Referat fra møde i BPU-udvalget den 19. maj 2008
Dokument oprettet 19-05-2008
Dokument ændret 20-06-2008
Sag 08/530 - Dok. 6720/08 KWK/ck
Referat af møde i DH's beskæftigelsespolitiske udvalg den 19. maj 2008 hos DH, Hvidovre
Til stede: Inger M. Madsen (næstformand), Per Olesen, Jan Fristrup, Bente Juul Röttig, Jens Bromann, Karen Il Wol Knudsen (referent).
Fraværende: Finn Graa Jacobsen (formand), Holger Kallehauge
Dagsorden
Punkt 1: Velkomst til det nye Beskæftigelsesudvalg v. Finn Graa Jakobsen
Punkt 2: Udpegning af næstformand for BPU-udvalget
Punkt 3: Status i forhold til planlagte aktiviteter drøftet på møde i BPU-udvalget den 17. januar 2008
Punkt 4: Opfølgning på tidligere drøftelse af emner, der berører flere udvalg: Tilgængeligheds-, uddannelses- og socialområdet
Punkt 5: Mødeplan for resten af 2008
Punkt 6: Mundtlige orienteringer fra FU og evt. andre udvalgsmedlemmer
Punkt 7: Skriftlige orienteringer (bilag)
Forslag til ny regeringsstrategi - udkast (bilag)
Punkt 8: Eventuelt
Ad. punkt 1 Velkomst til det nye Beskæftigelsesudvalg v. Finn Graa Jakobsen
I formandens fravær bød Karen Il Wol Knudsen (barselsvikar for Mette Raun) velkommen til det nye Beskæftigelsesudvalg og særligt til det nye udvalgsmedlem Jan Fristrup.
Ad. punkt 2 Udpegning af næstformand for BPU-udvalget
Det er op til det enkelte fagudvalg i DH, om der, udover en formand, skal vælges en næstformand. Der har ikke tidligere været valgt en næstformand for BPU, men netop formandens fravær aktualiserede spørgsmålet. Der var derfor enighed om, at det er en god ide at vælge en næstformand for udvalget.
Der var enighed i udvalget om at udpege Inger M. Madsen til næstformand.
Ad. punkt 3 Status i forhold til planlagte aktiviteter drøftet på møde i BPU den 17. januar 2008
Der er ikke udarbejdet referat af det seneste møde i udvalget d. 17. januar 2008. Udvalget har dog fået uddelt notater fra mødet. Der var dog alligevel behov for at samle op på tidligere beslutninger og løse ender:
Årlig konference for LBR/RBR:
Udvalget besluttede, at konferencen afholdes lørdag den 4. oktober 2008
Der er et stort behov blandt DH-repræsentanterne for at udveksle erfaringer og danne netværk. Konferencen skal facilitere dannelsen af regionale netværk, således at DH repræsentanterne også efterfølgende kan drage nytte af hinandens erfaringer og sparre med hinanden.
Derfor skal konferencen planlægges, så der både er spændende plenumoplæg for alle, og regionsvise aktiviteter, hvor deltagerne har mulighed for at udveksle erfaringer og danne netværk.
Forslag til struktur for konferencen:
Erfaringsudveksling om arbejdet i LBR - regionsvis opdeling
Konkrete input og relevant viden om området - plenumoplæg
Hvordan kan der konkret arbejdes videre i rådene efter konferencen - regionsvis drøftelse.
For at afdække hvilke emner der er relevante at sætte på programmet, har BPU besluttet, at der gennemføres en spørgeskemaundersøgelse blandt DH's medlemmer i LBR/RBR. I spørgeskemaet spørges desuden ind til de (eksempelvis fem) største udfordringer og succeser, DH repræsentanterne har oplevet i deres arbejde i LBR/RBR.
