Share |
Forside | Dokumenter | Referater | Referat fra møde i DH's beskæftigelsespolitiske udvalg den 19. januar 2009

Referat fra møde i DH's beskæftigelsespolitiske udvalg den 19. januar 2009

 

Dokument oprettet 19-01-2009
Dokument rettet 19-03-2009
Sag 09/6 - Dok. 697/09 KWK/ck

Referat af møde i DH's beskæftigelsespolitiske udvalg den 19. januar 2009 hos DH, Hvidovre

Til stede: Holger Kallehauge, Per Olesen, Jens Bromann, Inger Madsen, Jan Fristrup, Karen Il Wol Knudsen (ref.)

Afbud: Bente Röttig

Dagsorden:

Punkt 1: Velkommen til den nye formand for BPU

Punkt 2: Aktiviteter for DH's repræsentanter i LBR og RBR. Herunder opsamling på konferencen den 25. oktober samt det kommende uddannelsesforløb.

Punkt 3: Drøftelse af regeringens initiativer på sygedagpengeområdet. Dette punkt er udskudt fra sidste møde.

Punkt 4: Drøftelse af det nye ligebehandlingsnævn

Punkt 5: Mundtlige orienteringer fra FU og andre udvalgsmedlemmer

Punkt 6: Flytning af BPU-mødet i marts 2009

Punkt 7: Uddeling af DH's jobpris

Punkt 8: Møde med Specialfunktionen Job & Handicap (SJH) fra kl. 12.00

Punkt 9: Skriftlige orienteringer

Punkt 10: Eventuelt


Ad pkt. 1: Velkommen til den nye formand for BPU

BPU beklagede Finn Graa Jakobsen udtræden men udtrykte forståelse og respekt for hans beslutning. BPU takkede for den periode, hvor Finn har fungeret som formand. Dernæst bød BPU Inger Madsen velkommen som ny formand for udvalget. BPU gav udtryk for, at udvalget finder det hensigtsmæssigt at have et medlem i udvalget, der repræsenterer området med de psykiske sygdomme.

Ad pkt. 2: Aktiviteter for DH's repræsentanter i LBR og RBR


Landsdækkende konference for repræsentanter i LBR og RBR den 25. oktober 2008

På konferencen for repræsentanter i LBR og RBR den 25. oktober deltog godt 60 personer foruden de deltagende BPU-medlemmer. BPU udtrykte bekymring over det forholdsvist lave deltagerantal. Efterfølgende er der kun returneret 14 evalueringsskemer, hvilket er for lidt. BPU drøftede, hvorledes man kan fange de repræsentanter, der ikke deltog i konferencen, og som muligvis er dem, der har størst behov for ny viden og netværksdannelse.

BPU medlemmernes tilbagemelding fra konferencen var, at der var en god stemning og at deltagerne var aktive og positive. Det var tydeligt, at vidensniveauet var højnet, sammenlignet med tidligere, og der var et stort engagementet i forhold til arbejdet i LBR og RBR. Der var en god tilbagemelding på den del af konferencen, der foregik i regionale grupperinger, og hvor der blev lagt vægt på netværksdannelse. Ved fremtidige arrangementer skal der fortsat være rum for at DH's tillidsfolk også kan udveksle erfaringer med hinanden og komme på banen med de ting, der er svære.

Spørgsmålet om hvorvidt DH's repræsentanter i LBR og RBR holder formøder med LO eller DA blev drøftet. Der er både fordele og ulemper herved. Det giver mulighed for at få indflydelse, men omvendt er der også en risiko for, at DH's repræsentanter kommer til at binde sig til den ene eller anden side. Dette spørgsmål kan tages op på det kommende uddannelsesforløb for repræsentanter i LBR og RBR.


Det kommende uddannelsesforløb for repræsentanter i LBR og RBR

BPU drøftede det kommende kursusforløb, som alle DH's repræsentanter og suppleanter i LBR og RBR opfordres til at deltage i. Kursusforløbet har til formål at opkvalificere DH's repræsentanter, og skal derfor gerne give dem større viden og indsigt i området. BPU drøftede, hvordan dette kan understøttes, og foreslår at kursusdeltagerne får udleveret en mappe, som de kan bruge til de afholdte oplæg og andet materiale.

