Share |
Forside | Dokumenter | Referater | Referat fra møde i DH's Tilgængeligheds- og Hjælpemiddelpolitiske Udvalg den 23. marts 2010

Referat fra møde i DH's Tilgængeligheds- og Hjælpemiddelpolitiske Udvalg den 23. marts 2010


Dokument oprettet 25-03-2010

Sag 10/236 - Dok. 3273/10 MOL/kft

GODKENDT

Referat af møde i DH's Tilgængeligheds- og Hjælpemiddelpolitiske Udvalg den 23. marts 2010

Til stede: Jørgen Bak (JB), Ulla Wæber (UW), Lena Nielsen (LN), Ole Rønne-Christensen (OC), Jesper Fønss (JEF) og Monica Løland (MOL).

Afbud: Sif Holst (SH), Alice Hasselgreen (AH) og Jens Petersen (JP).

Dagsorden:

1. Godkendelse af dagsorden.

2. Gennemgang af ny struktur for DH og handlingsplan.

3. Status på hjælpemiddelområdet og seneste aktiviteter.

4. Orienteringspunkter:

  • Handicaporganisationernes Hus og konkurrencen.

  • Arbejdsgruppen om digitalt tv.

  • Arbejdsgruppen på transportområdet og Transportministeriets tilgængelighedspolitik.

5. Orientering fra medlemmerne.

6. Eventuelt, herunder fastlæggelse af nyt møde.


Formanden sagde velkommen til det måske sidste møde i udvalget. Dette affødte en drøftelse af den mulige nedlæggelse af udvalget. LN mente, at der i den nye struktur kommer til at mangle et element af folkevalgte, og arbejdet i organisationen bliver mindre demokratisk. UW argumenterede for, at man med arbejdsgrupper får bedre mulighed for at fordybe sig i konkrete temaer og understregede, at der er tilrettelagt en proces med stor åbenhed omkring indflydelse og deltagelse i arbejdsgrupperne.

Ad. 1. Godkendelse af dagsorden

Dagsorden blev godkendt.

Ad. 2 Gennemgang af ny struktur for DH og handlingsplan

JEF og MOL orienterede kort om det forslag til DH's nye struktur, der er på som punkt på repræsentantskabsmødet. Artikler fra Nyhedsbrevet om emnet var sendt ud med dagsorden.

UW fremhævede, at vi i dag ofte er et skridt bagud og reaktive i forhold den politiske dagsorden, politiske forlig og lovforslag, og den nye struktur bl.a. har til formål at sikre DH i fremtiden i højere grad kan være proaktive og sætte/bidrage til den politiske dagsorden.

JEF supplerede med, at planstrukturens års-cyklus netop skal sikre, at vi som organisation er up to date på udviklingen omkring os, forberedte på kommende lovforslag, reformer, økonomiaftaler, kommissionsarbejder og rapporter, kommende valg mv.

Ad. 3. Status på hjælpemiddelområdet og seneste aktiviteter

MOL gjorde rede for status på hjælpemiddelområdet og DH's aktiviteter på området siden sidste møde. Der har været afholdt møde med Alexandra instituttet og HMI om brugerinddragelse i forbindelse med kommunale udbud og hvordan dette emne kan indgå i projektet Handivision, som alle tre parter deltager i. DH har holdt oplæg på Dansk Rehab Groups medlemsmøde om frit valg, og har deltaget på HMI's hjælpemiddelkonference, der havde mange gode og relevante oplæg.

Udvalget fortalte om store problemer med nogle af de kommunale aftaler, der er indgået med leverandører, der ikke kan levere den nødvendige kvalitet. Dette fremhæver blot behovet for, at kommunerne bruger HMI's skabeloner for kravspecifikationer, når der laves udbud.

Derefter drøftede udvalget gruppering af hjælpemidler til den kommende ekspertgruppe på området. Udvalget fik lavet et godt udgangspunkt for grupperingen, som MOL og JEF går videre med. Grupperingen skal sikre, at alle hjælpemidler er dækket ind af gruppen, og skal desuden bruges om referenceramme for de kompetencer, eksperterne har.

