Share |
Forside | Dokumenter | Referater | Referat fra forretningsudvalgsmøde den 10. oktober 2011

Referat fra forretningsudvalgsmøde den 10. oktober 2011


Dokument oprettet 05-10-2011

Sag 10/982 - Dok. 8042/11 /HS

Referat fra FU-møde i DH den 10. oktober 2011

Til stede: Stig Langvad, Thorkild Olesen, Morten Carlsson, Sytter Kristensen, Janus Tarp, Ulla Wæber, Poul Erik H. Petersen, Elisabeth B. Burns og Henrik Søndergaard (referent) (deltog ikke i pkt. 3). Afbud: Lone Nørager Kristensen, Isabella Leandri-Hansen (observatør fra SUMH). Gæster: Henrik P. Hansen deltog under punkt 3 og Jesper Boesen deltog under pkt. 11.

SOM FØLGE AF ET TEKNISK NEDBRUD I SEKRETARIATET ER NOTERNE FRA MØDET DESVÆRRE GÅET TABT. DET ER DERFOR BESLUTTET, AT DER FRA DETTE MØDE KUN LAVES ET BESLUTNINGSREFERAT.

DAGSORDEN

BLOK 1 - BESLUTNINGSPUNKTER

Pkt. 1 Godkendelse af dagsorden

Pkt. 2 Supplerende kommentarer til referatet fra mødet den 29. august 2011

Pkt. 3 Udkast til budget for 2012 - LUKKET PUNKT

Pkt. 4 Udkast til politikpapir om ulighed i sundhedsvæsenet

Pkt. 5 Forslag fra Arbejdsgruppen om indtægt under den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU)

Pkt. 6 Afrapportering fra arbejdsgruppen om lokal interessevaretagelse

Pkt. 7 Afrapportering fra arbejdsgruppen om Ret til befordring

Pkt. 8 Opfølgning på stormødet 1. juni - Høring planlagt i december

BLOK 2 - DEBATPUNKTER

Pkt. 9 Ny regering

BLOK 3 - ORIENTERINGSPUNKTER

Pkt. 10 Orientering om to satspulje-projektansøgninger

Pkt. 11 DH's Domicil - status

Pkt. 12 Orientering fra:

a) Stig Langvad

b) Thorkild Olesen

c) Morten Carlsson

d) Ulla Wæber

e) Sytter Kristensen

f) Lone Nørager Kristensen

g) Janus Tarp

h) Isabella Leandri-Hansen

i) Poul Erik H. Petersen

Ad. Pkt. 1 Godkendelse af dagsorden

Dagsordenen blev godkendt.

Ad. Pkt. 2 Supplerende kommentarer til referatet fra mødet den 29. august 2011

Der var til mødet udarbejdet følgende indstilling:

Referatet er godkendt skriftligt. Såfremt der måtte være supplerende kommentarer, bedes disse fremført på mødet.

Der var ikke yderligere kommentarer.

Ad. Pkt. 3 Udkast til budget for 2012 - LUKKET PUNKT

Der var til mødet udarbejdet følgende indstilling:

Det indstilles, at FU drøfter og godkender udkastet til budgettet for 2012 - som efterfølgende sendes til skriftlig kommentering i medlemsorganisationerne. Budgettet godkendes endeligt på FU-mødet den 5. december 2011.

Der var til mødet udarbejdet følgende sagsfremstilling:

Der fremlægges et budgetforslag i balance for 2012. For at nå dette er der foretaget en endog meget grundig gennemgang af alle poster. Dette mhp at finde nødvendige besparelser, idet indtægterne i 2012 påregnes at ligge på et lavere niveau i 2012 end i 2011. Skyldes især bortfald af bevilling fra AMS, færre nationale projekter og mindre overskud i Brugerservice.

Det fremgår af noter til budgetudkastet, hvor de primære besparelser er foretaget. Punktet vedr. budget 2012 behandles som et lukket punkt, da enkelte besparelser har personalemæssig betydning.

Poul Erik H. Petersen redegjorde for overvejelserne bag budgetudkastet, både på indtægts- og udgiftssiden, herunder nævntes en række områder hvor besparelser er foretaget for at få et budget i balance. Områderne omfatter blandt andet: Personale (løn, efteruddannelse, mv), tilskud til Sumh, tilskud til afdelinger, repræsentantskabsmøde, administration samt kurser og konferencer.