Det er en overvejelse, om deltagelse i kurset bør være obligatorisk for tillidsfolkene, for at sikre at alle er klædt på til arbejdet i LBR. Kurserne afholdes regionalt, hvilket bl.a. har til formål at understøtte netværksdannelsen. På den første kursusdag skal der være et oplæg om arbejdet i BPU. Jan Fristrup, Per Olesen, og Holger Kallehauge har sagt ja til at holde et oplæg (for hhv. region Nord- og Midtjylland, region Syddanmark og Hovedstaden). BPU drøftede muligt indhold i et sådan oplæg.

Karen udsender et skriv med stikord til brug for oplægsholderne.


Ad pkt. 3: Drøftelse af regeringens initiativer på sygedagpengeområdet

(Dette punkt er udskudt fra sidste møde).

BPU drøftede regeringens nye initiativer på sygedagpengeområdet. Det er positivt, at der nu sker en mere aktiv indsats for at langvarigt syge ikke bliver udstødt. Mulighedserklæringen er et spændende nyt initiativ, som måske kan bidrage positivt. Samtidigt er det dog meget vigtigt, at der med de nye initiativer ikke bliver tale om en klapjagt på syge mennesker. Det er vigtigt, at der sikres kvalitet i de aktiviteter, som sygemeldte skal deltage i.

DH skal følge med i udviklingen på sygedagpengeområdet. Dette er blandt andet en opgave for DH's repræsentanter i LBR. BPU anbefaler, at emnet dagsordenssættes på kurser/konferencer for LBR. Det er vigtigt, at DH's repræsentanter følger med i jobcentrenes indsats, og giver tilbagemeldinger om, hvordan det går.

Ad pkt. 4: Drøftelse af det nye ligebehandlingsnævn

Det nye ligebehandlingsnævn blev oprettet pr. 1. januar 2009. Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling inden for arbejdsmarkedet på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Nævnet behandler også klager over forskelsbehandling på grund af race, etnisk oprindelse og køn uden for arbejdsmarkedet, men det gælder ikke klager om forskelsbehandling pga. handicap.

Det kommende EU direktiv om forbud mod forskelsbehandling er nu i høring. Dette forventes først vedtaget i efteråret. Når EU direktivets regler træder i kraft, forventes nævnet at få forøgede kompetencer, herunder også i forhold til sager på handicapområdet uden for arbejdsmarkedet.

Ad pkt. 5: Mundtlige orienteringer fra FU og andre udvalgsmedlemmer

Notatet fra mødet mellem BPU og formanden for THU den 20. oktober 2008, bliver lagt frem til drøftelse på det kommende FU-møde.

Ad pkt. 6: Flytning af BPU-mødet i marts 2009

Næste møde i BPU flyttes til den 1. april kl. 9.45 - 15.00!

Ad pkt. 7: Uddeling af DH's jobpris

Karen Il Wol Knudsen orienterede om, at DH har besluttet at uddele alle fem jobpriser i 2009, frem for én om året i fem år. DH har rettet henvendelse til den tidligere formand for bestyrelsen for Jobcenter Marselisborg, for at sikre, at det vil være i orden. Formålet med at uddele fem priser på en gang er, at man på denne måde kan afholde et større arrangement, der formodes at tiltrække større offentlig opmærksomhed.

Jens Bromann understregede, at denne beslutning er taget af DH's daglige ledelse og ikke af FU, som det fremgik af sagsfremstillingen.

BPU udtrykte enighed i denne beslutning og drøftede rammerne for uddeling af prisen, herunder mulige kandidater, og hvordan den mediemæssige omtale bedst kan sikres.

Punktet sættes på dagsordenen til det kommende BPU-møde, hvor BPU skal drøfte og udvælge kandidater, der skal indstilles til FU.

Ad pkt. 8: Møde med Specialfunktionen Job & Handicap (SJH)

BPU havde inviteret SJH til at deltage i en drøftelse vedr. nogle af de udfordringer, SJH står over for, og hvordan DH evt. kan indtænkes i den sammenhæng. Fra SJH deltog Anne Lyders Gade og Leif Scherrebeck.