Såfremt der kan ses et mønster i besvarelserne, kan disse emner inddrages i planlægningen af konferencen, således at der målrettet sættes fokus på DH'ernes oplevede problemer og succesoplevelser i rådene. En mulig sidegevinst ved at spørge ind til dette i spørgeskemaundersøgelsen er desuden at give DH repræsentanterne mulighed for at få luft for deres eventuelle frustrationer, så debatten på konferencen kan blive konstruktiv og fremadrettet.
BPU drøftede desuden mulige emner til konferencen:
Hidtidige erfaringer med arbejdet i LBR
Den virksomhedsrettede plan - hvordan får DH-repræsentanterne størst mulig indflydelse? DH-repræsentanterne i LBR skal arbejde på at få øremærket en del af midlerne til en indsats på handicapområdet
Præsentation af Frederikssund-undersøgelsen til inspiration
Det endelige program for konferencen fastlægges med udgangspunkt i resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen samt BPU's drøftelse.
Karen sender et udkast til spørgeskema og konferenceprogram til BPU.
Uddannelsesforløb for DH's repræsentanter i LBR/RBR:
DH har ansøgt - og fået tilsagn om - 1.000.000 kr. fra det tidligere Jobcenter Marselisborg. Midlerne skal anvendes til et uddannelsesforløb for DH's repræsentanter i LBR og RBR.
BPU drøftede indholdet i et sådan uddannelsesforløb og havde følgende overvejelser og anbefalinger:
Forløbet kan være opbygget i moduler med et grundforløb og en (eller flere) overbygningsdele.
Det er en fordel, hvis DH-repræsentanter har gennemgået grund-modulet for at sidde i LBR/RBR.
Kurset skal give repræsentanterne en grundlæggende viden om DH's politikker på forskellige områder, fx i forhold til fleksjob, for at sikre at DH's interesser varetages bedst muligt.
BPU ser gerne, at der kunne etableres en udbygget støttefunktion for repræsentanterne i LBR. Eksempelvis et slags LBR-korps, med en støtteperson for hver region, der kan give de enkelte medlemmer rådgivning og sparring i forbindelse med LBR-møderne. Dette indtænkes så vidt muligt i planlægningen af det kommende uddannelsesforløb.
Ad. punkt 4 Opfølgning på tidligere drøftelse af emner, der berører flere udvalg: tilgængeligheds-, uddannelses- og socialområdet
På baggrund af BPU's drøftelser på mødet i januar, om emner, der berører flere udvalg, ønsker BPU at der arbejdes videre med følgende emner:
Revalidering:
BPU har tidligere besluttet, at der skal sættes fokus på revalideringsområdet. Udvalget har noteret, at der skal nedsættes en arbejdsgruppe (med repræsentation af BPU) og efterlyser status på dette. Karen tjekker op og vender tilbage til BPU.
[Status på dette er, at arbejdsgruppen endnu ikke er nedsat, men den er nævnt i DH's handlingsplan 2008-2009, der blev vedtaget på repræsentantskabsmødet. Karen indleder et samarbejde med konsulenterne på social- og uddannelsesområdet om at nedsætte en arbejdsgruppe]
En af problematikkerne på revalideringsområdet er spørgsmålet, om der iværksættes for mange urealistiske revalideringsforløb, der i sidste ende ikke leder til beskæftigelse? Der er for nyligt udarbejdet en SFI-rapport, der netop peger i den retning. Rapporten er vedhæftet dette referat.
UU - Ungdommens uddannelsesvejledning:
Det er vigtigt, at alle unge får mulighed for vejledning, også unge med funktionsnedsættelse, for at sikre, at også denne gruppe får en uddannelse.
Tilgængelighed:
Befordring til og fra arbejde, samt i arbejdet, må ikke være en barriere for at mennesker med handicap kan komme i arbejde. Der er mange problematikker og mange regler på området, så det er uklart, i hvilken grad befordring udgør en barriere.
Hvordan kan dette undgås? Hvilket ministerium er ansvarligt for at sikre dette (Transport- eller Beskæftigelsesministeriet)?