Der stilledes opklarende spørgsmål, og forretningsudvalget pegede på en enkelt aktivitet, der ønskedes videreført i 2012. Herefter udviser udkastet et overskud på ca. 30.000 kr.

Forretningsudvalget tog den fremsatte indstillingen til efterretning med en enkelt justering. Forretningsudvalget understreger, at den nødvendige besparelse ikke må få konsekvenser for den proces, der er sat i gang i forhold til at ændre på samarbejde i huset baseret på en mere tværpolitisk tilgang med større fleksibilitet i anvendelsen af ressourcerne. Der skal udarbejdes et oplæg til forretningsudvalget mhp. en optimering af den daglige orientering om nyheder i medierne til DH og medlemsorganisationerne i forbindelse med indflytning i den nye domicil.

FU besluttede på næstkommende møde at drøfte et muligt oplæg til repræsentantskabsmødet i 2012 vedr. indtægtsmuligheder for DH, herunder kontingent.

Ad. Pkt. 4 Udkast til politikpapir om ulighed i sundhedsvæsenet

Der var til mødet udarbejdet følgende indstilling:

Det indstilles, at FU drøfter arbejdsgruppens udkast til politikpapir og at politikpapiret efter indarbejdelse af eventuelle kommentarer sendes i høring blandt medlemsorganisationerne.

Der var til mødet udarbejdet følgende sagsfremstilling:

Arbejdsgruppen om ulighed i sundhed har haft til at opgave at sætte fokus på

  1. ulighed som følge af sundhedsvæsenets organisering,

  2. mennesker der pga. et handicap har begrænsede forudsætninger for egenomsorg og

  3. manglende kompensation og støtte ifm. modtagelse af sundhedsydelser.

Arbejdsgruppen har bl.a. skulle sætte fokus på disse emner ved at udarbejde et politikpapir om diskriminerende strukturer i sundhedsvæsenet og manglende kompensation for handicap- og sygdomsrelaterede merudgifter på sundhedsområdet

Arbejdsgruppen har derfor produceret vedlagte udkast til politikpapir (bilag 1) om ”handicaprelateret ulighed i sundhed”, der er valgt som en mere mundret og retvisende overskrift end opgavebeskrivelsen i kommissoriet (bilag 2) ellers lagde op til.

Udkastet til politikpapir er omfangsrigt (15 sider), idet arbejdsgruppen har lokaliseret mange forskellige barrierer for lige adgang til sundhed og sundhedsydelser.

Det kan overvejes, om politikpapiret bør deles op i flere forskellige politikpapirer og/eller om der skal formuleres en række mere detaljerede strategier for hvordan DH bedst får omsat de mange forslag til handling.

FU besluttede, at det udarbejdede materiale sendes i høring hos medlemsorganisationerne mhp. at få suppleret med emner, der ikke er medtaget. Efterfølgende omarbejder sekretariatet i samarbejde med arbejdsgruppen materialet til et decideret politikpapir, men mere overordnet, som dernæst forelægges for FU.

Ad. Pkt. 5 Forslag fra Arbejdsgruppen om indtægt under den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU)

Der var til mødet udarbejdet følgende indstilling:

Det indstilles, at FU godkender arbejdsgruppens forslag til model for indtægt under STU.

Der var til mødet udarbejdet følgende sagsfremstilling:

Arbejdsgruppen om indtægt under STU har til formål at udarbejde en model for forsørgelse på STU, idet der ikke er knyttet en forsørgelsesordning til STU for unge der er fyldt 18 år.

Modellen skal være ligestillende, dvs. der skal findes en indtjeningsmodel, der giver balance mellem ligestilling under uddannelse og den livslange ligestilling, hvor målgruppen for STU ikke almindeligvis opnår nogen høj indkomst.

Der skal indgå følgende elementer i forsørgelsesmodellen:

  • En ydelse den enkelte har krav på

  • En ydelse der giver de unge på STU de samme muligheder som andre unge

  • En ydelse der tilgodeser den livssituation, den unge er i.