Beretning og datagrundlag

SJH orienterede om arbejdet med SJH's kommende beretning for 2008, der forventes at blive sendt i høring omkring 1. april. Det markante og overraskende fald i brugen af personlig assistance, som beretningen for 2007 viste, har SJH i forbindelse med den kommende beretning fået belyst via en spørgeskemaundersøgelse. Det tyder på, at datagrundlaget var fejlbehæftet pga. en konteringsfejl i jobcentrene.

Datagrundlaget, der ligger til grund for beretningen, og som DH tidligere har sat spørgsmålstegn ved, kan fortsat forbedres, fx er blinde og ordblinde slået sammen i samme kategori, hvilket gør det vanskeligt at anvende tallene. Ultimo 2008 implementeres et nyt registreringssystem i jobcentrene (IDA), hvori brugen af de handicapkompenserende ordninger og hjælpemidler skal registreres, og dermed efterfølgende kan trækkes ud. Det er uvist, om jobcentrene vil lægge data for hele 2008 ind. SJH ser gerne, at DH fortsat presser på for at få skabt et forbedret datagrundlag.

Aktivitetsplan

SJH's aktivitetsplan for 2009 har været i høring og foreligger snart som endelig udgave.

Kontakten til jobcentrene

SJH fortalte, at de modtager flest henvendelser, der handler om fastholdelse af personer i ordinær beskæftigelse, fx i forhold til personlig assistance. SJH får også en del spørgsmål vedrørende bevægelseshandicap og hørehandicap. Der kommer færre spørgsmål om fleksjob.

SJH følger op på de jobcentre, der ikke deltager i SJH's kurser.

SJH er bekymret for, at den kommende kommunalisering af JC vil betyde en større udskiftning af nøglepersoner. SJH vil opprioritere sygedagpengeområdet, og tilbyder undervisning til jobcentermedarbejdere i sygedagpenge- og fleksjobteams, så flere medarbejdere i jobcentrene kender til handicapområdet. Dette har ligeledes til formål at imødese en eventuel udskiftning af nøglepersoner.

SJH orienterede om, at der er stor forskel på, hvor lang tid nøglepersoner bruger på denne opgave. Ikke alle steder bliver opgaven lige højt prioriteret af ledelsen, hvilket smitter af på medarbejdernes prioritering af tid. For at få handicapområdet prioriteret i jobcentrene, er der behov for måltal på handicapområdet. Her kan DH hjælpe ved at presse politisk på!

Der er ligeledes meget stor forskel på, hvordan handicapindsatsen er organiseret i jobcentrene. I nogle jobcentre kan alle medarbejdere fx bevilge støtte efter lov om kompensation til handicappede i erhverv. Andre steder er det kun én medarbejder, der har denne kompetence. Det vigtigste er ikke, hvem der bevilger, men at der kommer opmærksomhed på ordningerne blandt medarbejderne bredt, og at ordningerne indtænkes i sagsbehandlingen. Dette opleves særligt som en udfordring i den kommunale del af jobcentrene og særligt på sygedagpengeområdet. Der er behov for, at medarbejderne på sygedagpengeområdet indtænker kompensationsmuligheder - og får mulighed for overhovedet at prioritere området. SJH ser en udfordring i at undgå, at der kommer en situation, hvor handicapområdet ligger stille efter den 1.8.2009, hvor det enstrengede kommunale system træder i kraft.

Revalideringsområdet

SJH ser en problematik i forhold til revalideringsområdet. SJH oplever, at tankegangen bag ordningen med personlig assistance ind i mellem støder mod revalideringstankegangen.

I det hele taget mangler der tal og data på revalideringsområdet. Det er SJH's indtryk af udviklingen på dette område, at der ikke nødvendigvis er færre forløb, men at typen af revalideringsforløb har ændret sig, som følge af devisen ”Kortest vej tilbage til arbejdsmarkedet”. SJH mener ligesom BPU, at det er vigtigt, at revalidering fører til efterfølgende varige forløb på arbejdsmarkedet.

Ligeledes ser SJH et behov for uddybende tal og data på fleksjobområdet, for at få bedre indblik i området, herunder årsagen til korte ansættelsesforløb. Hvad karakteriserer denne gruppe? Hvem er på ledighedsydelse? Er der en sammenhæng til mangelfulde revalideringsforløb, som ikke er tilstrækkeligt kompetencegivende?

