkender kommissoriet for den kommende arbejdsgruppe om civilsamfundets muligheder og grænser.

Der var til mødet udarbejdet følgende sagsfremstilling:

I forslaget til justeret handlingsplan, som skal behandles og godkendes på repræsentantskabsmødet i maj, er det bl.a. foreslået, at der nedsættes en arbejdsgruppe, der skal arbejde med civilsamfundets muligheder og grænser.

Under forudsætning af repræsentantskabet tiltræder forslaget til justeret handlingsplan vil det være hensigtsmæssigt, at der hurtigst muligt efter repræsentantskabsmødet kan indhentes kandidater til denne arbejdsgruppe, således at FU kan nå at sammensætte gruppen inden sommerferien.

På den baggrund er der derfor udarbejdet et kommissorium for arbejdsgruppen, som FU skal drøfte og godkende.

Torben Kjær mente, at det er et alt for snævert sigte, der lægges op til.

Poul Erik H. Petersen understregede, at hovedfokus for arbejdsgruppen er det frivillige arbejde.

Torben Kjær mente, at det kunne løses ved at ændre overskriften.

FU tiltrådte indstillingen - kommissoriet tilrettes ud fra de faldne bemærkninger.

Ad. Pkt. 7 Godkendelse af kulturpolitik

Der var til mødet udarbejdet følgende indstilling:

Det indstilles, at FU drøfter og godkender det endelige forslag til kulturpolitik.

Der var til mødet udarbejdet følgende sagsfremstilling:

FU drøftede på sit møde den 14. september 2010 et første udkast til kulturpolitik for DH. Udkastet har efterfølgende været til høring hos medlemsorganisationerne.

På baggrund af de indkomne kommentarer er der nu udarbejdet et endeligt forslag til kulturpolitik, som FU skal drøfte og godkende.

Torben Kjær havde enkelte sproglige justeringer.

FU tiltrådte indstillingen.

Ad. Pkt. 8 Den aktuelle politiske situation

Der var til mødet udarbejdet følgende indstilling:

Til drøftelse.

Morten Carlsson nævnte, at den igangværende offentlige debat om nedskæringer på handicapområdet, angrebene på klagesystemet og tonen i debatten generelt er særdeles bekymrende. DH forsøger at i spille ind i debatten så godt som muligt, men det er svært at få vores synspunkter igennem.

Derfor er der nu planer om at lave et stormøde med andre samarbejdsparter, for at lave en markant markering om, at vi mener nok er nok. DH har forhørt sig hos bl.a. socialrådgiverforeningen, Socialpædagogernes Landsforbund m.fl. for at høre om de vil deltage. Tanken er, at prøve at afholde stormødet som et halvdagsmøde på Fyn en gang i maj. Hovedbudskabet skal være Stop hetzen! Der vil naturligvis komme en økonomisk udgift til DH, men ved at holde det sammen med andre, vil DH's andel falde. Herudover vil sekretariatet også skulle bruge personaleressourcer på opgaven.

Sytter Kristensen var helt enig, at det var en god ide. Hun mente også, at der er behov for at DH har en langstrakt strategi, således at vi til stadighed kan deltage i debatten og påvirke den.

Morten Carlsson var enig i dette - det kan være en god ide at lave en fælles strategi med de øvrige samarbejdsparter.

Torben Kjær var enig - det skal forsøges at gøre medierne interesseret i det. Han mente, vi er ved at være nået dertil, at vi skal trække diskriminationskortet i debatten. Hans oplevelse er, at det ikke er anerkendt, at mennesker med handicap rent faktisk diskrimineres i Danmark.

Ulla Wæber spurgte, om det er nogle af vores egne medlemsorganisationer, der skal deltage i medfinansieringen og planlægningen - eller er det kun eksterne samarbejdsparter? Det vil også være godt at få nogle af vores politiske venner mere på banen.

Morten Carlsson mente, at det også godt kunne være nogle af vores medlemsorganisationer, hvis nogle af dem har mulighed her for. Han mente ikke, det vil være en god ide at invitere politikere med lige nu, fordi vi er så tæt på et Folketingsvalg, som vi er.