Arbejdsgruppen har udformet en model med et todelt forsørgelsesgrundlag. Det ene forsørgelsesgrundlag er førtidspension. Førtidspension skal gives til den gruppe unge, der umiddelbart kan tilkendes førtidspension i medfør af pensionslovgivningens bestemmelse om, at arbejdsprøvning og anden afklaring kan undlades, da pensionsbehovet er åbenbart (Lov om Social Pension § 18, stk. 1, samt bek. 1005 af 19. august 2010). Den resterende gruppe unge på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse skal modtage en STU-ydelse på størrelse med førtidspensionen, der sikrer de unge en reel mulighed for at deltage i den udvikling, som er formålet med uddannelsen.

Arbejdsgruppen har afholdt et høringsmøde for DH's medlemsorganisationer og diskuteret modellen. Der mødte repræsentanter fra to medlemsorganisationer op til høringsmødet. De havde hovedsageligt strategiske indvendinger i forhold til modellen, idet de mente modellen er svær at sælge til det politiske niveau. Strategisk ville det være bedre at få forslaget ind i SU-systemet. Indvendingerne ift. modellen gik derfor mere på en strategisk overvejelse, end på det indholdsmæssige.

Arbejdsgruppen diskuterede denne strategiske overvejelse på et efterfølgende møde. Af vejledningen til STU fremgår, at: ”Ungdomsuddannelsens målgruppe er unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov. Den omfatter udelukkende de unge, der ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse, selv om der ydes den unge specialpædagogisk støtte. Det er ikke betegnelsen eller diagnosen for unges funktionsnedsættelse, der er afgørende, men det faktum, at funktionsnedsættelsen forhindrer den unge i at kunne gennemføre en anden ungdomsuddannelse.”

Den målgruppe som STU'en er forbeholdt, er ikke at sammenligne med den gruppe der findes i SU-systemet. SU lovgivningen bygger på et andet grundlag, da SU berettigede uddannelser skal føre til at den unge kommer ud i den anden ende til et indtægtsgivende job. STU målgruppen kommer aldrig i nærheden af en arbejdsmarkedsindtægt. Derudover passer uddannelsens individuelle tilrettelæggelse ikke til SU-systemets standardisering. Derfor mener arbejdsgruppen ikke, at en model der forankres i SU-systemet vil være relevant for denne gruppe. Arbejdsgruppen har derfor ikke ændret i den fremlagte model.

Arbejdsgruppen henviser endvidere til arbejdsgruppens kommissorium: ”Det er ikke enkelt at finde den rette forsørgelse til unge på STU. De vil ikke have mulighed for at have et liv svarende til andre unges, hvis de skal leve af SU eller SU med handicaptillæg. De kan ikke som andre unge arbejde ved siden af uddannelsen og hvis de flytter hjemmefra vil det ofte være til en bolig, der er dyrere end andre unges bolig. Der skal blandt andet tages højde for disse elementer når en forsørgelsesmodel skal findes.

FU tiltrådte indstillingen med den tilføjelse, at det skal være meget tydeligt, at der i princippet ikke er tale om et todelt forsørgelsesgrundlag, men derimod om et fast forsørgelsesgrundlag for de personer, der er på uddannelsen, men som ikke har fået tilkendt førtidspension.

Ad. Pkt. 6 Afrapportering fra arbejdsgruppen om lokal interessevaretagelse

Der var til mødet udarbejdet følgende indstilling:

Det indstilles, at FU drøfter og godkender forslag til DH´s Rekrutteringspolitik med tilhørende handleplan - med henblik på efterfølgende høring af forslaget hos medlemsorganisationerne og afdelingerne.

Der var til mødet udarbejdet følgende sagsfremstilling:

Kommissorium:

Ifølge arbejdsgruppens kommissorium havde den til opdrag at:

  • Udarbejdelse af DH´s Rekrutteringspolitik med tilhørende handleplan.

  • Vurdering af informationsomfang og valg af medier.

  • Vurdering af behovet for fastholdelse og oplæring/opkvalificering af de frivillige gennem kurser, træning og anden undervisning.