Virksomhedskontakten

Det er Jobcentrene, der har den lokale virksomhedskontakt og -indsats. Det er SJH's indtryk, at virksomhedskontakten mange steder har været nedprioriteret i jobcentrene. Både mellemledere (værkførere) og tillidsrepræsentanter er vigtige at få i tale i forhold til at ændre virksomhedernes holdninger til personer med handicap. Behovet herfor er ikke blevet mindre, hvilket understøttes af den seneste SFI rapport om virksomhedernes sociale engagement og holdningerne til at arbejde sammen med en person med handicap.

SJH og LBR skal bakke op om en øget virksomhedskontakt.

SJH konstaterer, at der er problemer med nøglepersoners kompetencer i nogle jobcentre. Det er nødvendigt med et vist niveau af ressourcer, for at få området til at fungere. DH kan bakke op med politisk udmelding.

Unge med psykiske sygdomme

SJH har fokus på unge, der tidligt får en diagnose på det psykiske område, og som får en pension. Hvilke tilbud er der til denne gruppe? SJH ser et behov for behandlingstilbud til unge med psykiske lidelser. Dette behov skal synliggøres.

SJH oplever, at jobcentrene generelt ikke er klædt på til at varetage opgaven i forhold til fx psykiske sygdomme. Jobcentrene har vanskeligt ved at få denne gruppe afklaret. SJH har iværksat et projekt, der går ud på at pege på aktører, som kan hjælpe med afklaringen. SJH har i samarbejde med CABI udarbejdet information til jobcentrene om muligheder herfor. SJH sender dette materiale til DH og vores medlemsorganisationer (DH er gerne behjælpelig hermed).

Fysisk tilgængelighed

SJH har samarbejde med SBI om byggereglementet i forhold til nye virksomheder. SJH ser manglende tilgængelighed til virksomhederne som den største barriere for arbejdsmarkedstilknytningen for mennesker med bevægelseshandicap.

Forslag til hvad kan DH gøre

Der skal etableres samarbejde mellem SJH, RBR og LBR. Repræsentanterne skal have handicapområdet på dagsordenen. I RBR Nordjylland er der blevet nedsat et ad hoc udvalg med fokus på handicapområdet. Inger skriver kort herom og sender til Karen, som kan distribuere til repræsentanter i LBR/RBR.


Ad pkt. 9: Skriftlige orienteringer

I forlængelse af orienteringen om Arbejdsmarkedskommissionens møde, drøftede BPU mulighederne for, hvordan DH bedst kan påvirke debatten i forhold til den kommende førtidspensionsreform.

Det bør overvejes, om der skal afholdes et møde med politikerne på Christiansborg. Relevante politikere at få i tale kunne være Knud Christensen (Kons.) eller Claus Hjort Frederiksen.

På baggrund af den hidtidige praksis, hvor det ikke umiddelbart har været muligt for BPUs' medlemmer at få dækket udgifter til befordring til fx relevante konferencer blev spørgsmålet om retningslinjer for befordringsgodtgørelse til repræsentanter i DH's faglige udvalg vendt. Karen følger op herpå. Jens Broman vil tage denne problematik med videre til forretningsudvalget.

[Det er efterfølgende blevet afklaret, at udgangspunktet er, at DH ikke dækker udgifter i forbindelse med udvalgsmedlemmers deltagelse i konferencer osv., med mindre de er blevet bedt om at deltage som repræsentant for DH. Formelt er det DH's direktør, der skal godkende eventuelle befordringsudgifter til aktiviteter, der ikke direkte er i BPU regi]

BPU har med bekymring set resultaterne af den nye SFI rapport, der omhandler virksomhedernes sociale engagement. BPU opfordrer Vidensnetværket til at tage fat på de problemstillinger, som SFI-rappporten rejser. BPU mener, at FU bør drøfte, om det er noget, DH skal reagere på, fx ved at DH rejser problematikken i DCH?

Karen sender resume af rapporten til BPU's medlemmer.

Ad pkt. 10: Eventuelt

Ingen bemærkninger

Handlinger tilknyttet webside
Søg