Scleroseforeningen har skrevet til DH i efteråret 2007 om problemstillingerne med befordring og sektoransvarlighed. BPU efterspørger en status på, om der er iværksat noget på dette område? Karen undersøger dette.
[status på dette område er, at det samlede transportområde vil blive dækket i henhold til den netop vedtagne handlingsplan. BPU, øvrige relevante fagudvalg og medlemsorganisationerne vil blive inddraget i dette arbejde].
BPU ser et behov for en lille pjece, der i let sprog forklarer reglerne om befordring i forbindelse med beskæftigelse for mennesker med funktionsnedsættelse.
Socialområdet:
Jens Bromann udarbejder til et kommende møde et notat/debatoplæg om snitflader mellem social- og beskæftigelsesområdet
Ad. punkt 5 Mødeplan for resten af 2008
For ikke at favorisere nogle frem for andre, i forhold til på hvilke dage, der afholdes møder i BPU, besluttede udvalget, at møderne fremover afholdes på rullende ugedage. Ligeledes blev tidspunktet for de kommende møder også flyttet, så det passer bedst muligt i forhold til udvalgsmedlemmernes rejseplan. Det blev derfor besluttet, at møderne for resten af 2008 afholdes:
(AFLYST!) Onsdag den 2. juli kl. 9.45 - 15.00
Mandag den 18. august kl. 9.45 - 15.00
Mandag den 20. oktober kl. 9.45 -15.00
Ad. punkt 6 Mundtlige orienteringer fra FU og evt. andre udvalgsmedlemmer
Jens Bromann orienterede fra FU:
FU har konstitueret DHs fagudvalg for den kommende periode.
Jens Bromann orienterede desuden om, at Dansk Blindesamfund har søgt 3. instans-bevilling i Torben Olesen sagen. En eventuel sag vil kunne anvendes til at få afdækket, hvor vidtgående direktivet rækker i forhold til Ligebehandlings-/forskelsbehandlingsloven. Denne, og lignende sager, bør følges tættest muligt af DH.
Inger M. Madsen orienterede om den nye SFI rapport om handicappede og beskæftigelse, som hun har siddet i følgegruppen for. Rapporten er vedhæftet dette referat.
Bente Röttig orienterede om en kommende undersøgelse om livsvilkår blandt Scleroseforeningens medlemmer. Undersøgelsen er endnu ikke offentliggjort.
Ad. punkt 7 Skriftlige orienteringer og udkast til forslag til ny regeringsstrategi
DH har udarbejdet et forslag til en ny regeringsstrategi. Den fremadrettede proces er, at det foreliggende udkast drøftes med Arbejdsmarkedsstyrelsen på et møde i juli 08. BPU drøftede udkastet og gav anbefalinger til tilføjelser/uddybninger:
Der er behov for en mere specifik indsats i den nye strategi. Ved brug af anden aktør skal der skabes sikkerhed for, at de også kan formidle job til mennesker med handicap.
Den kommende strategi bør formulere klare ambitioner om udviklingen af Vejle Specialfunktion, i forhold til hvad den skal kunne bruges til?
BPU aftalte, at forslaget til regeringsstrategi drøftes på det kommende BPU møde i juni med fokus på tilføjelse af øvrige politiske emner.
Ad. punkt 8 Eventuelt
Karen orienterede om en donation på i alt 50.000 kr. fra det tidligere Jobcenter Marselisborg. Forslaget til kommissorium for uddeling af en pris, der er fremsendt til behandling i FU, blev uddelt til orientering og er tillige vedhæftet dette referat.
Donationen er øremærket uddelingen af en pris på 10.000 kr. til en ildsjæl med fokus på handicap og beskæftigelse.
Prisen uddeles fem gange. Kommissoriet for prisuddelingen lægger op til, at det er BPU, der indstiller egnede kandidater til prisen til FU, som træffer endelig beslutning om vinderen. Prisuddelingen vil blive taget op på et kommende møde i BPU, når FU har truffet beslutning om de overordnede rammer for prisen.
5