Arbejdsgruppens produkter:

Gruppen har udarbejdet en rekrutteringspolitik med tilhørende handleplan, som indeholder forslag til 6 initiativer, hvoraf pilotafdelinger, pilotbøger og rekrutteringspilot er centrale initiativer for at løfte opgaven med implementeringen af rekrutteringspolitikken.

Herudover har gruppen forslag til, at der nytænkes omkring interne organisatoriske begreber i det lokale arbejde, samt forslag til formidling af rekrutteringspolitikken.

Evaluering af arbejdsgruppens arbejde:

Arbejdsformen i arbejdsgruppen for lokal interessevaretagelse har været procesorienterede møder med inspiration af oplægsholdere udefra.

Der er afholdt 5 heldagsmøder, hvoraf 2 møder er afholdt hos medlemsorganisationerne Gigtforeningen og PTU.

Vi har udarbejdet to medlemsundersøgelser, en for DH´s lokale afdelingsformænd og en for DH´s medlemsorganisationer.

Gruppen har desuden arbejdet med interne organisatoriske begreber, som kan være en barriere for rekruttering lokalt, samt de forskelle der er mellem DH´s sekretariat og den lokale frivillighedskultur.

FU tiltrådte indstillingen. Udkastet tilrettes ud fra de faldne bemærkninger, særligt i forhold til at understrege medlemskab af organisationer og tilpasning i forhold til realistiske muligheder, og udsendes derefter til høring hos medlemsorganisationerne og afdelingerne. Det skal undersøges om der eksternt kan opnås støtte til gennemførelse af de foreslåede aktiviteter.

Ad. Pkt. 7 Afrapportering fra arbejdsgruppen om Ret til befordring

Der var til mødet udarbejdet følgende indstilling:

Det indstilles, at FU drøfter og godkender udkast til politikpapir vedrørende ret til befordring - med henblik på efterfølgende at udsende udkastet til høring i medlemsorganisationerne.

Der var til mødet udarbejdet følgende sagsfremstilling:

Med udgangspunkt i DH's handlingsplan 2010-12 har arbejdsgruppens hovedopgave været at formulere en politik på personbefordringsområdet og udpege en række centrale indsatsområder/pejlemærker på hvert af følgende befordringsområder: fly, tog, busser, taxi, rejser til søs og individuel befordring.

Arbejdsgruppen indstiller hermed politikpapir og notat med politiske pejlemærker til behandling i Forretningsudvalget.

FU tiltrådte indstillingen med understregning af behovet for en større fokus på den europæiske dimension. Udkastet tilrettes ud fra de øvrige faldne bemærkninger og udsendes derefter til høring hos medlemsorganisationerne og afdelingerne.

Ad. Pkt. 8 Opfølgning på stormødet 1. juni - Høring planlagt i december

Der var til mødet udarbejdet følgende indstilling:

Det indstilles at FU tager beslutning om høringsmøde til efterretning og godkender budget for høringen

Der var til mødet udarbejdet følgende sagsfremstilling:

Organisationerne bag stormødet, har besluttet at gennemføre en høring som opfølgning på stormødet. Høringen skal have fokus på hvordan problemerne på handicap- og udsatteområdet løses. På stormødet råbte organisationerne 'stop' og nu er det tid til at se fremad. Det er tid til at komme med løsningsforsalg.

Høringen skal have et mindre omfang end stormødet. Organisationerne regner med at invitere ca. 150 centrale politikere, brugere, pårørende, medarbejdere og eksperter.

Da selve høringen skal have fokus på løsninger, tænkes høringen gennemført på følgende måde:

Der opstilles på forhånd 4 overordnede temaer, der så skal diskuteres løsninger ud fra. Til hvert tema laves en kort film der præsenterer problemstillingen. Hvert tema (film) følges op med korte oplæg der er løsningsorienteret. For hvert tema holdes 5 min. oplæg fra to politikere (en fra hver fløj), samt en ekspert. Herefter er der debat med salen eller der laves en opponentgruppe (med brugere) der stiller kritiske spørgsmål til oplægsholderne.

Oplægsholderne skal have besked på, at de kun skal koncentrere sig om løsninger - ikke at forholde sig til hinandens politiske dagsorden.