Sytter Kristensen nævnte, at det er en stor opgave at få politikerne til at forstå problematikkerne. Det er også vigtigt, at vi løbende får samlet op på alle de udtalelser, der kommer, så vi hele tiden er opdateret.

Elisabeth Burns tilføjede, at stormødet er en manifestation her og nu, men at der løbende skal følges med og følges op.

Janus Tarp spurgte, om DH har kontakt til partiformændene om vores bekymringer?

Morten Carlsson svarede, at DH er i løbende kontakt med Christiansborg og ministerierne, som vi prøver at informere og påvirke. Men herudover er det vigtigt at få befolkningen med os.

Sytter Kristensen efterlyste også en DH-strategi i forhold til KL - der er brug for en fælles holdning internt. Ligesom man også skal sørge for at få informeret hinanden.

Janus Tarp mente, at der mangler et fokus på børne- og unge-området. Hvor er organisationerne på børneområdet henne i debatten? De er meget usynlige.

Morten Carlsson svarede, at det er nogle af dem DH prøver at invitere med til stormødet.

Der arbejdes videre med planlægningen af stormødet.

Ad. Pkt. 9 DH's Domicil - status

Der var til mødet udarbejdet følgende indstilling:

Til orientering.

Der var til mødet udarbejdet følgende sagsfremstilling:

Projekteringsprocessen er i fuld gang. Startmøde er afholdt med alle deltagende organisationer. En ”Intern Proces Gruppe” med repræsentanter for organisationerne er nedsat.

Under klargøring af byggegrunden er desværre konstateret problemer med jord, som ikke er stabilt nok til at bygge på. Dette skal fjernes. Merudgift i niveau 5 mio. kr. Drøftes med Høje-Taastrup kommune, som burde have konstateret dette langt tidligere. Udgiften forventes dækket af kommunen og af ”Uforudsete omkostninger”.

Poul Erik H. Petersen orienterede om jordproblemerne. DH arbejder på at få det løst snarest muligt. Herudover kører processen i fuld fart derudad, og der er god stemning hos de kommende lejere.

Janus Tarp spurgte til, hvordan niveauet for fondenes bidrag er fundet?

Poul Erik H. Petersen svarede, at fondene kun vil bidrage til de nye udviklingsting i projektet, men ikke til understøttelse af organisationernes økonomi generelt. Derfor vil fondene ikke betale hele byggeriet.

Ad. Pkt. 10 Afrapportering fra konference i Bruxelles om adgang til beskæftigelse og praktik for mennesker med handicap - fra Torben Kjær

Der var til mødet udarbejdet følgende indstilling:

Til orientering.

Der var til mødet udarbejdet følgende sagsfremstilling:

Konferencen var arrangeret af ETUC - European Trade Union Confederation og EDF - European Disability Forum støttet af EU Kommissionen som en opfølgning af det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse 2010 med overskriften ”bekæmpelse af diskrimination af personer med handicaps adgang til beskæftigelse og praktik”. Aftale blev indgået den 25. marts 2010 mellem sociale partnere om et inkluderende arbejdsmarked - ”an inclusive labour market” (findes ikke på dansk), der indgik som grundlag for konferencen.

John Monks, Generalsekretær for ETUC talte om økonomi, den nuværende finanskrise, en rystet verden, beskæring af løn og sociale ydelser, at de der må kæmpe mest er unge og personer med handicap, og at Europa bevæger sig i den forkerte retning. Han mente, at ”projekt Europa 2030” skal bekæmpes. Der er ved at komme vækst igen, og man skal hjælpe de mest sårbare.

Yannis Vardakastanis, Præsident for EDF talte om ratificering af FN's handicapkonvention, at der er diskrimination og eksklusion på alle niveauer, behov for nye og stærke fronter gennem samarbejde, at fagforeningerne lokalt bør samarbejde med handicaporganisationerne, at uddannelse skal være på plads for at sikre beskæftigelse, at personer med handicap skal behandles som en udsat gruppe, og at det er på tide, at Europa vågner op. I forhold til ”Handicapstrategi 2020” skal der arbejdes hårdt for, at personer med handicap bliver integreret - det er aldrig nok ikke at diskriminere eller ikke at udelukke.