Ad 4. Orienteringspunkter

Handicaporganisationernes Hus

JEF orienterede om totalentreprisekonkurrencen, og at DH nu har modtaget materiale fra de arkitekter, ingeniører og entreprenørvirksomheder, der ønsker at blive prækvalificeret. DH sammensætter i samarbejde med sin bygherrerådgiver fem hold, der udvælges til at gennemgå en tilgængelighedsuddannelse, som SBi står for. Efter uddannelsesforløbet holdes en minikonkurrence, hvorefter der udvælges tre hold, der tilbydes at deltage i hovedkonkurrencen. Planen er, at huset skal stå klar i efteråret 2012. De næste måneder bliver travle og spændende. Der er nedsat en tilgængelighedsgruppe udpeget af organisationerne. Det er den tilgængelighedsmæssige forankring gennem hele projektet. Orienteringen blev taget til efterretning, og det glæder udvalget, at der er kommet gang i totalentreprisekonkurrencen.

Arbejdsgruppen om digitalt tv

MOL orienterede om status på området. DH har modtaget et svar fra den tidligere kulturminister, der gerne ville tage initiativ til at nedsætte et bredt forum for alle aktører på området tilgængelighed til digitalt tv. DH har været til møde med Danmarks Radios underdirektør for medier, der også ser området bredere end public service-udbyderne. Derudover har arbejdsgruppen haft et møde med oplæg fra DR om den nuværende public service-forpligtelse og projektaktiviteter i projektet DTV4all. Det var et møde med god dialog mellem arbejdsgruppemedlemmerne og repræsentanterne fra DR. Arbejdsgruppen er et eksempel på en tematiseret arbejdsgruppe i THU regi. DH har efterfølgende skrevet ud til de mediepolitiske ordførere og bedt om et møde. Der er på nuværende tidspunkt lavet tre konkrete møder.

Arbejdsgruppen på transportområdet og Transportministeriets tilgængelighedspolitik

JB orienterede om mødet, der primært omhandlede Transportministeriets tilgængelighedspolitik. JEF orienterede om DH's møde med Kristian Pihl Lorentzen og status for handicapparkeringsskilte. JEF orienterede om, at EU's passagerforordning på jernbaneområdet trådte i kraft den 3. december 2009, og at der for øjeblikket er en offentlig høring af forordningen på flytransportområdet, som DH i samarbejde med EDF har deltaget aktivt i.

Ad 5. Orientering fra medlemmerne

JB orienterede om Peter Simonsens dødsfald - ulykken med en trappelift. Problemstillingen med trappelifte er blevet bragt frem politisk i den lokale afdeling med støtte fra DH centralt.

JEF orienterede om svaret fra transportministeren vedr. individuel handicapkørsel. Ministeren anerkender, at trafikselskaberne i overvejende grad, og især på lange ture, tager en højere takst for handicapkørsel sammenlignet med en enkeltbillet for den samme strækning i den kollektive trafik. Ministeren har i et brev til trafikselskaberne bedt dem om at gennemgå deres takster og lægger ikke op til et lovindgreb. DH vil følge op på sagen og presse på for en ændring af taksterne.

LN orienterede om et møde i Barcelona, hvor hun var stedfortræder for EDF's Maria Nym-

ann. Der er meget tilgængeligt. 77 % af metrosystemet og alle busser er tilgængelige. Museer er tilgængelige, heriblandt en ældgammel bygning, som rummer Picasso-museet. Oplæg og power points kan ses på Mediate projektets website: www.mediate-project.eu LN orienterede også om arbejdsgruppe i Friluftsrådet om stier, Der er intet i projektet om tilgængelighed, så LN påvirker til at indarbejde de anerkendte standarder for tilgængelighed ved nyanlæg og renovering af stier samt til formidling af stiernes adgangsforhold for målgrupperne med handicap.

OC orienterede om problemer med at få Indenrigs- og Sundhedsministeriet til at bevilge tolkning til døve kommende fædre i parforhold med hørende kærester, når de skal deltage i jordmodersamtaler, lægebesøg, fødselsforberedelse og fødsel sammen med deres gravide partner. Døve kommende fædre er blevet henvist til at bruge af deres 7 timers socialtolk, hvis de ønsker det. Efter pres fra DDL erkender ministeriet sektoransvaret og har indvilliget i at dække tolkning til ovenstående aktiviteter, som ”tolkning ved sygehusbehandling efter sundhedsloven”. Dog vil ministeriet ikke anerkende sektoransvar i forbindelse med fødselsforberedende aktiviteter på fx aftenskoler. De mener i stedet, at døve kan bruge anden lovgivning, fx folkeoplysningsloven, hvor Undervisningsministeriet har sektoransvaret.

Ad. 6. Eventuelt.

Udvalget drøftede, om der skal holdes et sidste møde i udvalget i maj, men blev enige om, at der ikke er et behov for det på nuværende tidspunkt. JB takkede for godt samarbejde i udvalget.

Referent: Monica Løland.

4

Handlinger tilknyttet webside
Søg