De 4 udvalgte temaer er:

  • Fra kolde til varme hænder

  • Økonomiske Incitamentsstrukturer i forhold til kommunernes samhandel. Ny finansieringsmodel eller incitamentsstrukturer til at lave gode, tidssvarende tilbud der ligger centralt

  • Et tema på udsatteområdet

  • Retssikkerheden må ikke svækkes

Det vil være vigtigt, at få præsenteret løsninger som politikerne kan sige ja til.

Den foreløbige dato for høringsmødet er d. 7. december 2011, kl. 13.00-17.00. Høringen afholdes i Fællessalen i Folketinget. Det er for sårbart at benytte Landstingssalen, da høringen dermed kan blive aflyst med meget kort varsel, hvis Folketinget selv skal bruge salen. Risikoen for dette er høj. Organisationerne er opmærksomme på vanskelighederne med elevatoren i Fællessalen.

Budget: Hver organisation bidrager med 15.000 kr.

Arbejdsgruppen ønsker endvidere efter høringen, at indgå i en dialog med kommunale politikere og embedsfolk, der har markeret sig positivt i debatten og fortsætte snakken om løsningerne.

FU tiltrådte indstillingen.

Ad. Pkt. 9 Ny regering

Der var til mødet udarbejdet følgende indstilling:

Til drøftelse.

Der var til mødet udarbejdet følgende sagsfremstilling:

Regeringsgrundlaget efterlader optimisme, men også bekymring på nogle punkter. At der nu er udsigt til, at Danmark ratificerer Tillægsprotokollen til handicapkonventionen er meget betydningsfyldt. Derudover er det meget positivt, at regeringen vil fjerne varighedsbegrænsningen i sygedagpengeloven. En mangeårig sag for handicaporganisationerne. Til gengæld vækker det fortsat bekymring, hvad der skal ske i forhold til førtidspension og fleksjob. Det fremgår, at der på sigt skal ske en reduktion af udgifterne til førtidspension, fleksjob og ledighedsydelse. Men ikke hvordan og på hvilket grundlag. I forhold til det indførte loft over tabt arbejdsfortjeneste fremgår det, at forældre skal have mulighed for at få en rimelig kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Det tyder på ændringer, men næppe en fuldstændig tilbagevenden til de tidligere regler. Psykiatrien ser ud til at få et tiltrængt løft. Ikke mindst på børneområdet er der fokus på de lange ventelister til udredning og behandling. På det specialiserede område er der lagt til, at et analysearbejde skal føre frem til en ny socialreform. Fattigdomsydelserne skal afskaffes samtidig med, at der lægges op til at arbejde for en fattigdomsgrænse i Danmark. På sundhedsområdet er det positivt, at man vil fjerne fradragsmuligheden for sundhedsforsikringer. I forhold til den inkluderende folkeskole lægges der op til ”en ny start for folkeskolen”. DH må være naturlig part i den proces.

DH aktiviteter i forbindelse med ny regeringsdannelse:

  • DH har sendt brev til partilederne for de 4 regeringsbærende partier. DH lægger ikke mindst vægt på, at der skal udvikles en langsigtet handlingsplan på handicapområdet.

  • DH fremsender individuelle ministerbreve til de mest relevante ministre.

  • Fyraftensmøde med medlemsorganisationerne den 12. oktober kl. 15 - 17 for at drøfte handicaporganisationernes strategi efter valget.

  • Der planlægges møder med udvalgte ordførere, så snart alle ordførerskaber er på plads.

Ad. Ad. Pkt. 10 Orientering om to satspulje-projektansøgninger

Der var til mødet udarbejdet følgende indstilling:

Til orientering.

Der var til mødet udarbejdet følgende sagsfremstilling:

DH har med meget kort frist indsendt 2 ansøgninger til satspuljen for 2012. De to ansøgninger afspejler to indsatser som DH gennem længere tid har arbejdet med, men hvor Arbejdsmarkedsstyrelsen pga. et forestående folketingsvalg så sig nødsaget til at stoppe drøftelserne om finansiering. DH valgte derfor med meget kort frist at formulere og indsende deciderede ansøgninger til Satspuljen for 2012.