Staffan Nilsson, Præsident for det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg glædede sig over samarbejdet mellem de sociale partnere og mente, at det er en stærk delegation, at beskæftigelse for personer med handicap skal være en integreret del af beskæftigelsesstrategien, at vi skal have et fuldt arbejdsliv, at det kræver flere individuelle løsninger, og han håbede, at konferencens konklusioner vil blive endnu et input til dette arbejde. Han fremhævede dog også, at handicaporganisationerne har mange forskellige holdninger til området.

Økonomien må forventes at blive styrende for, hvordan det vil gå, hvilket bekræftes af, at 2020 strategien skal overvåges og følges op af Kommissionen for økonomi og sociale anliggender.

Debatten viste den forskellige forståelse af ligebehandling og inklusion, og at landene har forskellige udfordringer i forhold til beskæftigelse og sikring af sociale rettigheder. Nogle har den forståelse, at beskæftigelse for personer med handicap generelt er et socialt anliggende.

Min kommentar om, at det at betragte beskæftigelse for personer med handicap som et socialt anliggende i sig selv kan være ekskluderende, medførte nogen mumlen i salen.

Udkast til erklæring fra konferencen blev drøftet. Arrangørerne konkluderede på drøftelserne og efterspurgte konkrete ændringsforslag til erklæringen, der lægger op til, at aftalen skal videregå til implementering i medlemslandene.

Til dette bemærkede jeg, at som måske den eneste i Danmark, der kender til aftalen, kunne jeg svært love, at der blev arbejdet for implementeringen, før aftalen er drøftet i organisationerne. Det førte til, at overvågning og evaluering af implementeringsprocessen blev indføjet.

Jeg nævnte også vigtigheden af samarbejde med arbejdsgiverne, da de har jobbene.

Erklæringen er udmærket, dog må der sættes spørgsmålstegn ved effekten af en implementering. Det synes at være en relativt snæver kreds, der har arbejdet med aftalen.

Et tættere samarbejde med fag- og arbejdsgiverforeningerne om at skabe større forståelse for, at personer med handicap skal integreres på arbejdsmarkedet, kunne være konstruktivt.

Ad. Pkt. 11 Orientering fra:

a) Stig Langvad

Afbud - møde i Geneve

b) Morten Carlsson

Morten Carlsson nævnte, at han skal deltage i et arrangement om inklusion i Esbjerg. Han nævnte videre, at han ikke genopstiller som næstformand - men opstiller som menigt FU-medlem.

c) Torben Kjær

Torben Kjær informerede om, at han har deltaget i uddelingen af årets MIA-pris (Mangfoldighed i Arbejdslivet), som uddeles af Institut for Menneskerettigheder. Der var også fokus på handicapaspektet - men det var ikke tilfældet hos mange af kandidaterne og prismodtagerne.

Han nævnte videre, at han skal deltage som oplægsholder i et arrangement i Europarådet i Strasbourg i september.

d) Ulla Wæber

Ulla Wæber nævnte, at Scleroseforeningen også i år kører en byttepengeindsamling i en række butikskæder. Hun havde et opklarende spørgsmål om, hvorvidt man kan få taxa betalt, hvis elevatorerne på en station ikke virker, og at man derfor kommer for sent til et tog?

Sekretariatet undersøger dette og svarer Ulla Wæber.

e) Sytter Kristensen

Sytter Kristensen nævnte, at hun har brugt meget tid på medierne i den seneste periode. Hun efterlyste en klarere intern afklaring af, hvem der kører sagerne i medierne - hvornår er det medlemsorganisationerne, og hvornår er det DH.

f) Lone Nørager Kristensen

Afbud - møde i Bruxelles

g) Janus Tarp

Janus Tarp orienterede om, at PTU er i gang med at forberede et formandsskifte i 2012.

h) Isabella Leandri-Hansen

Isabella Leandri-Hansen orienterede om, at hun er nyvalgt forkvinde for SUMH, og orienterede kort om sig selv.

i) Poul Erik H. Petersen

Intet.

Henrik Søndergaard

11-04-2011

12

Handlinger tilknyttet webside
Søg