Handicap og mangfoldighed

Den ene ansøgning drejer sig om handicap og mangfoldighed på statens arbejdspladser:
DH har i politiske forhandlinger med Claus Hjort Frederiksen tilbage i september 2010 fremhævet behovet for at staten som arbejdsplads tager et langt mere aktivt ansvar ift. at fastholde og rekruttere mennesker med handicap. Efter mødet med Finansministeren har DH arbejdet videre med Personalestyrelsen om mulighederne for at iværksætte en indsats.
I maj 2011 afholdtes et seminar om kompensationsordninger, muligheder for at beskæftige personer med handicap, indholdet af lov om forbud mod forskelsbehandling, gode eksempler på at ”det kan lade sig gøre” mv. for ca. 40 fremmødte repræsentanter for statslige arbejdspladser. Det var et langt større fremmøde end forventet af styrelsen, og styrelsen var derfor overraskede og positive ift. at tænke i videre indsatser. Formålet med indsatsen er at komme ud på de enkelte statslige arbejdspladser og rådgive, vejlede og inspirere de personaleansvarlige til at tænke i medarbejdere med handicap fra det individuelle udgangspunkt der er på hver enkelt arbejdsplads.

Efterfølgende har DH været i en positiv dialog med Arbejdsmarkedsstyrelsen om muligheden for at iværksætte sådan en indsats - gerne som en del af en mere omfattende strategi for at udbrede den viden og de erfaringer som strategierne ”handicap og job” gennem de seneste år har givet os.

DH finder at der er et stort behov for at støve rapporter og data af og bringe erfaringer konkret i spil ift. beskæftigelsesregioner, jobcentre, lokale beskæftigelsesråd, frikommune forsøg mv. Arbejdstitlen på strategien er ”Viden i spil”.

Handicap, køn og beskæftigelse

Et andet initiativ som DH gerne vil arbejde videre med - og som derfor er den anden ansøgning - er afdækningen af sammenhænge mellem beskæftigelse, køn og handicap. DH har i samarbejde med specialfunktionen for ligestilling gennemført et pilotprojekt i marts-juni 2011, som skulle afdække om der umiddelbart kunne identificeres sammenhænge, samt føre til formuleringen af et decideret hovedprojekt, som Arbejdsmarkedsstyrelsen ville finansiere. Hovedkonklusionerne fra pilotprojektet i form af en situationsbeskrivelse er vedlagt i bilag til FU's orientering. (Situationsbeskrivelsen er endnu kommenteret og godkendt af Specialfunktionen for ligestilling, og derfor ikke offentliggjort). Dele af resultaterne er offentliggjort bl.a. SFI rapporten: Køn, handicap og beskæftigelse 2010, der er iværksat som en del af pilotprojektet.

Desværre måtte Arbejdsmarkedsstyrelsen trække sig fra tilsagnet om finansiering pga. nedskæringer i styrelsen som følge af den tidligere regerings ”Boligjobplan”. DH og AMS arbejdede videre med indsatsen i regi af den samlede ”viden i spil” strategi. Da AMS pga. det forestående valg måtte afbryde drøftelserne, valgte DH derfor at sende hovedprojektet til satspuljen for 2012.

Ad. Pkt. 11DH's Domicil - status

Der var til mødet udarbejdet følgende indstilling:

Til orientering.

Der var til mødet udarbejdet følgende sagsfremstilling:

Der gives en mundtlig status på mødet.

Ad. Pkt. 12 Orientering fra:

a) Stig Langvad

1. Er i Sydafrika i uge 42.

2. Skal til Bruxelles om Handicapkonventionen den 25. til 27. Oktober.

3. Social - og indenrigsministeren har henvendt sig om et møde. Afholdes den 2. november.

4. Har skrevet et velkomstkort med nogle bemærkninger om de politiske udfordringer på handicapområdet til alle ministrene.

5. Har aftalt et møde med Kommunernes Landsforening den 28. oktober.

b) Thorkild Olesen

c) Morten Carlsson

d) Ulla Wæber

e) Sytter Kristensen

f) Lone Nørager Kristensen

Afbud.

g) Janus Tarp

h) Isabella Leandri-Hansen

Afbud p.g.a. sygdom.

i) Poul Erik H. Petersen Nævnte at der har været afholdt møde vedr. STU. Fælles tilgang til den forestående evaluering af ordningen blev fastlagt.

11

Handlinger tilknyttet webside
Søg